Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Det er for fedt at være på ferie. Jeg har lige været afsted. Jeg blev lækkert solbrun, drak super mange dåseøl og læste fem sider i en bog, som det var meningen, at jeg skulle læse færdig. Men det er slut med det. Slut. Nu sidder jeg igen på kontoret i lysstofrørets skær. Og jeg bliver nødt til at acceptere, at jeg ikke skal afsted igen lige med det samme, men at andre omkring mig skal.
Videos by VICE
En god metode til at få det bedre er at pege fingre af mine jævnaldrende, når jeg ser dem have det sjovt (uden mig). Simpelthen komme med nogle hadefulde observationer omkring deres rejsebilleder, og derigennem forme helt urimelige og nedladende generaliseringer om hele vores generation, og de rejser vi tager på, baseret på intet andet end mine fordomme og min indebrændthed. Her er alle de rejser du kommer til at tage på, og som jeg ikke har råd til.
EN STOR EUROPÆISK MUSIKFESTIVAL
I tiden mellem din 20. og din 30. fødselsdag kommer du til at tilbringe mange somre på at rive dig i håret over mobildataforbindelser så hullede som dine shorts, og bryde grædende sammen af udmattelse og festivalblues, når det hele er overstået. Din diæt vil bestå af intet andet end cigaretter og pap-baguettes med havarti, og du mister din pung på den to timer lange vandring tilbage til dit telt, som af uforklarlige grunde er både gennemblødt og varmt som en sauna. Til trods for al den smerte og udmattelse – til trods for, at du kun fik set en halv koncert med Katy Perry den første aften – så kommer du til at gøre det igen og igen og igen og igen.
DET KEDELIGE, MEN SUNDE PAR, DER TAGER TIL THAILAND
Hvor er det dejligt, at hende fra din gymnasieklasse er taget til Thailand og/eller Bali. Igen. Hvor er det dejligt, at hun har fundet tid til både at drikke store cocktails ud af en rigtig kokosnød og at klappe en traumatiseret og voldsomt bedøvet tiger på hovedet. Hendes pumpede kæreste, der ligner en af dem fra Kongerne af Marienlyst, har det også bare superskønt. Han var i forvejen en alt for fed fyr, men takket være nogle meget billige kurser, er han nu også certificeret dykker.
DEN STORE TUR TIL IBIZA
Du har fået overstået Sunny Beach og drukturen til Prag, inden du blev 20. Der er ikke nogen, der har lyst til at se på en flok 28-årige mænd med skæg og børn derhjemme, der er på vej til “White Party” på en bulgarsk strand med skrigende teenagere. Ibiza derimod. Det lugter lidt af voksenliv. Der er store klubber med rigtige DJ’s, og man kan bilde sig selv ind, at man også skal slappe af og se noget kultur i den anden ende af øen. Virkeligheden er selvfølgelig, at du ender på et EasyJet-fly til helvede, og straks efter ankomst køber dårlig coke af en fyr på en scooter. I tager ud og spiser på en “god restaurant” én aften, og den sidste dag ender med, at der står “PIK” på din mave, skrevet med kunstfærdigt fordelt solcreme.
DET SMARTE PAR, DER TAGER TIL LISSABON
På ethvert givent tidspunkt er omkring 34 procent af alle, der opholder sig i Lissabon, kreative unge fra Nordeuropa, der er kommet til byen for at få en dosis sydeuropæisk post-kolonialistisk charme tilsat billige drinks og halvdårlig mad.
CAMPINGTUREN
Alle har venner, som bliver ved med at foreslå en campingtur, og på et eller andet tidspunkt vinder de. I ender med at pakke en forælders Opel Astra med de der telte, der folder sig selv ud, og en masse dåsemad, ingen gider spise. Det kommer til at være sjovt de første 40 minutter af køreturen, indtil I tager svampe, og en af de andre ender med at drikke tændvæske, så du skal tilbringe resten af weekenden på skadestuen.
SKITUR
Vi kan selvfølgelig ikke snakke om ferier uden at snakke om skiture. Jeg har aldrig været på skiferie, for jeg er socialist, men jeg har hørt folk snakke om det og set deres billeder. Jeg er kommet frem til følgende:
- Skiture på universitetet er mere eller mindre en flok liderlige unge i 20’erne, som giver hinanden blowjobs i en træhytte.
- 70 procent af alt skiudstyr bliver solgt til fædre, som aldrig rigtig står på ski, men bare godt kan lide at snakke med de unge mænd til after-ski.
- For at stå på ski skal man være iført solbriller, der normalt kun ville blive båret af Pierce Brosnan.
- Alle skisportssteder i verden er fuldstændig ens. Hvis en eller anden smart fyr forsøger at overbevise dig om at betale overpris, for at opleve en helt ny piste i Slovakiet, skal du ikke bide på. Nu skal jeg fortælle, hvad du kan forvente: En stor bakke dækket med sne, og alt for mange nordmænd.
- Snowboarding er ligesom skating, men for pothoveder med rige forældre.
- Du brækker sandsynligvis armen.
BONUSRUNDE: FERIER, DU ALDRIG KOMMER PÅ, MENS DU ER I 20’ERNE – JAPAN
ALLE: “Hvor vil du aller helst på ferie?”
DIG: “Uh, jeg har altid godt kunne tænke mig at komme til Japan.”
ALLE: “Det kan du lige så godt droppe. Jeg har hørt, at det er virkelig dyrt. Du har ikke råd til at tage til Japan.”
Det er godt at have den samtale hver anden måned, indtil man runder de 30.
EN UGE PÅ BORNHOLM MED DINE FORÆLDRE
Da man var barn, var familieferie til Bornholm det vildeste. Solen gik aldrig ned, mens enorme isvafler smeltede ned over dine barnehænder. Du fandt en lillebitte krabbe under en våd sten, og du blev venner med en underlig dreng, som fandt en død hund i udkanten af campingpladsen. Det var tider. Problemet er, at man bliver ældre og mere kynisk, og du har ikke længere samme lyst til at kaste dig ud i isnende koldt vand iført Spiderman-badebukser. Dine forældre synes til gengæld stadig, at det er en god idé at bo i en fugtig campingvogn i to uger, og de skal nok forsøge at få dig hevet med. Gør det ikke. I stedet for iskold Fanta, sprøde baconchips og perfekte sandslotte, kan du indstille dig på billig papvin, et otte dage langt spil Matador og en ophedet diskussion om Inger Støjberg.
EN MEGET PLUDSELIG JORDOMREJSE, SOM BESTEMT IKKE ER EN KVARTVEJSKRISE
Du ved ikke helt, hvordan det skete. Men der var noget i en mail med emnefeltet “venlig påmindelse, RE: faktura”, der var dråben. På to uger gik du fra at passe dit arbejde som bogholder for en mindre virksomhed til at stå og læse det med småt på en insektspray i et kinesisk apotek. Den eneste kommunikation du kommer til at have med venner, familie og gamle kollegaer i løbet af det næste år, bliver gennem kommentarerne til de billeder, du lægger på Facebook. De fleste billeder er af dig, med uklippet skæg, der er i gang med at bunde et eller andet, ved siden af en fregnet australsk pige, der hedder Melanie. Endelig er der en mening med dit liv.
DET SIDSTE DESPERATE FORSØG PÅ AT HOLDE LIV I ET VENSKAB, DER DØDE FOR MANGE ÅR SIDEN
Efter 14 måneders besværlige forhandlinger i en gruppechat på Facebook er det endelig lykkedes: I sidder i en 5-værelses villa i Syditalien. Det er varmt, og jeres aircondition gør umiddelbart ikke andet end at summe fjernt. På den anden side er det rart, at der er en eller anden form for støj – alt er bedre end den pinlige tavshed, som hænger i den fugtige luft mellem dig og dine fire gymnasievenner. Samtalen i taxaen fra lufthavnen var et forvarsel om, hvor slemt det ville være, og alle ved, hvor stor en fejltagelse I har begået. Problemet med endelig at tage på den tur, I har talt om i årevis, er ordet “årevis”. I den mellemliggende tid har I levet hver jeres liv og er gledet fra hinanden. I har alle sammen et arbejde, og to ud af tre har solgt deres Playstation. Så nu er der ikke andet at gøre end at drikke, til I kan mærke venskabet opstå på ny. Bogstaveligt talt drikke jer tilbage i tiden. Drikke, indtil det igen er sjovt at høre P.O.D. Drikke, indtil I brækker jer i lårtykke stråler, lige ud i Middelhavet. Drik, til I er hjemme igen og aldrig mere skal se hinanden.
“VI HAR VÆRET KÆRESTER I ET HALVT ÅR”-STORBYFERIEN
“Storbyferie” er synonym for at “Instagramme på en bro”. Om I er taget til Rom, Paris, Budapest eller Madrid, så kan man altid tage billeder foran mindesten for 2. verdenskrig, drikke dyre cocktails, og se om H&M har samme udvalg som derhjemme. Hvor er det dog fornøjeligt, og sikke en mulighed for at tage en masse billeder, som du om et år ikke kan kigge på uden at græde.
MEGET VIGTIGT FRIVILLIGT ARBEJDE
Hvis du partout må til Burundi og bygge en brønd og vise de lokale Mø, så værsgo – men du skal ikke lave en Kickstarter og prøve at få mig til at betale for det.
MIDDELHAVSCRUISE MED HELE FAMILIEN
Det er juni, og en stakkels fyr er tvunget til at tilbringe en hel måned på en kæmpe båd med hele den pukkelryggede. Den slags sker normalt kun, hvis der er en, der lige er død eller snart kradser af. Så bedsteforældre, onkler, tanter og alle midt imellem går ombord på M/S Kvalitetstid og forbereder sig på 26 dage med skaldyrsbuffet, og akavede undskyldninger for en samtale. Du kan fifle med privatlivsindstillingerne alt det, du vil, men det billede, hvor du danser salsa med farmor, iført din fars for store blazerjakke, skal nok ende på Facebook alligevel.
FORRETNINGSREJSE
Selvom det teknisk set ikke er en ferie, skal man ikke kimse af to dages kursus i Svendborg. Man kan drikke store mængder gratis hvidvin af plastikkrus, spise dejlig mad på Jensen’s Bøfhus og trække det hele fra i Skat. Det kan godt være, det er lidt svært at falde i søvn, når du kan høre din kollega onanere heftigt til porno på maksimal volumen i værelset ved siden af, men du er så sjældent på hotel. Husk, at morgenmaden ikke er inkluderet.
DET UFORGLEMMELIGE ROADTRIP TVÆRS OVER USA
Det er sommer, og du og din sejeste ven skal på roadtrip tværs over USA. Du kan godt regne med at skulle se på hundredevis af semi-ironiske billeder pakket ind i Instagramfiltre, foran monstertrucks og burgerrestauranter, mens han kører gennem de stater, hvor alle stemte på Trump. Det samme sted, som han i november beskrev som “et land fyldt med retarderede bonderøve”. Det kan være, han også skal prøve at skyde med en maskinpistol. Skik følge…
BARE VÆRE SAMMEN MED DEM, DU ELSKER
Er det i virkeligheden ikke den sande ferie, hva’? Det tror jeg vist, vi alle kan skåle på.
Men hvorend du skal hen til sommer, så ønsker jeg dig en dejlig ferie.