Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
I 1978 var punken midt i en identitetskrise. I januar var Sex Pistols imploderet som band under deres turne i USA, og punken havde mistet sit altoverskyggende flagskib. Amerikanske mainstreamlyttere var ikke begejstrede for genren, der først var brudt igennem året før – det på trods af en omfattende markedsføringskampagne anført af pladeselskaberne, der havde skrevet kontrakter med blandt andre Sex Pistols, The Clash, Ramones og en lang række andre tre-akkord-vidundere med strithår og læderjakker. I Storbritannien stortrivedes punken udenfor undergrunden, men i 1978 var scenen allerede ved at blive opdelt takket være fremkomsten af en ny generation af bands – nogle af dem havde store kommercielle ambitioner, mens andre var var dedikerede til DIY-filosofien – og en voldsom udvikling i det musikalske udtryk.
Videos by VICE
Sex Pistols forsanger John Lydon dannede et nyt band med navnet Public Image Ltd., og sammen med åndsfællerne i Joy Division og Wire, begyndte eksperimenterne med punkens DNA at udfoldelse sig i alt fra art-rock til synthesizermusik til noise til dub. I den anden ende af spektret redefinerede de bombastiske Oi!-punkbands som Sham 69 og det anarkistiske punkkollektiv Crass, der debuterede i 1978, punken på deres egne præmisser. På den slagmark af formeksperimenter, som punken udviklede sig til i den tid, sneg en ny genre sig relativt ubemærket ind på scenen. Selv om det store gennembrud lå et godt stykke ude i fremtiden, så blev poppunken født i det herrens år 1978.
”Punken går i forfald, punken er død!” proklamerede Buzzcocks-frontmand Pete Shelley i maj 1978, som Tony McGartland skriver i sin bandbiografi Buzzcocks: The Complete History. Udtalelsen faldt under et interview med bandet, hvilket gør den ekstra bizar, når man tager i betragtning, at Buzzcocks var et punkband og til med havde stor succes. Året før havde de udgivet Storbritanniens første DIY-punkplade, en EP med titlen Spiral Scratch, der katapulterede bandet ind på hitlisterne og det nationale rampelys. Det er ikke svært at forstå hvorfor. Sex Pistols var flabede, og The Clash var frelste, mens Buzzcocks skrev sange om kærlighed. Deres to første plader Another Music in a Different Kitchen og Love Bites – som begge er udgivet i 1978 – var lige så hurtige og aggressive som andre punkplader fra den tid. Men i stedet for at synge om punkens yndlingsemner – vold og politik – så beskæftigede numre som “Fiction Romance,” “I Don’t Mind,” “Ever Fallen in Love with Someone (You Shouldn’t’ve)” og “Just Lust” sig med kærlighed, pulserende hormoner og teenageangst.
Shelleys melodiske stemme lå lysår fra John Lydons hvæsen og Joe Strummers indignerede vokal. Det var meget på mode blandt punkerne at rakke ned på fordums store rockguder, men det første Shelley lærte, da han begyndte at spille guitar som 15-årig, var Beatles-sange. Det ser man tydeligt reflekteret i Buzzcocks mest vellykkede numre. Nærmere beslægtet var bandet med amerikanske Ramones, hvis debutalbum kom ud i 1976 og blev den læst mange fremtidige poppunk plader skulle skæres over. Selv når de skrev kærlighedssange, var Ramones altid optaget af at indarbejde horrorfilmsæstetik og tough-guy-attitude. Smerte var et centralt omdrejningspunkt for punkens tematiske univers – men i stedet for at skrive sange om at uddele den, så sang Shelley ømt at stå i modtagerenden.
Og Buzzcocks var ikke det eneste punkband i 1978, som åbenlyst hyldede Beatles med deres numre. I et interview med New York Rocker samme år indrømmer Billy Idol fra Generation X, ”Da jeg var syv år gammel, klippede jeg billeder ud af Beatles fra alle bladene. Det var en måde at komme frem på.” Han forsvarede sin egen optræden i adskillige britiske teen-magasiner i kølvandet på Generation X’s pladedebut i marts 1978. Fra “Ready Steady Go” til “Youth Youth Youth” oser pladen af teenageattitude og lyttervenlige hooks – det er en hyldest til ungdom, kådhed, vrede, sult og benovelse. Der var ikke noget selvhøjtideligt Beatles-cover med, som punkscenen ville have vrænget af. Faktisk gik den et skridt længere med et selvhøjtideligt cover af John Lennon-sangen ”Gimme Some Truth”.
Generation X var tydeligvis ikke ude på at smadre etablissementet, som punken ellers typisk prøvede. “No Elvis, Beatles, or the Rolling Stones / in 1977,” synger Idol. // I was in love with the Beatles / I was in love with the Stones / I was in love with Bobby Dylan / Because I’m in love with rock ’n’ roll. //
Og med den tekst føjes endnu en brik til poppunk-puslespillet: en stor respekt for tradition og musikalsk håndværk, der afviser punkens krav om at brænde historiebøgerne. ”Jeg synes, vi er med til at forme vores egen kultur – nutidens kultur – og det tror jeg, punken er med til,” siger Idol til New York Rocker. ”Men vi forankrer den alligevel i fortiden.”
Selv om der i høj grad var brug for punkens oprørske ånd i 70’erne, så havde det også en slagside. Selv når vreden kom fra ranglede, unge mænd som Lydon og Strummer, som var den fortsat ladet med macho-attitude. Punk var maskulin musik, og dens udøvere var med få undtagelser mænd. Den var en ventil for maskulin vrede, der blev udformet som en hård attitude med social indignation. På den måde adskilte kulturen sig ikke væsentligt fra rocken, som den ellers påstod at gøre op med. Poppunken viste, at der var en anden vej – og blandt årgang ’78 var Undertones det band, der på mest afgørende facon gjorde op med stereotyperne. Bandet blev stiftet i den nordirske by Derry og medlemmerne var alle vokset op i et miljø præget af den politiske og religiøse konflikt i regionen. I Dublin skrev Stiff Little Fingers om volden og tragedierne, der udfoldede sig i den tid, men Undertones tog et andet udgangspunkt. Debutsinglen fra 1978, ”Teenage Kicks” brillerede ikke bare i kraft af at være et fængende stykke poppunkhåndværk, men også fordi den tog radikalt afstand fra den vrede tone og de prædikende tekster, man ellers forventede af nordirske punkbands på daværende tidspunkt.
”Sangene er meget mere personlige. De kommenterer ikke på specifikke begivenheder,” siger Undertones sangerskriver John O’Neill i et interview med Melody Maker i 1978. ”Teenage Kicks” er et rammende nummer om hjertesorger krystalliseret i Feargal Shelleys følsomme tenor. Guitarlyden er lige så rå, som den er på Sham 69s sange, men den skærende kontrast mellem punkens hårde kanter og poppens bløde udtryk gør ”Teenage Kicks” til en af de definitive poppunk-klassikere. Undertones så ganske uskyldige ud i deres strikkede sweatere og med deres skoledrengehår, og punklivsstilen lå dem fjernt. ”Det er ikke det med at være væk hjemmefra, der er svært,” siger O’Neill til Melody Maker, da journalisten spørger, hvorfor bandet hader at være på turne. ”Det er det med at skulle være væk fra kæresten.”
Poppunkens pionerer i 1978 var ikke nødvendigvis apolitiske, og de var heller ikke bange for kontroversielle holdninger. Det år optrådte Buzzcocks og Generation X begge til Rock Against Racism, en række store koncerter, der kom som et svar på opblomstringen af nationalisme og racisme både indenfor punkscenen, men også blandt den brede befolkning i Storbritannien. Det faldt dem bare ikke naturligt at arbejde indenfor rammerne af en protesterklæring. Som Idol forklarer i interviewet med New York Rocker, ”Man kan ikke både være et politisk parti og et rockband.” Den slutning kan diskuteres, men den giver et godt billede på, hvordan poppunken afholdt sig fra at prædike politik.
Buzzcocks, Generation X og Undertones var helt tydeligt poppunkbands i følge definitionen i dag, men i 1978 var grænsen ikke trukket så skarpt op. Der er masser af eksempler på punkbands, der indspiller en popsang eller to til deres plader – sommetider med en ironisk bagtanke, andre gange med oprigtighed. The Damned optog et cover af Beatles-klassikeren ”Help!”, mens The Clashs pop-apologist, Mick Jones, var hovedarkitekt bag det optimistiske track ”1-2 Crush on You”. I samme stil har vi Vibrators’ ”Sweet Sweet Heart” og The Jams kærlighedsserenade “I Need You (For Someone).” Bands som Rezillos og Lurkers nærmede sig poppunken endnu mere på deres debutplader, selv om de fortsat stod solidt på den traditionelle punks side af hegnet. To af deres sange fra 1978 – “(My Baby Does) Good Sculptures” fra Rezillos’ Can’t Stand the Rezillos og “Jenny” fra Lurkers’ Fulham Fallout – var tematisk centreret omkring kærlighed dog med et kick af punk.
Mange af de første poppunkbands var egentlig tæt på at spille power-pop, en anden genre, der var på vej frem i 1978. Men power-pop havde eksisteret i længere tid og var i højere grad et amerikansk fænomen. Som eksempel kan nævnes bands fra midten af 70’erne som Nerves fra L.A. og Milk ’n’ Cookies fra New York, der skrev nedbarberede ørehængere med tydelige referencer til rockens hjørnesten i 50’erne og 60’erne. USA havde også Ramones, poppunkens fædre, og deres plade fra 1978, Road to Ruin, cementerede deres omdømme, selv om den bevægede sig i en langt mere velfriseret retning end de foregående tre plader. “Questioningly” er en længselsfuld ballade og “Don’t Come Close” skiftede de hvinende guitarforstærkere ud med klangfulde guitarlicks.
Men der var også et andet band det år, der skulle blive afgørende for poppunkens videre udvikling. The Dickies, fra San Fernando-dalen nord for L.A., udgav deres første album The Incredible Shrinking Dickies I 1978. Ligesom Rezillos på den anden side af kloden så var The Dickies også mere optagede af pop og det absurde end af kærlighed og romantik. The Incredible Shrinking Dickies dyrkede humoren med bizarre sange som “Walk Like an Egg” og “You Drive Me Ape (You Big Gorilla)”, der alle blev udfoldet via lynhurtige hooks og en gakket vokalstilart. The Dickies kaldte med glimt i øjet deres egen stil for ”easy listening punk” i et interview med Sounds i 1978. Men set i bakspejlet så var det rendyrket poppunk, der føjede endnu en facet til subgenren: det spastiske, ikke-romantiske, nørdede aspekt. De stak især ud i sammenligning med de mange hardcore punkbands, der var på vej frem i Sydcalifornien – blandt andre Black Flag, Germs og Circle Jerks.
Ikke langt fra The Dickies hjem i San Fernando-dalen var et andet ukendt punkband i Manhattan Beach i gang med at skrive materiale til deres debutplade, der skulle udkomme i 1979. Resultatet blev singlen ”Ride the Wild”, som bandet selv udgav, der er en ægte ørehænger og viser stort potentiale. Bandet kaldte sig for Descendents og de blev poppunkens bannerførere op igennem 1980’erne, da punkscenen mestendels bestod af hardcore-bands. Descendents byggede på mange måder bro mellem de to subgenrer. Poppunken dukkede endelig op i den amerikanske mainstream i 1994 hovedsageligt takket være Green Days Dookie – og lyden som Buzzcocks og Undertones havde skabt blev en stor inspirationskilde for Green Days kolleger på Lookout! Records, herunder Queers, Screeching Weasel og Mr. T Experience. Ved årtusindskiftet havde masser af bands – fra Teenage Bottlerocket til Ergs! – absorberet den klassiske poppunk fra USA og Storbritannien og gjort den til deres egen. De opdaterede den med teenageliderlighed og angst – og i Green Days tilfælde – politisk skarphed, der afspejlede de nye tider.
Selv under opstartsfasen i 1978 var poppunk aldrig bare en udvandet og lettere fordøjelig version af punken. Den var lige så oprørsk i sit udtryk, men den gjorde bare oprør mod punken selv: nihilismen, macho-attituden, hadet til fængende melodier, nedladenheden og vigtigst af alt punkens selvforherligelse. På mange måder blev poppunken sin egen version af post-punken – ikke fordi den var eksperimenterende eller avantgarde, men fordi den turde give udtryk for uskyld, glæde, kærlighed og humor. Nogle af poppunkerne var kunststuderende. Andre boede på gaden. Nogle ville være rockstjerner. Andre ville gerne tidligt i seng. Det, der forbandt dem med hinanden, var et udtrykt ønske om at se punken bryde sine egne snævre rammer og blive universal. Og så selvfølgelig være åben overfor kærlighedssange. ”Det eneste, jeg ikke kan lide ved punk, er den her ide om, at man ikke skal vise følelser,” har Billy Idol sagt i 1978 ifølge George Gimarcs bog Punk Diary: 1970-1979. ”Musikken skal da emme af følelser.” Det er også derfor, poppunken brød igennem i 1978.
