To mænd i pastelfarvede speedos lægger sig tæt ved siden af hinanden i sandet, overkroppene glinser i solen. Et øjeblik forinden, har de stået tæt sammenslyngede et par meter ude i bølgerne. Jeg ligger vandret, tømmermændene dunker et sted i pandehulen. Jeg lukker øjnene, hører lyden af våde kys.
”I’m from Russia,” siger den ene.
”I’m from here,” siger den anden.
”Lucky you… I want to stay here in Tel Aviv forever.”
Videos by VICE
Lyden af flere kys, fulgt af en let stønnen.
”Mmm, you’re so bad!” hvisker den skæggede, skaldede mand.
Lidt efter pakker de deres håndklæder. Jeg får øjenkontakt med den ene mand, før de går, og sender ham et smil. Han smiler lykkeligt tilbage. Tel Aviv afholder en af verdens største Pride-festivaler. Byens farverige frigjorthed er en af de ting, der tiltrak mig.
*
Jeg går langs kysten, drejer ind på en af sidegaderne, hvor folk er stimlet sammen på caféhjørner, travlt optagede af at snakke med hinanden og dyppe pitabrød i hummus.
To unge kvinder i militærgrønt fra top til tå, på ryggen af den ene hænger en pink rygsæk, der dingler en plysset nøglering fra en af dens lommer. De venter tålmodigt i køen til at købe is. Ved kvindernes sider hænger to massive, sorte maskingeværer.
Blandt fashionable bøsser, piercede bohemer, olierede strandløver, LGBT-flag vajende fra altaner, ultraortodokse sortklædte mænd med høje hatte, lange krøller dinglende foran hvert øre på vej ud af synagogen, backpackers med tømmermænd, solcreme og falafel, er der flere maskingeværer samlet på samme sted, end jeg nogensinde har set før.
Tel Aviv er en boble, det er nemt at forglemme sig i. Maskingeværerne minder mig om, hvad der sker uden for boblen.
*
Jeg har lige givet hende hånden, nu vi sidder i en sofa tæt på hinanden, med hver vores øl. Hun har lange rødlige lokker, den lyse hud er dækket af fregner. Der er noget porcelænsagtigt over hende. Hun flytter sig uroligt rundt i sofaen ved siden af mig, som om hun aldrig føler sig helt tilpas med sin krops placering i rummet.
Hun fortæller, at hun er fra USA og har jødiske aner, og at hun derfor kunne få militærtræning i Israel, hvilket alle Israelske kvinder og mænd under 24 bliver tilbudt. Hun har været i militæret i et par måneder nu, men denne weekend holder hun fri og nyder Den Store Appelsin, kælenavnet for Tel Aviv – New Yorks mellemøstlige søster.
”Oh, you will find this funny!” udbryder hun og hiver ivrigt iPhonen frem fra lommen. Hun viser mig et billede på Instagram. Hun poserer i militærgrønt med et maskingevær, der næsten ser større ud end hende. ”Isn’t it cool?” siger hun og ler.
Jeg forsøger at smile, jeg kan mærke, at det strammer anstrengt i mundvigene.
”Do you ever think about, how you are taking part in actually killing people?” spørger jeg.
Grinet falmer. Hun bliver stille, blikket rettet ned mod den sandfarvede sofa mellem os. Jeg får straks dårlig samvittighed. Midt på et hostel I Tel Aviv, omringet af backpackere med øl i hånden, 90’er-hits på anlægget, har jeg bedt hende tænke over, om hun har været med til at dræbe et andet menneske.
”Sorry!” siger jeg hurtigt. “I can be pretty blunt about things. I really want to understand, why you are in the army. I’m a pacifist, you see.”
Hun svarer undvigende, ”I’m in the air force, but I’m not in the planes. I’m just helping with communication…”
Hun beskriver, hvordan muren, der omringer Israel, er så skrøbelig, at nogen må kæmpe for at beskytte den. Hun fortæller, at det fylder hende med mening at være blandt dem, der kæmper for det. Hun fortæller, at hun gør noget godt for andre.
Blikket begynder at flakke, når hun fortæller om officererne i korpset, hun kalder dem for ”Emotional Robots”. De historier, hun fortæller, passer til de få militærfilm, jeg har set gennem årene. Officerer portrætteret som følelseskolde mænd, hvis mission er at nedbryde deres soldater, så de kan bygges op på ny, hærdede og usårlige, klar til at dræbe.
Jeg siger til hende, at jeg kan lide, at der ikke bliver gjort forskel på, om man er mand eller kvinde, når man skal gøre militærtjeneste i Israel. At kvinder i den sammenhæng ikke bliver betragtet som ”det svage køn”. Men hvad betyder det, i dette tilfælde, at være stærk? ”Styrke” målt i kapaciteten til at udøve fysisk vold.
Jeg tager endnu en slurk af min øl og tænker over, hvorfor hun viste mig lige dét billede. Jeg tror, jeg forstår, hvorfor hun synes, det er sejt. Se bare, en spinkel, langhåret pige kan indtage en klassisk maskulin rolle på samme linje som en mand. En drengepige er bedre end at være en tøsedreng, ikke? Drengepiger er seje. Hun er på lige fod med sine drengevenner. Hun kan også ryge to pakker smøger om dagen. Hun kan også kan drikke sig halvt ihjel. Hun kan også give en uppercut. Hun kan også dræbe.
Hvorfor er det cool at overtage den del af normativ maskulinitet: den destruktive, den selvdestruktive?
Den dårlige samvittighed sidder stadig i mig, da ølflasken i min hånd er tom. Men stadig ønsker jeg, at hun er bevidst om, at det ikke bare er hvide prikker på skærmen, piloterne i kampflyene holder øje med. Jeg forestiller mig piloterne under himmelhvælvet, hvordan de udrydder med et enkelt tryk på en knap. Ved de, at hver enkelt hvid prik på skærmen har en mor, en far, en bedste ven. Måske har den hvide prik smilehuller, eller får fregner om sommeren. Ville piloterne virkelig trykke på knappen, hvis de vidste det?
”What do you wanna do after military training?” spørger jeg hende for at tale om noget andet.
”I don’t really know what my dream is. I just really want to adopt a puppy.”
*
Tel Aviv som en boble, det føles nødvendigt at blive i, som er blevet så nem at blive i, som er meget rarere og lækrere at være i, en boble man kan forglemme sig i. Boblen som normaltilstand for dem, der har friheden til at vælge at være i den.
I lufthaven runger en stemme ”No weapons in Terminal 1.” På døren er tre røde cirkler, cirklerne indeholder hver en sort-hvid tegning med en fed rød streg over. Den ene cirkel er en tegning af en cigaret, den anden en hund og den tredje et maskingevær. Maskingeværer i samme hverdagsscenarier som smøger og hunde.
En normalisering af våben.
En normalisering af vold.
En normalisering af destruktion.
*
1300 døde ved angreb i Gazastriben. Ingen af dem var premierministre eller popstjerner, så de er blot tal. Hvide prikker på en skærm. Nogle gange forestiller jeg mig, hvordan verdenen ville se ud, hvis verdens ledere skulle udkæmpe krige på tomandshånd. Løkke og Al-Assad i nævekamp. Trump og Kim Jong-un i en boksering. Netanyahu og Abbas med hver deres maskingevær. Ville det – udover tiltrængte regeringsskift – gøre, at man aldrig nogensinde gik i krig? Kald mig naiv, men dette kunne også være en normaltilstand.
*
Jeg er landet i København efter en uge i den boble, der er Tel Aviv. Flyene, jeg har siddet i, har efterladt ar på himlen. Afstanden mellem København og Tel Aviv er 3.200 kilometer, og fordi jeg havde en mellemlanding, fløj jeg næsten det dobbelte. CO2-mængden, mine fly har sluppet ud i atmosfæren, er 1,3 ton. Jeg køber et par nye jeans i Kastrup Lufthavn. Mine egne forsvandt ned i en fremmed kuffert på hostellet. På mærket står der, at bukserne er lavet i Indien. Gad vide, hvem der har syet dem?
”Do you ever think about, how you are taking part in actually killing people?”
