Privatfoto af Jenn Hoffmann
Min mor var begyndt at overvåge mig, da jeg var teenager. Hun optog alle mine telefonopkald og gjorde generelt alt, hun kunne for at holde øje med mig. Jeg vidste det bare ikke, så jeg knævrede løs i telefonen om drenge, venskaber, fnidder fra skolen og alt det andet, man nu engang deler med sine veninder i private telefonsamtaler. Jeg havde ingen anelse om, at mine ord en dag ville blive brugt mod mig i retten.
En dag aflyttede hun en telefonsamtale, der handlede om at købe pot. Hun trykkede på optag. Efter at have genhørt min korte samtale om at købe lidt tjald fra en gut i parken, besluttede hun sig for, at det var på tide at udføre sin borgerpligt ved at ringe til politiet.
Politiet var dog skideligeglade med, at hendes dumme datter købte et gram pot, men de ville gerne høre mere om, hvem der solgte det til hende – så de bad min mor om at blive ved med at aflytte min telefon. Og sådan blev min mor en meddeler for politiet.
Herefter begyndte min mor at optage alle narkorelaterede samtaler, jeg havde mine venner, som hun så gav videre til politiets efterforskere. Jeg snakkede om pot og svampe, jeg diskuterede fordelene og ulemperne ved at drysse PCP på en joint (flest ulemper), og jeg fablede om at have set en masse poser med kokain til privatfester, og at jeg ikke var klar til den slags udskejelser endnu. Måske senere.
Ideen om at min mor havde stukket mine venner – og mig – lød så vanvittig, at jeg ikke kunne tro det.
Min mor lyttede med og fik informationer, som hun gav til politiet. Som så foretog anholdelser. Jeg var komplet uvidende om, hvad der foregik, men på en eller anden måde fik folk omkring mig nys om, hvad der foregik. Venner begyndte at undgå mig, jeg fik at vide, at jeg skulle holde lav profil. Endelig fortalte min ven mig, at der gik rygter om, at min mor havde stukket en narkohandler, som nu var ude efter hævn. Og så hørte jeg noget endnu mere forstyrrende. Denne narkohandler havde pudset en lejemorder på min mor.
Et lejemorder. Ude efter min mor!
Ideen om at min mor havde stukket mine venner – og mig – lød så vanvittig, at jeg ikke kunne tro det. Min mor, en korsfarer i Krigen Mod Stoffer? Surrealistisk. Det kunne simpelthen ikke passe.
Men det gjorde det. En narkohandler var blevet bustet, hans venner var ligeledes blevet anholdt eller kaldt ind til afhøring. Jorden var begyndt at brænde under en masse mennesker, og det var angiveligt mins mors skyld. Eller var det i virkeligheden min skyld qua min idioti? Jeg havde plapret løs om en masse, jeg ikke skulle have sagt højt, og nu var en masse mennesker helt på røven. Jeg hverken så eller hørte nogen af optagelserne, men jeg fik fortalt, at hun havde timelange lydfiler, der præcist angav, hvor og hvornår man kan købe stoffer på Long Island. Jeg konfronterede min mor med anklagerne, men hun benægtede alt.
Om aftenen begyndte vi at få telefontrusler. En mandestemme i røret, der hvæsede: “Vi nakker både dig og din datter!” Mine forældrede skiftede telefonnummer, men opkaldene blev ved med at komme. De her mere eller mindre truende opkald og beskeder blev ved med at plage vores husstand i årevis, selv da jeg kom på universitet og i mellemtiden havde fået mig en helt ny vennekreds, blev min mor ved med at få trusler.
Jeg er stadig ikke sikker på, præcist hvad der skete og hvordan. Min mor er nu i 70’erne og er gået på pension – både fra sin karriere som skolelærer og som meddeler for ordensmagten.
Denne weekend gav jeg hende et kald for at få klarhed over, hvad der egentlig foregik dengang. Her følger en delvis udskrift af vores samtale:
Mig: Jeg bliver nødt til at spørge dig om noget. Du bliver måske sur, og du vil måske benægte alt. Sig hvad du vil, men…Da jeg var teenager, optog du da mine samtaler om stoffer og gav dem til politiet?
Mor: Ja, og ved du hvad? Jeg holdt stofferne fra dig, og politiet røvrendte mig. Det kom i nyhederne! En to-spaltet omtale i lokalavisen et par uger senere, hvor hele forløbet fremgik, og til sidst i artiklen stod der: Tak til FORÆLDEREN i lokalsamfundet, som hjalp os med at optrevle den her narkoring. FORÆLDER?! Jeg fattede ikke, at den detalje var kommet med.
Mig: Det kom simpelthen i avisen?
Mor: Jep, i Newsday. Jeg ville have fortalt dig om alt det her, da du blev lidt ældre, men af en eller anden grund har jeg bare aldrig fået det sagt.
Mig: Men jeg vidste det jo godt. Og andre vidste det. Mine venner vidste det. De fortalte mig det. Ikke alle politibetjente er til at stole på, forresten. Det her er ikke ligesom i Station 2, hvor alle betjente er good guys. Nogen af de her lokalbetjente var selv i familie med dem, der solgte stoffer i parken, og de snakker jo sammen. Blev du ikke bange?
Mor: Men jeg havde jo ingen anelse om, at de ville publicere en historie, der sluttede af med “Tak, forælder!”. Mange tak, strissere.
Mig: Men udover alt det her med politiet hvorfor gjorde du det så? Det var jo bare pot og lidt løs snak om andre ting, som blev ved snakken.
Mor: Hvordan kan jeg være sikker på, at det bare er pot? Pushere lokker dig med pot, og så får de dig til at tage andre ting.
Mig: Der var ingen pusher, der stod klar til at gøre mig til junkie. Jeg opsøgte selv stoffer, fordi jeg ville prøve stoffer. Pusherne ledte ikke efter mig, det var omvendt.
Mor: Jamen jeg voksede op i Queens, og jeg så, hvordan stofferne smadrede kvarteret. Jeg så overfald, hvor folk fik revet øreringene ud af ørene. Narko var roden til alt ondt.
Mig: Okay, men hvorfor så optage samtalen og gå til politiet?
Mor: Hvis du var forælder, ville du gøre det samme.
Mig: Da aldrig involvere politiet?!
Mor: Archie Bunker fra All in the Family’s søn døde af narko, og han sagde, man skulle gøre alt, der stod i ens magt for at holde sine børn fra stoffer.
Mig: Jeg er ret sikker på, at Carroll O’Conners søn begik selvmord.
Mor: Det hele var på grund af stoffer, og jeg lytter til faren, når han siger, at man skal gøre alt, man kan for at beskytte sine børn mod stoffer. Og jeg håber, du vil gøre det samme en dag.
Mig: Okay, fint. Lige til sidst. Ville du gøre det hele igen? Optage samtaler og gå til politiet?
Mor: Ja, helt klart. Men næste gang bliver det med paryk og solbriller.
LÆS MERE FRA VICE:
Koffeinholdig tandpasta er det tætteste du kommer på at fixe kaffe
Jeg prøvede at spare penge og leve sundt, og det var ved at smadre mit liv
