Fem mænd hænger ud foran et træskur, der ligner en form for mekaniker-bule. Oliedåser, metalgenstande og beskidte klude flyder henslængt på de uhøvlede hylder, der er sat op på den sparsomme plads. Klokken er 20.30, og der er mørkt i Bwaise, en bydel i et af Kampalas største slumkvarterer, der i det ugandiske politis egne statistikker tog føringen som et af hovedstadens mest kriminelle områder sidste år.
Kun neonlys fra nogle af de små salgsboder langs den mudrede vej giver en fornemmelse af omrids. Jeg har været her tidligere i dag, mens solen stadig brændte på kinderne. Nu er jeg vendt tilbage for at mødes med 19-årige Faridah Nakimuli og 17-årige Zaharah Nakayiza, der har lovet at give mig en guidet tur gennem Bwaise by night. En tur, Faridah for få år siden gik med sin veninde, og hvor kun Faridah nåede hjem i live.
Videos by VICE
”Bwaise er lidt som helvede på jord og ikke sikkert for piger,” siger Faridah.
Statistikkerne bakker hende op. I Uganda har én ud af fire piger og kvinder mellem 15 og 49 år uden uddannelse været udsat for seksuelt relateret vold. Det viser Ugandas seneste nationale undersøgelse af den demografiske folkesundhed i 2016. Samme statistik viser også, at 34,5 procent af alle piger mellem 15 og 19 år har været gravide, og det gør Uganda til landet med den dårligste statistik på området syd for Sahara.
“Mænd taler til dig, præcis som de vil, og når det er mørkt, er der ikke nogen, der hjælper dig, hvis du skriger. Selv hvis du bare skal på toilettet om natten, må du have din bror med til at passe på dig. Mænd gemmer sig alle vegne,” forklarer Faridah, mens vi trasker gennem mudderet, som troperegnen et par timer tidligere efterlod. Alle tre har vi lygterne tændt på vores mobiler for ikke at blive overrasket over det glatte underlag, der uden tøven vil sende os af sted mod de dybe kloak-render, der er gravet i hver side af vejkanten.
De to kvinder kæmper en kamp med myndighederne om at gøre slummens gader mere sikre at færdes på. Helt konkret ønsker de gadebelysning, så mænd ikke længere kan ligge på lur.
Faridah er præsident for Safer Cities, et projekt under PlanBørnefonden, der arbejder for at gøre byen sikrere at færdes i for slummens piger. Zaharah er koordinator samme sted og sammen afholder de workshops, hvor piger blandt andet lærer om deres rettigheder.
En nat for fem år siden var Faridah og en veninde på vej hjem fra arbejde, hvor de solgte nødder og chips ved rundkørslen på den store asfaltvej, der markerer indgangen til Bwaise. Tung regn havde oversvømmet de smalle, lerede gader, og de var tvunget til at tage ruten ad den asfalterede hovedvej, der ledte dem hjem, men samtidig også forbi et øde område med en række forladte huse.
I en af smøgerne blev de passet op af en håndfuld mænd, der var påvirkede af stoffer. Stien var så smal, at hvis Faridah forsøgte at røre husene på hver side, ville hendes arme forblive bøjede.
Mændene blokerede vejen, men hun nåede akkurat at slippe forbi dem på venstre side. Det gjorde veninden ikke. Næste morgen fandt de hendes krop et stenkast fra, hvor de blev passet op. Voldtaget og misbrugt lå hun nu død i et blomsterbed. Faridah viste raftehegnet frem tidligere i dag, hvor mændene havde gemt sig, og pegede de soltrætte blomster ud.
“Vi skreg højt, og jeg vidste instinktivt, at det var et spørgsmål om overlevelse. Ingen hjalp os. På et tidspunkt kunne jeg høre nogen, som var henne og tjekke, om deres hoveddør var låst. Men de gjorde intet. Jeg løb alt, hvad jeg kunne, og kom i sikkerhed bag et bevogtet hegn længere fremme,” forklarer hun.
Oplevelsen forandrede hende. Ligegyldigheden og følelsen af at være én, man kunne udnytte og bruge satte sig som en klo i hende. Mens vi går her i mørket nogle timer senere på den røde, smattede lerjord, viser hun mig et andet sted.
”Der er en bar derinde,” siger hun og peger ind i en mørk gyde. Jeg vender lyset fra min telefon i retningen af hendes finger. Skikkelser af mænd toner frem af mørket. Lige nu er der stille. Kun lyden af sagte mandestemmer, der kalder på os fra husmurenes skygge, forfølger os. Normalt er det høj musik, der brager ud over zinktagene.
”Da min veninde blev dræbt, var jeg gravid i fjerde måned. Jeg var 15 år. Faren til barnet var forsvundet, og jeg følte ikke, at jeg havde nogen fremtid. Folk her dømmer dig, hvis du bliver mor, mens du stadig selv er et barn, også selv om det ikke er din egen skyld. Faren til barnet ville kun betale mine skolepenge, hvis jeg gav ham noget til gengæld, og da jeg blev gravid, stak han af,” fortæller hun.
I tiden efter mordet på veninden kom Faridah på barer som den hver dag og forsvandt ind i en tåget verden af alkohol. Ligeglad med sig selv, sit barn og sin krop, som hun ofte gav i bytte for penge. Indtil hun en dag hun hørte om Safer Cities-projektet.
“Et vendepunkt,” kalder hun det selv.
”Jeg skammede mig så meget over mig selv, at jeg i lang tid syntes, det var svært bare at gå på gaden. Som enlig mor var jeg nødt til at droppe ud af skolen, da jeg ikke længere kunne betale mine skolepenge. Men i Safer Cities følte jeg mig pludselig stærk på en måde, jeg aldrig havde følt før. Jeg lærte at kende mine rettigheder og at stå op for mig selv og blev samtidig mere modig.”
Et af de første projekter, Faridah stod i spidsen for, var at få opsat gadebelysning i det område, hvor hendes veninde blev dræbt.
”Nu kæmper jeg for, at andre ikke skal gå igennem det samme, som jeg har gjort. Før blev mine grænser overtrådt konstant, men jeg vidste ikke, at det ikke var ok. I dag kender jeg mine rettigheder, og jeg føler mig ikke længere som et offer,” siger hun.
Vi har nået enden på vores gåtur, og hun viser mig en lille plads i rundkørslen, hvor hun for tre måneder siden fast sad og solgte nødder. I dag har hun taget et lån og købt et skur, hvor hun føler sig mere sikker, når hun sælger sine varer. Det ligger en kort gåtur fra hendes hus, og hun slipper for at skulle tage hovedvejen hjem under monsunen. Her i rundkørslen er første gang, jeg ser kvinder på vores tur. De sidder, som Faridah plejede at gøre, og sælger grøntsager, cd’er og chips. Hun peger på gadelygterne langs den store vej.
“Ja, ja, de er der, men det er et skuespil. De er aldrig tændt,” siger hun.
Hos myndighederne har der indtil videre ikke været den store hjælp at hente. Politiet kræver en standard bestikkelse på op mod 40.000 shillings blot for at se på sager om overfald og overgreb, siger hun, og hun har ikke tal på, hvor mange gange hun har lagt vejen forbi borgmesterens kontor eller sendt ham invitationer til deres borgermøder. Han er aldrig dukket op.
Alligevel er der en stædig optimisme at spore hos den 19-årige feminist. Hun er netop hjemvendt fra New York, hvor hun talte om pigers manglende rettigheder i Uganda under FN’s seneste generalforsamling, og i oktober i år havde hun besøg af Ulla Tørnæs, den danske minister for udvikling, i sit hjem her i Bwaise.
“Jeg er god til at lave venner med ‘benefits’, for vi har brug for allierede i kampen for at kunne ændre vores liv. Og forandringen er allerede begyndt. For første gang nogensinde har vi fået borgmesterens opmærksomhed. Han troppede op til et arrangement i vores klub, da den danske minister var forbi, og jeg vil bruge alle mine kræfter på at holde ham op på det, han lovede hende: At vi skal være i sikkerhed her i Bwaise.”
