At arbejde på et krydstogtskib er halvt festival, halvt mareridt

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Som David Foster Wallace engang sagde, “der er noget ulideligt sørgeligt ved et krydstogtskib for masserne.”

Videos by VICE

Det er ikke ligefrem banebrydende information, at der er noget deprimerende ved pensionister, der bliver forkælet i hoved og røv fra morgen til aften, mens de flyder rundt i en kolos, der er selve billedet på menneskets manglende evne til mådehold. Men hvordan er det at være dem, der skal stå for at forkæle dem?

Det viser sig, at livet for de ansatte er lige så meget en alternativ virkelighed, som det er for gæsterne – en verden fyldt med promiskuøsitet, sprut i lange baner, stoffer, selvmord og (i hvert fald på mindst to krydstogtskibe) en ”filippinsk mafia”. Det vil sige ansatte, der sælger smuglervarer lige fra mad af højeste kvalitet til sprut, stoffer og damer.

”Hvis gæsterne tror, at de har gang i en fest,” siger Garrett*, der har arbejdet på et skib i syv år, ”så har de ingen anelse om, hvor det virkelig går ned. Jeg kan bedst sammenligne det med en lejrskole, men der er ingen, der er kommet for at lære noget. Alle kommer på arbejde med tømmermænd, og går i land for at gøre alle turisttingene. Og selvfølgelig gør vi grin med gæsterne, så ofte vi kan. Noget af det første, der slog mig – og det var virkelig en overraskelse – er hvor meget alle har sex med hinanden. Den næste aften hænger man ud og spiser aftensmad sammen og lader som om intet er hændt,” siger han.

I USA omsætter krydstogtselskaberne for 240 milliarder kroner om året, og der er 314.000 mennesker ansat i branchen. Herunder har vi samlet historier fra nogle af de rå sømænd og –kvinder, der har levet det liv, og det er historier om lort på gangene, sex i køjesenge, undvigede knytnæver, og hvorfor man aldrig skal spørge efter ”ananasvand”.

Norm, 31

Stagehand

Jeg fik en ny roommate, som skulle være lydmand på båden, og det var rigtig fedt, for det er en højere stilling end min, og derfor fik vi en bedre kahyt. Da han flyttede ind, sagde han, ”hey, min forlovede kommer med om bord om en måneds tid. Er det okay med dig, hvis hun sover her engang imellem?” Selvfølgelig sagde jeg ja. Så sagde han, ”hvis du vil have nogen med i seng, så er det cool med mig. Vi skal begge to kunne være her.” Så jeg havde ret optur over, at vi kunne finde ud af det sammen. Samme aften sad jeg og drak med nogle af de andre, og da jeg kom tilbage, havde han nogen i sin køje. Det var en pige fra kasinoet. Jeg trak på skuldrene, og tænkte, at jeg ikke skulle blande mig i det. Næste aften var hun der igen. Og hun var der stort set hver aften de næste tre uger. Det begyndte at blive ret irriterende. Jeg tror, de gik ud fra, at jeg sov. Eller også lod de bare som om, jeg ikke var der. Jeg sagde i hvert fald ikke noget til det.

En aften efter de havde knaldet i tre uger, gik de i gang, mens jeg prøvede at sove, og jeg hørte hende sige, “slå mig.” Han svarede, ”Nej.” Hun sagde, “kom nu, slå mig. Jeg kan godt lide det.” Han sagde stadig nej, så hun blev ved. Til sidst gav han hende en lille lussing, men hun sagde, ”nej, hårdere.” Han var ikke tryg ved situationen længere. Hun blev ved med at sige, at han skulle slå hende, og han sagde, ”nej, jeg har ikke lyst.” Sådan blev de ved frem og tilbage. ”Slå mig!” ”Nej, jeg har virkelig ikke lyst.” ”Kom nu” indtil jeg til sidst rullede om på den anden side og råbte, ”SLÅ HENDE NU BARE!”

De rodede lidt rundt og lod som om de sov. Ugen efter kom hans forlovede om bord, og vi talte aldrig om det igen.

Det var faktisk nummer to af mine roommates, hun havde knaldet. Den første aften, jeg var ombord på skibet, havde vi kysset, og snakket om, at vi helt sikkert skulle have sex. Men så var hun sammen med min tidligere roommate i stedet. Så det var en ret fed måde at starte livet på krydstogtskibet på.

Erin, 27

Skibsfotograf

Jeg arbejdede på skibet, da en passager døde, og vi fandt først liget tre dage senere. Vi havde lagt til kaj i Vietnam, og der var vildt høj luftfugtighed, masser af sol og meget svedigt over det hele. Jeg sad i fotostudiet, da der kom en besked over højtalerne: ”Vil foto/video-manageren melde sig på broen med alt sit fotoudstyr øjeblikkeligt.” Han kom styrtende ind, tog alt udstyret, og gik igen uden et ord. Jeg tænkte straks, at nogen var død. Det var præcis, hvad der var sket.

Der var åbenbart en ældre passager, der havde formået at åbne døren til ventilationslokalet, som var sindssygt tung. Selv de ansatte har svært ved at åbne den nogle gange. Han havde slået sit hoved på et af rørene og faldet, så hans ben var røget op i luften. Desværre betød det også, at alt blodet løb til hans hoved, og sådan døde han. På grund af det varme vejr begyndte hans krop at svulme op.

Det var kun fordi, der var en øvelse, at en af officererne fandt ham. På det tidspunkt var han svulmet så meget op, at man ikke kunne genkende ham længere – og han stank. Alle officererne var med til at hjælpe med at klare situationen. Sikkerhedschefen var fra Nordirland og havde været i hæren. Så han havde arbejdet med den slags før, og derfor skulle han skære liget fri. Det var svulmet så meget op, at det var umuligt at få det ud på andre måder.

Så ovenpå en allerede tragisk begivnhed, var der også blod og indvolde overalt i ventilationsrummer og på dæk 14.

Garrett, 25

Første officer

Jeg var oppe på broen en morgen, da sikkerhedschefen kommer hen til mig og siger, ”har du hørt, at en kvinde har skidt på en af gangene?” Så viste han mig optagelserne fra overvågningskameraet, og ganske rigtigt, en pæn kvinde omkring de 50 år i en flot kjole kommer gående ned af gangen, sikrer sig, at ingen kigger og lægger så en dej på gulvet. Bagefter går hun bare videre. Hvem ved, om hun kunne have holdt sig til hun fandt et toilet, eller bare ikke gad?

Da de konfronterede hende med det, benægtede hun alt. Hun sagde, ”ja, det er mig, men jeg har ikke skidt på gulvet.” Og det måtte de så acceptere. Hvad skal man gøre i sådan en situation? Vi har selvfølgelig nogle regler, og der er visse ting, der kan gøre, at man ikke får lov at blive på skibet, og det er en af dem. Men desværre kan den slags også være lidt af en gråzone. Hvad hvis hun har en sygdom? Så kan man jo ikke smide dem af. Det hele endte med at være alt for besværligt. Hvad gør man så? Man kommer videre i teksten. Sådan er det.

Nadine, 26

Performer

Jeg blev næsten slået af en mandling gæst engang. Jeg var leder af området ved vores gårdhave, og vi lavede en foto-session med nogle af vores skuespillere, som var klædt ud som prinsesser. Vi havde en meget stram tidsplan – omkring 20 minutter, og så skulle vi lukke, så programmet kunne fortsætte. Køen var allerede lukket, da nogen råbte på mig for at sige, at der var en kvinde, der prøvede et tvinge sig ind af udgangen. Efter en lang diskussion fik jeg hende overtalt til at forlade stedet, men så lagde hun mærke til sin mand, som havde mast sig op forrest i køen. Så jeg gik over til ham med et stort smil, og sagde, ”desværre kan I ikke få taget et billede i dag, men her er en liste med alle de andre tidspunkter, det kan lade sig gøre på.” Pludselig blev han helt rød i hovedet og begyndte at svede og råbe mig lige ind i ansigtet – og jeg er ikke en høj pige. Han begyndte at true mig. Jeg prøvede at forholde mig i ro, selvfølgelig. Pludselig slog han ud efter mig. Heldigvis stoppede hans kone slaget. Hun trådte ind foran ham og sagde, ”hvad har du gang i?” Han havde mistet besindelsen. Han troede han var nødt til at slå mig, hvis han skulle ind og se prinsessen.

Den slags ting skete ret tit dengang. Vores firma var lidt dyrere end de fleste, så for mange mennesker, var det en oplevelse de ikke fik igen. Og de troede, at fordi de havde betalt 13.000 kroner, kunne de kræve alt, som om de havde røven fuld af penge. Jeg kan slet ikke tælle, hvor mange gange jeg er blevet råbt af, truet eller spyttet på, bare fordi folk ville have deres vilje. Det skete ret ofte. Folk er sindssyge. Jeg ved ikke, hvad det er der sker, når folk er på krydstogt, men lige så snart de træder op på den landgangsbro, mister de evnen til at opføre sig ordentligt.

Ryan, 34

Dæksofficer

For et stykke tid siden havde jeg to selvmord – det var begge folk, der sprang overbord.

Den første var midt på dagen og langt ude på havet. En almindelig dag. Indtil telefonen ringede. Jeg tog den, og nogen siger, ”en kvinde er lige hoppet ud over rælingen!” Det var kvinden i et ægtepar omkring de 50. De havde været oppe at skændes, og hun var bare gået derfra og sprunget ud. Det var fra det åbne dæk lige foran en masse mennesker. Alt blev sat i bevægelse, og vi sejlede hurtigt tilbage til det sted, hvor hun var sprunget fra, men efter over 32 timers søgen kunne vi stadig ikke finde hende. Hendes partner blev udspurgt, og han virkede fuldkommen ligeglad. Faktisk var hans eneste spørgsmål, om han måtte være sammen med de ansatte.

Et par måneder senere var der nogen, der fandt en af de ansattes tøj om natten, så vi gik i gang med at lede efter den forsvundne person. På overvågningskameraerne fik vi bekræftet, at det var et selvmord. Han havde gemt sit tøj på et offentligt toilet, mens alle holdt fest, og var så sprunget over bord. Vi fandt aldrig liget. Det var to timer efter, da vi begyndte at lede. Det tog et stykke tid at kigge optagelserne fra kameraerne igennem, og vi krydsede også ind i en ny tidszone, så der var en ekstra times nat. På dødsattesten står der ”forsvundet til havs.”

Jeg havde to på én tur. Det er så mange, som de fleste oplever under hele deres karriere.

Jared, 37

Musiker

En dag gik jeg om bord på skibet efter at have haft en dag på land, og en tolder hiver mig til side og siger, ”hvis du var mig og skulle finde nogle ulovlige stoffer, hvor ville du så lede?” Jeg havde kun været om bord i tre eller fire måneder, og jeg vidste slet ikke, det var en ting, så jeg trak bare på skuldrene, og sagde, at jeg ikke vidste det. Bagefter fortalte jeg det til en af lydmændene, som havde været i gamet i mange år, og han sagde, ”det ligger alt sammen i spærene over scenen. Det er der, de gemmer det.”

På det skib jeg arbejdede på, var de ansatte delt op i to grupper. De kom fra to forskellige bureauer – et fra Indonesien og et fra Filippinerne. De indonesiske fyre arbejde med det tekniske og filippinerne tog sig af gæsterne og sikkerheden. Det var filippinerne, der sørgede for at få varer om bord. Mad og bagage, men også sprut og stoffer. De ansatte må for eksempel ikke drikke i deres kahyt, men de står for at få varerne om bord, så de tager noget af det til side og sælger det videre.

Der var et par kahytter bagerst i skibet, som aldrig var optagede. Hvis du ville booke den kahyt, var der et kodeord, som dengang vist nok var “aqua pina”—altså ”ananasvand” på spansk. Så fik man en tid, og indenfor var der en af de få filippinske kvinder på holdet, og der var fyldt med sprut og kondomer.

Reglerne er anderledes for de filippinske ansatte. De havde alle mulige restriktioner på, hvad de måtte, og hvor de måtte være. De adskiller også de hvide mennesker og filippinerne. Vi var naboer, men så alligevel ikke, fordi de lavede den opdeling. Os vesterlændinge kunne købe nogle bestemte ting – sprut til vores kahyt for eksempel. Det kunne de ikke. Fyrene på de nederste dæk arbejdede 12 måneder i stræk. De kom aldrig hjem, og hvis de gjorde, risikerede de at blive fyret. Så det er klart, at de lavede deres eget fællesskab. Det havde de behov for.

Jeg havde arbejdet på skibet i tre eller fire måneder på det tidspunkt og havde mødt alle mulige mennesker uden at have nogen anelse om, hvad der foregik på de nederste dæk. Det var jo ligesom mafiaen. Det viste sig, at vores tekniker mere eller mindre var Don af det hele.

Det er nogle år siden, men jeg går ud fra, at det stadig fungerer sådan. Så lad være med at banke på en fremmeds dør og spørg efter ananasvand.

*Navne er blevet ændret