Alt, hvad du skal vide om herpes og sex

pareja besándose

Artiklen er oprindeligt udgivet af Tonic USA

Herpes rammer flere mennesker på verdensplan end nogen anden kønssygdom – og den spredes meget let: den ene partner har virussen. Den anden har den ikke. Enhver form for seksuel kontakt i mellem de to smitter den ikke-inficerede.

Videos by VICE

Typen af samleje – hvad end det er analt, vaginalt, oralt eller bare at give finger – spiller ingen rolle. Du kan stadigvæk overføre herpes. ”Det hele afhænger af, hvad der er i kontakt med hvad,” siger Aaron Glatt, som er specialist i smitsomme sygdomme og talsmand for Infectious Diseases Society of America.

Via læsioner i huden trænger virussen ind i kroppen, forklarer Glatt. Det kan for eksempel være en lille rift, som er opstået under et hårdt samleje, et sår i munden eller et hvilket som helst andet sted (og hvis man i forvejen har en kønssygdom, er der større risiko for, at man pådrager sig andre). Men herpes kan også snige sig forbi kroppens forsvarsmekanismer, især når det gælder slimhinder i munden, øjnene, kønsdelene eller endetarmen.

Der findes ingen måde at helbrede herpes på – og selv om risikoen, for at du spreder sygdommen, med årene formindskes, så er der fortsat risiko for, at du smitter din partner. Her er alt, hvad du skal vide om at forebyggelse af smitte.

Sex er ikke den eneste måde at få herpes på
Hvis din læge præsenterer dig for en herpesdiagnose, skal du sørge for at få at vide helt præcis, hvad det er, du har, siger Glatt. Der findes otte typer herpes. HSV-2 forårsager langt de fleste tilfælde af herpes i kønsdelene. HSV-1 er typen, der forårsager forkølelsessår – men fordi vi er så gode til at dyrke oralsex i dag, er type 1 også begyndt at ramme kønsdelene.

Hvis hver amerikaner tog en blodprøve, ville ni ud af ti teste positiv for en af de otte typer herpes, siger Glatt. Men kun cirka hver sjette har herpes på kønsdelene.

”Du skal stille din læge følgende spørgsmål: hvilken type herpes er det, hvordan har jeg fået det, er det overført via samleje?” siger Glatt. Din læge bør kunne udrede det for dig. Hvis du tester positiv, men sygdommen ikke rammer dine kønsdele, så er du sikkert blevet smittet på anden vis – det kan være, hvis du har haft et stykke legetøj i munden i vuggestuen i sin tid, som et smittet barn har suttet på.

Hvis du har sår på dine kønsdele, skal du bede lægen om at foretage en podning. Lægen kan teste væsken fra såret for spor af virussen i stedet for at lede efter antistoffer i blodet ved hjælp af en blodprøve, siger Glatt.

Når podning påviser en infektion, er det irrelevant, om det er type 1 eller 2, siger han. Du har herpes på kønsdelene – sandsynligvis, fordi du har haft sex med en smittebærer. Måden, man undgår at smitte andre på, er den samme for alle.

Du smitter også, når du ikke oplever udbrud
Rød og irriteret hud og blærer er et sikkert tegn på, at du har pådraget dig herpes. Når du først bliver smittet, dukker de gerne op indenfor to til ti dage. Sårene bryder ud, danner skorper og heler så igen – men de vender snart tilbage. Gentagende udbrud er mest almindelige det første års tid, siger Glatt.

Materien, som flyder fra sårene, er fuld af millioner af virusser, forklarer Philip Werthman, som er urolog og leder af Center for Male Reproductive Medicine i Los Angeles. ”Det er der, hvor der er størst risiko for, at man smitter andre – når blærerne springer.”

Men selv når huden er ren, kan du stadig smitte. Din krop udskiller fortsat virussen, siger Werthman. Selv om antallet er formindsket – hundredvis i stedet for tusinder – så kan du stadigvæk smitte din partner med herpes.

Faktisk forekommer 70 procent af smitteoverførsler i perioder uden udbrud, siger James Whiteside, der er obstetriker og gynækolog ved University of Cincinnati College of Medicine.

Det sker ofte lige før eller efter et udbrud. De fleste personer oplever en snurrende fornemmelse eller kløe, lige inden sårene udvikler sig – det er et fænomen, som eksperterne kalder for ”prodromalstadiet”. Hvis du undgår sex, fra det øjeblik du mærker symptomerne, indtil et par uger efter sårene er helet, reducerer du risikoen for at give smitten videre til din partner, siger Whiteside.

Kondomer virker – i nogen grad
Når du ikke står midt i et aktivt udbrud, skal du pakke pikken ind. Regelmæssig brug af kondomer ved samleje reducerer risikoen for at smitte med herpes med 30 procent, ifølge en undersøgelse offentliggjort i Archives of Internal Medicine.

Men kondomer kan selvfølgelig sprænge, og mange anvender dem ikke korrekt. Selv når man gør, er de ikke nær så effektive i at forebygge smitten med herpes, som de er til at forebygge graviditet, siger Glatt. Hudkontakt, inden kondomet påføres, eller mellem ubeskyttede områder af huden, kan overføre smitten til din partner.

Kvinder har større risiko
Fordi kvinder har større slimhinder i og omkring skeden, er der større risiko for at blive smittet med herpes. Det gælder især, når de har sex med mænd, som oftere kan udskille virussen, selv når de ikke har symptomer, siger Whiteside.

Faktisk overfører mænd herpes til kvinder i 10 procent af alle tilfælde, mens kvinder overfører herpes i cirka fire procent af alle tilfælde, forklarer han.

Du kan give dig selv herpes
Autoinokulation lyder som en scene fra 50 Shades-filmen, men det er faktisk betegnelsen for de sjældne tilfælde, hvor man geninficerer sig selv med virussen, fortæller Werthman.

Hvis du for eksempel har et åbent sår, som du piller i, eller hvis du har en rift på fingrene, kan virussen trænge ind i din hud på ny og forårsage smertefulde blærer (på engelsk kaldes det herpetic whitlow). Hvis du efterfølgende rører ved øjnene, kan du pådrage dig hornhindebetændelse i form af herpes keratitis.

Du kan også inficere en anden person ved at røre ved dine sår og så bagefter hilse ved at give hånd, fortæller Werthman. Så hold nallerne fra skridtet, hvis du har et aktivt udbrud – eller sørg i det mindste for at vaske dem grundigt.

“Du kan også inficere en anden person ved at røre ved dine sår og så bagefter hilse ved at give hånd. Så hold nallerne fra skridtet, hvis du har et aktivt udbrud.”

Antiviral medicin reducerer symptomerne
Hvis du lider af hyppige og svære udbrud, kan din læge ordinere medicin, som undertrykker virussen og afhjælpe herpessymptomerne. Det reducerer også risikoen of at give smitten videre. En daglig dosis af præparatet Valaciclovir kan reducere smitterisikoen med 50 procent, ifølge en undersøgelse i New England Journal of Medicine.

Og der er måske endnu mere effektiv medicin på vej. I en ny JAMAundersøgelse konkluderer man, at et nyt stof kaldet Pritelivir reducerer både frekvensen af udbrud samt det antal dage, en smittet person spreder virussen. Medicinen er dog ikke på markedet endnu.

Forskere arbejder også på at udvikle en vaccine mod herpes. Modsat en influenzaforebyggende indsprøjtning, der gives, inden man har fået virussen ind i sit system, så skal vaccinen bruges på patienter, som allerede har herpes.

Tidlige undersøgelser viser, at tre indsprøjtninger fordelt på tre uger reducerer antallet af dage, hvor en smittet person spreder virussen, med cirka halvdelen henover et helt år – det kan også reducere risikoen for smitte generelt. Men der kan gå flere år, før medicinen bliver godkendt, pointerer Glatt. I mellemtiden er monogami – eller kondomer – vejen frem.


Se også: