Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE US
Jeg har interviewet musikere, siden jeg var teenager, og i løbet af de år har jeg lært to vigtige ting. Den første lektie er, at det er det bedste job i verden at spille i et band. I månedsvis rejser du og dine venner rundt fra sted til sted og deler jeres kunst og tanker med publikum, som er oppe at køre over at høre dig spille. Den anden lektie er, at det er det værste job i verden at spille i et band. I månedsvis er du væk fra din familie og dem, du holder af, mens du spiller sange, der kommer fra dit allerinderste, for forsvindende få publikummer, som kun er der for fadøllene.
Videos by VICE
Der er mange op- og nedture ved at være turnerende musiker. Alle, der har tilbragt tid på vej fra spillested til spillested, kan fortælle, at den største bekymring er at finde ud af, hvor man skal tilbringe natten efter koncerten. For nylig satte jeg mig ned med en håndfuld bands og spurgte dem om de værste steder, de nogensinde har sovet.
Stefan Babcock (PUP)
Første gang vi var på tour i USA, havde vi absolut ingen penge, og vi kendte ikke rigtig nogen, der kunne hjælpe os med et sted at sove. Vi plejede at have et skilt ved vores merchandisebod, hvor der stod “Lad os sove på dit gulv”. For det meste var det skønne oplevelser. Men første gang i Portland var en fucking katastrofe.
En eller anden fyr tog os med hjem, og det første, jeg lagde mærke til, var stanken. Råddenskab, mug og gamle cigaretter.
Vi træder ind i det første rum, hvor han siger, at nogle af os kan sove. Rummet er fuldkommen tomt med undtagelse af et gammelt gulvtæppe. Det ser ud, som om gulvtæppet engang har været hvidt, men nu er det tisgult. Hans sambo sidder på gulvet, midt i rummet, og klipper tånegle. Når jeg kigger ned på gulvtæppet, kan jeg se, at det er fyldt med klamme, gamle tånegle, cigaretskoder og klumper af noget, der ligner pubeshår.
Nestor (Bas) og Steve (Guitar) laver en grimasse og begynder at pust deres luftmadras op, og fyren siger til dem, “Hey, hvis I skal bruge luftmadras, skal I nok lige se godt efter, hvor I lægger den. Der ligger måske nogle nåle rundt omkring.” Det var ikke for sjov.
Så fører fyren Zack (trommer) og mig ned i den snuskede kælder. Der lugter af pis. Væggene er beskidt, ujævn beton, og der hænger en enkelt elpære fra loftet. Der er en seng, som ham fyren siger, vi kan sove på. Madrassen har en kæmpestor brun plet – jeg ved ikke om det er pis eller lort eller bræk. Der er et beskidt gammelt tæppe oven på, og det er dækket med sædpletter.
Zack og jeg fjerner tæppet fra sengen, og vi kravler ind i vores soveposer og trækker dem helt op over hovedet. Vi sørger for, at ikke så meget som en millimeter af vores hud rører madrassen. Vi slukker lyset, og jeg kan lugte noget virkelig, virkelig frygteligt. Jeg tænder lyset og kigger under sengen – der er en halvspist sandwich, som er grøn og pelset af mug. Jeg er lige ved at knække mig.
Vi ligger vågne i mørket i nogle timer. Vi kan høre rotter eller mus, eller hvad fanden det ellers er, der piler rundt i kælderen. På et tidspunkt, omkring klokken fem om morgenen, kan vi ikke holde det ud længere. Vi pakker vores ting, smutter ud af bagdøren og kører så langt væk fra Portland, som vi kan komme.
Vi burde bare have sovet i vores van til at starte med, som vi har gjort så mange gange, men på en måde føltes det strengt – fyren havde inviteret os med hjem, og det føltes underligt at se hans sted og så sige nej tak. Så vi besluttede os for at sove i en afskyelig crack-bule i stedet for at fornærme fyren. Vi canadiere er så høflige.
Rob Moir (singer/songwriter)
En sommer besluttede jeg mig for at lave en tour på cykel rundt i Europa. At turnere på cykel er en hel del billigere end at leje en van. Jeg tænkte også, at jeg ville komme i god form, og at det ville være nemmere at sælge mit show til spillestederne, fordi det var lidt specielt.
Den første uge var helt fantastisk og meget hård. Koncerterne var gode, publikum var gode, men min ben var slet ikke forberedt på, hvor meget arbejde, der ligger i at cykle fra by til by. Min kæreste var taget med på turen, og vi var ømme og udmattede, så vi besluttede os for at forkæle os selv ved at booke et hyggeligt hotel længere henne på ruten. Mellem Schaffhausen og Basel punkterede jeg, og da det var blevet fikset, var himlen kulsort, og vi havde næsten intet batteri på vores telefoner.
Da vi nåede frem til vores hotel, var det midt om natten. Stedet var låst, og der var ingen, der tog telefonen, når vi ringede. Vi var udmattede, vi lugtede, og vi havde ingen steder at tage hen. Vi cyklede rundt i lidt tid for at lede efter et andet hotel, og vi fandt et sted, der så ud til at være åbent, men da jeg bankede på døren, var den ansatte fuldkomment ubehjælpsom. Jeg fortalte ham vores historie og tiggede om et værelse. Som svar sagde han, “Hotellet er fuldt booket, vi er ikke i New York City med hoteller, der kører hele natten.” Hvis jeg kunne huske navnet på det sted, ville jeg give dem den værste Yelp-anmeldelse nogensinde.
Uden andre muligheder satte vi vores telt op på marken ved hotellet. Jeg gav min kæreste vores luftmadras, vi rullede noget tøj sammen som puder, og forsøgte at få lidt søvn. Jeg lå der med den tynde teltdug mellem mig og jorden og var dækket af en hel dags sved, solcreme og skidt, fra da jeg skiftede hjul. Mens grene borede sig ind i ryggen på mig, og insekter fløj rundt om mit hoved, lå jeg der og håbede, at ingen ville komme og sige, at vi ikke måtte være der. Det gik også op for mig, at fordi vores oprindelige hotel ikke gav penge tilbage kostede hele oplevelsen 125 euro. Turné på cykel. Glamourøst.
Laura Jane Grace (Against Me!)
Der er tre forskellige steder, der alle kvalificerer som det værste sted, vi nogensinde har sovet, men du må selv vælge, hvilken der er øverst på listen. Den første Europa-tour, vi var på, var to måneder lang, og vi sov i besatte huse. Kun besatte huse. Der er et besat hus i Leipzig i Tyskland. Vi har spillet der tre gange. På øverste sal har de sovesal til bands. Der er køjesenge, som de selv har bygget, og de har nogle madrasser, som man bare ved er fyldt med fnat og andre smitsomme hudsygdomme. Hver eneste gang, vi har sovet der, er nogen kommet ind og har pisset i rummet. Første gang, vi spillede der, kom en fyr ind og pissede i hjørnet, mens alle prøvede at sove. Så kom han hen og forsøgte at kravle i seng med alle. Vi lå alle i vores soveposer, og når han forsøgte at lægge sig til rette, sagde vi, han skulle fucke af. Til sidste kom fyren hen til vores ven Jordan, som også var tour manager på det tidspunkt. Jordan er forsvarsløs i den slags situationer. Fyren endte med at sove ovenpå ham. Altså, fysisk ovenpå ham. Senere i det samme besatte hus kom et af de andre bands ind, mens vi sov, og pissede Jordan i hovedet. Jeg tror faktisk, jeg blev mere vred end Jordan gjorde. Jeg jagtede fyren rundt og råbte: “HVAD FANDEN LAVER DU?!”
På den samme tour spillede vi et sted i det nordlige Italien, og det var bare et forladt hus midt ude på en mark. Det var koldt udenfor, lige omkring frysepunktet. Der var måske tyve mennesker. Bandene spillede deres sets, og så sagde alle: Vi ses, vi tager hjem. Det viste sig, at ingen boede i det hus. Ikke en eneste. Så vi sov i et forladt hus på en italiensk mark, uden varme og rindende vand. Vi lagde os tæt ved hinanden i et lille rum i vores soveposer, og håbede at vi ikke ville fryse ihjel.
I 2005 turnerede vi for første gang i Østeuropa. Vi skulle til Warszawa. Et af de bands, vi mødte på vejen, sagde, at de lige havde spillet der, og de blev røvet af nazister, da de var på vej videre. Med pistoler og alt muligt. De sagde, vi skulle være forsigtige. Vi var skrækslagne, da vi kom dertil, og da vi trillede ind på området, var alt bare murbrokker. Det hele var sønderbombede ruiner, undtagen den her mærkelige bygning midt i ødelæggelserne. Der stod det her mærkelige, besatte hus. Det havde BZ-flaget på toppen. Der var ingen elektricitet eller rindende vand. Hvis man skulle skide, gik man udenfor og sked på nogle murbrokker. “Bookeren” viste os rundt i huset, og til sidste endte vi på taget. Der stod kasser med rådne æg og ødelagte flasker. Vi spurgte, hvad de var til, og fyren siger: “Kan I se alle de ruiner? Der bor junkier der. Engang imellem angriber junkierne huset, fordi vi har et dejligt hus. Så engang imellem bliver vi nødt til at slå junkierne tilbage med smadrede flasker og rådne æg.”
Ryan McKinley (Pkew Pkew Pkew)
Vores koncerter stikker lidt af. Hvis vi har gjort det godt, er alle fulde, inklusiv os selv. I bandets tidlige år spillede vi en koncert på Rehearsal Factory – det er det sted, hvor vi øver. Det vil sige, at det er i Toronto. Og det vil sige, at vi bogstaveligt talt er der hele tiden. Altså, jeg ved virkelig godt, hvor Rehearsal Factory ligger, men… Den aften besluttede jeg mig for, at det var en god idé at drikke en hel flaske whisky, trods det faktum, at jeg næsten kunne dø af at drikke en hel flaske. Koncerten gik godt, tror jeg, men derefter er alt sløret.
Efter koncerten begynder jeg at gå hjem, og jeg får fuldstændig blackout. Jeg bor omkring en time fra øvelokalet, og jeg kender vejen nogenlunde, men da jeg vil tage min telefon frem, er den der ikke. Ingen Google Maps, så jeg må klare mig selv.
Jeg ved ikke rigtig, hvad der er sket, men jeg må have været meget træt, og på et tidspunkt kommer jeg åbenbart frem til, at det er en god idé at sove på nogens trappe. Bare trappen foran nogle fremmedes hus, i et område jeg ikke kan genkende. Jeg vågner nogle timer senere med et mærkeligt mærke i hovedet, og der er mennesker – de bor der nok – som kigger på mig mellem gardinerne. Klokken er seks om morgenen, jeg er i den by, jeg bor i, og jeg er lige vågnet på nogle andres trappe. Jeg vinker forsigtigt og tumler ud for at finde en taxa.
Joan Smith (Little Foot Long/White Cowbell Oklahoma)
Jeg var på turné med White Cowbell Oklahoma, og vi spillede en koncert i den tyske by Chemnitz. Før muren væltede, hed byen Karl-Marx-Stadt.
Selve koncerten var faktisk rigtig fed. Bagefter sagde de, hvilken retning vi skulle gå for at finde det sted, vi skulle sove: “Gå tre gader nordpå, lige fordi den bombede bygning og gennem parkeringskælderen. Der er en dør for enden.”
Vi gik gennem parkeringskælderen, var ved at blive kvalt af klam luft og så en lille dør. På den anden side var et værelse på seks gange seks meter med to rækker af skumstykker sat sammen, der lå på nogle trærammer. Det var vores madrasser. Vinduerne var barrikaderede, og hver eneste centimeter på væggene var dækket af punkplakater og tegninger af pikke. Der er, af en eller anden grund, en virkelige dårlig kaffemaskine af plastik i hjørnet. Der er et skilt på kaffemaskinen, hvor der står, “vær venlig at rengøre efter brug.”
Stedet er frygteligt, men det er det eneste, vi har. Omkring klokken fire om natten står jeg op for at tisse. Jeg ser et brusebad og en vask og leder lidt videre, indtil jeg kommer frem til den sørgelige sandhed, at der ikke er noget toilet. Der er ikke noget fucking toilet på badeværelset. Jeg kommer ud derfra og spørger med spæd stemme, hvor de andre tissede. En af de andre siger, at han pissede i vasken. Uden en tragt er det ikke rigtig en mulighed. Jeg begynder at græde og funderer over, hvad det er, jeg laver med mit liv.
Franz Nicolay (The Hold Steady)
Jeg ved, at det ikke er en traditionel historie med en begyndelse, en krop og en slutning, men én af de måder, jeg måler min egen aldringsproces, er de grænser, min krop løbende sætter for sig selv: Først kunne jeg ikke sove på gulve mere, så kunne jeg ikke sove på sofaer, så kunne jeg ikke sove, hvor der var andre.
Hvad var værst? Var det den behårede lydmand fra sydstaterne med kattelort over hele sit hus? Den lille knægt, der tog os med til sin sugar daddy, hvor vi skulle lade, som om vi stadig sov, når han kom hjem? Et utal af uopvarmede, europæiske, besatte huse med et toilet to etager væk, som ikke er forbundet med vandledningen? Da vi sov i børnesenge? Det mudrede køkkengulv? De bare luftmadrasser? Eller bare hvem som helst, der siger, at jeg kan sove på sofaen i deres stue, og så bliver oppe hele natten med deres venner for at spille playstation?
Det hele mudrer sammen til en montage af søvnløse nætter, der flimrer for mine øjne, hver gang nogen udtaler, at musikere på tour bare skal holde det ægte og sove på gulve rundt omkring.
Kom med på noderne med mere musik på VICE:
Sådan opfandt en olieingeniør Auto-Tune og forandrede musikbranchen for altid
