Vi kan tale om alt. Tror vi. For måske kan vi ikke tale om abort? Noget tyder på, at kvinder i stigende grad skammer sig over at afslutte en uønsket graviditet. Noget tyder på, at abort er ved at blive tabu. I denne uge undersøger vi på Broadly, hvad aborter betyder for os, og hvorfor nogle af os har svært ved at tale om dem – også med de veninder, vi deler alt andet med. Følg med her.
I foråret 2013, da Pil Brøndum Gad var 23 og boede i et bofællesskab sammen med fire andre, opdagede hun, at hun var gravid. Faren var en af vennerne fra bofællesskabet, og på det tidspunkt var hun både forelsket i ham og vred på ham. I dag er hun 28, bor i sin egen lejlighed og har sammen med en veninde en hår- og neglesalon i indre København.
Videos by VICE
“Han havde lige fortalt mig, han ikke ville være kærester med mig, og dengang pissede det mig ret meget af. Det skyldtes blot en irrationel vrede, men jeg forstod ikke, hvordan han kunne tillade sig ikke at ville være kærester med mig, når vi lige havde fjollet rundt sammen i nogle uger. Den forurettede følelse blev kun forstærket af graviditeten, og det var derfor ikke den bedste måde, jeg leverede nyheden på,” fortæller Pil.
Hun havde i dagene op til, hun tog graviditetstesten, oplevet mange klassiske graviditetstegn:
“Jeg opdagede ret hurtigt, at der var noget galt med min krop. De der helt klassiske graviditetstegn, man ser i film; Jeg var sulten hele tiden, men havde ikke lyst til mad. Mine bryster blev kæmpe store og gjorde ondt. Jeg skulle tisse hele tiden. Så ret hurtigt lavede jeg den slutning, at jeg nok var gravid og skulle have en abort. Så da jeg tog testen, var jeg slet ikke overrasket, og min første instinktive handling var at tage et billede af testen og sende til faren, som jeg vidste var i byen med sine venner der. Rigtig ledt.”
Pil var sammen med en veninde, da hun tog testen, og situationen var udover sms’en til faren ganske udramatisk.
“Det kom som sagt slet ikke bag på mig, og da min veninde spurgte mig, hvad der skulle ske, havde jeg allerede taget beslutningen om, at det bare skulle stoppes. Ingen gråd. Ingen usikkerhed. Min største bekymring var egentlig selve indgrebet. Jeg har det vildt svært med hospitaler, så besluttede ret hurtigt, det skulle være en medicinsk abort,” fortæller hun.
Nogle dage senere lå Pil på briksen hos den gynækolog, der skulle tjekke, at alt var, som det skulle være inden aborten. Som Pil husker det, fortalte gynækologen hende, at hun skulle skannes og fandt umiddelbart efter noget, Pil betegner som “en stor dildo”, frem. Den har et kamera indbygget, fortalte gynækologen, mens hun puttede glidecreme og kondom på.
“Det var totalt grænseoverskridende for mig. Jeg havde af en eller anden underlig grund slet ikke overvejet, at jeg skulle skannes og så med sådan en kæmpe dildo og et helt almindeligt kondom,” fortæller Pil og griner lidt, inden hun fortsætter:
“Men det gik rigtig fint. Både hende og lægen var søde og professionelle, men de satte også nogle tanker i gang. For det første gik gynækologen ud fra, at jeg var kærester med faren, og af en eller anden grund skammede jeg mig lidt over ikke at være det og bekræftede hende bare i, at vi ikke lige var helt klar til det der med børn. Derudover anbefalede min læge mig at få en kirurgisk abort af hensyn til eventuelle psykiske mén. Men jeg var jo slet ikke ked af det, så jeg kan huske, at jeg undrede mig over, hun ikke spurgte ind til det, før hun anbefalede mig at få foretaget et kirurgisk indgreb i fuld narkose.”
Flere af Pils veninder rådede hende også til at få den kirurgiske abort med henblik på, hun ikke skulle få det psykisk dårligt bag efter.
“De sagde sådan noget med, at det kunne være hårdt at se fosteret komme ud, men jeg kunne slet ikke følge den tankegang, for – prøv at høre – jeg var ikke ked af det. Jeg var ikke bange. Selvfølgelig havde jeg ikke lyst det, fordi det er ubehageligt og dårligt for kroppen. Men der var intet i mig, der var ked af det eller i tvivl. Og det var sgu ret irriterende ikke at blive forstået i den del,” fortæller hun.
Heller ikke hos fyren, hun var blevet gravid med, fandt Pil meget støtte.
“Han var nærmest lidt glad. Googlede alt muligt om graviditet og gav det der foster et fucking navn, mens han hele tiden snakkede om, at det var fantastisk, vi havde lavet et menneske. Imens ringede jeg rundt til læger og planlagde alt det der hejs med at tage piller og få styr på det praktiske”
Hvordan havde du det med det?
“Jeg syntes bare, han var sygt latterlig, men samtidig følte jeg mig også knyttet til ham igen. Man bliver seriøst syg i hovedet af at være forelsket. Men egentlig tænkte jeg mest på det praktiske. Lægen havde sagt, der skulle være nogen hos mig i de dage, jeg tog pillerne og skulle abortere, og der sagde jeg bare til fyren der: ´Det bliver dig, det er er din straf. Du kommer til at tilbringe weekenden hjemme lejligheden sammen med mig, mens jeg får det her overstået´.”
Men sådan gik det ikke. Pil tog den første pille, der dræber fosteret, fredag, og lørdag skulle hun så tage fire stikpiller, der får kroppen til at udskille fosteret.
“Allerede lørdag formiddag konkluderede han, at jeg jo ‘havde det fint’ og spurgte derfor om lov til at tage i byen om aftenen. Jeg blev skide sur. For helvede, min livmor stod åben, fordi jeg midt i at abortere det foster, vi begge to havde skabt ved at skide på præventionen, og så ville han bare ud og drikke øl. Som om jeg syntes, det var specielt festligt at sidde inde i lejligheden hele weekenden og vente på at skulle have pisse ondt og bløde?”
Men Pil, der var både skuffet og ulykkeligt forelsket, lod ham alligevel tage ud og blev derhjemme alene.
“Jeg havde hørt, det skulle gøre forfærdelig ondt, så jeg havde nærmest gjort mig klar til smerterne. Lægen havde givet mig noget stærkt smertestillende, jeg var klar til at kaste mig over, og så lagde jeg mig ellers i fosterstilling og ventede på, det skulle blive uudholdeligt. Men det gjorde det slet ikke. Det føltes som lidt skarpe menstruationssmerter, men jeg kunne sagtens gå rundt og lave lidt mad og gå på toilettet og den slags. Og pludselig var det overstået. Så havde egentlig slet ikke brug for overvågning, men bare princippet i, han ikke bare var der.”
Kunne du så se fosteret komme ud?
“Slet ikke. Det lignede bare voldsom menstruation med ret mange af de der klumper, der kan være i det. Men det var ikke mere end det. Så egentlig fuldstændig udramatisk,” fortæller hun.
Efter aborten havde Pil det med egne ord helt fint.
“Jeg har aldrig tænkt på, at jeg kunne have haft barn, eller hvor gammelt det ville være og alt sådan noget. Overhovedet ikke. Jeg var bare lettet over at slippe for det der med at være sulten konstant og ikke skulle tisse hele tiden. I forhold til, at det kan virke som en meget voldsom ting, fyldte det meget meget lidt i mit hoved. Selvfølgelig skal der tages hånd om dem, der får det skidt bag efter, men det fik jeg bare ikke. Jeg havde ingen følelser knyttet til det, og det synes jeg heller ikke skal være et krav.”
Hvad mener du med det?
“Jeg begyndte at have det dårligt over ikke at have det dårligt. Mest fordi det blev forventet af mig. Folk spurgte i mange måneder efter, om jeg var ok. Flere gange forstod jeg slet ikke spørgsmålet, fordi jeg vitterligt ikke var ked af det. Jeg kan faktisk stadig opleve glimt af det, hvis det kommer frem i en samtale, at jeg har fået en abort, så bliver folk pludselig utilpasse og vil skifte emne. Så føler man på en måde, man har gjort noget forkert.”
Har det gjort dig i tvivl om dit valg?
“Aldrig. Jeg skulle bare ikke have det barn. Det var aldrig i min interesse. Jeg mærkede intet moderinstinkt eller snerten af lyst. Jeg skulle bare ikke have det. Lidt som hvis man så en annonce på hund eller en fed telefon, men bare ved, at det skal man ikke købe. Det var ret sort/hvidt.”
Pil griner lidt, før hun fortsætter i mere alvorligt toneleje: “Jeg har mange gange oplevet, at folk for at støtte mig har sagt til som, at jeg helt sikkert godt kunne have klaret det. Og ja, det kunne jeg da. Men jeg skulle ikke. For jeg ville ikke. Så er den egentlig ikke længere. Men det virker provokerende på mange – man skal helst kunne forsvare beslutningen med noget lidt bedre. At man ikke var klar. Eller var midt i uddannelse eller sådan noget. Man skal som kvinde skamme sig, hvis man ikke føler, man er sat i verden for at føde børn. Så er man en forkert kvinde. Eller en dårlig kvinde. Det er da ret langt ude, er det ikke?”
Du vil ikke have børn?
“Måske vil jeg have børn. Dengang ville jeg helt sikkert gerne have børn en dag. Nu ved jeg ikke, om jeg vil. Men det er helt klart ikke noget, jeg på nuværende tidspunkt vil planlægge mit liv efter. Og det kan godt være ret ildeset at stå frem med, når man er i slutningen af 20’erne, og karrieren kører, som den skal – altså at man ikke nødvendigvis vil have børn. Men jeg kunne sagtens få en abort igen. Sagtens.”
