Da Tinder blev for dumt, opfandt den her kvinde en dating-persona, der var ligeglad

Selfie af Mette Helena Rasmussen

Hvis du har været single på et eller andet tidspunkt de seneste syv år, så har du sikkert åbnet en lille, flammeformet app i et anfald af liderlighed, ensomhed eller bare kedsomhed. Og hvis du er kvinde på Tinder, har du måske også opdaget, at der kan være meget kort fra gensidigt, håbefuldt match til offensive beskeder i indbakken.

Så hvad gør man, når man bliver tilpas træt af spørgsmål som, “Hvad søger du egentlig her på Tinder?” eller det endnu mere charmerende, “Foretrækker du hyggesex eller mere hårdt?”.

Videos by VICE

Mette Helena Rasmussen opfandt personaen ‘Mor På Tinder’, som har væsentlig mere af både humor og tålmodighed end mig, og som aldrig bliver intimideret af intense beskeder. Og så delte hun de akavede Tindersamtaler med sine følgere på Instagram.

Et sammensat billede med fire screenshots fra Mette Helenas samtaler på Tinder
Foto: Screenshots fra Mette Helenas Tindersamtaler

Hvis en mand for eksempel skrev, at han gerne ville opdrage lidt på hende, så svarede hun, at han da sikkert ville hade hendes børn, fordi de var så dårligt opdragede. Når mænd spurgte, hvad hun søgte på Tinder, svarede hun “En mand, der har styr på nutids-r”.

“I starten blev jeg overrasket over sproget og måden, man kommunikerer med hinanden på, fordi det var så kontant og råt. Så jeg opfandt en persona med noget humor, så jeg kunne købe mig lidt mere tid, før jeg skulle svare på de spørgsmål,” siger hun.

Mette Helena Rasmussen, som er 37 år og boligstylist, beskriver Mor På Tinder-karakteren som en kvinde, der er lidt smådum, ikke har brug for noget, ikke bliver fornærmet over noget, og som møder selv de mest kiksede henvendelser med humor.

Mor På Tinder kom på banen, når Mette Helena fra start kunne mærke, at der nok ikke var tale om et særlig godt match.

“Jeg ved jo godt meget tidligt i en korrespondance, om vi skal mødes eller ej. Det gælder både dem, der skriver, ‘Nyder du vejret?’ og dem, der skriver, ‘Skal du røvpules, inden ugen er omme?’ Jeg synes, begge dele er lige utiltalende,” siger hun.

Et sammensat billede med fire screenshots fra Mette Helenas samtaler på Tinder
Foto: Screenshots fra Mette Helenas Tindersamtaler

Mor På Tinder har masser af gode råd. Hun mener, det er praktisk at date yngre mænd, fordi de er gode til at gå ned med skraldet. Hun foretrækker dates med store mængder vin og kalder dem #highdrinkingnofood-dates. Hun gider ikke spilde livet på gåture rundt om søerne i gråvejr med kaffe i hånden. Og når fyre spørger hende, om hun har noget legetøj, svarer hun, at hendes stue er fyldt med børnenes LEGO.

“Mor På Tinder er meget mere kæk og selvsikker, end jeg selv er. Jeg kan sagtens bøvle med usikkerheder og længsler, men Mor På Tinder er ikke bange for at miste noget, for hun har ikke noget på spil. Tinder er bare billeder for hende,” siger hun.

Et sammensat billede med fire screenshots fra Mette Helenas samtaler på Tinder
Foto: Screenshots fra Mette Helenas Tindersamtaler

Hun anonymiserer altid de samtaler, som kommer på Instagram, fordi det har aldrig handlet om at udstille de enkelte mænd. Mor På Tinder var Mette Helenas forsøg på at navigere i en datingkultur, hvor sproget var meget kontant, og hvor man rigtig tidligt blev afkrævet svar på, hvad man mon søgte efter på Tinder.

“Jeg synes egentlig ikke, jeg har udstillet andre end mig selv. Jeg fik hurtigt stor respons på de her screenshots, for folk kunne godt genkende de typer, jeg skrev med. Man er meget overladt til sig selv, når man sidder i den situation og bliver bejlet til på den måde.”

Mette Helena Rasmussen skrev for et par uger siden på Instagram, at hun havde fundet sig en ung kæreste, som var rigtig god til at gå ned med skraldet.