Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien
At føle sig godt tilpas som single er ligesom at flytte til Finland. Det er et fucking mærkeligt sted, og det tager tid, før man finder sig til rette. Den første måned tænker du bare: ‘Hvor er jeg og hvem er de her mennesker, jeg hele tiden drikker med?’ og ‘Jeg vil bare gerne hjem’. Den første måned vil være sølet ind i tårer og underlige cocktails, og du kommer til at hade det men også lidt til at elske det. Der vil være tragedier, og du bliver selvoptaget i nærmest kosmiske proportioner, og du kommer til at føle dig berettiget til alle de sammenbrud, du får smag for at få.
Videos by VICE
Men tiden går. Månederne går, og til sidst keder du ikke dine venner med dine triste historier længere. Til sidst er du færdig med at sige ting om din eks, som du selv synes er sjovt, hvortil din ven læner sig hen til dig og hvisker: “Hey, jeg ved godt, det har været hårdt, men der er også kun gået… et år.”
Og din ven har ret. Et år er udløbsdatoen for, hvor længe du må søle i selvmedlidenhed, men det er også den tid, det tager at vænne sig til at være single. Det tager et år at blive kalibreret igen, og her er skridtene på vejen:
Første måned: Bruddet
Det kommer sjældent som en overraskelse. Det giver totalt mening, når du analyserer på, hvordan I har været på vej i to forskellige retninger i flere måneder, men ingen af jer rigtig har italesat det. I stedet har I brugt tiden på at skændes om, hvem der køber mest ind, eller ladet som om, I havde det helt fint, selvom du har grædt hele natten. Ingen af jer udtrykte, hvad I egentlig var bange for, så I udpinte intimiteten, fordi I begge var for stolte eller dovne.
Derfor bor du nu på din vens sofa og vågner hver morgen med en smag i munden, der minder om en blanding mellem sure sokker og roser. Du fortryder det ikke, men du spekulerer på, hvem du er nu. Hvis du er en fyr, forsøger du at finde svaret på dét spørgsmål ved at anlægge et skæg. Hvis du er en pige, er det måske pandehår. Eller tisgult, afbleget hår. Og uanset dit køn, drikker du dig hele tiden fuld, indtil du en aften to uger senere har ubeskyttet sex med nogen, du slet ikke kan lide, og hvis krop føles supermærkelig: Hvad er det? Hvorfor er den så slasket? Og hvad fuck sker der for den der bums, du har i nakken?
Den første måned er voldsom og uvirkelig, og i sidste ende lærer du ikke rigtig noget. Kun at Tinder er nederen, og at du ikke kan finde ud af det.
Anden måned: Breakup-sex
Voksenlivet indeholder kun fire ægte nydelser. De er – i vilkårlig rækkefølge – grillet toast, en lur juleaftensdag, regn på en teltdug om natten og breakup-sex. Nogle mennesker har den holdning, at breakup-sex ikke fører til andet end problemer, og de har ret. Men de har heller ikke rigtig levet. Breakup-sex er genialt.
Det begynder som regel to måneder efter selve bruddet. I mødes til en kaffe for at, du ved, “snakke det igennem” – da nogen begynder at græde (dig) og indrømmer, at “det her er hårdt”. “Jeg savner dig virkelig,” siger du. Der kommer en pause, mens din eks overvejer sine muligheder. Det demonstrere svaghed at indrømme, at vedkommende har det ligesådan, men dine øjne har efterhånden taget form som udsmattede vandmænd, og derfor ved din eks, at der ikke er noget at miste. “Kom med hjem,” siger han/hun. “Du skal også have dine DVD’er.”
Og så kaster I jer over hinanden. Måske kysser I, måske ikke, men det bliver ligesom at være tilbage på dit gamle teenageværelse og knalde løs på det. Alle plakater hænger præcis, hvor du forlod dem. Alle de ting, der var dine, og som du elskede… minderne… det velkendte …den overvældene kombination af tristhed og forbudt frugt. Du vrider dig rundt og råber alt muligt op i loftet, fordi dit hjerte skriger, mens dine kønsdele synger. Og for første gang i en måned er alting godt. Nej, bedre end godt – det er bedre, end det nogensinde har været.
Illustration: Ashley Goodall
Tredje måned: Det andet brud
Problemet med break-up sex er bare, at det ender på en ud af to måder: Enten finder I sammen igen, eller også ødelægger det jer. Og mens mulighed nummer to kan komme til udtryk på flere måder, så handler det dybest set om én ting: Den ene person kommer altid videre før den anden.
Hvis det er dig, så tillykke – du kan springe resten over og vente på min næste artikel, der hedder noget a la: “Hvor fantastisk det er at blive forelsket igen!!!” Men hvis det ikke er dig, så bliv hængende lidt endnu. For en dag får du at vide – eller du får en sms fra jeres fælles ven eller ser på instagram – at din eks har fundet en ny, og det vil føles som om, han/hun kører væk fra dig, mens du bliver mindre og mindre i bakspejlet, som de i øvrigt ikke kigger i.
Sjette måned: Du sværger på, at du har det fint, men har du det nu også fint?
Dit hår er vokset ud igen, og du har været på et par enkelte oprigtigt sjove dates. Du siger til folk, at du har det fint, men du siger det helt uden at blinke, og de får på fornemmelsen, at det nok ikke er helt rigtigt.
Men du har det faktisk fint, indtil du en fredag aften har drukket 6-8 glas champagne og brugt de næste fire timer på at stalke din eks på sociale medier. Det er et rødt, kløende udslæt, som du ikke må kradse i. Men du kradser alligevel, og det føles virkelig godt, men så begynder din hud at skalle af, men du kradser alligevel videre. Der er billeder af din eks og den nye kæreste, hvor de smiler, svømmer og leger med en hund – HAR DE FÅET EN FUCKING HUND? – så kradseriet bliver desperat. Deres facebookposts er så kvalmende søde og groteske. Venner – gode mennesker som du kender og stoler på – liker deres lort og skriver “nuttet!” under billederne, og du har snart ikke mere hud tilbage. Du har blod på hænderne nu, og du burde lade være, men du kan ikke. Der er gået et halvt år, og du burde virkelig være kommet videre, men det er du ikke. Du har det overhovedet ikke fint.
Illustration: Ben Thomson
Niende måned: Faktisk er du, måske, ved at komme videre nu…
Nu har du et fast date-outfit og en masse meninger om Tinder. Hvis du er til fyre, hader du billeder med sådan nogen, der hopper I faldskærm. Og hvis du er til piger, har du lært at hade billeder med Aperol Spritz. Alle piger på Tinder drikker fucking Aperol Spritz det samme sted, det er virkelig underligt.
Livet har fået en komfortabel rytme. Du har ikke længere fiktive samtaler med din eks, hvor du samler alverdens beviser og kondenserer dem til en enkelt sandhedsbombe, som du kan smide i hovedet på ham/hende. Du er bedre end det, og du er glad igen.
Altså, lige bortset fra om søndagen. Du er aldrig glad om søndagen, og det er fordi singlelivet er livet med volumen skruet helt i vejret: Det høje er virkelig højt, og det lave er bundløst. Og efter en vild lørdag aften findes der ikke et mere ensomt og nådesløst tidspunkt end en søndag eftermiddag.
12. måned: Hvad nu?
Okay, nu er du faktisk kommet videre. Du har været den her nye single-person så længe, at du ikke længere kan huske, hvordan det var at være i et forhold. Du ringer til din ven Rasmus: “Hey Rasser, skal vi drikke en øl på fredag?” Og Rasmus svarer: “Ja helt sikkert, jeg tjekker lige med Emilie.” Og du er sådan: “Tjekker med… hvad? Vent lige… Emilie… Emilie er ikke inviteret.”
Da du lægger på, tænker du, at Rasmus er helt væk. For som single ser parforhold helt vanvittige ud. Du er så single, at du nogle gange spekulerer på, om du nogensinde bliver forelsket igen. Har Tinder og din kynisme ødelagt din evne til at blive så imponeret af et andet menneske, at du nogensinde kunne få lyst til at smelte sammen med et igen? Og leve ligesom Rasmus og Emilie? Og poste instragrambilleder af din kæreste, der får serveret en cremet pastaret på en ferie? Er det stadig det, du vil?
Det er det, og en dag kommer du også til det. Du bliver forelsket igen og spiser 12 portioner cremet pastaret med hvidløgsbrød, mens du tænker, at du kigger på det smukkeste menneske i verden. Og så falder du om på sofaen med det menneske og føler dig ekstremt oppustet, overmæt… og lykkelig.
