Abdel Aziz Mahmoud fatter ikke, hvorfor kvinder skulle gide læse om hans kostvaner

Dameblade bliver ofte kritiseret for at have en overfladisk og stereotyp opfattelse af kvinder og deres interesser. For eksempel handler magasiner, der henvender sig til kvinder, meget ofte om mode, indretning og skønhed, og sjældent om politik, karriere og sport. Det afspejler sig også helt konkret i de spørgsmål, som kilderne bliver stillet. Såkaldte damebladsspørgsmål. Det siges ofte i en nedladende tone, men er de egentlig så slemme? Måske er de her spørgsmål blevet klassikere, fordi de leder til spændende refleksioner.

På Broadly har vi sat os for at undersøge det. Derfor har vi samlet 15 konkrete spørgsmål fra ALT for damerne, Femina, Costume, Eurowoman og Elle og bedt fremtrædende feminister forholde sig til dem. Men hvordan, de har ønsket at besvare dem, har været helt op til dem.

Videos by VICE

Denne uges feminist er Abdel Aziz Mahmoud. Han begyndte sin journalistiske karriere på TV Avisen for tolv år siden og er i dag vært på DR-progammet Adgang med Abdel. I et af de programmer møder han Louise Kjølsen, Ekaterina Andersen og Nikita Klæstrup, et møde der tilsyneladende gjorde indtryk, for på bagsiden af deres nye bog Ludermanifestet, er Abdel citeret for at sige: “få timer efter vores rendezvous var jeg solgt og ansøgte om at blive GirlSquads fjerde medlem (…) Og når du har læst dette manifest, vil du formentlig fremover larme med i feminismens navn. Det vil jeg!”.

Broadly: Hvordan ser din daglige skønhedsrutine ud? (fra Costume)
Abdel Aziz Mahmoud: Det er sådan et spørgsmål, hvor det ligger implicit, at man som udgangspunkt IKKE er skøn, og derfor skal gøre noget dagligt for at blive det. Nu har jeg jo ikke så meget hår at arbejde med for tiden, men det får en tur med maskinen ugentligt. Jeg barberer mig 2-3 gange om ugen, alt afhængig af om jeg skal lave fjernsyn eller ej. Så kan jeg også godt lide at gå i bad. Og nogle gange tager jeg creme i ansigtet.

Hvornår er du mest træt af dig selv? (fra ALT for damerne)
Det er virkelig et kvindespørgsmål. Man antager, at mænd har en indbygget selvtillid. At de bare vågner op og er tilfredse. Spørgsmålet her er jo ikke: ’Er du nogle gange træt af dig selv?’ Det antages, at det er man rigtig tit, fordi man er kvinde, men hvornår er du det allermest. Jeg er mest træt af mig selv, når jeg ikke har forberedt mig godt nok på mit arbejde. Hov, jeg vil forresten gerne lige indskyde, at jeg aldrig er blevet stillet nogle af de her spørgsmål før. Aldrig. Jeg er i det hele taget aldrig blevet spurgt til mit udseende eller min stil.

Har du selv ofret noget på kærlighedens alter? (Femina)
Jeg er homoseksuel muslim, you do the math.

Hvad betyder accessories for din stil? (fra Costume)
Det kan jeg også godt garantere, at jeg aldrig er blevet spurgt om. Jeg går med en guldkæde nu, og det er ret nyt. Det er ikke på Mujaffa-måden, men alligevel ved jeg, at guld klæder mig bedre, end det klæder min kridhvide kæreste. Så da jeg købte kærestekæder til os, købte jeg min i guld og hans i sølv. Ja, ok, jeg ved godt, det lyder nærigt! Derudover vil jeg virkelig gerne være typen, der går op i dyre solbriller, men jeg sidder altid på dem eller kaster dem væk.

Hvornår gjorde du sidst noget pinligt? (fra ALT for damerne)
Hver weekend, føler jeg. Men den mest pinlige ting i nyere tid var til et bryllup i sommer, hvor jeg var toastmaster. Jeg rejser mig op for at byde velkommen på vegne af brudeparret. Jeg får dog nævnt gommens ekskones navn i stedet for den nye kone. Mit hjerte stopper! Der er helt stille! Jeg skynder mig at tale færdig, og da jeg kommer tilbage til min plads, hvor min kæreste og ven sidder, håber jeg, at de vil sige: ”Ej, det hørte man da ikke,” men de var bare sådan: ”Er du okay?” Det var nærmest det mest forfærdelige, de nogensinde havde oplevet. Resten af aftenen rørte jeg ikke mit glas, og jeg spiste heller ikke noget. Jeg sad bare og skammede mig.

Hvordan holder du din krop sund? (Costume)
Man antager, at kendte mennesker er sunde. Masser af motion og crossfit. For tiden spiser jeg lort, fordi jeg kører så meget rundt og holder foredrag. Men hvis jeg er derhjemme, så spiser jeg æg om morgenen, og om aftenen spiser jeg… Hold kæft, hvor er det kedeligt. Hvorfor læser kvinder det her? Med mindre jeg kommer med en kostplan, hvad fuck skal man så bruge til, hvad fanden jeg spiser?

Hvilket råd vil du give til dit yngre jeg? (fra ALT for damerne)
Det er et meget fint spørgsmål. Det handler jo om, hvorvidt man har lært noget af sine fejl, og det, synes jeg, er relevant uanset, hvilket køn man er. Jeg tror, jeg ville sige til mig selv, at jeg skulle hvile lidt mere i mig selv og ikke have så travlt. Og så ville jeg sige til mig selv, at alle de forskelligheder, som gør, at du skiller dig ud og skammer dig, og som du ikke kan gøre noget ved, nemlig din baggrund, dine forældre, dit udseende og din seksualitet, alt dét vil en dag blive din styrke, og det, som du lever af. Og til gengæld ville jeg rose mit yngre jeg for at være ordentlig. Dét er den vigtigste kvalitet i verden.

Hvem er dine kvindelige forbilleder? (fra Costume)
Se, det er selvfølgelig et kvindespørgsmål det her. Eller rettere, det ville være et exceptionelt mandespørgsmål, for der findes ingen mænd, der har kvindelige forbilleder. Jeg sad for nylig til en fest og talte med nogle af mine mandlige venner om, at der ikke var en eneste kvinde, der havde vundet noget ved DMA, og at Orange scene ikke er blevet åbnet af en kvinde, siden Anne Linnet gjorde det i firserne. Men du skulle egentlig bare have stillet spørgsmålet: Hvem er dine forbilleder? For det er mange kvinder. Inden for komik elsker jeg for eksempel Kathy Griffin, inden for musik elsker jeg Dua Lipa, Taylor Swift og Beyonce, og blandt tv-værter synes jeg også, at langt de fleste kvinder er mere nærværende end mænd. Og så ved jeg ikke, om det er for plat at svare min mor? Men jeg tror, jeg vil sige min mor. Eller Oprah!

Hvordan har du det med at blive ældre? (fra Costume)
Jeg har altid haft det sådan, at jeg glædede mig til at blive ældre, fordi jeg har været den yngste. Jeg var 21 eller 22 år, da jeg var praktikant på TV Avisen. Og der er rigtig mange, der har holdt min alder i mod mig. Men nu er det her spørgsmål jo taget fra et dameblad, og der vil det nok tit handle om udseende. Om man ældes med ynde og alt det jazz. Der er jeg jo super heldig, fordi mænd hele tiden får at vide, at vi faktisk ser bedre ud med gråt hår og rynker. Er vi snart færdige med de her overflade-spørgsmål?

Hvorfor tror du, keramik har fået en revival? (fra Eurowoman)
Hahaha! Jeg gætter her, og det er simpelthen, fordi jeg ikke vidste, at keramik har fået en revival – nej, vent, jeg tror sgu jeg har set hende der Mette Helena gå rundt og tale om det i tv. Men det har det nok, fordi genbrug har fået en revival, og fordi vi for tiden er meget interesserede i at finde ud af, hvad vi kommer af. Og der fortæller vores brugskunst en historie. Ej, jeg ved det ikke.

Hvilket par sko er dine favoritter lige nu? (fra Costume)
Det er nogle hvide sko af mærket ARKK Copenhagen, som bliver beskidte efter fem minutter. Men så smider jeg dem i vaskemaskinen, og så bliver de helt rene igen. De oser af overskud, fordi det ligner, at jeg er sådan en, der aldrig bliver beskidt.

Hvilken bog bør enhver kvinde læse? (ALT for damerne)
Det nægter jeg at svare på, for jeg mener ikke, der er nogle bøger, som særligt kvinder bør læse. Men jeg er sikker på, at Oprah har skrevet et eller andet godt.

Hvad dufter dit hjem af? (Eurowoman)
Yves Saint Laurent.

Hvornår har du følt størst afmagt? (fra Femina)
For en måneds tid siden var jeg i Libanon og lave noget tv, og her blev jeg tilbageholdt i paskontrollen, fordi de mente, at jeg var palæstinenser. Mine bedsteforældre er født i Palæstina. Først blev jeg afhørt i lufthavnen i fem timer, dagen efter i militærdomstolen og dagen efter hos efterretningstjenesten. Det var så forfærdeligt, for jeg er dansk statsborger, og mine tre kridhvide medrejsende med danske navne var der ikke noget problem med. Men selv i det land, som jeg har størst etnisk tilknytning til, skal jeg opleve profiling og racisme. Afmagt handler for mig om ikke at være en del af fællesskabet. I Danmark har jeg altid argumenteret for, at jeg er dansker, og jeg er også nået i mål med det juridisk, fordi jeg har dansk statsborgerskab, og værdimæssigt, fordi jeg føler mig hjemme her. Men når jeg kommer til udlandet, vil de paradoksalt nok ikke godtage det. Jeg ved ikke, om det bliver for langt til et dameblad?

Hvad har du altid i dit køleskab – ud over rødbeder? (fra Elle)
Ok, det har vi så ikke. Cola Zero og svampe. Jeg elsker svampe stegt i smør.