Denne fotoserie er oprindeligt udgivet af VICE USA
Voodoo har generelt ikke det bedste omdømme. Prøv at spørge et tilfældig menneske om, hvad voodoo går ud på. De vil sandsynligvis mene, at det har noget at gøre med at stikke nåle i kludedukker for at volde skade på andre. Eller zombier. Eller ritualer, hvor man går klædt i knoglehalskæder og ofrer markmus.
Videos by VICE
Men det er for det meste noget, vi har fra TV-serier og dårlige gyserfilm. Virkeligheden er en helt anden. Voodoo opstod oprindeligt i Vestafrika (dengang kaldet vodun), hvor ritualerne og måden det blev dyrket på var stærkt knyttet til naturens kræfter og menneskeheden. Der er mange andre lignende trosretninger med tilsvarende navne – dominikansk vudu, cubansk vodu, haitiansk vodou – der alle deler fælles træk med vodun, men i et eller andet omfang er blevet blandet med kristendom. Derfor er de tilbøjelige til at have et lidt andet syn på, hvordan tingene skal gøres.
I haitiansk vodou er der en guddommelig skaber, Bondyem, der hersker over en hær af ånder, ioa, lidt ligesom Gud og hans engle i den kristne tro. Den mest velkendte ioa, som du sandsynligvis er stødt på, er Papa Legba – ham der fra American Horror Story med høj hat og røde øjne – ånden, der muliggør kommunikation mellem ioa og dødelige.
Voodoo spiller en rolle i mange haitianeres hverdag. Men det fylder mest op til den haitianske carneval – en festival der afholdes fra januar til februar som optakt til Mardi Gras. I år tog fotografen Benjamin Eagle med for at dokumentere gadeoptogene som led i sit nye projekt “The Spirits of Jacmel”. Jeg tog en snak med Eagle om den tid, han tilbragte der.
VICE: Hvordan blev du interesseret i haitiansk voodoo?
Benjamin Eagle: Efter at have stødt på voodoo-ceremonier i Vestafrika et par gange begyndte jeg at researche andre lande, der dyrkede voodoo. Det blev hurtigt ret klart, at voodoo er en essentiel del af Haitis kultur, og jeg var nysgerrig efter at tage derhen og møde folkene. For mig virkede voodoo som en ekstrem form for personlig udtrykkelse, og jeg var fascineret af at se, hvordan det blev fortolket i Haiti.
Hvad gav dig lyst til at tage derhen og fotografere det?
Som dokumentarfotograf tror jeg altid, at man er på udkig efter et projekt, der vækker personlig interesse, og for mig er voodoo fascinerende. Det er noget, der bliver fejret og dyrket i nogle lande – men i Vesten er det meget tabulagt. Når man vokser op i Europa bliver voodoo anset som noget morbidt, men det diametralt modsatte er tilfældet i Haiti.
Hvilke udfordringer var der, da du skulle skyde projektet?
Haiti kan være ekstremt udfordrende at færdes i. For det første er turismens infrastruktur ikke-eksisterende, hvilket betyder, at man skal have en chauffør og planlægge forud, hvis man skal fra A til B – man skal vide hvor man kan, og hvor man ikke kan tage hen. Selvom jeg følte mig tryg på Haiti, kunne man let løbe ind i store problemer, hvis man var uheldig og befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Det var noget helt andet at skyde selve karnevalet. Man kan ikke bare gå hen og rive sit kamera frem, og forvente, at folk danser. Haitianere er stolte og forlanger, at man udviser respekt. Man skal bydes velkommen som fotograf, før man tager billedet. Jeg har helt sikkert knipset et lille billede fra hoften her og der, men i Haiti respekterede jeg grænserne og henvendte mig altid til folk, før jeg fotograferede dem. Det var klart en begrænsning og en udfordring, at jeg ikke taler fransk eller det haitiske kreolsprog, men det førte også til nogle ret underholdende udvekslinger.
Tror du kulturer og udtryksformer, der minder om voodoo, er ved at uddø andre steder?
Jeg tror ikke voodoo er noget, der kan uddø. Ja, det står klart over for nogle udfordringer ligesom alle andre religioner og kulturer, men voodoo er dybt forankret i Haitis historie. Der var engang nogen på Haiti, der sagde til mig, “Haiti er 30 procent kristent og 100 procent voodoo.” Og bare det faktum, at karnevalet finder sted, beviser, at det trives, og at det bliver overleveret fra den ene generation til den næste.
Billedet af de der gutter, der bærer ligkisten – kan du fortælle lidt om det?
Lige præcis den gruppe var det ikke lykkedes mig at møde før karnevalet var gået i gang, så det var lidt mere af et snapshot i virvaret. Derfor er det begrænset, hvad jeg ved. Men karnevalet består af hundredevis af grupper af mennesker med hver deres tema. Det her var en gruppe mænd, der alle sammen var malet med sort tjære, som de smører sig fuldstændig ind i fra top til tå. Det var som om de var et optog til en begravelse, der løb sanseløst gennem menneskemyldret, sloges med hinanden, tabte kisten en gang imellem og generelt bare skabte kaos for kaossets skyld. Hvis man blev fanget midt i det, blev man behandlet som en deres egne og smidt rundt som en kludedukke.
// benjamineagle.com //
