Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA
Caitlyn Jenner kan ikke huske navnet på filmen.
Videos by VICE
”Med Billy Crystal og Curly… Hvad pokker er det nu, den hedder? De skal drive kvæg tværs over landet. Billy Crystal er fra New York. Jeg plejede at huske den film tydeligt. Billy Crystal er fra New York, og så skal han ligesom ud og finde sig selv…” Så kommer hun i tanker om det.
”City Slickers.”
Caitlyn nikker og ser over på mig i sofaen. Det er en varm dag i Malibu, Californien, og solen kaster lange skygger over vores ansigter. Jeg er fløjet tværs over landet for at tilbringe en weekend sammen med Caitlyn i håb om at lære personen bag kendisfacaden og kontroverserne at kende. Caitlyn var i gang med at fortælle mig, hvad hun ønsker allerhøjest for sine børn, og det er sådan, vi er havnet ved City Slickers.
”De sidder rundt om bålet. Billy Crystal siger til den vise, gamle cowboy, ’Hvad er hemmeligheden bag et lykkeligt liv?’ Og den vise, gamle cowboy læner sig ind til ham og siger, ’Én ting’. Så fortsætter samtalen ellers,” forklarer Caitlyn. ”Til sidst spørger Billy Crystal så, ’Hvad er den ene ting?’, og cowboyen svarer, ’Det må du selv finde ud af.’”
”At elske andre – det er hemmeligheden for mig. Det er den ene ting i livet, som man vågner op til om morgenen og er begejstret for, man kan ikke vente med at komme i gang med dagen – det er lidenskaben i ens liv.” Det er det, hun ønsker for sine børn. ”Hvis man vågner om morgenen, ser frem til dagen og har noget at lave, så er det godt. Og det kan være svært at finde den ene ting. Det ønsker jeg for mine børn.”
Hun tager en pause og lukker øjnene, som om hun kortvarigt vender tilbage til sin egen begyndelse, da hun som ungt menneske var fanget mellem sine egne ønsker og omverdenens.
”Mange mennesker har svært ved at se forskellen på det, man brænder for, og ens popularitet. Man gør ting for andre.”
I over 60 år levede Caitlyn sit liv, som andre ville have det. Som Bruce Jenner var hun en olympisk helt og et karismatisk ikon for amerikansk maskulinitet, som hun havde held med at smede en karriere i det private erhvervsliv ud af efterfølgende. Hun fik sponsorkontrakter, har været sportskommentator, foredragsholder og meget andet. Ved årtusindeskiftet blev hun familiepatriark for Kardashian-Jenner-klanen. Selv om hun elskede at være far, følte hun sig også konen Kris underlegen og fremmedgjort fra sin sande kønsidentitet. Men i 2015 stod Bruce Jenner frem som transkønnet og satte med ét en offentlig samtale om køn og identitet i USA og over hele verdenen i gang.
I dag siger Caitlyn, at hun arbejder på at forbedre transkønnedes vilkår. Hun bruger sin offentlige profil til at skabe bevidsthed og forståelse. Hendes velgørenhedsorganisation, Caitlyn Jenner Foundation, uddeler legater til organisationer, som tilbyder sygesikring, krisehjælp og boliger til transkønnede i Los Angeles. (Jeg kender personligt Zackary Drucker, som er medlem af CJF’s bestyrelse, og det er ham, der har introduceret mig for Caitlyn.)
Men Caitlyns forhold til det øvrige transkønnede samfund har ikke været gnidningsfrit. Kritikere påstår, at Caitlyn er en outsider, som er ude på at mele sin egen kage, og at hendes konservative synspunkter og status som privilegeret, rig og hvid kvinde er problematisk i forhold til den intersektionelle kamp for social retfærdighed. Ved valget i 2016 stemte hun på Donald Trump og til trods for, at hun siden har talt imod præsidentens politik, når det kommer til LGTBQ-problemstillinger, så er hun fortsat en kontroversiel skikkelse i kraft af sin støtte til det Republikanske Parti.
Som transkvinde og journalist har jeg altid været skeptisk over for den måde, Caitlyn Jenner er blevet afvist på. Da hun først kom ud, var hun del af USA’s mest feterede familie, hvilket gav hende et talerør i popkulturen, som ingen andre har haft adgang til før eller siden. Det faktum, at hun er en idrætshelt, har bare gjort hende endnu vigtigere i den sammenhæng: Et af vores største nationalklenodier viste sig at være en transkvinde i forklædning. Ved at komme ud og transitionere i offentligheden afslørede Caitlyn en national identitetskrise, der vil underminere det konventionelle kønsnarrativ i USA i mange år fremover.
Jeg har set med fra sidelinjen, mens folk har pillet hende fra hinanden over de ting, man vurderede, var fejl og mangler i hende. Jeg har ofte været enig i kritikken, men jeg mener samtidigt, at Caitlyn er en vigtig potentiel kampfælle – selv om jeg ikke er republikaner, så virker det fornuftigt at have en som hende repræsenteret i det parti – og jeg er generelt frustreret over den ideologiske renhed, man forlanger af folk på begge side af den politiske skillelinje. Er det ikke muligt at finde en værdi i en person, man anser for at være del af problemet?
Da jeg ankommer til Caitlyns enorme palæ i Malibu i oktober sidste år, er hun endnu engang havnet i uvejr, denne gang på grund af en pris, hun er indstillet til fra St. John’s Well Child & Family Center, en klinik, der hjælper transkønnede i og omkring Los Angeles. St. Johns beslutning om at ære Caitlyn Jenner er blevet mødt med skarp kritik. Over 2.000 personer har underskrevet en underskriftsindsamling på Change.org, der lyder ”Hold Op Med At Vanære LGBTQ-samfundet Ved At Ære Caitlyn Jenner!!!” Da mit fly lander i LAX, har Caitlyn lige annonceret, at hun har takket nej til prisen.
Oplevelsen er smertefuld for Caitlyn. ”Det gør ondt,” fortæller hun mig, da vi står i baghaven den første aften. ”Jeg er et menneske, en person.” Det er ved at være sent på aftenen, men solen gløder fortsat i støvet på Malibus klipper og kaster sit skær over vandspejlet i poolen. Sidste år udgav hun en selvbiografi, The Secrets of My Life (”Oprindeligt var titlen The Secret of My Life, men jeg sagde til forlæggeren, ’Nej, det bliver nødt til at stå i flertal’… Der er meget mere end en, hele mit liv har været præget af hemmeligheder”). Hun beskriver skriveprocessen som en befrielse, det sidste skridt, hun måtte tage for at kunne leve frit i sin nye verden. Men det hun ser som ærlighed, har Kardashians, via deres udsendelse på tv, kaldt et bedrag. Det har i det hele taget været et hårdt år for Caitlyn.
”Hele transmiljøet er på nakken af mig, Kardashians var efter mig,” fortæller hun mig senere. ”Jeg sidder bare her i mit hus og prøver at holde mig uden for kontroverser.”
I takt med, at himlen bliver mørkere, fornemmer jeg, at Caitlyn ser mig i øjnene, nærmest som om hun overvejer, om jeg er personen, hun virkelig kan betro sig til. ”De kender mig ikke,” siger hun. Det kan godt lyde som en floskel, men hun har ret. Offentligheden mødte for første gang Caitlyn Jenner for tre år siden. Der er kun ét menneske, som har kendt Caitlyn hele hendes liv.
Bruce Jenner blev en vaskeægte amerikansk helt under de Olympiske Lege i 1976, da han tog sit sejrsløb rundt om banen med det amerikanske flag hævet over hovedet efter at have besejret sin sovjetiske rival og vundet guld i tikamp. Men selv om den olympiske helt er billedet på maskulinitet, så var denne mand en kvindes fantasifoster, en skabning, hun havde frembragt som en overlevelsesmekanisme. ”Jeg skabte selv det billede,” fortæller Caitlyn. ”Jeg vidste godt, hvad jeg gjorde.”
På daværende tidspunkt var det at være transkønnet forsat noget, der hørte de allerfjerneste afkroge af en subkultur til, det var noget, man kun hviskede om, hvis man da overhovedet nævnte det. Selv om Christine Jorgensens transition i starten af 1950’erne skete under stor bevågenhed (Christine Jorgensen var en amerikansk transkvinde, der blev bredt kendt for at få kønskorrigerende operationer, red.), skulle der går mange årtier, før holdningen til transkønnede for alvor kom på dagsordenen i USA. Igennem midten af det 20. århundrede udstillede aviser og medier transkønnede som afvigere, der levede en løgn.
Caitlyn, der er vokset op i forstæderne i New York og Connecticut i 50’erne og 60’erne, anede ikke, hvad hun skulle kalde det, hun oplevede i sig selv – hun følte sig utilpas i sin egen krop, hun følte et behov for at gå i kvindetøj. Tanken om at blive en kvinde var helt utænkelig. Caitlyn var alene med sin hemmelighed. Hun gjorde, hvad der skulle til for at beskytte den og leve et godt liv.
Caitlyn klarede sig ikke godt i skolen og kæmpede med sin ordblindhed, men hun var en stjerne til idræt og fandt et sammenhold blandt kammeraterne på footballbanen og senere i tikamp, mens hun læste på universitetet. Den hårde fysiske træning gav hendes hverdag, der ellers virkede værdiløs, et formål. Hendes vilje til succes som atlet blev en besættelse, der hjalp hende med at begrave trangen til at leve som en kvinde under den rå muskelmasse. I 1972, kun to år efter hun første gang stillede op i tikamp, blev Caitlyn udtaget til de Olympiske Lege i München, hvor hun sluttede på en tiende plads. Fire år senere var hun ”verdens største idrætsudøver”.
Og mens et samlet USA hyldede Bruce, vred Caitlyn sig af forfærdelse. Hvad har jeg gjort? husker hun at have tænkt på det tidspunkt. Det havde givet hendes liv mening at skabe Bruce, men nu havde hendes måde at distrahere sig selv på opnået det endelige mål, og det gik op for hende, at hun nu var uløseligt forbundet med den mandlige figur, hun havde skabt. I mange år efter sejren skulle Caitlyn drage fordele af Bruce – efter de Olympiske Lege fik hun masser af sponsoraftaler, arbejde på tv, velbetalte foredragsaftaler og meget mere – men at spille den rolle havde enorme spirituelle konsekvenser.
”Når man ikke kan være sig selv?” siger Caitlyn og sukker. ”Det tærer på sjælen.”
I de tidlige 80’ere sank Caitlyn ned i en dyb depression. Hun havde været gennem to fallerede ægteskaber og havde fire børn. Hun flyttede ind i et lille hus i Malibu og levede alene i årevis. Sorgen over at leve med kønsdysfori var overvældende, og det blev sværere og sværere for hende at leve som mand. Derfor begyndte Caitlyn i al hemmelighed at transitionere. Hun fik foretaget plastikkirurgiske indgreb i næsen, hun undergik smertefuld elektrolysebehandling for at stoppe skægvæksten, og hun begyndte på hormonkur.
I 1989 var Caitlyn fast besluttet på at transitionere, inden hun var blevet 40. ”Da jeg blev 39, indså jeg, at jeg ikke kunne,” siger hun. Frygten sad i hende. Hun var overbevist om, at hun ville miste alt, hvis hun begyndte at leve som kvinde. Men fire og et halvt år med hormonkur havde ændret hendes udseende. Hun havde bryster, da hun første gang mødte Kris Kardashian, fortæller Caitlyn mig. ”En lille b-skål”. Hun forelskede sig, og hun vidste, at Bruce ville kunne bygge en fremtid sammen med Kris og hendes fire børn.
”Kris og jeg giftede os, og så jeg gjorde jeg ellers alt, hvad jeg kunne for at holde det skjult,” fortæller Caitlyn. Sammen transformerede de Bruce til en foredragsholder og selvhjælpsguru, der turnerede verden op igennem 90’erne og udnyttede sin berømmelse fra tiden som atlet. I 1995 fik parret deres første datter sammen.
”Da Kendall kom til verden, fik jeg foretaget en fedtsugning og fjernet mine bryster,” fortæller Caitlyn. ”Jeg tænkte jo, Jeg kan ikke engang tage ud og svømme med mit barn.” Hun siger, at Kris bookede tid hos lægen. (I Keeping Up With The Kardashians har Kris hårdnakket benægtet Caitlyns påstand om, at hun vidste Caitlyn var transkønnet, da de to mødtes). Jeg spørger Caitlyn, om det gjorde hendes liv lettere at få brysterne fjernet. ”Absolut,” svarer hun uden at tøve. ”Jeg græd. Men jeg havde truffet et valg. Det var ikke det rette tidspunkt. Jeg måtte være der for mine børn.”
I 2007 skabte Kardashian-Jenner-familien realityserien, som man kender dem for i dag. I Keeping Up With The Kardashians var Caitlyn en lettere fraværende familiepatriark omgivet af kvinder. Selv om hun ofte blev gjort grin med, aldrig havde noget at skulle sige og generelt blev set som en birolle i forhold til familiens øvrige medlemmer, så spillede hun alligevel en vigtig rolle. Kameraerne rullede, da Caitlyn tog snakken om blomsterne og bierne med Kendall og Kylie, mens hun kørte dem til og fra skole hver dag, da hun ledsagede først Khloé og så Kim op ad kirkegulvet til deres respektive bryllupper. Det var ofte Khloé, som tog Caitlyn i forsvar. ”Team Bruce,” sagde hun, når hun stillede sig i skudlinjen og forsvarede sin stedfar over for familiens øvrige medlemmer.
I 2013 offentliggjorde Jenner-parret, at de var gået fra hinanden, og Caitlyn var flyttet for sig selv. Caitlyn var atter alene i Malibu og begyndte nu at eksperimentere mere med sin kønsidentitet. Til sidst fik hun fjernet sit adamsæble. Da pressen fik nys om operationen, besluttede hun, at det var tid til at komme ud.
Da Caitlyn transitionerede i 2015, gjorde hun med den samme ildhu, der i sin tid vandt hende guld ved de Olympiske Lege. I kraft af sit engagement udbredte hun kendskab til det transkønnede miljø i USA, som ingen anden nogensinde har præsteret at gøre det. I april 2015 så mere end 17 millioner amerikanere med, da hun lod sig interviewe af Diana Sawyer på tv. Da Caitlyn for første gang trådte frem på forsiden af juliudgaven af Vanity Fair det år, solgte magasinet mere end 400.000 eksemplarer – det er over det dobbelte af det gennemsnitlige salg. Udgaven var den mest købte i 2015. I månederne, der fulgte, fik hun tildelt Arthur Ashe Courage Award ved ESPYs og Glamour besmykkede hende med titlen som årets kvinde.
For en tid virkede det, som om Caitlyn havde fået det, hun altid havde ønsket sig: Accept af den, hun var, ikke den, andre ville have hun skulle være. ”Hele mit liv har jeg gjort alt for alle andre end mig selv,” fortæller hun mig. ”Nu var det tid til at pleje mig selv. Derfor gjorde jeg det til min mission at gøre en forskel.”
Men midt i alle de positive tilkendegivelser var der folk i LGBTQ-miljøet, som begyndte at tale om, at Caitlyn Jenner var mere mediestorm end noget andet – hun var legemliggørelsen af økonomisk velstand og overdrevet glamour, som i værste fald kunne fjerne fokus fra de rigtige problemer, som plager almindelige transkønnede personer i USA.
Da jeg møder Caitlyn igen sidste lørdag, er hun lige vendt hjem fra en lang gåtur i bjergene omkring sit hjem. Hun er klædt i sandaler og t-shirt og er på vej ud for at hente golfkøller i den lokale, private golfklub.
Sherwood Country Club ligger i skyggen af Santa Monica-bjergene i et mondænt kvarter cirka 30 minutters kørsel fra Malibu. Golfbanen er designet af Jack Nicklaus, og Tiger Woods plejede at være vært for en turnering her hvert år. Caitlyn har været medlem af klubben gennem 15 år, og hun bevæger sig hen over banerne, som var de et andet hjem. Selv om golfbanen traditionelt ses som et sted forbeholdt rige, hvide, heteroseksuelle mænd, så er den blevet et fristed for Caitlyn. Inden transitionen var den et af de eneste steder, hvor hun følte, hun kunne være sig selv. ”Jeg tog min lille bh på,” fortæller hun, ”så gik jeg op på golfbanen for at se, hvordan det føltes at spille med bryster.”
I dag kan Caitlyn være sig selv både på banen såvel som alle andre steder i Malibu – en rig, berømt, hvid kvinde. Og selv om hun har været udsat for chikane før, så er det oftest på nettet, det sker. Men sådan er virkeligheden ikke for den gennemsnitlige transkønnede person. Hver dag kan være en kamp for overlevelse. Der er sjældent plads til luksus. Transkønnede, især de, som har en anden hudfarve end hvid, udsættes for diskrimination, chikane og til tider vold, når de søger arbejde, leder efter et sted at bo eller forsøger at opnå sygesikring. Da det amerikanske National Center for Transgender Equality udarbejdede US Transgender Survey (USTS), den største undersøgelse af sin slags, i 2015, levede næsten 30 procent af de adspurgte under fattigdomsgrænsen (samlet set lever 12 procent af den amerikanske befolkning under fattigdomsgrænsen). Arbejdsløshedsprocenten blandt de adspurgte lå på 15, hvilket er tre gange så højt som det nationale gennemsnit. Tallet er endnu højere blandt transkønnede af en anden hudfarve end hvid.
Det er en markant forskel, der ansporer noget af den kritik Caitlyn, som repræsentant for transkønnede, er blevet mødt med. ”Landet ligger sådan her,” siger Ashlee Marie Preston, aktivisten, som lancerede underskriftsindsamlingen mod Caitlyns pris, til mig under et telefoninterview tidligere på året. ”Hun har levet som en hvid mand det meste af sit liv. Punktum. Når alt kommer til alt, så kan man ikke forstå de udfordringer og barrierer, som den gennemsnitlige transperson møder i sin hverdag med den baggrund.”
Mens hun løfter golftasken med køllerne ind bag i bilen, fortæller Caitlyn, at hun godt kan forstå, folk mener, hun ikke er veloplyst på området. ”Folk siger, at jeg ikke forstår det,” indrømmer hun. ”Ved du hvorfor? Fordi jeg ikke er udsat for det.” Inden hun selv transitionerede i 2015, havde hun ikke mødt en eneste anden transperson, men med ét var hun pludselig selv den mest berømte transperson i verden. Hendes velstand, hendes politiske holdninger, hendes adgang til plastikkirurgi, der kunne ændre hendes krop, og hendes privilegier som hvid person bliver ofte fremhævet i kritikken af hende. ”Det forstår jeg godt. Men jeg vil heller ikke undskylde det. Jeg har arbejdet hårdt for alt, hvad jeg har. Det er det, Amerika handler om. Det, folk ikke indser, er, at jeg ikke havde det privilegie, som anonymitet er, da jeg transitionerede. Det var helt umuligt.”
I stedet lavede hun reality-tv ud af det. Den 26. juli 2015 havde E! premiere på I Am Cait, som var produceret af det samme selskab bag Keeping Up With The Kardashians. Under optagelserne omgav Caitlyn sig med alsidig gruppe transkvinder, som guidede hende gennem de forskellige realiteter, som transpersoner lever med i dag. Tv-seere så med, da Caitlyn deltog ved en mindehøjtidelighed for transkønnede mordofre, da hun mødte økonomisk stærke transkvinder af anden hudfarve end hvid, som kom fra forskellige baggrunde, og da hun besøgte en mor, hvis transkønnede barn havde begået selvmord.
Men den meget offentligt uddannelsesproces var ikke uden problemer, og Caitlyn gjorde sig også uheldigt bemærket i LGBTQ-kredse over flere af sine kommentarer. I september 2015 vakte hun røre, da hun var gæst hos talkshowværten Ellen DeGeneres, hvor hun kun lige akkurat anerkendte ligeret for homoseksuelle i forhold til at blive gift. Få måneder efter kom hun atter i vælten, da hun udtalte til TIME, at hun går meget op i sit udseende, fordi ”hvis man er ude i verden og ærlig talt ligner en mand i en kjole, så forårsager det en del ubehag hos folk.”
”Har jeg dummet mig engang i mellem? Helt sikkert,” siger Caitlyn, ”men jeg har aldrig gjort det for at være ondskabsfuld. Jeg var bare ikke klar over det. Og jeg var ikke klar over, hvor kritisk hele samfundet ville være.”
Da præsidentvalget i USA begyndte at rulle, var der flere og flere mennesker, som spurgte ind til Caitlyns politiske overbevisning. Så tidligt som i efteråret 2015 havde hun givet udtryk for sin vedvarende støtte til det Republikanske Parti på trods af den officielle holdning til LGBTQ-problemstillinger, og under primærvalget udtalte hun sig positivt om kandidaterne Ted Cruz og Donald Trump. I marts 2016, da anden sæson af I Am Cait rullede over skærmen, bød serien på langt mere rå samtaler om politik mellem Caitlyn og de progressive transkvinder, hun havde med i udsendelsen, som skød med skarpt, da de stillede spørgsmålstegn ved hendes støtte til et parti, der aktivt modarbejder ligestilling.
Caitlyn kunne have produceret en tv-serie, der kun udstillede hende i et positivt lys, men i stedet for forsøgte I Am Cait det modsatte. Serien opmuntrede konservative og progressive mennesker til at kommunikere med hinanden om deres uenigheder i stedet for at lukke samtalen, inden den var begyndt.
I Am Cait sluttede efter den anden sæson. Året efter stiftede Caitlyn sin Caitlyn Jenner Foundation, og på mange måder har hendes indsats på velgørenhedsområdet sørget for, at hun har fortsat den dannelsesrejse, som realityserien påbegyndte. ”Det har gjort mig bevidst om det øvrige samfund,” fortæller hun mig.
Hun giver MAC Cosmetics æren for ideen. I 2016 gik hun sammen med firmaet om at sælge en læbestift, hvor overskuddet gik til MAC AIDS Fund’s Transgender Initiative. Siden da har hun via partnerskabet doneret over to millioner dollar til organisationer for transkønnedes vilkår over hele landet, mens CJF har uddelt 107.500 dollar i midler til St. John’s Transgender Health Program, TransLatin@ Coalition, Trans Chorus of Los Angeles, APAIT Midnight Stroll Café og National Center for Trans Equality (NCTE, som er interesseorganisation bag 2015’s USTS). Med undtagelse af sidstnævnte er samtlige organisationer baseret i Los Angeles og hjælper transkønnede i det område.
”Jeg kan godt lide at arbejde i LA, fordi jeg kan følge udvikling selv,” siger Caitlyn. ”Der er så mange transpersoner her, det er helt perfekt. Hvis vi kan få noget varigt på benene her, kan vi tage op til San Francisco på længere sigt… Så kan vi få det til at vokse.”
Selv om Caitlyn arbejder aktivt på vegne af det transkønnede samfund, er der fortsat mange, som har svært ved at se bort fra hendes støtte til det Republikanske Parti. I årevis har delstatsregeringer under republikansk kontrol presset lovgivning igennem, der specifikt er gået efter transpersoner – lige fra love om brug af offentlige toiletter til såkaldte love for ”religiøs frihed”, der hvidvasker diskrimination af LGBTQ-personer. Partiets officielle platform under valget i 2016 støttede direkte den slags initiativer såvel som tilbagerulning af tiltag, der beskytter minoriteters rettigheder og den amerikanske højesterets afgørelse om ligestilling i forhold til at blive gift. Mange aktivister har kaldt partiets platform ”det mest voldsomme anti-LGBTQ-tiltag nogensinde”. Men Caitlyn ser det ikke som grund nok til at vende partiet ryggen, og det har heller ikke afholdt hende fra at stemme på Trump. Henover vores weekend sammen giver hun flere gange udtryk for typiske konservative holdninger. Mens vi kører i hendes bil, bemærker jeg, at radioen er indstillet på den konservative vært Sean Hannitys program.
”Jeg tror, det er godt, at jeg står på den republikanske side, fordi republikanerne er klar over det, og på den måde har jeg direkte adgang til dem og kan ændre holdninger indefra,” fortæller Caitlyn mig. Hun nævner også, at hun flere gange har mødtes med republikanske nøglepersoner som Betsy DeVos og Nikki Haley. ”Republikanerne har virkelig brug for at udvikle sig, når det handler om vores mærkesager, det forstår jeg godt. Men jeg vil hellere arbejde på det indefra. Jeg er ikke typen, der stiller sig op på et gadehjørne med et skilt. Nej, jeg er typen, der sætter sig ned til middag med dem.”
Det er derfor, hun fløj til hovedstaden, da Trump blev svoret i ed. ”Jeg tog med, fordi jeg ville møde folk. Jeg ville være der,” siger hun. Hun mødte blandt andre vicepræsident Mike Pence. ”Ham havde jeg en fin snak med.”
Der løber en dyb kløft ned igennem det politiske landskab i USA i de her år, og der er nok mange, som ikke havde været så villige til at tale med Pence, som har modsat sig øgede rettigheder for LGBTQ-personer hele vejen gennem sin karriere. Men Caitlyn så det som en mulighed for at få en magtfuld konservativ statsmand til at ændre nogle af sine synspunkter.
”Han har stået bag en del anti-LGBTQ-tiltag,” fortæller hun mig. ”Det ved jeg godt. Han er meget kristen. Fra vores synspunkt kan man godt sige, at han er fjenden. Men det er okay. Det kan jeg godt håndtere.”
Caitlyn siger, at hun opsøgte Pence og fortalte ham, at hun også er kristen, konservativ og en person, som ”stort set altid stemmer republikansk. Men jeg er også transkønnet. Og så sagde jeg, ’Det er en samtale, jeg rigtig gerne vil have med dig.’ Så så han mig i øjnene og sagde, ’Ved du hvad? Det vil jeg rigtig gerne.’”
Da jeg spørger Caitlyn, om det er en samtale, hun har haft med vicepræsidenten endnu, svarer hun, at de ikke har haft tid til det, før hun kommer med endnu en anekdote – som det også var tilfældet med den om Pence, så er den næste også en, hun før har talt om – om Trump, der inviterer hende ud at spille golf. Caitlyn er med på, at ”Trump, i forhold til LGBTQ-problemstillinger, er den værste præsident, vi har haft.” Hun vil heller ikke støtte ham ved næste valg.
”Han skal selvfølgelig vide, at jeg fra et politiske standpunkt er skuffet over ham. Jeg synes ikke, vi skal bevæge os bagud som samfund,” siger hun med resignation i stemmen. ”Vi vil bare være i fred. Lidt længere ude i fremtiden kan det være, vi får en, som er bedre.”
Overvejer hun at stemme på en demokrat? Caitlyn er usikker: ”Jeg ved ikke, hvem det skulle være. Jeg vil da undersøge det. Jeg stemmer ikke på partier. Jeg stemmer på personer.”
Caitlyn siger, at hun vil hjælpe det transkønnede samfund med at gøre sin stemme hørt, og hun vil være med til at ændre det Republikanske Parti indefra og promovere accept og tolerance. Men det er ikke det eneste problem, og politisk modvilje på det område er heller ikke transkønnede personers eneste problem. Republikanernes angreb på Obamacare truer med at frarøve mange transkønnede amerikanere deres sygesikring. Regeringens politik overfor immigranter er også foruroligende for de transpersoner, som kommer til USA i håb om at få et bedre liv. Forholdene for transkønnede personer i myndighedernes varetægt er efter sigende kummerlige, og selv om det også var et problem, mens Obama var præsident, frygter man, at problemet bliver værre under Trump, som indtil videre har slået hårdt ned på udokumenterede immigranter over hele landet.
Selv hvis det lykkes Caitlyn at ændre republikanernes syn på transkønnede, er der fortsat mange helt grundlæggende problemer i systemet, der især har store konsekvenser for fattige transkvinder af anden hudfarve end hvid. I sine kritikeres øjne har Caitlyn ikke kunne træde fri af sin rolle som etablissementets repræsentant, og derfor ender hun med at skade den sag, hun selv mener at kæmpe for.
”Pengene har ingen betydning, så længe hun støtter en politisk sag, der aktivt modarbejder os og gør vores arbejde sværere,” fortæller aktivist og skribent Ashlee Marie Preston mig.
Ashlee Marie Preston har tidligere arbejdet som chefredaktør for det intersektionelle feministmagasin Wear Your Voice og har kortvarigt overvejet at stille op som lokalpolitiker i Los Angeles. Hun er bedst kendt for en video optaget med smartphone, som blev delt vidt og bredt på nettet, fra sidste år, hvor på hun konfronterede Caitlyn efter en koncert med Trans Chorus of Los Angeles. Hun beskyldte blandt andet Caitlyn for at være en ”fucking bedrager”, som ikke hører hjemme i det transkønnede miljø, fordi hun støtter republikanerne og har stemt på Trump. Caitlyn lytter først og svarer så, ”Du kender mig ikke.” Videoen fik omgående opmærksomhed i medierne og blev det helt store samtaleemne online. Forfatteren Jack Mock beskrev Ashlee Marie Prestons handling som ”gratis arbejde.”
Få uger efter oplyste St. John’s Well Child & Family Center, at man ønskede at give Caitlyn en pris ved Eleganza, en gallamiddag for velgørende formål, der afslutter organisationens årlige TransNation Festival i oktober. En uge inden gallaen offentliggjorde Ashlee Marie Preston sin underskriftsindsamling. Den blev hurtigt delt via sociale medier, og i den forbindelse blev en række transkvinder i Los Angeles fanget i krydsilden. På sociale medier kaldte Ashlee Marie Preston blandt andet den sorte aktivist for transkønnede Chandi Moore for ”Caitlyns husslave”, efter Moore havde taget Caitlyn i forsvar på Facebook. Derfor har flere transkvinder, som Broadly har talt med i forbindelse med historien, ikke ønsket at udtale sig offentligt om Caitlyn. Men nogle af de personer, som var del af Eleganza-arrangementet, har stillet op.
St. John’s Well Child and Family Centers klinik, som specifikt henvender sig til transkønnede, ligger på 23rd Street i South Los Angeles. Palmetræerne knejser over bygningen og kaster lange skygger over fortovet. Indenfor fører en bred gang til et veloplyst venteværelse. Næsten alle stolene er optaget af patienter, da jeg er på besøg. Tv’et kører i baggrunden, mens en smilende transkvinde går op til receptionisten og tjekker ind.
Efter et par minutter kommer Diana Feliz, som på daværende tidspunkt er leder af afdelingen, ud og hilser på mig. Vi har mødt hinanden før. Det var, da jeg var i Los Angeles i forbindelse med en historie om en velgørenhedsskønhedskonkurrence for transpersoner, som St. Johns arrangerede i 2016. Caitlyn var en af dommerne i panelet det år, men dengang var hendes tilstedeværelse ikke nær så kontroversiel som til Eleganza-arrangementet. I 2016 hørte jeg kun enkelte negative kommentarer, da hun indtog scenen.
Mens Diana Feliz fører mig gennem klinikken, fortæller hun mig om den brede vifte af behandlingstilbud, som St. Johns tilbyder medlemmer af det transkønnede samfund i og omkring Los Angeles, herunder rutineundersøgelser, psykiatriske undersøgelser og transitionsrelateret behandling som for eksempel hormonterapi. De tilbyder også skriftlige anbefalinger i forbindelse med kønskorrigerende indgreb, som ofte er påkrævet af både læger og myndigheder i forbindelse med operationer, navneskifte og andre bureaukratiske aspekter af processen. St. Johns er en uvurderlig ressource, netop fordi klinikken tilbyder så mange forskellige behandlingsmuligheder – man hjælper ikke bare patienter med at transitionere og få et sundt helbred, man tilbyder også hjælp med at søge arbejde og uddannelsesmuligheder, der er til gavn for hele det transkønnede samfund.
St. Johns begyndte sit virke på området i 2013 i erkendelse af det faktum, at der var et enormt behov for behandlingstilbud til transkønnede. Forhindringerne er både af økonomisk såvel som social natur. Selv om for eksempel Affordable Care Act forbyder diskrimination mod transkønnede, så viser US Transgender Survey fra 2015 alligevel, at én ud af fire adspurgte oplever problemer i forbindelse med deres sygesikring. En tredjedel af undersøgelsens adspurgte, som havde været til læge det pågældende år, fortalte, at de havde haft mindst en ”negativ oplevelse” på grund af deres kønsidentitet, herunder ”afvisning ved behandling, verbal chikane, fysisk eller seksuelt overgreb, eller også var det nødvendigt at forklare lægen om transkønnede mennesker for at sikre den rigtige behandling.”
Uden adgang til ordentlig sundhedspleje er transkønnede i større risiko for at udvikle sundhedsproblemer, og konsekvenserne er enorme. Flere undersøgelser peger på, at flere transpersoner lever med HIV end det nationale gennemsnit, hvor forskellen især er påfaldende for transkvinder af anden hudfarve end hvid. De oplever også hyppigere depression, angst og andre psykologiske problemer. Fyrre procent af de adspurgte i USTS-undersøgelsen fortæller, at de på et tidspunkt i deres liv har forsøgt at begå selvmord. Det er næsten ni gange så mange som antallet blandt den øvrige befolkning.
Patienter modtager behandling ved St. Johns, lige meget om de kan betale for den eller ej. ”Vi sender ingen bort,” siger Jim Mangia, som er præsident og direktør for St. Johns, hvilket fører os tilbage til historien. ”Men vi har brug for midler fra velgørenhedsorganisationer og -arrangementer for at få det hele til at løbe rundt.”
Ifølge offentligt tilgængelige tal kommer de fleste af St. Johns midler fra patienters sygesikringsselskaber, men en stor del af pengene kommer også fra legater og bidrag fra organisationer og privatpersoner. Hver en dollar betyder noget, og hvis en berømthed støtter klinikken, har de ikke råd til at takke nej. I april sidste år blev St. Johns kontaktet af Artemis Agency, et konsulentfirma for filantropisk arbejde, som opsøgte klinikken på vegne af anonym klient. Diana Feliz vidste ikke, at den anonyme velgører var Caitlyn Jenner, før den dag hun selv stod i klinikken.
”Hun havde lige stiftet Caitlyn Jenner Foundation for at hjælpe organisationer for transkønnede, og hun ville gerne støtte St. Johns som organisationens første projekt,” fortæller Diana Feliz. Det var et surrealistisk øjeblik for Diana Feliz og hendes kolleger. Caitlyn ville ikke bare tale om muligheden for at donere midler – hun var klar til at lave en donation på stedet. ”Jeg var helt målløs,” siger Diana Feliz. ”Jeg har aldrig modtaget en check på 25.000 dollar før.”
Ifølge St. Johns er Caitlyns organisation den første individuelle stiftelse, der har doneret et anseeligt beløb til klinikkens behandling af transkønnede. ”Det var meget påfaldende, at hun var ved at udvikle sig som transkvinde,” fortæller Diana Feliz. ”Det gik måske ikke så stærkt, som folk gerne ville have, men processen tager den tid, den tager. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at gøre det på. Er der sket fejl undervejs? Absolut. Jeg har også begået fejl! Det har alle.”
I oktober offentliggjorde St. Johns beslutningen om at tildele Caitlyn Sustaining Vanguard-prisen ved Eleganza. ”Caitlyn Jenner Foundation har trådt til og hjulpet i kampen for at sikre behandlingstilbud til transkønnede,” skrev Jim Mangia i en pressemeddelelse. ”På St. Johns er vi til for at tjene vores patienter og tale deres sag. Vi har altid taget de kontroversielle politiske kampe, og vi har altid gjort det, vi mener, er det rette for vores patienter. Vi mener, at når folk med modstridende synspunkter kan samles om en sag, kan vi sammen skabe fremskridt.”
Beslutningen fik omgående konsekvenser. En uge inden Eleganza var St. Johns vært for en debataften, hvor transpersoner kunne diskutere beslutningen og dele deres følelser. Ashlee Marie Preston var tilstede den aften sammen med folk, som bakkede op om hende, ligesom personer, som også havde oplevet, at hun langede ud efter dem offentligt ifølge en kilde.
Selv om det skulle være en forsoningens aften, var stemningen anspændt. Folk var oprørte. ”Det var en meget uheldig hændelse,” siger Jim Mangia til mig i klinikken. ”Vi ville ikke såre personer i transmiljøet, og vi er meget kede af, at mange fandt vores beslutning kontroversiel.”
Få dage senere meddelte St. Johns og Caitlyn, at Caitlyn ikke ville deltage ved Eleganza og heller ikke modtage prisen.
Eleganza forløb stille og roligt; vreden forblev på internettet den aften. Personalet, som var fint klædt på, viste gæster i kjole og hvidt på plads i Los Angeles’ Cicada Club, mens stjerner som Laverne Cox og Candis Cayne ankom via den røde løber. Jazzmun Crayton var der for at modtage Marsha P. Johnson Trailblazer-prisen for sit livslange arbejde på vegne af transkønnede skuespillere og kunstnere. Transmænd og -kvinder af alle etniciteter og fra alle samfundslag strømmede ind i salen, som var fuld af energi. Det føltes som en stor familiefest, som slet ikke er usædvanligt i min erfaring. Når transpersoner samles, er der en følelse af en kollektiv sejr. I en verden, der er brutal og hensynsløs over for transkønnedes ve og vel, er vi magtfulde, når vi står sammen og hylder vores skønhed, vores sejlivede natur og vores liv.
Det gik op for mig under festen, at Ashlee Marie Prestons protest var dybt ironisk. Da hun kritiserede Caitlyn for at stjæle opmærksomheden fra Eleganza, opnåede hun paradoksalt nok at gøre Caitlyn endnu mere tilstedeværende til trods for hendes fravær. Det var ”trist,” fortæller Diana Feliz mig på St. Johns klinik. Debatten på de sociale medier var sporet ind på Caitlyn i stedet for på behandlingstilbuddet til transkønnede, de folk, der arbejde hårdt på at gøre det muligt, samt Jazzmun Crayton og hendes bedrifter.
Jazzmun Crayton selv havde intet problem med at dele scenen med Caitlyn. Som hun fortalte mig senere på aftenen: ”Der er ingen, der kan stjæle rampelyset fra mig.” Det bekymrede hende dog at se, hvordan transkønnede i miljøet behandler hinanden, herunder Caitlyn.
”Vi er fandeme fantastiske, kloge, kærlige, begavede, venlige og generøse mennesker,” udbrød hun med en knyttet næve i vejret. ”Vi passer på jeres familier, vi giver jer mad, vi vasker jeres tøj, vi passer hus, vi sætter hår og lægger makeup, vi giver jer en stemme. I skal fandeme ikke bare smide os væk. Men vi skal heller ikke smide hinanden væk.”
Selv om Caitlyn er blevet kritiseret for sin velstand og sin status, så er det faktisk noget, Jazzmun Crayton beundrer ved hende. Hun ser gerne, at flere transkønnede opnår det samme i deres liv. ”Jeg vil ikke være respektløs overfor Miss Caitlyn og hendes rejse i livet. Aldrig,” siger hun. ”Hun skal være den, hun er. Hun skal sidde i det hus ude i Malibu – jeg har behov for at vide, at det er muligt.”
I Malibu dagen efter Eleganza har huset aldrig været så stille, som det er lige nu. Stilheden brydes kun af Caitlyn, som kalder på sin hund Bertha.
”Jeg er meget alene herude i huset,” siger hun. ”Jeg har mange børn, men sommetider kan det være svært at bevare et tæt forhold til dem på grund af forskellige omstændigheder. De lever alle deres egne liv. De er kommet videre i livet.”
”Vi er alle sammen bare mennesker, livet er så kort,” tilføjer Caitlyn senere. ”Vi kommer og går og til sidst, når alt er sagt og gjort, så er ens familie der forhåbentlig stadigvæk.”
Dengang hun stadig var Bruce, før hun kunne begynde at transitionere, havde hun planer om at skrive i sit testamente, at hun ville begraves i kvindetøj. Hun kunne ikke forestille sig et liv for Caitlyn, så derfor forestille hun sig hendes død. ”Det har jeg tænkt meget over gennem årene,” fortæller hun. ”Så ville jeg også chokere folk. De kan rende og hoppe.”
Nu da hun har fundet sin plads i verden som kvinde, har hun ændret sin holdning. ”Jeg håber, når jeg kommer op i himlen, at Gud vil kigge på mig og sige, ’Det klarede du godt, du vandt ved de Olympiske Lege, du bragte nogle skønne børn ind i verden, og du gjorde en forskel. Kom indenfor.’ Sådan vil jeg gerne afslutte tingene.”
Vi får aldrig en anden Caitlyn Jenner. Hun blev en stjerne og maskulint ikon i den sidste del af det 20. århundrede, og i det 21. århundrede var hun med til at udbrede kendskabet til transkønnede personer. Det er umuligt at se bort fra hendes bidrag til den offentlige samtale i den sammenhæng.
Hendes historie er også et billede på den splittelse, der præger landet i dag. En transkønnet stjerne, som stemte på Trump og fortsat støtter det Republikanske Parti, men som ikke passer ind i den konservative ideologiske ramme. Folk ved ikke, hvordan de skal forholde sig til Caitlyn Jenner. Hun er et menneske og et produkt af sin generation, der gør sit bedste for at hjælpe sit samfund og sig selv.
Mens solen går ned søndag aften, vandrer Caitlyn og jeg rundt på hendes grund på en sti flankeret af højt græs på begge sider. Som hun står der i skæret fra solnedgangen, fortæller Caitlyn mig om, hvordan hun har fløjet et mindre fly ud af Los Angeles tidligere på ugen. Hun kan godt lide at flyve og være alene blandt skyerne.
For mange år siden, da Bruce havde det værst, dukkede Caitlyn op i skyerne og blev til under soloturene på vinger. Hun fortæller, at hun altid havde en paryk og et sæt kvindetøj med om bord, så hun i det mindste kunne være sig selv deroppe. ”Så var jeg deroppe mutters alene og fri som en fugl,” siger Caitlyn. Måske følte hun sig tættere på Gud.
Nogle gange, fortæller hun mig, trak hun rorpinden tilbage og fløj lodret op ad med flere hundrede kilometer i timen, inden hun afbrød opstigningen, lod flyet svæver i frit fald og derefter satte kurs mod landjorden igen.
