Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE FrankrigHvis du havde fanget Andrea Aggradi på vej ud af hans lejlighed i Paris for nogle år siden, så havde du også set ham vende tilbage til den lejlighed et par sekunder senere med et spørgsmål i tankerne: Om han havde husket at slukke sit gaskomfur. Så ville du have set ham gå indenfor og udnytte tiden ved samtidigt at tjekke, om der lå en cigaret, der stadig var tændt i askebægret, og om han havde husket at lukke døren ordentligt. Tre minutter senere sad han på sin scooter på vej væk. Ti minutter senere var han tilbage igen. Gennem døren, op ad trappen for at tjekke gassen, askebægret og døren. Ned ad trappen, op på scooteren og væk. På repeat.
Advertisement
Det her var Andrea Aggradis liv indtil 2010, hvor det pludselig gik op for ham, at han kunne bruge sin smartphone til at regulere sin OCD. Åbenbaringen førte til et helt nyt liv for Andrea – en italiener bosat i Paris – da han begyndte at tage billeder af de ting, han skulle huske at gøre, før han gik hjemmefra som at slukke for komfuret og lukke døren. Det resulterede i et arkiv med tusindvis af billeder, som han nænsomt arkiverede på sin telefon og computer.En anden Andrea, nemlig Andrea Gandini, der er fotograf og stifter af det parisiske Jitterbug Gallery, har omdannet den kæmpe billedsamling til en udstilling, der hedder TOC ("Trouble Obessionnel Compulsif"). De to Andreaer bød mig indenfor på galleriet for at diskutere udfordringerne med at leve med OCD i hverdagen, og hvor vigtigt det er at have et arkiv.VICE: Hvordan kender I hinanden?
Andrea Gandini: Jeg har kendt Andrea i omkring 15 år. Kort tid efter vi mødte hinanden, bemærkede jeg, at han var ekstremt opmærksom på visse aspekter af sin dagligdag – et opmærksomhedsniveau, der utvivlsomt var forbundet med nogle tvangstanker. Han har brug for at kunne huske de ting, han har gjort ekstremt præcist – som at slukke for gasblusset – så han ikke er tvunget til at tage hjem for at sikre sig, at han har gjort det. Men hans liv er blevet meget mere simpelt, efter han har fået en smartphone. Nu tager han bare et billede af, at han har slukket for komfuret.
Andrea Gandini: Jeg har kendt Andrea i omkring 15 år. Kort tid efter vi mødte hinanden, bemærkede jeg, at han var ekstremt opmærksom på visse aspekter af sin dagligdag – et opmærksomhedsniveau, der utvivlsomt var forbundet med nogle tvangstanker. Han har brug for at kunne huske de ting, han har gjort ekstremt præcist – som at slukke for gasblusset – så han ikke er tvunget til at tage hjem for at sikre sig, at han har gjort det. Men hans liv er blevet meget mere simpelt, efter han har fået en smartphone. Nu tager han bare et billede af, at han har slukket for komfuret.
Advertisement
Andrea, hvordan kom du på det?
Andrea Aggradi: Jeg fik bare et pludseligt indfald en dag, mens jeg kiggede på min telefon. Før 2010 – hvor jeg begyndte at bruge min telefon til at håndtere det her – var jeg nogle gange hjemme fem eller seks gange om dagen for at tjekke alt igennem. For at undgå det forsøgte jeg at gøre alting virkelig præcist og at gøre små, ekstra ting, så handlingen ville blive brændt fast i min hukommelse, som små, fysiske huskesedler. For eksempel bankede jeg på døren for at huske, at jeg havde lukket den ordentligt, eller viftede min hånd under vandhanen for at huske, at den var slukket. Men det virkede aldrig rigtigt – jeg endte altid bare med også at stille spørgsmålstegn ved de små handlinger. Selvom jeg må indrømme, at jeg til tider også har været i tvivl om billederne på min telefon.Hvad er det præcis, du føler dig tvunget til at tjekke derhjemme?
AA: På det sidste har det været fire ting, som jeg skal tjekke, inden jeg forlader huset: Vandhanerne, gassen, askebægret og døren. De fire ting tænker jeg på hele dagen.
Andrea Aggradi: Jeg fik bare et pludseligt indfald en dag, mens jeg kiggede på min telefon. Før 2010 – hvor jeg begyndte at bruge min telefon til at håndtere det her – var jeg nogle gange hjemme fem eller seks gange om dagen for at tjekke alt igennem. For at undgå det forsøgte jeg at gøre alting virkelig præcist og at gøre små, ekstra ting, så handlingen ville blive brændt fast i min hukommelse, som små, fysiske huskesedler. For eksempel bankede jeg på døren for at huske, at jeg havde lukket den ordentligt, eller viftede min hånd under vandhanen for at huske, at den var slukket. Men det virkede aldrig rigtigt – jeg endte altid bare med også at stille spørgsmålstegn ved de små handlinger. Selvom jeg må indrømme, at jeg til tider også har været i tvivl om billederne på min telefon.Hvad er det præcis, du føler dig tvunget til at tjekke derhjemme?
AA: På det sidste har det været fire ting, som jeg skal tjekke, inden jeg forlader huset: Vandhanerne, gassen, askebægret og døren. De fire ting tænker jeg på hele dagen.
Et definitivt sikret gashåndtag.
Hvor længe har du haft OCD?
AA: Jeg tror, at jeg har haft den her type OCD i omkring 15 år. Men jeg har også haft andre former for OCD, som jeg har taget medicin for. Jeg havde for eksempel en fobi for kontamineret mad, som gjorde, at jeg tabte mig næsten 12 kilo.Hvad tror du, det er, der udløser din OCD?
AA: Det er uden tvivl stress – det er den centrale faktor. Nu har jeg gode dage, hvor jeg kan forlade huset uden at tage nogle billeder. Jeg tager dem, fordi det er en vane og for at sikre mig, at jeg har dem, hvis jeg pludselig stresser senere på dagen. Folk har sagt, at det værste, der kan ske, hvis jeg skulle glemme at tjekke det hele igennem, er et uheld, som ville blive dækket af min forsikring. Jeg hader den slags argumenter – jeg vil bare gerne vise, at jeg er ansvarlig.
AA: Jeg tror, at jeg har haft den her type OCD i omkring 15 år. Men jeg har også haft andre former for OCD, som jeg har taget medicin for. Jeg havde for eksempel en fobi for kontamineret mad, som gjorde, at jeg tabte mig næsten 12 kilo.Hvad tror du, det er, der udløser din OCD?
AA: Det er uden tvivl stress – det er den centrale faktor. Nu har jeg gode dage, hvor jeg kan forlade huset uden at tage nogle billeder. Jeg tager dem, fordi det er en vane og for at sikre mig, at jeg har dem, hvis jeg pludselig stresser senere på dagen. Folk har sagt, at det værste, der kan ske, hvis jeg skulle glemme at tjekke det hele igennem, er et uheld, som ville blive dækket af min forsikring. Jeg hader den slags argumenter – jeg vil bare gerne vise, at jeg er ansvarlig.
Advertisement
Og du har aldrig holdt din OCD skjult fra dine venner?
AA: Nej.
AG: Gennem årene har jeg løbende sagt til ham, at han ikke skal smide sine billeder ud, for en sikkerheds skyld. Selvom han alligevel aldrig ville have smidt dem ud.
AA: Selvfølgelig ikke. Jeg beholder altid alt – længere er den ikke. Jeg har ikke rigtig noget hukommelse tilbage på min telefon, så jeg sletter de ældre billeder i håb om, at jeg allerede har overført dem til min computer – som altid sandsynligvis helt klart er tilfældet.
AA: Nej.
AG: Gennem årene har jeg løbende sagt til ham, at han ikke skal smide sine billeder ud, for en sikkerheds skyld. Selvom han alligevel aldrig ville have smidt dem ud.
AA: Selvfølgelig ikke. Jeg beholder altid alt – længere er den ikke. Jeg har ikke rigtig noget hukommelse tilbage på min telefon, så jeg sletter de ældre billeder i håb om, at jeg allerede har overført dem til min computer – som altid sandsynligvis helt klart er tilfældet.
Et tomt askebæger.
Andrea, hvorfor var du interesseret i den her enorme database, som bestyrer af galleriet?
AG: Den obsessive, kompulsive, usunde – men samtidig kreative – dimension af så omfangsrig en samling af billeder af et enkelt emne, synes jeg, var interessant. Men til at begynde med forstod jeg ikke rigtig omfanget af det. Da jeg havde plads til at organisere udstillingen, tog jeg kontakt til Andrea for at se, om han havde beholdt det hele. Det havde han. Han havde tusindvis af billeder. Derudover havde han også optaget videoer i to-tre år. Dem udstiller vi også, den ene efter den anden, i loop. Hver video varer omkring tre sekunder, og man kan høre Andrea sige ting som: "Der er slukket for gassen." Det er udstillingens soundtrack.
AA: Du er nødt til at forstå, at jeg ikke ser de her billeder som billeder. De er bare noter. Jeg har ikke noget kunstnerisk talent.
AG: Den obsessive, kompulsive, usunde – men samtidig kreative – dimension af så omfangsrig en samling af billeder af et enkelt emne, synes jeg, var interessant. Men til at begynde med forstod jeg ikke rigtig omfanget af det. Da jeg havde plads til at organisere udstillingen, tog jeg kontakt til Andrea for at se, om han havde beholdt det hele. Det havde han. Han havde tusindvis af billeder. Derudover havde han også optaget videoer i to-tre år. Dem udstiller vi også, den ene efter den anden, i loop. Hver video varer omkring tre sekunder, og man kan høre Andrea sige ting som: "Der er slukket for gassen." Det er udstillingens soundtrack.
AA: Du er nødt til at forstå, at jeg ikke ser de her billeder som billeder. De er bare noter. Jeg har ikke noget kunstnerisk talent.
En grundigt slukket vandhane.
Hvorfor er du så fascineret af OCD?
AG: Ved at drøfte det med andre mennesker, er det gået op for os, at OCD er noget, som alle kan relatere til. Jeg fik nogle tørre smil, da jeg fortalte folk om projektet. Alle har OCD i en eller anden afskygning.
AG: Ved at drøfte det med andre mennesker, er det gået op for os, at OCD er noget, som alle kan relatere til. Jeg fik nogle tørre smil, da jeg fortalte folk om projektet. Alle har OCD i en eller anden afskygning.
Advertisement
Udstillingen TOC (Trouble Obsessionnel Compulsif) kører frem til den 17. november, 2016 på Jitterbug Gallery i Paris.Se mere bizar kunst her på VICE:Mød manden, der lavede verdens eneste menstruations-museum i sin kælderVi så på, mens verdens mest kendte bodymod-kunstner skar en fyrs ansigt opHer er nogle virkelig deprimerende billeder af trøstesløse bordeller i Belgien