Batman viser dilleren i ny tegneserie

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE USA

Opdateret 19/9: DC har nu censureret Bat-dilleren i onlineversionen af tegneserien. Det betyder, at Gothams mest mystiske kønsdele kun kan ses i det fysiske eksemplar af hæftet.

Videos by VICE

Opdateret 20/9: Batmans penis bliver redigeret ud i fremtidige udgivelser af hæftet Damned #1, såvel som i onlineversionen, rapporterer IGN.

Mens Martin Scorsese og Joaquin Phoenix arbejder på højtryk med at vende den velkendte historie om Jokeren på hovedet, har en ny Batman-tegneserie afsløret en ny, mørkere side af Mørkets Ridder: indersiden af hans trikot. Bruce Waynes halvslappe lem dukker nemlig op fra skyggerne i et af panelerne halvvejs igennem det første hæfte af en planlagt serie på tre Batman-tegneserier, som har fået titlen Damned. Og ligesom Batman er utroligt detaljeorienteret, når han skal spore superforbrydere i Gotham, skal læseren også være særdeles opmærksom, hvis man vil se Batgrottens bedst bevarede hemmelighed. Du kan selv bladre frem til det tredje panel herunder og se efter.

Så du den?

Den er ærligt talt svær at få øje på. Så her er den igen – vi har skruet op for kontrasten og slået en fed, rød ring omkring den, fordi hvorfor ikke?

Bat-dilleren blev afsløret i Damned #1, den første udgave af DC’s Black Label-serie, som er rettet mod modne læsere. Historien følger den tydeligvis omskårne hævner, mens han forsøger at komme sig ovenpå sit hukommelsestab og fange Jokerens morder – og nej, skurken er ikke Tommy Wiseau. Damned skal efter planen udfoldes over yderligere to hæfter, hvilket selvfølgelig betyder, at manuskriptforfatterne Brian Azzarello og Lee Bermejo har rig mulighed for at sætte endnu mere fokus på Bat-sjoveren.

Black Label har også planer om at køre en dyster Superman-serie med titlen Year One i november samt The Other History of the DC Universe i december. Der er med andre ord gode chancer for, at vinteren byder på endnu flere superheltepikke, end vi nogensinde har turde drømme om. Vi håber bare på, at ingen af dem ligner Toad fra Mario Kart.