“Hjemme i Kina. Når foråret rigtigt kommer. Så springer alle blomsterne ud, og alle grøntsagerne spirer.”
Sådan startede en af 90’ernes mest mindeværdige reklamer. Du ved, den om forårsrullerne, der “ligger godt i maven”. Den med den venlige men myndige ældre herre, der kunne fortælle, at de kinesiske bambusskud kunne vokse en meter om dagen.
Videos by VICE
“Det kom helt spontant fra min far selv,” fortæller Hemming Van, søn af Sai-Chiu Van, der grundlagde Daloon og om nogen fik danskerne til at spise kinesisk mad. “Også den med bambussen, der vokser en halv eller en hel meter om dagen. Min far havde normalt ikke hang til at overdrive, men det gjorde han der i en større sags tjeneste. Det var altså ikke noget, en copywriter havde skrevet. Det var min fars egne ord.”
Reklamerne for de dybfrosne ruller fortalte historien om Sai-Chiu Van – eller blot Van – der som 23-årig forlod Kina for at studere den danske landbrugskunst. Historien om Van er historien om en mand, der troede hans ophold i Danmark skulle være kortvarigt, men som endte med at opbygge en virksomhed, der 60 år efter hans ankomst, blev, ja, nærmest kult. Men det er også historien om, hvordan den kinesiske madkultur fandt vej til Danmark.
Omdrejningspunktet var oksekød og friske grøntsager rullet i en tynd pandekage. De der dybstegte, dybfrosne ruller, der tilsyneladende altid befandt sig bagerst i fryseren, hver eneste gang det var fars tur til at lave mad, og han ikke lige havde husket at købe ind.
LÆS MERE: Da Noma bød på kinesisk mad og Celine Dion
De første forårsruller, der ramte danskernes ganer, var dog ikke frosne. “Forårsrullen var noget af det allerførste hurtigmad, man kunne få herhjemme,” fortæller Hemming Van. “Muligvis var der nogle pølsemænd, der var begyndt at riste pølserne, men ellers var det kun kogte røde pølser, man kunne få.”
Men det hele begyndte et helt andet sted. Med soyasauce. Da Van kom til Danmark i 1935, var det for at studere dansk landbrugsteknik, ikke for at revolutionere danskernes madvaner med sprøde pandekager og friske grøntsager. Men grundet Japans invasion af Kina, den tyske besættelse af Danmark og den kinesiske revolution endte Van med at blive så etableret her i Danmark, at hjemturen blev udskudt for bestandigt.
Van blev Ph.d. i landbrugsvidenskab fra Landbohøjskolen men endte med at arbejde som laboratorieleder for farmaceutvirksomheden Medicinalco, hvor han var med til at udvikle antabus i årene umiddelbart efter krigen. I sin fritid begyndte han at eksperimentere med svampesporer og med at udvikle soyasauce i svigerforældrenes kælder i Skovshoved, da det ikke var til at opdrive ordentlig soyasauce her i landet. Soyasaucen røg ud til venner og bekendte og sidenhen til de første kinesiske restauranter her i landet, der op gennem 50’erne åbnede i København.
De kinesiske restauranter solgte forårsruller, og det var noget, der fangede den danske pølsemand Helge Nielsens opmærksomhed. Han ville købe forårsruller, som han kunne sælge fra sin pølsebod i Tivoli, men der var ingen af restauratørerne, der ville levere deres forårsruller til ham.
Van var i mellemtiden kørt fast i arbejdet på laboratoriet og begyndte at lede efter noget andet at lave. I stedet fandt laboranten med fortsand på grøntsager sammen med pølsemanden Helge.
Sai-Chiu Van (yderst til venstre) sammen med tre medarbejdere foran Daloon fabrikken på Vesterbro i slutningen af 60’erne.
Van kunne producere mellem 100-150 ruller om dagen, som han leverede friske til Helge Nielsens bod. Da Tivoli lukkede for vinteren, stod Van dog pludselig uden et sted af afsætte rullerne, så han begyndte at turnere rundt på hovedstadens mere avantgardistiske natklubber, som Montmartre og Drop Inn, hvor rullerne blev et populært supplement til jazz og tobaksrøg.
Den stigende interesse fik i 1963 Van til at rykke ind i et gammelt ismageri i Brønshøj, hvor han ansatte nogle af de lokale som “rulledamer”, og allerede året efter åbnede han sin første fabrik på Vesterfælledvej i København. Navnet var Daloon, der på kinesisk betyder “den store drage”. Det var også her, han første gang begyndte at fryse forårsrullerne ned.
Van rykkede produktionen til Nyborg på Fyn i 1970, og i slut 70’erne tog han patent på en forårsrullemaskine. En fire-fem meter lang industrimaskine med en tromle i den ene ende, transportbånd og trykluft, der kunne bage pandekagerne, dosere fyldet og folde rullerne. Maskinen kunne producere fem gange så mange ruller i timen som en rulledame, hvilket gjorde det muligt at ekspandere Daloon yderligere med en fabrik i Rudkøbing på Langeland og en i Storbritannien. Et dansk-kinesisk dybfrostimperium var født.
Nyborgs daværende borgmester Børge Jensen ruller en forårsrulle, under indvielsen af Daloons nye fabrik i juni 1970, mens Van ser til med plastkittel på.
“Til at begynde med var forårsrullerne noget eksotisk, men det er efterhånden blevet lige så dansk som pizza,” fortæller Hemming. “Jeg er overbevist om, at forårsrullerne har været rigtig mange danskeres første møde med kinesisk mad. Og da vi var de første, blev vi også et referencepunkt for mange danskere. Og så skal man heller ikke glemme personificeringen af det med reklamerne. Der var jo mange, der spurgte, om det var en skuespiller, vi havde fået til at spille min far. Men hvorfor skulle vi dog gøre det, når han selv var der?”
Hemming overtog posten som administrerende direktør, mens hans far koncentrerede sig om udvikling af opskrifter og produktionsoptimering. En dag i begyndelsen af 90’erne sad han på Storebæltsfærgen og læste avis. Han faldt over en artikel, hvor Jan Duckert fra det danske reklamebureau Wibroe Duckert og Partners nævnte Daloon som et eksempel på en virksomhed, der ved blot at være til stede på markedet uden at markedsføre sig selv ikke udnyttede sit fulde potentiale.
Hemming ringede straks til den erfarne reklamemand. “Da jeg læste det, tænkte jeg: Hvad fanden ved sådan en idiot om at sælge forårsruller?” siger han. “Ikke en skid, viste det sig, men han sagde, at historiefortælling var det nye, og vi behøvede ikke engang opfinde et eller andet reklameunivers. Daloon var en iværksættervirksomhed, manden der startede det hele var stadig i virksomheden, han kunne fortælle historien og han var troværdig.”
Reklamernes effekt var til at tage og føle på. Salget steg med 25 procent i løbet af et halvt år, men Daloon fik ikke udnyttet reklamernes popularitet. Hemming havde nemlig ikke troet på, at kampagnen ville være så effektiv.
“Vi var slet ikke forberedt på det. Og vi havde svært ved at følge med efterspørgslen. Så på kort sigt var det ikke så godt for os, men man kan jo slet ikke måle, hvor værdifuld den kampagne var for Daloon. Folk kan jo stadig huske reklamerne, selvom det er tyve år siden.
LÆS MERE: Den kinesiske farmaceut spiser hønsefødder i Istedgade
“Min far blev jo berømt og genkendt på gaden. Og han var i syv sind om, hvorvidt han synes det var godt eller ej. Inderst inde tror jeg, at han tænkte, det var næsten lige så godt, som hvis han havde fået et ridderkors, når han blev genkendt på gaden.”
Hvis der er nogen, der har gjort sig fortjent til et ridderkors, må det da være manden, der fik danskerne til at spise kinesisk.
