Artiklen er oprindeligt udgivet af Broadly USA
For nylig mødte jeg en fyr online. Vi talte sammen over Messenger og videoopkald; han var pæn, sød, og så havde han en hund. Men det vigtigste var, at han var kinky. Jeg vil beskrive ham som ”dovent maskulin” – maskulin med en flot krop, men ikke veltrænet; et skæg, som ikke er trimmet hos en barber. Det er den type maskulinitet, som bare ligesom er.
Videos by VICE
Jeg kunne godt lide ham. Når vi talte om ting, vi godt kunne lide i sengen, mærkede jeg forventningens glæde kildre i maven. Vi talte længe nok sammen til, at jeg følte mig sikker nok til at skrive over Messenger, at jeg er trans og gerne ville mødes ansigt til ansigt.
Hans svar kom prompte: ”Det skulle du nok have nævnt som det første… Tiderne skifter, og jeg ønsker dig al muligt held med at finde en anden.” Så blokerede han mig.
Jeg var ikke sikker på, at tiderne havde ændret sig så meget, når hans umiddelbare reaktion var at vende mig ryggen.
Jeg husker en tid tilbage i 80’erne og starten af 90’erne, hvor tiltrækning ikke havde noget med kategorier og beskrivelser at gøre. En gang imellem følte man et jag i kroppen, som hjernen måske ikke kunne forklare helt rationelt, men som man alligevel valgte at følge. Vores kroppe reagerer i realtid, der er ikke behov for at smække en masse mærkater på.
I dag tilbyder datingapps så mange måder at kategorisere folk på, så man dybest set kan finde lige netop den partner, man vil have. Men hvor stor en del af mig selv skal jeg give for at få intimitet? Hvor let er det at møde nogen til en engangsforestilling, hvis man ikke skal sætte navn eller definitioner på tingene? Et simpelt behov for at få en date forsvinder tit i den jungle af beskrivelser, jeg skal bruge. Jeg er trans, HIV-positiv, og jeg passer ikke ind i det binære kønsspektrum. Min Tinder- eller Grindr-profil kunne lyde: ”Trans-femme søger maskulin top, som muligvis er udstyret med en pik fra naturens hånd.”
Tit lyder svarene i stil med ”Så du er en kvinde med en pik?” eller ”Er du opereret endnu?”
Det er her, det bliver svært, problematisk og udmattende. Jeg vil gerne have let, ukompliceret og dejlig sex – ikke en akavet affære, hvor jeg hele tiden er usikker på min krop. Mine kønsdele skal ikke være den afgørende faktor – det er de jo heller ikke for mig, når jeg ser den person, jeg er sammen med. Hvorvidt deres pik sidder fast med sener og kød eller er spændt på, så funker det for mig, hvis de emmer af maskulinitet.
Nu kommer vi så til udveksling af billeder, ansigt og krop – men ikke kønsdele. Jeg er blevet opereret, men jeg ser min neo-vagina som et queer-rum, der åbner for muligheder i stedet for at lukke af for dem. Jeg bør ikke være tvunget til at afsløre min vaginale status for at bekræfte min identitet som kvinde – det er i øvrigt også med til at negligere mine transsøstre, som ikke er opereret endnu. (Plus, jeg har ingen følelse inde i min vagina, så jeg får ikke noget synderligt ud af bare at blive pulet).
Personen på den anden side svarer: ”Jeg havde aldrig gættet på, du var trans. Du ser virkelig ud, jeg ville helt sikkert gå efter dig.”
De ser det som en kompliment. For mig betyder det, at jeg ikke ses som den, jeg egentlig er. Mine kategorier skal fremgå mere tydeligt – men hvordan skal det så foregå? Jeg vil gerne have sex, måske endda en sjov date, men det er sådan set det eneste, jeg vil oplyse. Der er en grænse mellem at holde af mig selv og gøre mig selv forståelig overfor cis-personer. Hver gang jeg logger på en datingapp, føles det, som om jeg giver mere og mere af mig selv væk.
Og så er det selvfølgelig også det faktum, at jeg er HIV-positiv. Jeg fik diagnosen på et tidspunkt, hvor pressen havde erklæret, at vi, ”de smittede”, var moralsk forpligtet til at oplyse verden om vores ”giftige” blod. Min sundhedstilstand bringer en masse privatlivsovervejelser på banen, der går på, hvornår det er det rigtige tidspunkt at fortælle en potentiel partner om sygdommen. Jeg har en meget lav virusmængde i kroppen, så der er ikke risiko for smitte, men jeg er alligevel blevet mødt med aggressive reaktioner, når potentielle partnere har fundet ud af, at jeg har HIV. En mand fortalte mig, at han ville fortælle alle, han kendte, at jeg var ”smittet” med AIDS, og at jeg prøvede at smitte andre. En anden truede mig med tæsk for at udsætte ham for risikoen.
Jeg prøver igen med min Messenger-kavaler. ”Jeg er ikke cis, og jeg har heller ikke lyst til at være cis,” skriver jeg. ”Jeg er glad for at være trans. Som en af mine venner siger, ’Jeg er meget bedre til trans end til cis – især på klos hold.’ I det mindste skal du prøve at forstå og i hvert fald ikke dømme min krop og dens konturer, som er formet af både testosteron og østrogen.”
Forståeligt nok er der ingen af os, der er synderligt ophidset på det her tidspunkt. Vi er begge to opfyldt af en trang til at vide mere og en fornemmelse af, at der ikke bør siges mere. Når det handler om at date, lader det til, at en transkrop og et transliv skal være en åben bog. Jeg må forsage mig selv, når jeg skal udlevere mig selv for at passe ind i folks forventninger og deres binære opfattelse af køn og identitet. Transkvinder udsættes ofte for vold, fordi de tilsyneladende ikke er tydelige nok i mælet omkring, hvem de er – bare se på antallet af kvinder, som udsættes for overfald, fordi overfaldsmændene mistænker dem for at forsøge at snyde dem. Listen over navne, der læses højt hvert år på Transgender Day of Remembrance, vokser år for år. I 2017 blev 28 transpersoner myrdet i USA – det er det højeste tal i landet, siden man begyndte at registrere tilfælde.
Vi lever i en tid, hvor LGBTQ-bevægelsen gør store fremskridt, men vi kæmper alligevel med sprogets sort-hvide karakter, når det kommer til definitioner. Det ses tydeligt i vores manglende evne til at acceptere og promovere brugen af nye kategorier. Både cis- og transpersoner kæmper for retten til af definitioner som ”kvinde”, ”naturlig” eller ”virkelig”. Vi transpersoner er vant til det spændingsforhold. Der er altid blevet sat spørgsmålstegn ved vores ”virkelighed”. Vi står et godt sted i forhold til at udvikle et nyt sprog for onlineintimitet – et sprog, der omfavner alle identiteter lige meget, hvor tvetydige de er. Min egen krop har undergået en transformation, og jeg har fået et nyt liv, men jeg kommer aldrig til at passe ind i én bestemt kategori.
