Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey USA
For et år siden vidste du formodentlig ikke, at latin-trap eksisterede. Selv om latinamerikanerne historisk set var repræsenteret, da rap først opstod i The Bronx, og de sidenhen har været med til at udbrede genren, så er spansktalende kunstnere ofte marginaliserede i den brede hiphop-verden. På trods af blandt andre Cypress Hill, Terror Squad og alle de øvrige latinx-rapperes succes i branchen, bliver latinamerikanere typisk set som publikum fremfor skabende kunstnere inden for genren. Reggaeton, som blev skabt på et fundament af hiphop, fik et stort publikum i Panama og Puerto Rico, men genren har aldrig fået den anerkendelse i USA, som den egentlig fortjener.
Videos by VICE
Så da latinamerikansk trap først rørte på sig, i takt med at dens engelsksprogede pendant havde kæmpesucces, var der ikke mange, der gav det nogen særlig opmærksomhed. I 2017 var traperos fra den gamle skole, som for eksempel Arcangel, Farruko og De La Ghetto, kun berømte på deres respektive regionale scener uden nogen opmærksomhed i musikmedierne. Men i takt med, at så mange latinx-millennials i USA påvirker streamingtallene – og rappere som Messiah El Artista, der holder fanen højt for latin-trap i New York – var det helt store gennembrud uundgåeligt.
Selv om det samlet set har været en gevinst for música urbana, så har ”Despacito” som kulturelt fænomen desværre også fjernet fokus fra spansksprogede bangers af blandt andre Anuel AA og Noriel, der har beats, der lyder mere af Atlanta, end musik fra Atlanta gør. Chefer i pladebranchen, der i mange år har isoleret promoveringen af den slags kunstnere til deres latinamerikanske afdelinger, så Justin Bieber og Daddy Yankees samarbejde og konkluderede åbenbart, at måden at få latinamerikanske navne til at slå igennem internationalt er gennem tværkulturelle features.
Selv om en påklistret Beyoncé på J Balvins dembow-pophit ”Mi Gente” var en megasucces på hitlisterne, så var det Farrukos TrapXficante-single ”Krippy Kush” fra 2017, der skulle vise vejen. Over et tungt beat af den tidligere Vybz Kartel-producer Rvssian stønner featurestjernen Bad Bunny nummerets hedonistiske hook og leverer et tåget første vers. Et par måneder senere udkom remixet, hvor Nicki Minaj tog første vers og 21 Savage det andet, i hvad der kun kan beskrives som en skudsikker opskrift på et hit. (En måned derefter kom endnu et remix med Travis Scott).
Selv om baggrunden for det kan virke en anelse kynisk, så har ”Krippy Kush”-remixet under alle omstændigheder fungeret som mange hiphop-lytteres introduktion til Bad Bunny. Nicki Minajs inkarnerede fangruppes tendens til at behandle alt, hvad deres dronning rører ved, som en øjeblikkelig klassiker, kom den puertoricanske rapper til gode i de første par måneder af 2018. Forudsigeligt nok røg nummeret i glemmebogen, da Cardi B’s boogaloo-reboot ”I Like It” begyndte sit triumftog på hitlisterne, men det gav samtidig rapperen en enestående mulighed for at bryde igennem til et større publikum.
Imellem Cardi og Balvins vers har Bad Bunny valgt at inkludere et engelsk rim, et sjældent knæfald for et publikum, der ikke forstår hans modermål. Hans næste Hot 100-hit, det spansksprogede ”Te Boté”-remix med Nicky Jam og Ozuna, demonstrerede, hvor unødvendige de to linjer på ”I Like It” var. Hele sommeren lang scorede han den ene placering efter den anden på Billboards Hot Latin Songs-liste, samtidig med at billetterne til hans USA-turné blev totalt udsolgt. I oktober havde ingen ringere end Drake læst op på sin skolespansk for at medvirke på ”MIA”, der omgående blev et hit.
Alligevel går meget af det, der gør Bad Bunny til noget særligt, tabt i oversættelsen – eller rettere manglen på samme. Ligesom reggaeton oprindeligt mødte modstand, så blev latinamerikansk trap også undervurderet af hiphop-fans, til trods for førnævnte succeshistorier og Anuel AA’s effektive om end problematiske samarbejder med 6ix9ine. Nogle folk tog gamle, ekskluderende taktikker i brug og segregerede musikken i håb om, at det bare var en dille. I et år, hvor de største navne i rap har spyttet det ene kæmpealbum ud efter det andet, lykkedes det næsten. Men det var umuligt at ignorere tallene, og da Bad Bunny ud af det blå udgav sit debutalbum juleaften, overdøvede den massive forventningsglæde den negative larm.
Personligt brugte jeg det meste af sidste år på at lovprise latinamerikansk trap, og netop derfor føles udgivelsen af et album, der er så formfuldendt som X 100PRE, som en frelsers fødsel – hvilket også passer meget godt, når man tager i betragtning, at rapperen har døbt sin bevægelse La Nueva Religión. Selv om titlen på albummet umiddelbart lyder som det mest forvirrende siden ”XO Tour Llif3”, så giver Bad Bunnys valg god mening, hvis man knækker koden – Por Siempre eller For evigt. Her følger Bad Bunny i folk som Puff Daddy og Wu-Tang Clans fodspor med en vovet titel, der antyder, at han er kommet for at blive, hvilket pladens høje kvalitet og lyttervenlighed bakker op om.
I løbet af 54 minutter fremviser X 100PRE en kunstner, der er kompromisløs i sit udtryk. Pladen er stærkt modsvar crossover-logikken fra “Despacito”, da der kun er få features med, selv om Bad Bunny sikkert kunne have fået de største stjerner i branchen til at stille op. De, som stiller spørgsmålstegn ved hans valg om at tage opgave på sig nærmest alene, kommer til kort ved nummeret ”Caro”, der har en uannonceret feature fra den tosprogede popveteran Ricky Martin, som oplevede både fordelene og ulemperne ved latineksplosionen omkring årtusindeskiftet. ”Livin Loda Loca”-sangerens indhop på pladen er meget mere end bare et lille easter egg til den opmærksomme lytter – det er udtryk for en subtil trodsighed, en uafhængighedserklæring, ikke bare på egne vegne, men for spansksproget musik som helhed.
Efter bruddet med DJ Luian, der var Bad Bunnys manager og en af hovedarkitekterne bag rapperens tidligere hits, herunder ”Chambea” og ”Sensualidad”, har de skarpe La Paciencia og Tainy trådt til som producere. Selv om det selvfølgelig er ensbetydende med fraværet af Luian og Mambo Kingz-numre som den sørgmodige fanfavorit ”Amorfoda”, baner det ikke desto mindre vej for 12 nye numre ud over de tre allerede udgivne tracks, herunder den opmuntrende slagsang ”Estamos Bien”.
Der bliver skiftet beats i et voldsomt tempo lige fra det indledende track ”Ni Bien Ni Mal”, der dog læner sig lidt for tæt opad af en latinpoplyd i stil med ”I Like It”, inden Bad Bunny skifter gear og udstikker en ny og hårdere kurs. Den kraftfulde og mindre frenetiske ”Solo De Mi” skøjter yndefuldt af sted i to minutter, inden en tilfredsstillende luftsirene varsler trap. Den eneste anden officielle feature udover Drake er den dominikanske dembow-stjerne El Alfa El Jefe, som tålmodigt venter på ”La Romana”, mens Bad Bunny svælger i sin forkærlighed for bachata, inden han tramper ind i anden halvdel og leverer det, fans forventer af ham.
Selv med et ret konsekvent produktionsudvalg byder pladen stadig på soniske overraskelser. ”Tenemos Que Hablar” byder på trop-punk, som sikkert vil få nogle til at drømme om et Conejo-182-album, selv om det i mine ører lyder mere i stil med Angels And Airwaves-storhed end +44. ”Otra Noche En Miami”, som er centreret omkring melodiøse San Junipero-synthflader, har den samme lyd af eksistentiel krise, som man finder i The Weeknds bagkatalog, kombineret med dekadence og fortvivlelse.
Selv om det lyriske univers på X 100PRE ikke vil falde i alles smag – teksterne handler i højere grad om hjertesorger end om kampe med narkohandlere – så føles Bad Bunnys ærlighed helt rigtig i en tid, hvor rapmusik er fyldt med kunstnere, som praler af deres eskapader som narkobaroner, selv om de i virkeligheden bare har været gadepushere. Mange af de helt store rapstjerners liv udpensles i dag på tv og i sladderbladene, og derfor er det også fedt at se en flamboyant rebel køre sit helt eget løb. Det er muligvis også det, der forklarer, hvorfor Drake stadig holder sig frisk. Hans sandhed er måske ikke den samme som Kanyes sandhed, men den hudløse ærlighed, som både han og Bad Bunny er garanter for, går rent ind blandt fans. På samme måde er emorappere som Juice WRLD også mere end villige til at dele den slags ærlighed, både på godt og ondt.
En stor del af trapmusik på både engelsk og spansk holder sig tro mod genrens oprindelige temaer, og sådan skal det også være. Men i dag kræver publikum mere af deres stjerner. Hvis medlemmerne af Migos ikke tør stå frem og være åbne på deres middelmådige soloudgivelser, så må Bad Bunny og hans latinamerikanske kolleger træde til og løfte den tunge følelsesbyrde. Som tingene ser ud lige nu, er det opskriften på langvarig succes.
