Hvis man ser den britiske krimiserie Kriminalkommissær Barnaby, ved man, at mordene som regel udspiller sig i nogle små, pudsige lokalmiljøer, hvor folk er dybt dedikerede til en hobby, såsom at skabe smukke haver, synge i kor eller ringe kirkeklokker. Som seer sidder man ofte og tænker: Ej, så passioneret er der ingen der er omkring dukketeater, at de slår ihjel for det. Og nu er det ikke, fordi jeg tror, at kvinden, du nu skal møde, er en potentiel morder, absolut ikke, men jeg må indrømme, at efter at have mødt Sigrid Ilsøe virker drabsmotiverne i Barnaby pludselig meget mere realistiske.
”Der, over marken, flyver en tårnfalk.” Sigrid fjerner den ene hånd fra bilrettet og peger ud af ruden i min side af bilen. Ganske rigtigt. En brun/hvid fugl står stille i luften, mens den basker hurtigt med vingerne og holder øje med sit bytte nede på marken. ”Det er en han,” konstaterer hun uden at sænke farten.
Videos by VICE
Vi kører rundt på små, snoede landeveje lidt uden for Fredericia, hvor Sigrid bor. Hun er egentlig fra Aarhus, men bor i Fredericia, fordi det er et godt sted at se på fugle. Mens vi kører, scanner Sigrids øjne konstant horisonten. En vane, der nær havde kostet hende kørekortet, fordi kørelæreren ikke var enig i hendes vurdering af, at det var vigtigere at holde øje med en forbipasserende ravn end vejens forløb.
”Jeg betragter mig selv som sportsbirder. Det er ligesom elitesportsudgaven af at se på fugle. Hov, ved du hvad, der er en flok silkehaler. Dem skal vi lige kigge på.” Sigrid smider bilen ind til siden, og vi står ud i kulden og betragter, hvad der viser sig at være 42 silkehaler, der sidder i et æbletræ. Sigrid tager et par billeder af dem med sin helt enormt store kameralinse og noterer fundet i en slidt notesbog.
Inden vi dykker dybere ned i Sigrids forunderlige verden, skal vi måske lige få begreberne på plads. For der knytter sig en helt særlig og sej lingo til det at være birder. Og lad os starte der. At birde er betegnelsen for at kigge på fugle på et lidt mere avanceret niveau end bare at sidde og kigge på foderbrættet i haven. De folk, kalder Sigrid foderbrætsornitologer. Sigrid betegner sig selv som sportsbirder, fordi hun ser på fugle på konkurrenceplan. Inde på club300.dk fører hun liste over alle de fugle, hun har set, og deltager dermed i kampen om at være den, der har set flest forskellige fugle i Danmark. Sigrid ligger nummer 46 på listen. En placering, hun er meget tilfreds med taget i betragtning af, at hun er 28 år, og de fleste af hendes konkurrenter har 30 års forspring og dermed i sagens natur har haft flere chancer for at se sjældne arter. Og så er vi fremme ved det sidste begreb. Twitching.
”At twitche er at køre helt specifikt efter en bestemt fugl, og det vil typisk være en ret sjælden fugl. Det kan man jo kun gøre, når fuglen er blevet fundet, medmindre man er så dygtig at finde den selv. Så hedder det, at man har ’ædlet’ den. (Sorry, jeg løj. Der er et begreb til, red.) Og det er fandeme svært. Der er jo en grund til, at de er sjældne.”
Hver gang, der bliver spottet en sjælden fugl, får Sigrid en melding om det, enten via mail eller telefon – sidstnævnte er kun for udvalgte toptwitcherne – og hvis det er en fugl, hun mangler at se, sætter hun sig ud i bilen, som altid står pakket med teleskop og håndkikkert, og kører afsted. Medmindre hun sidder til et vigtigt møde på sit arbejde. Så venter hun, til mødet er slut.
”Man siger i miljøet, at twitching har fået sit navn efter reaktionen hos folk, når de får en melding. For der er nogen, der næsten får tics. Der var en fyr på Fyn for ti år siden, som var stortwitcher, og hans kæreste lavede en misbrugstest på ham. Den viste, at han havde samme respons på twitching, som en alkoholiker har på alkohol.”
Når Sigrid kommer frem til det sted, hvor fuglen er blevet set, står hun med resten af den hårde kerne af birdere, mens hun kigger i sit teleskop og drikker kaffe. Det er en kold fornøjelse for tiden, men det er ikke noget, man snakker om. Sigrid er en af dem, som trækker gennemsnitsalderen i flokken ned, og der er ingen på Sigrids alder, der har set flere fugle, end hende. Ud af de i alt 470 fuglearter, der er blevet observeret i Danmark, har Sigrid set 378.
Jeg troede, at det med at se på fugle handlede om at hygge sig med at betragte deres adfærd. Men det virker til, at det er lidt mere ligesom at samle på Pokémonkort?
”Det er derfor, jeg kalder mig sportsbirder, for der er enormt meget konkurrence i det. Det er jo i princippet bare en hobby, men det kan man jo også sige om håndbold, og der er alligevel nogle, som spiller på landsholdet,” siger Sigrid, mens hun parkerer bilen. “For mig er det gået fra at være en hobby til at være en passion til nu at være en decideret livsstil.”
Vi går hen til en sø, hvor Sigrid ofte kommer. Her stiller hun teleskopet op. Jorden er frossen, og tågen kryber ind i gennem alle vindjakkens åbninger og gør huden klam. Forbipasserende kommer ofte hen og spørger Sigrid, om hun har set en havørn. Det har hun. Rigtig, rigtig mange faktisk. Så Sigrid er mere optaget af at finde små sangfugle, som gemmer sig i busk og krat, og som hun skal ud og ”sparke op”. Hun og kæresten Tim Hesselballe Hansen, der også er birder, bruger mange weekender og ferier på at luske rundt på Manø, hver for sig, men forbundet af en walkie-talkie.
”Vi var derovre i uge 41 (i 2016, red.) for at finde sjældne fugle, og vi havde gået hele dagen og kunne bare ikke finde noget som helst. Kun det man gerne skal finde, såsom hvidbrynet løvsanger og høgesanger, og til sidst var vi rigtig trætte, men jeg havde lige en sidste idé, og det var at gå rundt om det ydre dige i håb om at sparke en storpiber op. Og pludselig sad den der. Så havde vi sparket en pileværling op i stedet! En pileværling siger ‘tik’, og rørspurven, som ligner ret meget, siger ‘zip’. Så i det øjeblik, den sagde sit kald, vidste jeg, at det var noget særligt.”
Sigrid var fem år, da hun første gang identificerede en fiskehejre. Hendes far har altid vist hende naturen og dens dyr, men allerede som teenager havde hun langt overgået hans fuglekendskab.
”Da jeg var yngre, have jeg også andre hobbyer, som ridning og badminton, men jeg blev altid ved at vende tilbage til fuglene. I 8. – 9. klasse begyndte det at blive mere, og op gennem gymnasiet blev det rigtig meget.” Efter gymnasiet spillede Sigrid efter eget udsagn i 1. division, hvad angår fuglekiggeriet, men så tog hun på højskole i Norge, hvor hun fik en kæreste, som ikke gik op i fugle. ”Det betød, at der gik toogethalvt år, hvor jeg ikke så på fugle. Det var en lettelse at kaste sig tilbage i fuglene igen, da det var slut. Selv den dag i dag kan jeg sidde og ærgre mig over de fugle, som jeg skulle have haft twitchet i den periode.” Hun kom tilbage til Danmark, tog en kandidatgrad i biologi, og kæmpede sig op i fuglekiggersuperligaen på rekordtid. Hendes nuværende kæreste indtager 2. pladsen på listen over, hvem der har set flest fugle i Danmark. Deres hus er valgt på grund af dets placering i forhold til trækfugle, og når Sigrid vågner om morgenen, kan hun gennem gardinet i soveværelset se skyggen af sin kæreste, der står med kikkerten ude på terrassen.
”Hvis Tim og jeg nogensinde går fra hinanden, ender jeg formentlig som single resten af mit liv. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne finde en anden, som accepterer, at jeg tager afsted i tide og utide. En, hvor man kan sige: ’Jamen, det kan godt være, du synes, vi skal på pinsetur med din familie, men når det er godt vejr i slutningen af maj, så skal jeg til Manø. Så hej.’ Selv når jeg er helt vildt sur på Tim, tænker jeg, at jeg skal holde fast i ham. Jeg finder aldrig en anden, som på nogen måde kommer til at æde det her..”
Hjemme hos Sigrid og Tim står der en bogreol. Alle bøgerne i den handler om fugle. Bibelen, Fugle i felten, er slidt op, så ryggen er lavet af gaffatape. På væggene i stuen hænger malerier af henholdsvis en vibe, en klyde, to sangsvaner og to måger af ukendt art. ”I princippet er de uden kendetegn, men vingen er malet så fin og lys, at man tænker, det er hvidvingede måger. Men det er ikke normale danske fugle, så jeg tror, maleren har fucket op.” Sigrid åbner computeren og finder club300.dk frem. Hun er administrator og står blandt andet for at øje med, at folk ikke krydser en fugl, de ikke har set.
”Vi holder enormt godt øje med hinanden. Ude til et twitch, ser man; hvem er her, og hvem er her ikke.” En af de ting, som kan skabe stor diskussion, er, hvem der har set en sjælden fugl først, altså hvem der har ædlet den. ”Der var en høgeørn på Bornholm, som fløj forbi fem personer i en bil. Fire ud af de fem personer mener, at de har ædlet den. Det bliver der snakket om. Birderne i miljøet er nogle sladdertasker uden lige. Så snart de der mænd sidder over et par øl, går der ingen tid, før de er i gang med at endevende folks lister og observationer. Og den får ikke for lidt,” griner Sigrid, som anslår, at det, hun betegner som ”miljøet”, består af cirka 150 mennesker, hvoraf fem er kvinder.
Det er, som om Sigrid ser en dimension, vi andre ikke kan få øje på. For når man befinder sig sammen med hende, er himlen pludselig fyldt med ravne, sangsvaner og sjaggere, og luften fyldt med silkehalers ringlen og spætters trommen. Udover at give hende et ekstra lag til virkeligheden, giver fuglene også Sigrid fornemmelsen af frihed.
”Fuglene i sig selv er enormt fri væsner, fordi de kan flyve. Jeg kan stå hernede på bakken, og så kommer der en fiskeørn flyvende. Den har været i Afrika for en måned siden, og nu kommer den forbi lille mig, og i to sekunder er jeg en del af dens liv, inden den drager til Norge for at yngle. Dernæst er der en enorm frihed i den måde, man dyrker hobbyen på, hvor man går udenfor og er sig selv. Og i de sociale sammenhænge er det 100 procent lige meget, hvem du er. Det er et spørgsmål om, hvad du kan. Endelig er der en enorm frihed i at lære at sige nej. Før havde jeg mange ting, som jeg skulle til, men pludselig kunne jeg sig ’Nej, den her pligtting skal jeg ikke – jeg skal ud og se på fugle.’ Så jeg er på alle måder blevet meget frisat.”
