Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK
Til tider kan det at koncentrere sig om noget føles som den mest uoverskuelige opgave i verden. Uret tikker, dit hoved kører i tomgang, og der sker intet. Det er lettere at presse blod ud af en sten, end det er at fremtvinge bare en anelse fokus fra din hjerne. Tro mig, det passer. Det her er mit femte forsøg på at skrive en ordentlig intro til den her artikel.
Videos by VICE
Det kan være virkelig svært at fokusere på en arbejdsopgave. Det ene øjeblik pløjer du gennem dagens to-do-liste som et japansk turbotog. Det næste øjeblik har du fuldstændig mistet gejsten. Pæren er ikke bare gået ud, den er eksploderet. Du vader hvileløst rundt i stuen og ordner små overspringshandlinger, mens du spilder tiden. Du æder alt, hvad der ligger i køleskabet, tager et bad, rydder op på skrivebordet, tjekker Facebook, tjekker Facebook igen. Du arbejder på alt andet end selve arbejdet. Måske sidder du og trækker tiden ud for femte gang på en time ved at læse den her artikel (det er helt i orden).
Sommetider kan musik være med til at øge koncentrationsevnen. Musikken kan selvfølgelig ikke skrive din opgave for dig eller give dig en peptalk, men den kan helt sikkert kickstarte din evne til at fokusere, give dig klarhed og fornyet energi. Problemet er bare, at de fleste kunstnerne kun har et eller to stille og rolige instrumentalnumre per plade. Resten er en masse larm.
Med det in mente har vi på Noisey besluttet os for at sætte en liste sammen over vores foretrukne “spark røven i gear”-numre, der bringer struktur og fokus tilbage i din kedelige arbejdsdag.
FORCE & STYLES – HELTER SKELTER ’97
Arbejde. Det er for det meste dødssygt. Der er ingen, der kan lide at arbejde. Det er det sidste, de fleste af os gider. Selv når vi ikke har noget arbejde og er desperate efter det, så gider vi ikke rigtigt arbejde, fordi det stinker, og det er meget federe ikke at arbejde. Når jeg en gang imellem har en dag, hvor jeg ikke er på arbejde, sidder jeg bare hele dagen på sofaen og tænker på, at jeg ikke er på arbejde. Så begynder jeg at have nedtur over at skulle tilbage på arbejde, og når jeg så er på arbejde, sidder jeg bare og ser frem til, når jeg ikke er på arbejde længere. Når jeg er på arbejde og rent faktisk tænker på mit arbejde, så lytter jeg ret ofte til den her optagelse af et hardcore set fra 1997, fordi jeg i 1997 var syv år gammel, og arbejdsmarkedet lå et helt årti ude i fremtiden, og det er en god ting at minde sig selv om, at der findes andet i livet end arbejde. Det kan godt være, at folk lovpriser ambient musik, når de skal arbejde, men jeg holder på, at det her stads blæser hele omverdenen væk, når man lytter til det. Josh Baines
THE LEGEND OF ZELDA 25TH ANNIVERSARY SPECIAL ORCHESTRA CD
Det kan godt være, at klassisk musik ikke ligefrem emmer af ungdommeligt oprør, men det er vildt godt til at skærpe din koncentrationsevne. Akademikere kalder det for “Mozart-effekten” og forskning peger på, at hvis man lytter til klassisk musik i ti minutter, “skærper det ens evne til at ræsonnere”. I et sprog normale mennesker kan forstå, betyder det, at din hjerne bliver bedre til ting som at blogge. Barok musik, ambient musik og film-soundtracks har en lignende effekt efter sigende, men for at maksimere din koncentration, så prøv et soundtrack til et videospil. De er bogstavelig talt designet til at ligge i baggrunden som et lydtapet, mens du fokuserer på en opgave. Jeg bruger tit soundtracket til Legend of Zelda opført af et klassisk orkester, fordi det rykker hårdere end en fuld, nøgen mand, der prøver at løbe op af en mudret skråning, plus det får mig til at føle mig som en eventyrer, der kæmper sig gennem internetjournalistikkens mystiske og magiske verden. Emma Garland
WILLIAM BASINSKI – THE DISINTEGRATION LOOPS I
Din hjerne er et beskidt vindue, Basinski er vinduespudseren, og The Disintegration Loops er oplysningens våde pudseklud. Det er 63 minutters melankolsk skønhed, og lyden af musik, der disintegrerer (Basinski fik ideen, da han oplevede, at hans gamle bånd faldt fra hinanden, mens han digitaliserede optagelserne). Joe Zadeh
GROUPER – THE MAN WHO DIED IN HIS BOAT
The Man Who Died In His Boat – det ottende album fra den æteriske troldkvinde Liz Harris under navnet Grouper (der teknisk set ikke er et album, men opsamling af ikke-udgivet materiale, som lå til overs efter indspilningen af Dragging a Dead Deer Up a Hill i 2008) – er ret creepy til tider. Det er ambient, men der opstår øjeblikke, hvor man næsten kan fornemme, at en massemorder snart dukker op fra tågen. Og det er helt fint. Sommetider skal man være på tæerne, når man arbejder. Ryan Bassil
THE AMERICAN PIE SOUNDTRACKS
Hvis du er i dine 20’ere og har brug for at blive motiveret, så er der kun et sted at gå hen. Du skal tilbage til 1999 og 2001. Til filmene, der definerede din ungdom. American Pie 1 og 2. Hvis du helt har fortrængt det, så er American Pie-filmserien, der tog teenkomedier til nye højder og opdaterede genren for en generation, hvis popkulturelle grundpiller bestod af guitarmusik, hængerøvsbukser og internetporno. De her soundtracks præsenterer i alt 28 tracks af den bedste værste musik, du nogensinde har fingerkneppet nogen til eller er blevet fingerkneppet til ved en skolefest i 9. klasse. Herunder blandt andre: Blink-182, Sum 41, Sugar Ray, Goldfinger, Fenix TX, Green Day, American Hi-Fi og Alien Ant Farm. Som man også ser bevis på i BuzzFeeds popularitet, så er nostalgi den bedste kur mod manglende entusiasme på jobbet. Så hvis klokken er 14, og dit ambitionsniveau fortsat er cirka tre kopper kaffe bagude, så stik en af de her popunk-skattekister i ørerne og lad magien indfinde sig af sig selv. Der er også en bonus i form af minderne om al den sex, du havde som teenager. Det er jo meget smart, hvis du er opsat på at blive færdig med noget i en fart. LOL. Emma Garland
KIASMOS – KIASMOS
På det seneste er jeg blevet nærmest besat af den her islandske danceduo, og jeg er stadig ikke helt sikker på hvorfor. Jeg tror, det er, fordi meget elektronisk musik skal lyde så industrielt og robotagtigt, men deres musik lyder ligesom det landskab, der omgiver dem på Island – bjerge og en smuk ensomhed. Hvad end det er, så er deres musik nået op øverst på min mest-afspillede liste på iTunes med en hastighed, der ikke er set, siden det andet Libertines-album udkom. Sam Wolfson
VSQ PERFORM THE HITS OF 2014
Du kender godt de der Facebook-reklamer om venskab, der er så lamme, at du krummer tæer, men alligevel føler dig opløftet, så du til sidst indser, at du er en tåbe til fals for sentimentalitet, men også at du pludselig er fuld af glæde? Jeg tror, de fungerer så godt, fordi de altid er baseret på et klavercover af et pophit, der er opløftende, selv om det egentlig også er lidt dystert. VSQ tager den følelse skridtet videre med versioner af popsange spillet på violin og cello. Jeg er især vild med deres version af “Take Me To Church“, der egentlig er en ret god sang, når man ser bort fra klynkeriet, og Bandits “Rather Be”, som på besynderlig vis er bedre end originalen, selv om den også er spillet med strygere. Venskab, mand. Intet slår det. Sam Wolfson
EVIAN CHRIST – KINGS AND THEM MIXTAPE
Repetition er både sennep, ketchup og løg på arbejdsmusikkens dampende varme hotdog. Loops, der luller dig ind i meditativ trance, hvor du bliver ultra-produktiv. Evian Christs tidligere album Kings and Them opmuntrede subtilt den tilstand med otte numre, der sovser rundt i de samme musikalske motiver, gentagende brug af samples og en monoton stemning – lidt som om samtlige numre er født på samme tid og sted, men i otte alternative universer. I dag er Christ bedre kendt for sin hyperaggressive og melodisk genrebrydende musik. Han laver ting sammen med Kanye, laver kunstinstallationer og fiktionelle trancekrige og folkemord på hunde, og så er han besat af Tiësto, men før han skruede op for alt det, lavede han super-chill ambient musik, der bare føles som den mest afslappende oplevelse nogensinde. Selv når det rigtigt går løs på pladen, som på numre som “Fuck It None of Y’all Don’t Rap”, så har det stadigvæk en æterisk og åndelig grundtone, lidt som at se to buddhistiske munke slås uden for en bar, men i slowmotion og badet i månelys. Og pladens højdepunkt “MYD” er helt sikkert lyden af en undervandsoperatrup, der opfører en græsk tragedie med en 808. Og så er det hele endda gratis – det kan høres kvit og frit. Så hvis du ikke prøver det, er det helt sin egen skyld. Joe Zadeh
JUSTIN BIEBER – “U SMILE” (800% LANGSOMMERE)
Mindst 75 procent af alle mennesker elsker at hade på Justin Bieber, fordi han er en højrøvet, rig, ung og vildt succesfuld narrøv, og nej, det her er ikke et officielt album fra hans hånd. Men lige meget om du synes “Boyfriend”, er den største gave til menneskeheden, siden Justin Timberlake barberede sit nuddelhår af og begyndte at ryge pot (NB: det er den), så tror jeg, vi alle kan lære noget af sænke hastigheden på hans musik, indtil det lyder som soundtracket på en massageklinik. Seriøst, “Smile” (800% Langsommere) er et af de svedigste soundtracks til afslapning. Tracket bliver helt symfonisk uden at prøve på det. Det lyder som hvalsang filtreret gennem en ung mand uden hår på brystet. Det er en overraskende smuk harmoni. Ryan Bassil
GONZALES – SOLO PIANO & SOLO PIANO II
Det her er ganske enkelt en håndfuld virkelig fine numre spillet af Chilly på klaver. Hverken mere eller mindre. Men hver melodi er genkendelig på en varm måde. Selv om man kun har hørt dem en enkelt gang, er det den slags numre, der føles, som om man har kendt dem for evigt. Plus, hvis du skal arbejde på en opgave til langt ud på natten, så luller de her numre dig blidt i søvn, når du først har besluttet dig for, at du er ligeglad med, om Ruslands økologiske system spillede en afgørende rolle under anden verdenskrig. Angus Harrison
NICOLAS JAAR – THE ESSENTIAL MIX
Ja, okay, det er heller ikke ligefrem et album, men den rejse, musikken tager dig med på, er inciterende. Fra sangskriverprocessen bag Twin Peaks-temaet via Aphex Twin, Keith Jarrett, *NSync til en helt masse ikke-udgivne tracks fra Jaar. Jeg lyttede meget til det her, mens jeg læste til eksamen, og da det en dag blev for meget med læsning, satte jeg den her på rigtigt højt og begyndte at gå, virkelig hurtigt, mod en del af byen, jeg aldrig havde været i før, så forbi en kirkegård, ud til motorvejen og tilbage igen. Da jeg kom hjem, lagde jeg mig på gulvet, lukkede øjne og hallucinerede i 30 sekunder eller sådan noget. Jeg lover dig, det passer! Det var sådan en underlig ud-af-kroppen oplevelse, som jeg aldrig vil glemme – men tl;dr jeg fik en god karakter, så det her lort virker. Sam Wolfson
BONOBO – LATE NIGHT TALES
Nu kommer jeg sikkert til at fremstå som en “røvsyg type, der har en masse Caribou-plader på vinyl og kun drikker Mikkeller på aggressivt kedelige barer”, men har vi ikke alle sammen været den fyr på et tidspunkt? Bonobos optræden i Late Night Tales-serien er et fremragende mix at krydre enhver arbejdsdag med. Den er til tider højstemt og andre gange monoton og drone-agtig. Der er lidt Nina Simone og et flot cover af Amerie til sidst. Men husk for guds skyld at trykke pause inden den del, hvor Benedict Cumberbatch læser højt fra en børnehistorie. Eller lad være. Det afhænger vel af, om man er Cumberbitch eller ej! Fedt, nu har jeg også brugt ordet ‘Cumberbitch’ i en artikel. Nu skal jeg ud og finde en ny karriere. Ses. Angus Harrison
C418 – ONE
Udadtil ligner C418 bare endnu en anonym Bandcamp-producer, der prøver at tjene penge på hele det der lollede koncept med ‘internet of things’, men sandheden er – fordi han er hjernen bag soundtracket til det utroligt populære spil Minecraft – at C418’s numre bliver hørt af omkring 100 millioner mennesker ifølge spillets registrerede brugere. Det er rigtigt mange lyttere. Gutten bag projektet får tonsvis af underlige fanbreve ind ad brevsprækken. På en måde gør det ham til den hjertevarmende minimalismes pendant til Disclosure; roens Calvin Harris; det minimales Marcus Mumford; fokussets Fetty Wap. Det her album, One, præsenterer en opløftende og anonym samling af korte instrumentale melodier, der hopper glad rundt som harekillinger, men med en mørk grundtone af selvironisk humor, som man bemærker i numre som “Post Success Depression”, “This Doesn’t Work” og “Lawyer Cage Fight”. Det bedste ved den her plade er, at den rent faktisk er lavet til at modarbejde den ensomhed, der opstår, når man spiller Minecraft. Eller når voksne er på arbejde. Joe Zadeh
DAVE DK – VAL MAIRA
Man skal være meget forsigtig med elektronisk musik eller noget som helst musik, der bare lugter lidt af dansegulv. Hvis man hælder for meget i den retning, ender man unægteligt med at sidde og rocke med til musikken og så ryger motivationen for at arbejde videre fuldstændigt. Før du ved af det, danser du rundt foran dit skrivebord og svinger din t-shirt over hovedet, mens regnskabsafdelingen måbende ser til. Dave DK’s plade Val Maira, der udkom tidligere i år, er en af de plader, som ikke går over grænsen. I stedet bevæger den sig i et søvngængeragtigt tempo med lige dele bløde beats og atmosfære. Angus Harrison
BRIAN ENO – AMBIENT 1
Ja, ja. Det er selvfølgelig et helt oplagt valg, og hvad så? Brian Enos Ambient 1 er et mesterværk inden for ambient-genren, fordi den A) anses for at være det første ambient-album nogensinde og B) ikke bare er min yndlingsplade, men også en helt masse andres. På enhver liste over essentielle ambient-albums ser man altid Brians navn i toppen. Og det er der en god grund til. Ifølge teksten i omslaget er det meningen, at musikken skal fremprovokere “en følelse af indre ro” og hjælpe med at bekæmpe angst. Derfor er den det perfekte soundtrack til en kedelig arbejdsdag, hvor deadlines truer i horisonten som isbjerget, der sænkede Titanic. Ryan Bassil
