’Breaking Bad’-film på vej

Adegan serial TV legendaris 'Breaking Bad screenshot

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE USA

Køb en buket liljekonvaller og kast en familiepizza op på taget eller et eller andet, for Breaking Bad er tilbage. Ifølge oplysninger i Albuquerque Journal, som Variety også har bekræftet, har skaberen af den populære serie, Vince Gilligan, skrevet et manuskript til en to timer lang film baseret på Breaking Bad-universet – og holdet bag er faktisk allerede begyndt på produktionen.

Videos by VICE

Optagelserne begynder i New Mexico senere på måneden, arbejdstitlen er Greenbriar, og produktionen kører fra november til starten af 2019. Der går også rygter om, at Gilligan selv skal instruere filmen, der, ifølge Deadline, bliver en ”selvstændig fortælling i Breaking Bad-universet.” Seriens oprindelige producere, Mark Johnson og Melissa Bernstein, er også med på projektet.

I forhold til plottet har vi kun en meget kryptisk beskrivelse af filmens handling, som også blev bragt i artiklen. Ifølge avisen vil filmen følge ”en mand, som undslipper sine kidnappere og kæmper for sin frihed,” hvilket må siges at være, øhh, sparsomme oplysninger.

Det er desværre det eneste, vi ved indtil videre. Historien melder intet om, hvorvidt seriens oprindelige karakterer vender tilbage – der er ingen forlydender om, at Bryan Cranston og Aaron Paul er på rollelisten – eller hvornår filmen skal finde sted i forhold til seriens kronologi.

Men der imidlertid masser af stof for producenterne at tage fat på: Gilligan kan vælge at gå Sopranos-vejen og skrive en film, der foregriber hændelserne i serien, men spørgsmålet er så, om der er nogen, der gider se Walter White kæmpe med at undervise en flok gymnasieelever i kemi. Og vi har jo allerede set Better Call Saul.

Han kan også vælge en Deadwood-løsning, som samler op på historien ude i fremtiden, længe efter Walter byggede det vilde robotgevær for at redde Jesse og selv døde. Det giver lidt bedre mening, som IndieWire også påpeger, fordi Bryan Cranston for tiden er travlt optaget med sit Broadway-stykke, så han har formodentlig ikke tid til at flyve til New Mexico i tide og utide for at iføre sig Heisenberg-hatten.

Men omvendt, hvad er en Breaking Bad-film uden Walter? Skal vi virkelig have en hel film om Walt Jr., der lærer at lave morgenmad selv, eller en voksen Holly, der bygger sit eget narkoimperium? Og hvad har det med en kidnappet mand at gøre?

Heldigvis behøver vi ikke vente længe, før vi ser, hvad Gilligan har i støbeskeen – der kommer med garanti flere detaljer ud, når holdet begynder optagelserne til filmen indenfor de næste par uger. Indtil da kan du varme op med Better Call Saul, som selv Guillermo del Toro ved, på en eller anden måde er blevet bedre, end Breaking Bad var.

Opdateret 7.nov: Slashfilm har bekræftet, at filmen følger Aaron Paul som Jesse Pinkman i kølvandet på hændelserne i serien. Jesse er den kidnappede mand!