Vi kan tale om alt. Tror vi. For måske kan vi ikke tale om abort? Noget tyder på, at kvinder i stigende grad skammer sig over at afslutte en uønsket graviditet. Noget tyder på, at abort er ved at blive tabu. I denne uge undersøger vi på Broadly, hvad aborter betyder for os, og hvorfor nogle af os har svært ved at tale om dem – også med de veninder, vi deler alt andet med. Følg med her.
Da Emilie Thomsen i starten af maj i år viste sin kæreste den graviditetstest, hun om lidt ville tage, troede hun faktisk slet ikke, hun var gravid. Godt nok havde hun klassiske graviditetstegn som ømme og store bryster og var gået fem dage over tid med menstruationen, men samtidig havde hun haft spiral i over to år og regnede derfor med at være godt beskyttet. Emilie og hendes kæreste havde på det tidspunkt været sammen i lidt over et halvt år, og børn havde endnu ikke været oppe at vende.
Videos by VICE
“Men nærmest med det samme sagde han til mig, at uanset hvad udfaldet ville blive, skulle vi nok finde ud af det, og da jeg sagde, at jeg ikke havde lyst til at få et barn lige nu, sagde han, at han havde det på samme måde, men at han da gerne ville have børn med mig en dag. Det var første gang, vi talte om det, så det var faktisk en ret stor og betydningsfuld ting for mig at høre ham sige,” fortæller Emilie.
Egentlig var det lidt et tilfælde, at Emilie overhovedet fandt ud af, hun var gravid. Hun havde lagt mærke til, at menstruationen ikke var kommet, men anså på grund af spiralen nærmest ikke graviditet som en reel mulighed. Hun havde på det tidspunkt været færdiguddannet fra CBS i otte måneder og var allerede blevet ansat i en fuldtidsstilling som webansvarlig i et grafisk bureau. Det var på arbejdet, at Emilie første gang blev konfronteret med muligheden for at være gravid, da hun i sjov fortalte en kollega om graviditetssymptomerne.
“Vi grinede først, men på et tidspunkt sagde hun: ‘Seriøst, Emilie, tag en test.’ Jeg gad ikke rigtig, men vi havde tilfældigvis en gammel graviditetstest liggende inde på arbejdet, fordi en af de andre fra kontoret engang havde lavet noget design for det firma, der fremstiller dem. Den tog jeg så med hjem. Men havde jeg ikke fyret den joke af, kunne der sagtens være gået længere tid, før jeg havde fundet ud af det,” fortæller Emilie.
Da hun senere samme aften kiggede på testen sammen med sin kæreste i lejligheden på Nørrebro, var det dog ikke så ligetil som forventet. Ikke fordi den var negativ, men fordi den var heller ikke var positiv.
“Der skulle være to streger, hvis den var positiv, og kun en, hvis den var negativ. Her var der så ligesom halvanden. En meget tydelig og en meget svag. Jeg tænkte, det måtte være, fordi testen var for gammel, så jeg købte to mere med det samme.”
Men test nummer to viste samme resultat. Efter et par Google-søgninger fandt parret frem til, at de skulle vente med den næste til om morgenen, når Emilies urin var mere kraftig.
“Vi tog alle beslutninger sammen fra start og kunne snakke om det hele. Det var en meget fælles ting. Og jo, selvfølgelig påvirker det en kvinde meget, når hun bliver gravid, men det påvirker jo også en mand, så vi græd faktisk begge to lidt den aften – vi var nok både rystede og forvirrede og meget påvirkede af ikke at vide, hvad der skulle ske.”
Næste morgen var uvisheden forbi. Emilies morgenurin fremkaldte to tydelige streger på den tredje test, og da hendes kæreste skulle til undervisning, tog hun til lægen. Deroppe blev hun endnu engang testet positiv og brød fuldstændig sammen. Imellem hulkene fik Emilie forklaret, at tårerne ikke var glade, at hun havde en spiral, men at den havde svigtet, og at hun bare ikke skulle have en baby nu. Lægesekretæren, der havde stået for graviditetstesten af Emilie, brød ind i hendes fortvivlede talestrøm. En, ifølge Emilie, “meget sød” kvinde, der bakkede hende op og mindede hende om, at det jo i så fald var heldigt, at hun boede i et land, hvor det hverken var ulovligt eller ilde set at stoppe en uønsket graviditet.
“Og så fik jeg det sådan ‘JA!’, og selvom det det jo stadig ikke var let, blev jeg ligesom helt afklaret med, at det ikke var forkert eller dårligt, at jeg var havnet i den situation. Det var jo ikke nogens skyld. Vi havde passet på og gjort, som vi skulle. Og nu benyttede jeg mig bare af et valg eller en rettighed, jeg som dansk kvinde har. Selvom jeg ikke havde været i tvivl, var det dejligt bekræftende, at hun var så sød og støttende, og så var der ligesom ikke mere fortvivlelse fra da af,” fortæller Emilie.
Senere samme eftermiddag var Emilie og hendes kæreste sammen oppe hos den gynækolog, som i sin tid havde sat Emilies spiral op og nu skulle fjerne den igen, så hun kunne få aborten.
“De var ret tyngede af dårlig samvittighed i den gynækologiske klinik. Som om de følte, det var deres ansvar, at det her var sket for mig. At de ikke havde gjort deres arbejde ordentligt. Men det sker jo for én procent, og min spiral var faldet lidt ud, så derfor blev jeg en del af den statistik,” fortæller Emilie.
Da hun og kæresten kort tid senere forlod gynækologen, havde Emilie allerede taget den pille, der dræber fosteret – kun omkring et døgn efter graviditet første gang strejfede hendes tanker.
“Det hele gik sådan slam, slam, slam,” siger Emilie og lader for at understrege tempoet håndfladen ramme bordpladen i tre hurtige slag, før hun fortsætter:
“Det var også derfor, jeg uden at skulle overveje det nøje valgte medicinsk abort. Det skulle bare overstås.”
Og det blev det. Altså hurtigt overstået. Morgenen efter – en solfyldt lørdag i starten af maj – tog Emilie de stikpiller, der skal få kroppen til udskille fosteret og lagde sig derefter ud på sine forældres terrasse. Der ventede hun på smerterne og blodet, som aldrig rigtig blev så slemt som forventet:
“Det føltes bare som voldsom menstruation med stramme smerter, men det var ikke engang særligt slemt. Ville selvfølgelig hellere end gerne have været foruden, men det, jeg bed mest mærke i den lørdag, var egentlig, at det ikke var så voldsomt, som jeg troede, det ville være. Min kæreste spillede turnering og kunne ikke være der, men jeg kan huske, at jeg sendte ham en snap ude fra solen, hvor jeg bare skrev: ‘Har det faktisk rigtig godt. Held og lykke’.”
Siden den dag har Emilie kun sjældent tænkt på aborten.
“Det var bare videre. Oppe i mit hoved var det ingenting. Jeg har aldrig forestillet mig at gå rundt med barnevogn eller haft fornemmelsen af liv. Det var bare slet ikke der, jeg var.”
For Emilie har en afgørende faktor for, at processen har været så lige til, været sammenholdet med sin kæreste:
“Det er jo min krop, og derfor var det også mig, der først skulle sige højt, hvad jeg ville. Men man tager jo hensyn til hinanden i et forhold, så det havde nok været meget svært, hvis ikke min kæreste havde villet det samme som mig. Men vi var totalt på bølgelængde og fik sat ord på vores drømme – både hver især, men også for os som kærester. På den måde har aborten gjort meget for, hvor vi er nu. Når man tager så store beslutninger sammen, former det en. Og for os har aborten på den måde ikke udelukkende været en dårlig ting – selvom vi gerne ville have været den foruden.”
Hun uddyber: “Måske er vi blevet endnu tættere endnu hurtigere, end vi hvis det ikke var sket. Også fordi vi kom tættere på hinandens familier i processen. Alle vidste det, og vi snakkede åbent om det. Kort tid efter aborten skulle vi hjem til hans forældre, og jeg kom før ham, og så sad jeg bare og fortalte dem om det hele.”
I dag er det seks måneder siden, Emilie fik en abort. Hun er tilbage på spiralen, og det eneste, der sommetider minder hende om episoden, er, at hendes menstruation stadig er lidt uregelmæssig.
“På den måde føler jeg lidt, at jeg har danset hen over det, og det jeg meget, meget taknemmelig for.”
