Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Australien
Hvis du tager en vilkårlig bog fra Harry Potter-serien, slår op på en tilfældig side og begynder at læse, så kan 29-årige Rebecca Sharrock straks springe ind og huske, hvad der sker – ord for ord. ”There are all kinds of courage,” begynder jeg på side fire i Harryy Potter og de Vises Sten, og uden tøven lyder det fra Rebecca: ”it takes a great deal of bravery to stand up to our enemies…”
Videos by VICE
Rebeccas evne til at citere bøger kommer sig af, at hun i kronologisk rækkefølge husker samtlige øjeblikke i sit liv og kan genkalde sig selv de mindste detaljer. Hendes minder er udformet som hyperrealistiske flashbacks med duftindtryk, samtaler, som hun kan gengive ord for ord, og til tider fysisk smerte. Det er en sjælden egenskab kendt som Highly Superior Autobiographical Memory (HSAM), og Rebecca er én af cirka 80 personer i verden, som har fået diagnosen.
Jeg var selvfølgelig meget interesseret i at høre Rebecca fortælle om sin hukommelse, sin hjerne, og om hvordan det har påvirket hendes livssyn, at hun dybest set er et omvandrende leksikon over sin egen tid på jorden. Derfor besluttede jeg mig for at ringe til hende.
VICE: Hej, Rebecca. Hvad er det første, du kan huske?
Rebecca Sharrock: Det første, jeg husker, er, at jeg er et mørkt sted med et rødligt lys, og jeg har hovedet mellem benene, så jeg tror, det var, da jeg lå i livmoderen, men jeg husker ikke min alder. Det er det længste, jeg kan gå tilbage. Mine tanker er altid kronologisk ordnede.
Wow, jeg skal lige teste dine evner. Hvad husker du fra den dag, du fyldte to år?
Det var lige inden, min søster Jessica blev født, men jeg var ikke klar over, at min mor var gravid dengang. Jeg husker, at jeg sad ved bordet og spiste af en kage med plastiktog på, og jeg var mere interesseret i togene, end jeg var i lysene. Efter vi havde spist kagen, som var dekoreret med glimmerbånd, tog jeg togene af, og de var faktisk efterfølgende mine yndlingslegesager en hel måned. Dengang vidste jeg ikke, at jeg havde fødselsdag, jeg vidste bare, at noget var anderledes.
Hvad er dit mest levende minde?
Mine ældre minder fremstår mest levende. Mine nyere minder er ikke lige så dybe og intense. Hvis jeg skal udvælge et, så er det, da jeg var tre år og sad på mine bedsteforældres seng. Jeg spurgte min mor, hvad vi havde spist til aftensmad et par uger forinden. Hun svarede, ’Det ved jeg ikke, Becky. Det er længe siden,’ og så svarede jeg, ’Men lige nu vil også være lang tid siden en dag.’ Så sagde hun, ’Men til den tid kan du ikke huske det.’
Hvor intense er dine minder?
Jeg husker alt. Det er især duftindtryk, der udgør den mest levende del af min hukommelse. Hvis jeg skal ud, og jeg gerne vil have en bestemt følelse, inden jeg går hjemmefra, så tager jeg en særlig parfume på, som får min hjerne til at genkalde sig et godt minde.
Hvordan påviser man HSAM?
Det var en meget lang proces. Mine forældre kontaktede McGaugh/Stark-laboratoriet ved University of California i Irvine. Det var her, man i 2006 første gang påviste HSAM, og det er det eneste sted, hvor man kan få den officielle diagnose. Men hele processen tog flere år. Jeg skulle igennem en masser prøver og have skannet min hjerne. Først stillede de mig en række spørgsmål og optog seancen. To år senere bad de mig om at genkalde mig hele samtalen. Jeg var nervøs, fordi langt de fleste personer dumper prøven, når de skal fortælle, hvilke dage visse hændelser er sket, eller når de får spørgsmål om aktuelle nyheder på den og den dag, men jeg bestod.
Var det vigtigt for dig at få en officiel diagnose?
Meget. Før jeg kendte til HSAM, havde jeg dårligt selvværd, fordi jeg troede, der var noget i vejen med mig. Det var godt at få vished. Det var det samme, som da jeg blev diagnosticeret med autisme.
Jeg hørte først om HSAM, da jeg var 21, men jeg blev opmærksom på, at jeg var anderledes som teenager. Jeg havde det med at være meget fikseret på ting – meget mere end mine venner var. Inden diagnosen troede jeg, at det bundede i min OCD – det har jeg nemlig også.
Er HSAM en velsignelse eller en forbandelse?
Både og. Det er en forbandelse, fordi jeg aldrig glemmer dårlige oplevelser og genlever alle følelserne, og det kan godt ødelægge en hel dag. Men omvendt genlever jeg også lykkelige minder. I dag har jeg genlevet en masse gode minder fra min barndom.
While you’re here and thinking about how weird brains are, you should check out this VICE documentary:
Er der ting, du bevidst undgår af frygt for minderne, som du skal leve med for altid?
Jeg skal helt sikkert være forsigtig. Jeg skal holde mig orienteret om aktuelle nyheder i forbindelse med hukommelsesprøver i fremtiden, så jeg læser meget avis. Hvis jeg ser noget på tv, bliver det i min hukommelse for altid. Jeg tager medicin mod angsten, så hvis jeg skal noget stressende – som at købe julegaver – tager jeg en pille for en sikkerheds skyld. Min terapeut har lært mig strategier til at undgå negative situationer, men det er selvfølgelig ikke altid muligt.
Hvordan har du det, når folk beder dig om at demonstrere din evne?
Når folk vil have mig til at bevise det, føles det lidt akavet eller pinligt. Som om jeg er en cirkushest. Nogle mennesker er meget skeptiske. Jeg har før fået beskeder fra folk, som skriver, at jeg er fuld af løgn.
Hvis der var en kur mod HSAM, ville du så tage den?
Jeg ville helt sikkert tage en kur for at slippe af med de dårlige minder, men jeg vil gerne beholde alle de gode. Man er stadig i gang med at finde ud af, hvilken del af hjernen, der kontrollerer korttids- og langtidshukommelse, så man leder efter sikre måder at tænde og slukke for forskellige minder.
