Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada
Det begyndte med reklamerne.
Videos by VICE
Fra den ene dag til den anden var busser, metroer og mit internet fyldt med reklamer for noget, der hed The Real Estate, Bitcoin And Wealth Expo, hvor man kunne møde økonomiske eksperter som Sylvester Stallone, Pitbull og Alex Rodriguez.
“Hvad fanden går den begivenhed ud på?” tænkte jeg, hver gang jeg fik øje på reklamen. Jeg har været mere eller mindre fattig det meste af mit liv, og jeg har altid tænkt på penge som noget, der er udenfor min kontrol – lidt ligesom vejret – så jeg vidste, at det her var min chance for at lære hemmeligheden bag rigdom og magt. Måske var et kursus med Adam Carolla i, hvordan man laver podcasts lige, hvad jeg havde brug for for at få skuden på ret køl.
Jeg gik ind på deres hjemmeside, som vel nok er den grimmeste hjemmeside, jeg har set, siden dengang mit gymnasieband havde en MySpace-side. Jeg havde set online, at de reklamerede med VIP-billetter til 300 kroner, men nu stod der, at de kostede 1200. “Pis. Tilbuddet findes nok ikke mere,” tænkte jeg, men indenfor få minutter dukkede en popup-besked op på skærmen og informerede mig om et meget eksklusivt tilbud, der var identisk med det, jeg ledte efter. Hvor heldig har man lov til at være! En stor tak til lykkens gudinde, som tilsmiler mig på min ydmyge vej mod stjernerne.
I invitationen til messen stod der, at den begyndte lørdag klokken otte om morgenen, men at de opfordrede mig til at møde op klokken 6:45. Ligesom så mange andre af de idéer, jeg ville blive mødt med til messen, virkede det fuldkommen psykotisk. Da jeg havde kværnet det, jeg forestiller mig, er en typisk morgenmad for en rigtig forretningsmand – Burger King – ankom jeg til Metro Convention Center omkring klokken 10. Jeg følte mig som en tom, tømmermændsramt skal, som var klar til at blive fyldt med det frie markeds oldgamle visdom.
Det var første gang, jeg var i Metro Convention Center. Det er en af de der anonyme kolosser af en bygning, der ligger i alle stor byer, og som altid skal fungere som et upersonligt og ufarligt sted, hvor subkulturer kan samles, om det så er midaldrende fædre i golfskjorter, der kigger på veteranbiler, eller om det er kiksede cosplayers, der udlever deres pastelfarvede fantasier til Comic-Con. Som et billede på, at der er plads til alle i messecenteret, var der et arrangement for World Wildlife Fund i den anden ende af det hysterisk store lokale. Bygningen er så enorm, at de to begivenheder var adskilt af et ryddet område, der var næsten lige så stort som den ideologiske kløft mellem dem.
Hvem var de så, alle de mennesker, der fyldte halvdelen af det her dystopiske, grå rum? Hvilke subkulturer var til stede? Der var konservative bedsteborgere. Der var folk klædt ud som lejemordere. Der var Stallone-fans med mullets. Der var sleske smartasses og kiksede tabere, og der var folk, som danser til Chainsmokers i weekenden.
Der var en DJ. Der var en bygningskonstruktør, som forsøgte at hverve folk til at tage ud og træne inden arbejde. Der var Sadiq, som var en flink mand, der holdt vagt over min telefon, mens den ladede, og var oppe at køre som et barn over, at han skulle møde Stallone. Han gav mig sit kort, og foreslog, at jeg kunne skrive reklametekster for hans firma, da jeg fortalte, at jeg er skribent.
Der var influencers, mentorer og coaches. Der var investorer, entreprenører og ejendoms-magnater. Med andre ord var der fyldt med iværksættere. Både tumper og bondefangere – alle opildnet af mammon, der forsøgte at stikke til publikums tvivl og få dem til at smide deres sociale lænker og indse, at jagten på penge ville føre til et bedre og rigere samfund for alle.
Der var også nogle andre end mig, der så det hele fra en ironisk distance. Jeg mødtes med en af dem – en komiker, som er en af mine venner – og vi tog til to seminarer sammen: Coach Dig Selv Til Succes og Cannabismarkedets Milliarder. Begge seminarer viste med al ønskelig tydelighed, at den her messe først og fremmest var dedikeret til løgne og idioti – det var en forsamling af arketypiske hustlers og krejlere, der udsendte kaskader af meningsløst vrøvl, tom retorik og kunstigt oppustede tal.
Til lyden af fitnesscenter-techno fandt vi vores pladser i den mayonnaisefarvede gymnastiksal, hvor vi blev mødt af ejendoms-coach Shanda Sumpter. Sumpter havde tidligere haft en natklub i Las Vegas og var nu ludfattig. Eller altså – fattig på den måde, hvor man har tre ejendomme, men en af dem bliver sat på tvangsauktion. Sumpter ville gøre alt for at undgå tvangsauktion, og hun havde både prøvet at bede, snyde og skrive dagbog, før hun fandt på, at hun kunne være ejendoms-coach.
Selv efter en lang række suspekte tal og påstande (“Jeg fik en kundes Facebookindslag op på 60.000 views i sidste måned”) forstod jeg stadig ikke, hvad hendes job går ud på. Som jeg så det, virkede det mest til at handle om at booste idioters ego med intetsigende buzzwords og hule strategier. Sådan blev jeg introduceret til en hel økonomi, som var et dødt hav af små fisk og paniske investorer, som alle var overbevist om, at de kun var en enkelt rigtig beslutning fra at ryge til tops og shine mere end alle de andre falske guruer og tvetungede djævle, der tjener millioner på at udnytte alle de tumper, der slet ikke forstod pointen med Wolf of Wall Street.
Sumpter havde både en selvtillid og en attitude, der gjorde, at hun kunne sno sig uden om alle de af publikums spørgsmål, der krævede konkrete svar i stedet for floskler. Men sådan var det ikke til det andet foredrag om cannabisindustrien, for Sara Gullicksons vrøvl var utrolig komplet i sin ubehjælpsomhed. Gullickson lignede en nyhedsoplæser fra Fox-News og var i gang med at forklare, hvor mange penge man kunne tjene på at sælge det nu lovlige pot, indtil en sød ældre dame forklarede hende, at det var regeringen, der stod for at sælge cannabis i Canada.
Efter at have spist frokost på et fuldkommen belejret taqueria, der slet ikke var klar til at håndtere horderne af utålmodige røvhuller, gik vi ind i den store sal, hvor de store navne var på programmet. Først var det baseball-legenden Alex Rodriguez, som også er dommer i Løvens Hule. Rodriguez kom med en masse påstande uden omsvøb, men til gengæld havde de ikke rigtig noget med hinanden at gøre, og de blev konstant afbrudt af bizarre, lange pauser, der gav lytterne mulighed for virkelig at bemærke, hvor dumt det hele var. Efter han havde talt om alle de kvinder, han havde ansat, og fordømt alle dem, der sagde, at han ikke havde forstand på forretninger, fordi han var sportsstjerne, sagde han: “Lad aldrig andre sige, at du ikke kan klare noget, bare fordi du er kvinde eller sportsstjerne eller brandmand.”
En af de ting, jeg lærte til messen, var, at entreprenører aldrig kun er entreprenører. Nej, de er rockstjerner, krigere og atleter. Alle talerne var fyldt med metaforer om, at ‘investeringer er ligesom sport’. Måske var det derfor, at folk klappede og nikkede sig vej gennem Rodriguez’ fuldkommen ubrugelige og ubehjælpsomme råd. Da en fyr, der ejede et fitnesscenter, som ikke var så succesfuldt, spurgte Rodriguez, hvordan han kunne få flere kunder, svarede baseballspilleren, at han bare skulle sørge for at influencers begyndte at komme der. Ligesom dengang han selv var aktiv spiller, og kloge fitnesscentre havde ladet New York Yankees træne gratis. Det faktum, at han var en verdenskendt sportsstjerne, havde åbenbart intet med hans succes at gøre. Næh, det var skam hans påhitsomhed og hans evne til at hyre de rette mennesker.
Det var en anden ting, jeg lærte på messen: Rigdom er aldrig et produkt af historie. Sådan noget som arv, berømthed og andre fordele havde intet at gøre med foredragsholdernes mirakuløse succes. Nej, rigdom er udelukkende resultatet af en aktiv indsats for at bekæmpe den frygt og usikkerhed, der holder dig tilbage – det er den ultimative manifestation af det veludviklede ego. Som den næste taler Marshall Sylver sagde: “Rige mennesker lader sig ikke styre af, hvad de har råd til. De ved, hvad de vil have, og så finder de ud af, hvordan de får råd til det.”
Sylver er en skaldet multimillionær og hypnotisør, som klart er den mest superskurkagtige person, jeg nogensinde har mødt. En rig, skaldet hypnotisør? Det er jo totalt Lex Luthor. Når han ikke pralede med, hvor dejligt det er at have et privatfly, eller forsøgte at sælge en DVD om vægttab ved navn I Am Permanently Slender, kastede Sylver sig ud i en masse fuldkommen vanvittigt, ondskabsfuldt lort. Da han blev spurgt, hvem der var den yngste person, han havde hypnotiseret, påstod han at have hypnotiseret babyer, der stadig var inde i maven. Han var også hurtig til at proklamere, at han var ekspert i parforhold og konstaterede: “Jeg kontrollerer min kone, og hun kontrollerer mig. Det er et sundt forhold.”
Publikum åd det råt, som var vi med i en kult. Folk kastede armene i vejret, som var han selveste Bhagwan. De råbte begejstret “JA!,” hver gang Sylver spurgte, om de ville vide, hvordan man var lykkelig hele tiden, arbejdede mindre og hjalp sig selv. “JA!” skreg de. De var desperate efter at give deres kreditkortinformationer til et skaldet monster, som uden tvivl ville hypnotisere dem.
Da Sylvers halvanden time lange prædiken om rigdom og grådighed var overstået, (og han havde lært en kvinde at sluge ild) var jeg trist. Trist, fordi den kult-agtige forherligelse af penge virker. Folk som Sylver er rige, magtfulde og styrer verden. Rummet var fyldt med mennesker, der håbede at opnå, hvad han har opnået, og de skød skylden for deres egne fejl på den verden, de ser i fjernsynet. En verden lavet af og for fascister og idioter. Det var håbløst.
Så dukkede Pitbull op.
Jeg vidste intet om Pitbull. Jeg troede, at den sang, han har lavet med Ne-Yo, i virkeligheden var Macklemore. Men jeg kan nu fortælle, at Pitbull er for fed. Han bandede en masse, harcelerede mod vores narcissistiske kultur og kaldte Mark Zuckerberg for et røvhul, inden han nedgjorde Apple for at prale af deres 3 billioner dollars, når de kunne bruge de penge til at bygge skoler. Han sagde også, at han elsker babyer, men der var ikke et ord om at hypnotisere dem. Han endte sin fortælling med at sige: “Millioner, milliarder, billioner – det er alt sammen lige meget. Der er altid flere nuller. Det betyder ingenting, hvis ikke du hjælper andre mennesker.”
Så forlod Kammerat Pitbull scenen i et kort øjeblik, inden han vendte tilbage i en sky af ild og konfetti med et hold dansere, og så blæste han ellers taget af. Klokken var 16, vi var pinligt ædru, og alle gik fuldkommen amok. Folk dansede på stolene, og kvinder i små toppe dukkede op ud af ingenting og begyndte at dele klappepølser ud, som jeg instinktivt slog mod hinanden, som om mit liv afgang af det. Da han begyndte at spille det der hit med Ne-Yo, som handler om at nyde livet, sprang jeg rundt med et smørret grin og følte en mdma-agtig forbindelse til folk omkring mig. Pitbull gjorde mig bogstaveligt talt høj på livet.
Pitbull lagde lortet ned. Men vi manglede stadig Stallone. Jeg gik rundt blandt boderne og lod, som om jeg var interesseret i at investere i luksushoteller i Buffalo. Jeg købte en kold sandwich, der var alt for dyr, og så på bumsede teenagere, der kylede visitkort rundt, som var det frisbees.
Jeg har læst, at nogle mennesker var skuffede over Stallones tale. Ikke mig. Næh, jeg priser mig lykkelig for at have oplevet så absurd en omgang vrøvl fra en gammel Hollywood-legende. Han råbte de sidste ord i sætninger på tilfældige tidspunkter, som da han fortalte en lille pige, at hvis hun skulle være skuespiller, skulle “hun finde sin NICHE!” Han talte om at ligge vågen om natten og fantasere om at tæske Arnold Schwarzenegger. Han beskrev både livet som en krig og som et stort stykke råt kød. Han fortalte os, at det var dumt at have idoler.
Han talte rigtig meget om frygt, og hvor meget han elskede det. Han påstod, at hvis han fik endnu en søn, skulle han hedde frygt. Men han forklarede også, at frygten konstant var med ham – at han vågnede bange op hver dag. Bange for at miste det hele, for ikke at betyde noget og for at være en dårlig far. Han var bange netop i det øjeblik, fordi han ikke havde skrevet en tale og bare tog den på rutinen – en påstand, som jeg tror fuldt og fast på. Frygt havde presset Stallone til at opnå den succes, han havde fået, men han ville gerne slå fast, at selv på toppen kan man ikke undslippe frygten.
Jeg ved ikke, om det gik op for særlig mange, at Stallone helt åbent fortalte dem, hvor stor en løgn det hele var. For messen handlede om frygt. Frygt for at vi ikke er succesfulde, at vi ikke betyder noget, at vi arbejder for hårdt, og at vi skuffer de mennesker, der elsker os. Bondefangeriet bestod i at overbevise folk om, at folk som Shanda og Marshall Sylver havde svar, der kunne fjerne den frygt. At en ny succesfuld version af dig selv ville bryde ud fra frygten og begynde at skovle penge sammen. At selv Demolition Man bliver bange af og til.
Men som jeg lærte, da jeg skreg med på omkvædet i “Give me Everything,” er den eneste kur mod den frygt at hjælpe andre og være sammen med andre.
Og nu sidder jeg tålmodigt og venter på signalet til, hvornår vi skal overtage produktionsmidlerne.
