10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille en person med bipolar lidelse

En undersøgelse viste for nylig, at halvdelen af danskerne er lunkne over for tanken om at skulle dele arbejdsplads med en person, der har 'meget store humørsvingninger'. Det er typisk det, man forbinder med bipolar lidelse – det, som man i gamle dage kaldte at være maniodepressiv. Samtidig er antallet af diagnoser steget over en årrække.

Eftersom jeg har minimum to venner, der lider af sygdommen, og fordi mindst 40.000 danskere er ramt, synes jeg, det er vigtigt, at vi taler om problemet i stedet for at holde paraderne oppe. Hvis psykisk sygdom fik samme opmærksomhed som kræft, ville der være kortere vej til behandling. Samtidig ville de psykisk syge i højere grad føle sig som en integreret del af samfundet.

Derfor tog jeg hjem til min ven Rachid Moutiq. Han er 29 år gammel, uddannet journalist, og så er han bipolar. Han fik topkarakterer, da vi gik i gymnasiet sammen, og han lagde alle ned i diskussioner. Han er et af de klogeste mennesker, jeg kender. Men i dag er han flyttet tilbage til Næstved for at være tæt på familien, og han er ikke længere en del af arbejdsmarkedet. Jeg tog en snak med Rachid om sygdommen, der har præget ham hele hans liv.

VICE: Hey, Rachid. Hvornår fandt du ud af, at du er bipolar, og hvilke følelser satte det i gang?
Rachid Moutiq: Det er godt og vel et år siden, at jeg fik diagnosen, og til at starte med var det enormt rart. Jeg har fået mange diagnoser gennem årene, også forkerte diagnoser, så nu vidste jeg endelig, hvad der var galt med mig. Det var en lettelse at være på rette hylde. Efter kort tid blev det til gengæld rigtig ubehageligt, fordi jeg begyndte at forstå, hvor voldsom en sygdom det er. Grunden til, det er så svært, er, at man er som et pendul, der svinger mellem at være ekstremt selvkritisk og ubehagelig t til mode, og så pludselig have den vildeste selvtillid og være overbevist om, at der ikke er noget galt i hele verden. Derfor kan man som bipolar fortælle sig selv, at man bare hele tiden skal have det, som man har det, når det går godt. Det var virkelig hårdt at skulle lære, at både det depressive og det maniske var skadeligt. Det kan være svært at acceptere, at det gælder om at balancere på mellemstadiet for at være rask, for det stadie føles ikke normalt, og man vil hellere være i det maniske. Det, der føles normalt for andre, føles dybt kedeligt for mig. Man skal hele tiden gøre det modsatte af, hvad man har lyst til for at ramme det mellemstadie, som de raske kender som den almindelige verden. Vorherre må have sans for ironi.

Hvordan føles det at være manisk?
Når jeg er i starten af det maniske stadie, er jeg den bedste udgave af mig selv. Jeg gør alting hurtigere og bedre. Jeg bliver ikke træt. Hvis jeg var ked af noget, er det væk. Man kan have mistet sin kæreste, og ens liv krakelerer, men når man er manisk, så er det intet problem. Man har det ligesom en montage i en film, hvor alting bare lykkes og går vildt hurtigt, mens glad musik spiller i baggrunden. Det er givet på forhånd, at ting går godt. Man behøver ikke tænke, man gør bare, og alt er fedt. Jeg kan ikke sove, men det føles bare som om, jeg ikke længere har behov for det nogensinde. Jeg snakker meget og har svært ved at vente på, at folk er færdige med at svare, fordi det, jeg skal sige, er så vigtigt. Man er pissesjov. Man er i høj grad et supermenneske. Man er festens midtpunkt og elsker opmærksomheden, og hvis folk holder op med at skænke en opmærksomhed, tænker man "hold da kæft, de går glip af noget." På mange måder minder manien om at være på coke.

Hvis det er så fedt, hvorfor er det så et problem at være manisk?
Der er to hovedgrunde. Man kan godt være på coke én aften og give indtryk af, at det kører for dig. Men hvis man tager coke tre dage i træk, er det noget helt andet. Så bliver man psykotisk og paranoid. Talestrømmen, der tidligere var en elegant flod, bliver små mærkelige øer af ord. Det samme sker, når man har været manisk længe nok. Jeg har været virkelig langt ude at skide, som man siger på godt gammelt dansk, og til sidst slår hjernen klik. Når først hjernen bliver slidt så meget ned, og man mister så mange hjerneceller, som man gør, så har hjernen brug for at regenerere. Det er depressionen, der rammer. Hvis det maniske er at være fuld, så er depressionen tømmermænd.

Den anden grund er, at man gør ting i manien, hvor man ikke kan genkende sig selv. Man tager nogle livsdefinerende valg på et splitsekund, der kan smadre ens eksistens. Det kan være, man bruger virkelig mange penge på et eller andet åndssvagt. Eller man slår op med sin kæreste, fordi man beslutter sig for, at man skal ud og score, og man finder da bare en ny kæreste i morgen. Man kan opleve hyperseksualitet, hvor sex eksisterer konstant, og der er et konstant behov. Der ender man med at være sammen med folk af begge køn og knalde med Gud og hvermand, og det dur jo ikke, hvis man for eksempel har en kone derhjemme. Jeg har mistet 15.000 kroner på at gamble, og fik mit kort lukket, og hvis ikke det skete, var jeg nok kørt videre. Jeg har også haft ret meget offentlig sex, når jeg har været manisk. Så var jeg pludselig ligeglad med, hvor jeg var, fordi det bare skulle være nu. Men det var heldigvis før, folk havde kameraer på deres telefoner. At have helt dyrisk og lystbetonet sex med en person, som jeg slet ikke kendte navnet på, føles helt underligt at tænke tilbage på.
I en manisk fase kan man virkelig ødelægge alle sine sociale relationer. Man kan ødelægge sin karriere, fordi man ikke møder op på arbejde. Det er en klassisk historie, at folk har sagt deres gode job op, fordi de ikke vil være bundet og i stedet tager ud at rejse. Man er et sted, hvor man føler sig som en slags gud, der kan og må alt. Men når så den maniske fase er slut, fortryder man med hele sit hjerte, fordi man vil tilbage til den tryghed, man har kastet over bord.

Hvordan mærker du sygdommen i dit daglige liv?
Der er ikke eneste ting i min dagligdag, som ikke er påvirket af sygdommen. Hvis jeg balancerer på knivsæggen og er "normal", så kan jeg godt fungere – men befinder man sig enten i den ene yderlighed, manien, eller den anden, depressionen, så er dagligdag som begreb holdt op med at eksistere.
Jeg kan tit ikke sove. Jeg var engang vågen i to et halvt døgn, og da jeg endelig faldt i søvn, sov jeg 20 timer. Man mister kontrollen over sin krop. Ting, som at man bliver træt eller sulten på et bestemt tidspunkt, forsvinder. Når jeg er manisk, skal jeg minde mig selv om, at jeg skal spise, og når jeg gør det, skal jeg også minde mig selv om at stoppe igen.
Når man går ud i det offentlige rum og er i en depressiv fase, så tolker man alting på en anden måde. Hvis nogen kigger mærkeligt på en, eller måske bare kigger forbi en i bussen, tænker man, at de hader en. Så at stå op og tage på arbejde er meget svært. Reaktionsevnen er så dårlig, at man næsten ikke kan køre bil. Jeg har prøvet at være så depressiv, at jeg skulle bruge oceaner af kræfter på at skære et brød. Jeg var så drænet og havde så lidt energi, at det var svært at skulle holde om brødet og skære samtidig. Når man har det sådan, går man meget sjældent i bad. Man har ikke kræfter til det. Og jeg tror, man tænker, at man ikke fortjener at være ren.

Hvordan påvirker sindslidelsen dit forhold til andre mennesker?
Det er svært at have meget tætte relationer, når man er bipolar. Når jeg er depressiv, føler jeg, at andre spilder deres kærlighed på mig, fordi jeg ikke kan gengælde den. Alene det at møde nogen, man kender på gaden, kan være noget af det værste. For det kræver så ufattelig meget energi bare at sige hej, og man føler ikke, at man fortjener deres opmærksomhed. Man kan ikke sige de ting, folk forventer i sådan en situation, så man skuffer dem.
Det er helt exceptionelt svært at holde aftaler. For hvis man er i en depressiv fase, er det lige meget, hvor vigtig den her fest er for din ven, for du kan ikke komme afsted, lige meget hvor gerne du vil. Energien er der ikke, og angsten styrer.

Kan du have en kæreste?
Hvis man har en kæreste, og den person er en lille smule usikker, så er det helt forfærdeligt svært for hende ikke at tage det personligt, når jeg har en depressiv fase, for hun tror, at hun har gjort noget forkert. Sandheden er, at når man er bipolar, er der ikke altid logik i det. Man ved godt, det ikke er normalt, så man begynder at skærme sig fra resten af verden. Man fortæller ikke andre, hvordan man reelt har det.
Folk oplever, at man er inkonsistent, og de bliver nervøse. De siger: "Jeg ved aldrig, hvor jeg har dig." Og det er også rigtigt. Problemet er, at jeg ved heller ikke selv, hvor jeg har mig. Det er meget forståeligt, at folk bliver sure eller kede af det, men det betyder samtidig, at man bliver enormt isoleret, og så får man det værre. Det er en ond cirkel.

Hvordan har sygdommen påvirket din karriere?
Min karriere er til at lukke op og skide i. Jeg har ingen tænd-og-sluk-knap, så jeg kan ikke regulere, hvor meget energi jeg bruger. Der er virkelig mange bipolare mennesker, som er exceptionelt dygtige og kreative, men som ikke kan få lov til at udleve deres potentiale på en arbejdsplads. For de er vant til at arbejde på en måde, hvor deres kreativitet er en strøm, der bare kører derudaf. Så giver det ikke mening at gå hjem klokken seks. Men hvis ikke man stopper, brænder man ud.
Som bipolar clasher man med det moderne samfund, hvor det forventes, at folk er konsistente. Du skal op på det samme tidspunkt, du skal levere det samme mandag som tirsdag. Mennesker er ikke lavet til at have den samme kapacitet hver dag, det behøver man ikke være syg for at mærke, men det bliver bare endnu mere ekstremt, når man er bipolar. Et arbejde bliver nødt til at være en mere fleksibel størrelse i fremtiden, hvor man ikke nødvendigvis sidder 37 timer på et kontor hver uge. Jeg bliver aldrig 100 procent mødestabil, eller ham, der har en fuldkommen stabil produktivitetskurve. Men jeg kan godt se mig selv på en arbejdsplads i fremtiden, selvom det bliver virkelig svært.

Frygter du, at du giver sygdommen videre til dine børn?
Ja, for helvede. Helt vildt. Der er en genetisk komponent, som kan være arvelig, så jeg tænker meget på, om jeg kan tillade mig at sætte børn i verden. Især fordi jeg i lange perioder har følt, at livet ikke var værd at leve. Man vælger jo ikke selv at blive født, og jeg tænker tit, om jeg kan tillade mig at skabe et liv, som måske en dag vil føle, at det er forfærdeligt at være til – ligesom jeg har følt.

Hvad er de værste fordomme, du bliver mødt med?
Folk har en tendens til at være meget forstående generelt. Men det værste, jeg møder, er folk, der tror, at depression er noget, man bare kan snap out of. Den skam, der er forbundet med det, er frygtelig. Der findes nok ikke en eneste deprimeret, der ikke har internaliseret deres problem, og tænkt, at de måske bare skulle tage sig sammen. Jeg har siddet som 28-årig, med al den viden og uddannelse jeg har, og tænkt, at jeg måske bare var doven. Det sker, fordi der stadig eksisterer en masse skadelige fordomme. Man hører folk i den offentlige debat, der fortæller, at de var deprimerede, men så begyndte de at træne, og lytte til Arnold Schwarzenegger, og læse motivational quotes på nettet, og så blev alt godt… Men så har de ikke haft en depression! En person, der har oplevet en reel depression, vil fortælle, at det er et helvede, og når ens lidelse ikke bliver anerkendt og bliver forsmået på den måde, er det frygteligt.
Helt konkret, i forhold til at være bipolar, oplever jeg, at folk tror, at man ikke kan stoles på. Man sætter lighedstegn mellem at være bipolar og løgner. De tror, man er manipulerende. Man er helt sikkert ikke så pålidelig, men det er jo ikke det samme.

Kan du blive rask igen?
Bipolar er en kronisk lidelse, så jeg bliver aldrig rask. Det er en af de vigtigste lektier, som alkoholikere også skal lære: Det stopper aldrig. Sygdommen går ikke væk. For hvis du tror, at den er væk, så ignorerer du faresignalerne, og gør man det, er der stor risiko for, at man enten kommer ind i en dyb depression eller i en voldsom manisk fase.
Tanken om, at livet er så ubærligt, fylder desværre rigtig meget, selvom jeg er i bedring. Jeg forestiller mig, at jeg en dag om mange år er glad for livet. Jeg ved, at det ikke bare tager nogle uger. Charlie Sheen sagde engang: "I blinked and fixed my brain." Det er en meget bipolar tanke, at man er så fed en person, at man bare kan reparere det hele på et øjeblik. Men jeg hæfter mig ved, at tingene kan blive bedre, og at de gradvist også gør det, fordi jeg behandler mig selv bedre. Jeg er fortrøstningsfuld, men det mest brutale ved at være bipolar er, at man kan være på rette vej, men et enkelt fejltrin kan sende dig helt tilbage til square one, og i den forstand minder det meget om stofmisbrug.

Tak for din tid, Rachid.

Du kan få gratis og anonym rådgivning om psykiske problemer her.