Denne artikel er også trykt i VICE Magazine – Dystopi & Utopi. Læs flere artikler fra magasinet her.
I januar 2017 udkom første udgave af Konspiration, Danmarks første tidsskrift dedikeret til konspirationsteorier, der har været i handlen så mange som 2.000 steder i landet. I bladets første leder beskriver redaktør Josef Hanji det som “Danmarks første trykte kritisk tænkende medie”.
Videos by VICE
Ved første møde med tidsskriftets sensationelle forsider kunne man affeje det på samme grundlag, som man ville med ham der sølvpapirshatstypen fra History Channels Ancient Aliens eller rapperen B.o.B, når han siger, at jorden er flad; der bliver sat spørgsmålstegn ved sandheder, vi har fået ind med modermælken – fra månelandingen i 1969 til den officielle forklaring bag 11. september. Josef Hanjis leder er spækket med talesprog og grammatiske skønhedsfejl, og Konspiration-skribenternes faglige bagland varierer bredt – fra ingeniører, journalister, læger og sociologer til “entusiaster”.
”Vi skal ikke bilde folk noget ind,” fortæller Josef Hanji. “Medier er blevet meningsdannere i stedet for vidensdannere. Sandheder er individuelle, fordi de er bundet op på de videnskriterier, hvert individ har.”
Og den grundtanke bag hans kontroversielle konspirationsblad er trods alt værd at se nærmere på. Hvis vi altså vil leve i et samfund, der er tro mod de utopiske værdier, vi betragter som dets grundsten – ytringsfrihed og et demokrati, hvor naturvidenskab og logisk, kritisk tænkning vinder over frygt og fordomsfuld propaganda.
Kort fortalt, lever den 42-årige dansk-pakistaner Josef Hanji i en parallel virkelighed. En virkelighed, hvor han ikke tager sandheder og diskurser fra mainstream-medier og politikere for givet. Den virkelige virkelighed, hvis man skal tage hans ord for det. “Låget er hoppet af,” som han selv beskriver det.
Når det hedder ‘underholdning’, er det, fordi du bliver holdt under – ikke fordi der er nogen, der under dig en holdning
Når man møder ham, fremstår Josef Hanji hverken så paranoid eller excentrisk, som man måske kunne forestille sig en mand, der i 2008 var med til at stifte den danske 9/11 Truther-bevægelse 911truth.dk, hvorigennem han har afholdt mere end 50 aktioner og uddelt hundredtusindvis af flyers – og i øvrigt har brugt det sidste halvandet år på a kædeproducere Konspiration-magasiner fra sit hjem på Nørrebro i København. Han elsker Rage Against the Machine (så meget, at han selv startede rapmetalbandet System Remorse som ung), “har udelukkende spist planter i fire år”, halter på det ene ben og poserer med en sød hund på sit Facebook-profilbillede. Han er uddannet panserinfanterist og dansklærer og virker egentlig som et kryds mellem den desperate oprørskriger Saw Gerrera fra Star Wars og Will Smiths holistiske enmandshær i The Pursuit of Happiness; overraskende opstemt af en professionel dommedagsprofet at være, selv om hans mangeårige stræben efter sandhed tydeligvis har sat sine spor på tiltroen til fremtiden.
“Der er et underviser-gen i mig, der gerne vil give ting videre til de næste generationer. Det er det, der driver mig. Jeg har ikke nogen kone, jeg har ikke nogen børn. Jeg har givet de bedste år af mit liv til at lære mere om de her ting. Det har været tungt, men er blevet lettet af, at jeg har lavet det her. Men jeg er træt. Lige nu holder vi pause med udgivelserne. At lave konspirationsmagasiner er bestemt ikke noget, man bliver millionær af,” siger han.
Jeg spørger Josef Hanji, hvad det er for en “kritisk tankegang”, Konspiration præsenterer læsere for, som, han mener, ikke er at finde i det gængse danske mediebillede.
“Journalister er inde i en verden, hvor de tror, de er kritiske, og tror, de informerer verden, men de lever i en boble, der er kontrolleret. Der mangler mere dybdegående research – mere af det, man lærer om, at journalister gør, men som de slet ikke gør. De får noget fra Reuters, der er ejet af Rothschild-familien, eller fra AP, så derigennem påvirker eliten, hvad der kommer ud i medierne. Det, vi mangler, er noget gammeldags journalistik, hvor folk tør at gå ud og sige nogle ting.”
Han genfortæller, hvordan frøet til hans egen hermeneutiske rejse til at “bryde ud af paradigmet” først blev sået i 2007 i forbindelse med Ungdomshus-urolighederne, som han hellere vil kalde “danmarkshistoriens største ungdomsoprør” – og senere under et foredrag med kemikeren Niels Harrit om angrebene på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001, hvilket førte ham til en nærmere granskning af, hvad der sker, når noget stemples som “en konspirationsteori”.
“Man må ikke afskære dialogen. Hvis folket ikke ved ting, kan de ikke danne meninger om det,” siger han og henviser til Habermas’ og Foucaults sociologiske teorier om magt og diskurs. “Da George W. Bush i kølvandet på 11. september sagde, at vi ikke skulle tolerere “outrageous conspiracy theories” og “malicious lies”, var det et eksempel på magten, der bestemte, hvad der er rationelt, sandt og falskt. Kognitivt tør folk ikke sætte spørgsmålstegn ved det – eller overhovedet tænke det.”
Da jeg spørger ind til, hvilken konspirationsteori der er hans yndlings, bliver hans toneleje gravalvorligt. Han beretter om nogle af de konsekvenser, der er fulgt med livet som skeptiker; hvordan kolleger og endda familiemedlemmer har “taget afstand fra ham” med årene. ”Og det er på basis af 11. september. De har ikke forstået, at den måde, jeg ser det på, faktisk hører til i deres verden, den akademiske verden. De afviser den bare, fordi de får at vide af autoriteten, at konspirationsteorier skal afvises.”
Han peger på den “INVESTIGATE 911”-t-shirt, han har taget på til vores møde.
“Det er den teori, jeg har brugt mest tid på, og som jeg mener, er den lille dør, der åbner op til det store rum – kollapset af World Trade Centers Bygning 7. Det er der, man kan se ret tydeligt, at der er blevet brugt sprængstoffer til at rive bygningen ned, og kigger man på det, er man også nødt til at spørge sig selv, om der er blevet brugt sprængstoffer på tårnene. Og hvis man kan erkende det, bevæger man sig videre og begynder at tvivle. Fordi man trækker “konspirationsteori” ned over det, må vi ikke diskutere, hvad der egentlig var grundlag for, at vi gik i krig. Så det har været vores mål at placere den her lille dør.”
Journalister er inde i en verden, hvor de tror, de er kritiske, og tror, de informerer verden, men de lever i en boble, der er kontrolleret
Jeg spørger ham, om der så er nogle konspirationsteorier, han ikke tror på.
“Jeg tror ikke på, at jorden er flad. Det er misinformation, der bliver båret frem af medierne og en måde at gøre, at folk aldrig bliver enige: Teorier, der varierer, som folk kan diskutere indbyrdes og aldrig nå frem til noget konkret. Hele det der alien/UFO-område er også spammet til med misinformation – lad os bevæge os væk fra det. Lad os bruge tid på noget, der faktisk kan ændre verden i stedet for bare at underholde den. Når det hedder “underholdning”, er det, fordi du bliver holdt under – ikke fordi der er nogen, der under dig en holdning. Vi har brug for en 9/11-sandhedskommission ligesom efter apartheid. Det handlede om sandhed, ikke straf.”
Uanset om flybrændstoffet fik de metalbjælker til at smelte eller ej, så er jeg her nødt til at give Josef Hanji ret i, at vi er præ-programmerede ad helvedes til. Jeg kan mærke konflikten i mig selv, hvordan min kritiske sans trækkes i to forskellige retninger af vores samtale. På den ene side sidder jeg over for et menneske, der har ofret goderne ved et “normalt” liv uden andet incitament end at opsøge sandheden – men samtidig en mand, hvis “INVESTIGATE 911”-t-shirt skilter ham som direkte modstander af ting, som politikere og mainstream-nyheder har fortalt mig, siden jeg var ni år gammel. Ting, der har ført os i krig. Men hvis “boblen”, som han kalder den, eksisterer, hvordan kan vi så bryde ud af den?
“Man skal udfordre det, man tror, man ved noget om – finde en upartisk kilde, der er uenig med det. DR og TV 2 er ikke uenige – de er meget enige,” svarer han, og henviser til 9/11-webportalen ae911truth.org, Architects & Engineers for 9/11 Truth, der er etableret af fagfolk.
Jeg spørger ham, om han allerede føler, at den verden, vi lever i, er en dystopi.
“Vi lever i et dystopisk samfund lige nu. Løgn er sandhed, og sandhed er løgn. Det bedste eksempel, jeg kan give, er George Orwells 1984. Stormagter, der kæmper mod hinanden baseret på nogle løgne, mens folk ikke rigtig ved, hvad der er sandt eller falskt, og bliver overvågede i deres egne hjem. Det her er ikke demokrati. Det er fascisme i fuld flor – nyfascisme gemt under demokrati.”
Betryggende. Men er der så overhovedet noget tilbage at gøre? Eller er alt håbløst, vil jeg vide på vegne af min generation, der lyder til at være beyond fucked og ude af stand til at bryde ud af et fængsel, vi ikke ved, vi er i – hvis man skal tro Josef Hanji.
“Hvis vi skal snakke ultimativ dystopi, så skal vi derhen, hvor eliten har fået fuldstændig magt – det vil sige et pengeløst, militariseret samfund og en mikrochippet befolkning af forbrugere. Vi er nødt til at holde fast i at have kontanter i vores samfund. Hvis man kan styre os totalt datalogisk, så er det jo Stalin og Hitlers vådeste drøm.”
Nysgerrig efter, om en mand, der har brugt størstedelen af sit voksenliv på at identificere de dystopiske tendenser i vores samfund, overhovedet er i stand til at forestille sig en lysere fremtid, runder jeg interviewet af med at spørge Josef Hanji, hvordan han så ville beskrive et utopisk samfund.
“Dystopi var meget nemt. Utopia… det kommer jeg ikke til at opleve. Fordi jeg når ikke at være med til slutningen på alt det her. Men det ville være et samfund, hvor eliten ikke har magten til at præge folks tanker og meninger, men hvor samfundet har lært at finde frem til deres egne forståelser. Dialogen er essensen af demokratiet. Som Hal Koch skrev i bogen Hvad er demokrati? fra 1945, er den største fare ved demokratiet, hvis politikere ser sig selv som en elite, der bestemmer over alle andre. Lige nu bygger vores samfund på falske forståelser af historien, falske udtalelser fra politikere og autoritetstro til alle mulige instanser. Alt er præget af økonomien nu, og det økonomiske system har ikke nogen følelser. Arbejderfamilier er for naive til at tro, at der findes mennesker blandt os i samfundet, der vil udnytte os til sidste bloddråbe. Men når ting er præget af økonomien, så bliver de påvirket af eliten; af industriejere, banker, virksomhedsejere… Vi er nødt til at få kærlighed og menneskelige følelser i højsædet igen.”
Men er det så overhovedet muligt at føle ægte glæde i vores nuværende “dystopiske samfund”, spørger jeg med min lalleglade, ivrigt instagrammende generation i tankerne.
“Den glæde er baseret på uvidenhed. Det er ligesom Cypher siger i The Matrix: “Ignorance is bliss.” Viden forpligter, og det er også derfor, jeg ikke kan bryde ud af det her. Jeg er nødt til at give det her videre. Ville jeg hellere leve i uvidenhed og se Vild med dans eller sport? Nej, det ville jeg ikke. Jeg har ikke lyst til at være 70 år og sidde på et plejehjem og sige: “Jeg gjorde ikke, hvad jeg kunne.” Jeg er nødt til at kæmpe imod det. Vi kan ikke læne os tilbage længere og stole på autoriteterne i troen om, at de gør det bedste for os. Det har vi fået bevist, at det gør de ikke. Så hvis vi vil have en bedre verden, er de kommende generationer nødt til at bide i det sure æble, finde ud af, hvor meget lort der er lavet, og få det vendt rundt. Fordi de tidligere generationer har fucket op.”
