Den newzealandske fotograf Danial Eriksen rejste 8.000 kilometer for at fotografere Smokey Mountain – en filippinsk losseplads, hvor der bor tusindvis af mennesker. Men da han begyndte at tage billeder, blev han omgående smidt væk af myndighederne.
Danial havde ingen Plan B, og tog derfor til en ø i nærheden, hvor han hørte om Cementerio Del Norte, en kirkegård, der tidligere er blevet udforsket af VICE Japan. Hvorfor er det interessant? Fordi der bor mennesker på kirkegården, der graver knogler ud af gravkamre, som de bruger til at bygge “lejligheder”. Det er et helt slumsamfund, hvor der bor bandemedlemmer, folk, der er løbet hjemmefra, sexarbejdere og arbejdere, der er blandt de fattigste mennesker i verden.
Videos by VICE
Midt i Manlias kritiske boligunderskud er kirkegården blevet et fristed for mange familier, der søger ly fra gaden. Det er en sindssyg situation, hvor livet i sølet, blandt affald og døde menneskers jordiske rester fremstår som det bedste alternativ.
Danial boede i Cementerio Del Norte i en uge, og kom ind på livet af de lokale. Han så kvinder, der hang vasketøj op mellem mausoleer, spillede kort med de ældre, og så hanekampe med de lokale familier. På sin sidste dag i kirkegården fandt han endelig sit kamera frem. VICE tog en snak med Danial, for at høre hvordan det er at bo blandt de døde.
VICE: Hey Danial, hvordan endte du med at bo på en kirkegård, efter du blev bortvist fra Smokey Mountain?
Danial: Faktisk havde jeg givet op, og var taget ud for at surfe på en ø, der hedder Siargo. En dag sad jeg på en lille bar, hvor jeg overhørte nogen, der talte om slum-kirkegården i Manila. Jeg kunne bare ikke få det ud af hovedet. Et kirkegårdssamfund, hvor folk fra provinsen faktisk flytter til. Så jeg drog ud for at finde det.
Hvordan ville du beskrive tilværelsen for de mennesker, der bor i Cemeterio Del Norte?
Det tog mig et stykke tid at bearbejde det. Jeg havde knap nok været der i ti minutter, før jeg mødte en 18-årig, der hed Genre. Han kørte på en pink, udslidt scooter, og han talte gebrokkent engelsk. Jeg sprang op bagpå, og så viste han mig rundt. Jeg fandt senere ud af, at han havde boet på gaden, siden han var syv år gammel.
Det var ret mærkeligt at se folk stirre ud fra gravkamre, og børn, der hoppede fra gravsten til gravsten – det var ret bizart. Der lå bunker af knogler i krogene, eller samlet i rygsække. Navneløse. Det gik mig på.
Det virker fuldstændig sindssygt. Var de lokale ikke overtroiske omkring at forstyrre de døde?
Der er ikke rigtigt så meget overtro omkring de døde længere. Ingen var bange. Det er så hverdagsagtigt for dem. Der var en ældre person, der sagde: “De døde kan ikke gøre dig ondt” til mig, og det gjorde virkelig et indtryk på mig. Med det sagt, så tror jeg, at det generer dem, når knoglerne bliver taget fra gravene uden at blive mærket eller registreret.
Alligevel begraver filippinere i de omkringliggende landsbyer deres døde i kirkegården. Det betyder, at de stadig skal betale leje for at opbevare ligene. Derfor flyttes og dumpes knoglerne ofte, hvis lejen ikke er blevet betalt. I nogle af de større gravkamre, jeg var nede i, lå der ofte folk og sov ovenpå ekskaverede kister, hvor der stadig var menneskeknogler i.
Hvordan havde du det med at se alle de menneskerester?
Det var så underligt, men fordi der var folk over det hele, var det bare en hverdagsting. Den mest bizarre oplevelse, eller det, der rørte mig mest, var da jeg mødte en lokal kirkegårdsbeboer ved den lokale hanekampsarena. Haner behandles som kongelige. Alle spiller på dem. Han spurgte, om jeg ville møde hans familie, så jeg gik med ham hjem. Da vi ankom, så jeg hans lillebitte datter i et lille skur, der hang sammen med gravkamrene, omgivet af knogler og legetøj. Mit hjerte smeltede.
Det må have været bizart at se alle leve almindeligt i de her meget ualmindelige omgivelser.
Helt klart. Jeg blev også inviteret med til en 80-års fødselsdag, som blev holdt i en grotte af sammenhængende gravkamre. Jeg tror, at hendes mand lå begravet der. De havde en fødselsdagskage ovenpå hans grav. Det var så uhyggeligt. Alle gravene rundt omkring var brudt åbne og tomme. Det føltes virkelig som om, jeg var i en helt anden verden.
Var de lokale i Cementerio Del Norte indbydende? Var der nogen, der prøvede at svindle dig?
Nej, på ingen måde! De ville ikke engang tage imod mine penge! Der er åbenbart ikke så meget kriminalitet derinde. Det er næsten som om, de har konstrueret deres eget sikkerhedsnet og det hele. Jeg tror, at de er ret taknemmelige. Der var ægte latter, rigtig glæde og så meget kærlighed.
Hvilke tanker satte det i gang om dit eget liv hjemme i New Zealand?
Det er jo derfor, jeg laver de her projekter; de gør mig taknemmelig for det, jeg har derhjemme. Efter et stykke tid gik det op for mig, at de ikke havde meget, men at de var virkelig glade. Jeg tror ikke, at det betyder så meget, hvor man bor, eller hvor man kommer fra. Så længe vi har en familie og en stærk fællesskabsånd i ryggen, kan vi være glade.
Interview af Beatrice Hazlehurst.
