Mit første minde med Mor Jane, var den junidag i 2009, da Michael Jackson døde. Som sædvanlig var der gang i både billardbord, cd-afspiller og fadølshaner på Cafe Viking, da jeg lækkede nyheden udover baren.
“Det er løgn,” sagde hun og tjekkede tekst-tv. “Jeg har købt billet til hans koncert i London!”
Videos by VICE
Mit næste minde med Mor Jane, som egentlig hedder Jane Pedersen, er fra dengang, hun mod sin vilje blev landskendt. Jane, som driver værtshuset Cafe Viking på Nørrebro, blev i 2012 truet på livet af en mand, som kom ind i baren og forlangte beskyttelsespenge.
Jane nægtede. Hun fortæller, at der kort tid efter blev smadret tre vinduer på Cafe Viking om aftenen. Flere brosten blev kastet mod værtshuset, mens der sad gæster og drak i baren. Dag ud og dag ind blev hun overvåget. Til sidst gik hun til medierne og talte om problemet, og det kom københavnerne for øre.
Der blev lavet slogans på bannere: “Nej til trusler og vold, Ja til sammenhold!” og “Nej til bøller, ja til øller”. Der blev holdt støttefester, og hele Danmark fulgte Janes kamp.
Truslerne stoppede, gerningsmanden blev idømt otte måneders fængsel for afpresning, og her seks år efter ligner eftermiddagen enhver anden på Cafe Viking.
Fire storby-cowboys hænger i baren på brune skamler med hver deres industripilsner. En maler i hvid uniform smider penge i en spillemaskine, og en ældre dame får sig en eftermiddagsslurk ved det runde bord, hvor de sidste timer solskin titter ind.
Og så er der Jane Pedersen, der i dag er 73 år. Til december holder hun 30-års jubilæum på Cafe Viking, og da jeg hørte en fugl synge om, at hun snart stopper, anmodede jeg om et interview.
“Vi laver interviewet i baren. De andre vil også gerne høre med,” siger Mor Jane og knapper nye pilsnere op til de lydhøre bodegaløver.
MUNCHIES: Jane, rygtet siger, at du stopper som bartender. Kan det virkelig være rigtigt?
Jane Pedersen: Ja, det er ved gud, jeg ikke fortsætter længe endnu. Måske et halvt år mere, og så er det det. Men jeg sælger ikke stedet til hvem som helst. Næ, nej. Det bliver nøje overvejet. Og jeg vil gerne være med i starten efter salget for at hjælpe med det hele, og så folk kan se, at kragen er her endnu. Det skal bibeholdes som et brunt værtshus. Det bliver ikke en shawarmabar eller noget som helst, det kan jeg love dig for, for ellers kan det jo være lige meget.
Hvorfor kan det være lige meget?
Jamen alle værtshusene lukker stille og roligt, og fremtiden ser ikke lys ud. Det er meget synd. Det der med billard og at rafle forsvinder, og så bliver det noget halvdyrt noget med cafe latte, sandwich og salat.
Hvorfor tror du, det er sådan?
Vores miljø forsvinder jo mere og mere, som huslejerne stiger, og de ældre flytter ud af byen. Vi er en uddødende race. Man bliver mere og mere sig selv, og det hele bliver mondænt. Og koldt. Der er intet sammenhold mere. Bare se på de andre bydele, hvor alt er blevet så dyrt. Om 10 år tror jeg ikke, man har det samme, hvor man hjælper hinanden. Her er det jo sådan, at folk fra ejendommen og håndværkere kommer og lægger nøgler. Vi hjælper hinanden her i andelsforeningen, men generelt ser jeg sort på sammenholdet i fremtiden.
Men var det bedre engang?
Engang kom håndværkerne og drak morgenkaffe og fyraftensbajere. Det gør de jo ikke i dag. De må ikke lugte af øl på byggepladserne, og de kører hjem i bil nu om dage. Det var et andet klientel dengang, hvor både mand, kone og unger kom ned. Det var meget almindeligt for 30 år siden.
Hvad gjorde du, da du overtog cafeen i 1988?
Jeg startede med at smide alle kunderne ud. Og så begyndte vi forfra. De havde fået lov at ryge hash og alt sådan noget. Det var kørt helt ned og var lukket på grund af svampeskade, så min mand og jeg skulle banke det op igen. Det var svært, meget svært, og vi havde ingen kunder.
Det var min mand, der ville have værtshus. Han var chauffør for Carlsberg og ville gerne være værtshusejer. Men da vi blev skilt i 1996, var det mig, der overtog Cafe Viking.
Så begyndte du at sælge specialøl i en tid, hvor man kun kunne få Carlsberg og Tuborg. Hvorfor det?
Værtshusene var allerede dengang begyndt at gå nedad på grund af cafe latte og alle de der fine fornemmelser. Så i 1999 begyndte jeg at satse på specialøl. Det begyndte med seks belgiske øl. Folk sagde, jeg var en idiot, men hvis man ikke prøver noget, sker der jo heller ingenting. De havde lang holdbarhedsdato, så hvis ingen købte dem, kunne jeg selv drikke dem. Det tog lidt tid at få dem solgt, men efterhånden begyndte folk at komme. Og med dem kom der endnu flere øl. Vi har for eksempel solgt Mikkeller-øl siden 2006. Og fordi jeg står her selv, og prisniveauet ikke er for højt, har jeg kunnet påvirke de unge til at prøve noget nyt, fordi de kan få lov at smage. Man kan jo ikke påvirke de gamle, og dem serverer vi stadig Carlsberg og Tuborg til.
I 2012 blev du truet af en bande. Har der været problemer siden?
Jeg har ikke oplevet noget siden, men det foregår stadig derude. Jeg har kigget mig over skulderen. Jeg kan godt forstå, at andre butiksejere ikke tør stå frem. Jeg bliver tosset. Men du skal ikke tro, jeg ikke var bange. Jeg var satanedme bange. På den anden side af gaden holdt en sort bil med tonede ruder. Hver dag. Det var i august måned, fra vi åbnede til vi lukkede. Men jeg nægtede det der.
Hvad gjorde du?
Jeg sov ikke i tre døgn. Jeg græd og skulle hjælpe min kollega Sanne, for hun turde ikke at være her. Så til sidst tænkte jeg: Enten må du dø, eller også må du gøre noget. Jeg anede intet om banden, og hvor store de var. Jeg tog fat i pressen, og det var politiet ikke meget for. Det var en falliterklæring, at de ikke kunne klare det.
Du siger, at afpresning stadig foregår. Hvad har du gjort for at beskytte dig?
Det er forfærdeligt, at jeg nu skal have overvågning på for at drive en forretning. Det koster trods alt ekstra med den slags og alarmudstyr. Det kan fandme ikke være rigtigt. Nu må politikerne komme ind i kampen. Du kan sende 30 betjente på sagen, og det hjælper ikke. Vi skal være langt mere konsekvente. Færdig, slut.
Men jeg har hørt, at den unge mand, der truede mig, er kommet ud af kriminalitet og lever et godt liv i Danmark i dag. Det er jeg glad for at høre. Det lyder meget positivt.
Har du nogle gode råd til, hvordan man driver et brunt værtshus, så vi også har dem i fremtiden?
Altså, det er en god ide at vise sit ansigt og stå bag baren, så man skaber et miljø og kontakt til gæsterne. Man skal stå bag baren og modtage nye folk med et smil. Og har de været her et par gange, skal man huske, hvad de drikker.
Så har jeg den regel, at mine ansatte ikke må drikke bag baren – og det må jeg selvfølgelig heller ikke. De må heller ikke rafle, spille billard eller bruge spillemaskinerne. For det kan tage overhånd, så de ikke har tid til at ekspedere. De må heller ikke spille på spillemaskinerne i deres fritid. Det er kundernes, for bartenderne ved jo, hvor mange penge der er blevet brugt.
Så går jeg også op i indretningen. Jeg kan ikke få ro i nogle af de nye cafeer, for al møblementet skal være så forskelligt. Det bliver så rodet. Der er ingen symmetri overhovedet. Det er fint med lidt afveksling, men øjnene skal have ro.
Tak for snakken, Jane!
