At spørge Sten Larris til råds om svampe er som at få Stephen Hawking til at hjælpe dig med din blækregning. Det kan synes oplagt, men de ting, du har brug for at vide, er så banale i forhold til den ekspertviden, du har til rådighed, at det simpelthen bliver for pinligt. Samtalen bliver for ulige. Hvordan taler man som komplet udenforstående med om et emne, som modparten har beskæftiget sig med i en menneskealder?
Vi diskuterer spørgsmålet, idet vi kører tværs over Danmark og lægger civilisationen bag os på vejen mod et gammelt bondehus et sted midt på Djursland. Her bor Sten Larris sammen med sin kone Gunvor og deres 8-9 år gamle hund Chili.
Videos by VICE
Den nu 70-årige mand med det intense blik er en levende legende inden for det, man med Sten Larris’ egne ord kalder for “hallucinogenoligi” – læren om psykedeliske stoffer. Lsd, kaktus, nødder, svampe, planter, urter – alt, der kan give sjove farver på nethinden og tilsvarende tanker, når man putter det i munden eller ryger det. Sten Larris ved så meget om psykedeliske stoffer, at han har skrevet en hel bog om det – på dansk vel at mærke, og den er helt unik. Bogen hedder “Forbyde hallucinogener? – forbyd naturen at gro!” og byder på et overflødighedshorn af Sten Larris’ selvoplevede erfaringer fra mange årtiers eksperimenter med psilocybinsvampe og andre psykoaktive stoffer fra naturen – såvel som kemisk fremstillede rusmidler som LSD.
Læs også: Jeg stoppede med at ryge ved at tage svampe
Opslagsværket udkom for første gang i 1970 og har sidenhen fået status som samlerobjekt. Bogen er blevet genoptrykt flere gange, men alligevel er den næsten umulig at opdrive. Dertil har oplagene været for begrænsede og efterspørgslen for stor. Bogen hænger uløseligt sammen med Sten Larris’ egen status som psykedelikaens grå eminence. I sine velmagtsdage var han en aktiv samfundsdebattør, der glødende forsvarede psilocybinsvampenes fortræffeligheder og stod fast på, at man er – eller bør være – i sin gode ret til at indtage, hvad man vil, så længe man ikke er til fare for andre.
Det kostede ham jobbet som gymnasielærer, da man fra højere sted ikke fandt det passende, at en mand, der aktivt og åbent advokerer for brugen af psykedeliske stoffer, bør undervise unge mennesker i fysik og kemi. Men alt det er ligemeget nu, for Sten har for længst nået pensionsalderen og kan derfor hellige sig det, der alligevel altid har været hans altoverskyggende interesse: kærligheden til svampene. Dem, man bliver skæv af, dem, man kan bruge i maden, og såmænd også dem, man dør af at spise.
Interessen for svampene har han næsten bogstaveligt talt fået ind med modermælken, idet hans forældre selv var ivrige samlere i Dyrehaven. Sten gik selv på opdagelse og husker tydeligt den første gang, han stolt kunne aflevere dagens fangst på køkkenbordet i barndomshjemmet i Charlottenlund.
“Se, jeg fandt nogle svampe mor! Så fik vi et stykke ristet brød med stegte blækhatte på,” siger Sten og runder af med sit karakteristiske “UHHHHMMM!”, som han gerne afslutter sine sætninger med, når snakken falder på svampe.
Det er dog psilocybinsvampene, der interesserer os mest, og det ved Sten godt. Det er trods alt hans utrættelige eksperimenter med ikke mindst spids nøgenhat, der gør, at han har en høj stjerne blandt den gruppe af danskere, der eksperimenterer med brugen af psykedeliske stoffer.
Spids nøgenhat er en stærkt hallucinogen svamp, der vokser frit i den danske natur, og som siden 2001 har været forbudt at besidde og indtage i Danmark. Men den gror som sagt i vores natur, den stortrives faktisk, og Sten kender et hemmeligt sted cirka 30 minutters kørsel fra hans bopæl, hvor man kan plukke den og gøre med den, hvad man vil, hvis man ellers er ligeglad med loven. Der skal vi ud.
Her er Stens egen beskrivelse af spids nøgenhat, som er taget fra hans hjemmeside.
“Virkningen kommer i løbet af ½-1 time og varer i 6-9 timer – en stor dosis får virkningen til at holde i længere tid. Ved en stor dosis vil man som regel først få nogle kraftige oplevelser af typen “sjælen ud af kroppen”, hvor det nok er rarest at ligge ned. Når virkningen er mindre intens efter 3-4 timer, eller hvis man kun har spist en mindre dosis, bliver man let i kroppen. Det kan betale sig lige at prøve at røre sig, danse eller lignende, for så får man lyst til at bevæge sig. Desuden er svampene fremragende til elskovstrip.”
Undervejs har Sten udskudt vores møde, fordi nattefrosten er udeblevet, og det lægger en dæmper på nøgenhattens lyst til at gro op fra jorden. Efterårsvejret er dog lige mildt en uge senere, idet vi kører afsted mod Jylland for at være fremme i god tid hos Sten og Gunvor, der har dækket op til frokost: Hjemmedyrket agurk, ørred, fiskefrikadeller og karrysild. Gunvor, som er billedvæver, byder på hjemmelavet æblecider (“ingen ved, hvor stærk den her, men husk at nyde farven”), mens hun fortæller om sit første møde med manden, som hun har kendt i 39 år.
“Jeg er ude at gå tur i skoven, hvor jeg så får øje på den her underlige person, som går rundt og spiser svampe direkte fra skovbunden. Jeg havde mødt ham til en fest forinden, hvor vi havde haft et skænderi om, hvor kantarellerne vokser. Derfra udviklede det sig,” konstaterer hun. Men ikke helt i samme retning for parret, da Gunvor ikke deler Sten Larris’ forkærlighed for svampe af den slags, der påvirker psyken.
“Af samme årsag har vi en aftale om, at det kun må være spiselige svampe, der ligger på køkkenbordet,” siger hun og får øjenkontakt med sin mand. Sten er stadig glad for psilocybinsvampe, men der kan gå år mellem hans eksperimenter, og andre rusmidler rører han næsten aldrig, selvom bogen er moden til en revidering.
“Der er opdaget mange nye ting siden 1970’erne, og det vil sige, at bogen skal opdateres. Og for at den skal opdateres, skal jeg prøve det hele af. Det orker jeg ikke rigtig. Jeg har gjort det én gang, og det må være nok. Det kan godt være lidt drøjt at tage så mange trips. Engang kunne min krop holde til det, men ikke så meget længere”.
“Nu kan den ikke engang holde til at drikke cider”, tilføjer Gunvor drilsk.
Som Sten Larris sidder tilbagelænet og udbreder sig om svampearter, mens han tager for sig af frokostbordet og får karrysild i skægget uden overhovedet at tage sig af det, minder han mest af alt om en ganske almindelig ældre mand, der nyder sit velfortjente otium. Hos Sten er der heller ingen nostalgiske følelser knyttet til at være en del af den arbejdende skare – hans skiftende arbejdspladser kunne aldrig rigtig forlige sig med hans hobby, og det endte ofte med en fyreseddel.
Han afbryder mig, da jeg prøver at finde ud af, hvad der egentligt gik galt. “Nu skal du ikke spørge så dumt,” brummer Sten, før konen tager over. “Hvis man har et job og beskæftiger sig med psilocybinsvampe. Det kan ikke rigtig forenes.” Jeg skal til at forsøge mig med flere “dumme” spørgsmål, men emnet synes at være udtømt: “I skal lige tænke jer lidt om. Gymnasieelever og den der bog. Det hang ikke sammen… i normen.”
Det er blevet tid til afgang. Undervejs i bilen på vej mod svampene bliver Sten irriteret over at skulle svare på, hvor vi egentlig er på vej hen.
“Stedet er møghemmeligt, kan du ikke nok forstå det?”, affærdiger han mig. Han fortæller om sin studietid i København, inden han mødte Gunvor og trak sig tilbage til Jyllands landlige omgivelser for at koncentrere sig om arbejdet med bogen.
Som en del af besætningen på en af Nordkaperens allerførste sejlture lærte han Troels Kløvedahl at kende mange år, før resten af Danmark fik øjnene op for eventyreren.
Midt i en længere monolog, der bevæger sig fra 70’ernes Christianshavn over hippiekollektiver til psilocybins potentiale som elskovsmiddel afbryder han sig selv, bremser bilen op og peger ud i rabatten, så Chili famler for at holde balancen på bagsædet.
“Se, der står en rød fluesvamp! IIIIIIIHHHHHHHH!!!!!”, udbryder han, før han glider tilbage i samtalen, som om intet var hændt. Det er den form for rendyrket og nærmest infantil begejstring, der gør ham fascinerende at være i selskab med. I en alder af 70 har Sten Larris på ingen måde droslet ned for sin interesse, selvom et svigtende syn gør det hele lidt sværere.
Jeg spørger ind til, hvad han tænker om moderne stofbrug. Hvad han synes om psykedeliske stoffer, der i dag er noget, man forbinder med hippietiden, mens kokain er mere almindeligt.
“Jeg har skam også taget min del af stimulanser, både kokain og amfetamin. Jeg synes, at begge stoffer kan være udmærkede, men det farlige ved dem er, at de nemt kan misbruges. Det er jo derfor, jeg synes, det er så ærgerligt, at man har forbudt psilocybinsvampe. Naturen har leveret et perfekt og helt uskadeligt alternativ til de kemisk fremstillede stoffer – og så forbyder man det. Det er synd og skam.”
Jeg studser over, at der ikke skulle være nogen risiko forbundet med at tage psilocybinsvampe.
“Der er en risiko forbundet med brug af alle former for rusmidler. Sådan er det i sagens natur. Se bare på alkohol, som er den største dræber af dem alle. Jeg vil påstå, at risikoen for at komme galt afsted med psilocybinsvampe er absolut minimal i sammenligning med stort set alle andre euforiserende stoffer. Det siger sig selv, at man ikke bør gøre det for ofte, men svampene fortæller dig selv, hvornår det er tid til at tage en længere pause. Det forringer simpelthen virkningen”.
Jeg nævner en dansk drabssag fra 2000, hvor en 17-årig dreng trængte ind hos ind en 41-årig kvinde og fægtede vildt omkring sig med en brødkniv, før han stak hende ihjel. Drengen var påvirket af psilocybinsvampe på gerningstidspunktet, og sagen var medvirkende til, at selvsamme stof blev forbudt et år senere.
“Jeg kan sagtens huske den sag, men det er for let at give svampene skylden. Der vil altid være vanvittige mennesker, der gør vanvittige ting. Og igen bliver jeg nødt til at påpege, at alkohol burde have været forbudt for længe siden, hvis man vitterlig mente, at det var rusmidlets, og ikke menneskets skyld, når den slags tragedier sker.”
I mellemtiden er vi nået frem til det afsondrede vådområde, hvor der ifølge vores guide er ideelle forhold for psilocybinsvampe. Vi skræver hen over tre stødhegn og får drivvåde fødder få sekunder efter, idet vi trasker ud på en smattet mark med blikket fæstnet mod jorden.
Tiden er imod os, for frokosten har trukket så meget ud, at det allerede er ved at blive mørkt. Desuden er der så vådt, at store dele af området er umulige at betræde uden at blive gennemblødt til knæene. Sten Larris vader ufortrødent gennem terrænet med bare fødder i Crocs-sandaler, mens fotografen og jeg kæmper for at holde os varme i upraktisk bybeklædning.
Der er ikke andet end kolort, græs og vandhuller omkring os, men så kommer forløsningen: En svamp! Og den ligner endda den, vi er kommet for.
Sten Larris finder luppen frem og stiller skarpt på vores fund, mens vi holder vejret. Det er en almindelig glanshat, som ligner spids nøgenhat til en forveksling.
“Glanshatten kan kendes på, at den har små melede klumper på stokken. Den er lettere hallucinogen, men der skal meget store mængder til”, siger han og putter glanshatten i munden.
En time og ingen psilocybinsvampe senere er mørket ved at falde på, og Sten Larris siger det, vi alle har indset: Vi finder ingen spids nøgenhat i dag. Måske er det den udeblevne nattefrost, måske er mørket og det våde underlag at bebrejde. Tanken strejfer mig også, at Sten simpelthen ikke har ønsket at indvie os i sit rigtige svampested. Det sted, som ingen tilrejsende journalister fra København nogensinde kommer til at opleve, hvis det står til ham. Jeg tror det nu ikke. Uanset hvad har det været hele turen værd, for en mand, der egenhændigt og på egen krop har leveret et så stort pionerarbejde i den psykedeliske sags tjeneste, er værd at bruge en dag sammen med.
Sten Larris’ hjemmeside rummer talrige informationer om de tusindvis af forskellige svampearter, der findes i den danske natur. Hans bog om hallucinogener kan du læse her.
