Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Canada
De soundtracks, der er nomineret til Bedste Soundtrack ved Oscaruddelingen i år, er en meget blandet landhandel, og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Hans Zimmers Dunkirk-soundtrack er blandt hans bedste og mindst kommercielle til dato. Johnny Greenwood har formået at tøjle sin hang til avantgardetoner til fordel for storslået romantik i Phantom Thread, mens det endnu en gang er lykkedes John Williams at komponere det ene smukke ledemotiv efter det andet til den nye Star Wars-film, et halvt århundrede efter han gjorde det første gang (Roses tema er for vildt). Selv om det er store og etablerede navne, så er de lydsider, de har skabt, mere kunstnerisk udfordrende end normalt, hvilket harmonerer ganske godt med valgene i de andre kategorier. Hvad er så problemet? It er totalt overset.
Videos by VICE
Det er nytteløst at brokke sig, og der er heller ikke nogen grund til at have høje forventninger til Oscarkomiteens udvalg. Men jeg mener alligevel, at man har gjort It uret ved ikke at nominere soundtracket. Det var trods alt en af årets største succeser. It er alletiders mest sælgende gyserfilm, og den har også formået at puste nyt liv i Pennywise-figuren (der nu lever videre for evigt via cirka en milliard memes online), og så skulle den også have sikret komponisten Benjamin Wallfisch en Oscarnominering.
Wallfischs soundtrack til It bærer på både dissonans og dynamik – hvad soundtracket til en god, moderne gyserfilm skal – men den indeholder også en hel række andre musikalske lag og kompositoriske spidsfindigheder. Det er ikke bare hidsige og angstprovokerende strygerarrangementer (selv om de da også findes i filmen). ”27 Years Later” låner med arme og ben fra Erik Satie, mens den slanger sig gennem filmens åbningsscene og på samme tid formår at referere til de romantiske soundtracks til 80’er teen-eventyrfilm, som It (og Wallfisch selv ifølge det her interview) gerne vil hylde. Kombineret med temaerne, der følger de øvrige karakterer i filmen, bliver soundtracket til en påmindelse om tabt uskyld fremfor bare at chokere folk og få tænderne til at rasle.
Den måde, hvorpå soundtracket afvikles, fremmaner stærke følelser i lytteren. Samplede barnestemmer, der er klippet sammen på kryds og tværs, forvrænges, til de lyder som en mur af vanvid, der ramler ned over publikum, når Pennywise dukker op på skærmen – blandt andet i form af ”Shape Shifter”. Når man samtidigt husker på de enorme klangflader, Wallfisch benyttede i soundtracket til Blade Runner 2049, er resultatet tættere på industrial-musik end egentlig filmmusik – det fungerer lidt på samme måde som Akira Yamaokas musik og lyddesign til Silent Hill-spillene, hvor stemningen, når man møder en fjende, bliver 30 gange mere uhyggelig på grund af det atonale lydmønster, der gentager sig om og om igen.
Soundtracket til It er et teknisk vidunder, men en nominering kunne også have rettet op på de mange år, hvor Oscarkomiteen generelt har ignoreret gyserfilm på det groveste. Ja, mange gysersoundtracks er ret banale og trækker på de samme elementer, men det gælder for eksempel ikke de disharmoniske stemmer i The Witch eller den tragiske storhed i Byung-woo Lees vals til A Tale of Two Sisters eller for den sags skyld det uhyggelige baggrundskor i skoven i Get Out, der egentlig også fortjener en nominering i år. Man finder ikke federe og mere underlige soundtracks end dem, der optræder i gyserfilm og genrefilm generelt, så det er lidt dumt, at Oscarkomiteen fortsat ignorerer dem til fordel for dramaer.
