Da jeg så videoen til Molinas nye single “Hey Kids”, havde jeg en dejlig tryg fornemmelse af, at det ikke var første gang, jeg så den her video. Det er måske ikke så underligt, eftersom den følger formlen på en lækker musikvideo nøje:
- Unge kvinder i bodystockings og benvarmere ☑️
- Et træningslokale med spejl ☑️
- Mandlig danselærer med langt hår, øreringe og tanktop, der kun rører kvinderne rent professionelt for at afspænde deres muskler ☑️☑️☑️
- Mørkhåret og lyshåret kvinde, der konkurrerer om netop den professionelle befamling ☑️
- Stjålne blikke mellem lærer og elev – du fatter nok godt, hvor jeg vil hen med det her: ☑️
Videos by VICE
Se den her:
Er Molinas nye video til singlen “Hey Kids” i virkeligheden et fraklip fra Dirty Dancing? Nej, det er den alligevel for futuristisk til, men vadeturen gennem sumpen af popkulturelle referencer stopper ikke ved Patrick Swayzes faste greb om Babys gamache-beklædte hofter.
Vi skal tilbage til 1998, hvor den franske elektroniske duo Air udgav nummeret “Kelly Watch The Stars” med en video, der formåede det umulige – nemlig at gøre bordtennis sexet. Kan du ikke lige finde den på din indre YouTube, får du den her:
I videoen spiller en lyshåret og mørkhåret kvinde et passioneret slag bordtennis. Sidst i videoen bliver den ene kvinde slået ud af bordtennisbolden og falder sammen på gymnastiksalsgulvet. Hun svæver ud af sin egen krop og kan se ned på sig selv, indtil en omgang kunstigt åndedræt bringer hende tilbage. Hun rejser sig og vinder det afgørende point. Slutscenen sender instruktøren, Rasmus K. Petersen, en let skjult hilsen til i slutningen af videoen til Molinas “Hey Kids”.
“Scenen, hvor hun svæver ud af sin krop og op i rummet, er min egen lille tribute til en af mine yndlingsvideoer,” siger Rasmus til Noisey.
Molinas single er ligesom “Kelly Watch the Stars” bygget op omkring en kort tekst, der kører i loop henover en tåget synthesizer og et stramt beat. Skifter vi bordtennis ud med ballet og tilføjer en mandlig træner/førsteelsker med langt hår og øreringe, har vi Molinas video til “Hey Kids”.
Det sidste, dybe skridt ud i pop-sumpen fører til Eric Prydz-nummeret “Call on me”, der bekræfter magnetismen mellem elektronisk musik med repetitive tekster og kvinder, der dyrker sport. Der er godt nok langt fra de sveddryppende aerobic-amazoner, der pulserer deres kønsben mod loftet som gjaldt det deres liv til Molinas velourbløde ungpige-univers, men kvindernes “jeg strækker bare ud og er tilfældigvis sexet samtidig”-attitude er ikke til at tage fejl af.
Molinas lyd er er et sammensurium af de plader med Bjørk og Kate Bush, som hendes mor satte på, da hun var lille, numrene med Kraftwerk, hun selv fandt i internettets kroge som teenager, og japanske musikere som Miharu Koshi. Den 25-årige producer og musiker er sammen med blandt andre First Hate og Lust For Youth del af den københavnske 80’er-inspirerede bølge af eksperimenterende pop, der stadig skyller ind over Danmark. Hun producerer og skriver selv sin musik, men har på “Hey Kids” fået besøg af den svenske musiker Late Verlane, der både har været med til at skrive sangens tekst og er med på vokal.
Ligesom de blikke, der udveksles mellem de unge ballerinaer i videoen, er Molinas vokal følsom, men samtidig selvsikker. Den selvsikkerhed kan du snylte lidt på, næste gang du tager til træning. Ikke den form for træning, hvor du kaster blod op bagefter og har svedt din egen kropsvægt to gange. Nej, den form for træning, hvor du, uden at ville indrømme det, har taget et par virkelig korte shorts på i et desperat forsøg på at fange dit Patrick Swayze-lignende pilates-crushs opmærksomhed blandt de mange andre smukke, svedende mennesker i træningslokalet. og hvis det ikke virker, kan du altid besvime med vilje.
