FRA HVOR JEG STÅR – Hos Broadly kan man dele sin fortælling, sin oplevelse af være i verden, sin holdning til noget i vores samfund. Og det er, hvad det her er: Et udtryk for en persons syn på verden, på en sag – det er skribentens holdning. Vil du fortælle? Skriv til broadlydk@vice.com.
Om skribenten: Christina Cecilie Schwalbe er 25 og har (forhåbentlig) snart en kandidat i marketing. Foruden at interessere sig for marketing, og hvordan det kan påvirke forbrugeren, er hun en feminist, der glædeligt dekonstruerer det patriarkalske samfund over en billig fadøl eller et glas vin.
Videos by VICE
Lige så længe det at blive gravid har været en ting, min krop er i stand til, lige så længe har jeg vidst, at jeg ikke vil have børn. Jeg troede, at hvis jeg blev gravid, ville det lede til et sammenbrud, for lad os være ærlige; mindre end det har kastet mig ud på selvmordets rand. Men i stedet var jeg utroligt fattet, da jeg tissede på en graviditetstest, min daværende kæreste havde købt i Fakta på vej hjem, og så de to lyserøde striber. Jeg drak en karton æblejuice, så jeg kunne tisse på endnu en test, og gik hvileløst rundt i lejligheden, mens jeg drak den æblejuice.
Min situation ikke er særligt speciel eller interessant for den sags skyld. I 2015 var der 15.518 mennesker, der befandt sig i samme situation som mig og tog det samme valg. Jeg skriver ikke dette, fordi jeg har et behov for at dele detaljerne om min abort, jeg skriver, fordi jeg ved, at jeg er utroligt privilegeret. Ikke nok med at jeg bor i et land, hvor jeg har en lovbefalet ret til at få en abort uden at skulle betale ved kasse et, jeg havde, og har stadig, ingen moralske betænkeligheder omkring min abort. Jeg behøvede ingen tænketid, støtte eller samtale om mine muligheder.
Jeg skammer mig ikke over min abort. Det har gjort, at jeg både har talt med familie, venner, kollegaer og engangsknald om min abort. Jeg har spredt gospel om abort-accept. Selv om jeg har utrolig meget respekt for Charlotte Wilken-Jensen, ledende overlæge på afdelingen for kvindesygdomme og fødsler på Hvidovre Hospital, er jeg desværre uenig med hende på et enkelt punkt. Hun siger, at ingen kommer ind og siger: “jaja, jeg skal bare have en abort.” Dette var, præcis hvad jeg sagde, da jeg sad over for en lettere nedladende sygeplejerske, der ville snakke med mig om mine muligheder.
Så forfærdelig som den positive graviditetstest var, og den var forfærdelig, så var måden, folk behandlede mig på, langt værre. Jeg blev talt ned til, behandlet, som om jeg var en optimistjolle fanget i et stormvejr, i stedet for den voksne kvinde, jeg faktisk er. Folk snakkede om min abort, som om den var et stort og svært valg, som jeg var nødt til at kæmpe med for at træffe. Som om det var et valg, der krævede alt min tankekraft og fysiske styrke. Det var det ikke. Det var knap nok en beslutning. Det var en naturlig reaktion på min situation. Hvis jeg blev gravid i morgen, ville jeg have præcis samme reaktion og gøre præcis det samme. Og jeg ville stadigvæk ikke skamme mig. Jeg har brugt længere tid på at bestemme mig for, hvilke sko jeg ville bruge for mange penge på. Min abort var heller ikke særligt smertefuld, min rodbehandling var meget værre, både fysisk og psykisk. Charlotte Wilken-Jensen siger, at jeg aldrig kommer til at glemme min abort. Det er korrekt. Måden, jeg blev behandlet på, og måden, folk fik mig til at føle, i forbindelse med min abort vil jeg aldrig glemme.
Jeg gik fra at have en krop, der tilhørte mig, til at være et projekt. Selv om folk omkring mig var så politiske korrekte som muligt, kunne jeg ikke lade være med at føle mig som en inkubator. Og jeg var fuldstændig klar over, at jeg var en inkubator med en deadline. At være gravid, når man ikke vil være det, og vide, at jo længere man venter, jo mere smertefuldt bliver det, og venter man for længe, er det for sent, er ubeskriveligt.
Min morfar røg hele sit liv. Og i hans livs efterår blev han indlagt med åreforkalkning. Det ledte til koldbrand, der åd hans tæer og rejste op ad benet. Han vidste godt, at hans eneste mulighed for at overleve var at få amputeret benet. Lægerne havde givet ham en stram deadline: Mist det nederste af dit ben, eller dø. Da min morfar både var en stædig mand og lidt af et røvhul, valgte han i stedet at blive ved med at ryge på stuen og råbe ad sygeplejerskerne. Det var først efter et par dage, han kapitulerede under pres fra min mor og blev rullet ind i operationsstuen. Hans stædighed endte med at koste det meste af hans ben, og et par dage efter hans liv. Det kan virke dramatisk, at jeg sammenligner en uplanlagt graviditet med dødelig koldbrand, men det er den bedste metafor, jeg kan komme i tanker om. Hvor faren var synlig hos min morfar ved hans tæer, der blev sorte og faldt af, kunne jeg se min graviditet i de bumser, jeg fik over det hele, og den kvalme, der fulgte mig. Vi oplevede begge, at vores kroppe svigtede os, de forrådte os. Vores kroppe gik fra at være vores til at blive et projekt for læger og sygeplejersker. Ligesom min morfars, var min fremtid i hænderne på læger, og ligesom for min morfar, gjorde afmagten mig vanvittig.
Efter det første lægebesøg ringede jeg til min daværende kæreste og græd. Ikke fordi jeg skulle have en abort, men fordi jeg blev ikke hørt eller respekteret. Her var en lovlig og sikker procedure, som jeg var nødt til at kæmpe for og ydmyge mig for at få. Jeg var nødt til at sidde og høre på sygeplejerskens lange tale om “mit valg” og “mine muligheder” og på detaljerede beskrivelser af både en medicinsk og kirurgisk abort, selv om jeg adskillige gange forsøgte at afbryde og fortælle, at jeg godt ved, hvad de forskellige aborter indebærer, og at jeg godt vidste, at jeg ønskede den medicinske. Der er forskel på informeret samtykke og den rituelle ydmygelse, jeg var nødt til at gå igennem for at få en kuvert med et fucking telefonnummer.
Telefonnummeret var til Tines klinik, der med sine trægulve, behagelige sofaer og jazz over anlægget for evigt vil være en af mine favorit-abortklinikker. Men selv P8 Jazz kunne ikke holde skamme-taktikkerne ude af Tines klinik. Blandt de mange dokumenter, jeg skulle skrive under på, var en anmodning om svangerskabsafbrydelse. Der stod, at jeg “anmoder herved om svangerskabsafbrydelse. Jeg er af medundertegnede læge blevet vejledt om indgrebets beskaffenhed og direkte følger samt om den risiko, der må antaget at være forbundet med indgrebet. Jeg er endvidere blevet gjort opmærksom på, at jeg ved henvendelse til amtskommunen kan få vejledning om de foreliggende muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter barnets fødsel.”
“Indgrebet” indebar fem piller – en, jeg tog hos lægen, fire, jeg tog derhjemme. Direkte følger var, at jeg ikke længere var gravid. Og risikoen forbundet med “indgrebet” er ifølge Rigshospitalet kvalme, menstruationslignende smerter og blødning. Dokumentet bruger lige så meget plads på at omtale en abort i vage og dyster termer, som det bruger på at fortælle, hvordan du kan fortsætte din graviditet og få et barn. Og det var et dokument, jeg fik i hænderne, efter jeg havde besluttet for at få en abort, var taget til min læge for at få en henvisningen til at få udført en abort og var mødt jeg op på klinikken, for at få den abort.
Onsdag den 20. september klokken cirka ti minutter i fire om eftermiddagen tog jeg 200 milligram Mifegyne, som slog det fire uger og fem dage gamle foster i min livmoder ihjel.
Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget.
