”Så er der fem minutter tilbage,” siger stagemanageren, mens vi står i Vegas store koncertsal, der i aftenens anledning er gjort til backstagelokale for de optrædende bands til When Copenhell Freezes Over i Lille Vega. ”Hey ho, let’s go,” synger Konvent-trommeslager Julie Simonsen. Rikke Emilie List, bandets forsanger, har brugt det sidste kvarter på at varme halsen op til et niveau, hvor hun kan fremmane en dyb growlen uden at riste stemmebåndet fuldstændigt. Guitarist Sara Helena Nørregaard tager en sidste slurk af sin øl, mens bassist Heidi Withington Brink allerede er på vej ud af døren.
Stemningen i hele bygningen er elektrisk, og klokken er kun 19. Hvis man går til metalkoncerter i København, vil man vide, at folk sjældent dukker op til det første band på plakaten, der ofte spiller for en halvtom sal, et par lydmænd og barpersonalet, der kun lige er begyndt at skifte fustager ud. Men sådan er det ikke i aften.
Videos by VICE
Konvent rider på en bølge – efter at have udgivet en lovende ep, optrådt på mindre scener rundt om i landet og givet en særdeles mindeværdig koncert til Aalborg Metal Festival sidste år, har bandet for alvor slået igennem lydmuren. Konvent dukker op i samtalen overalt, når man diskuterer dansk metal i den tunge, ekstreme ende af spektret, og i sidste uge tonede kvartetten sågar op på forsiden af Politikens iByen-tillæg i et stort anlagt interview.
I Lille Vega kan man se, hvor stor effekt den hype, der omgærder bandet, har haft. Salen er et sortklædt menneskehav med fyldte fadølskrus i udstrakte arme. Foran scenen står fotograferne klar, svalegangen under loftet i højre side er pakket som en tribune til en landskamp, og overalt står publikummer klar iført Konvent-t-shirts med bandets logo: dommedagsnonnen med de kridhvide øjne.
Efter Copenhells konferencier, Sort Søndag-værten Anders Bøtter, har introduceret bandet, brøler publikum som blodtørstige disciple, mens Konvent indtager scenen klædt i sort fra top til tå. Der går rygter om, at der er internationale pladeselskaber og agenter på udkig efter nye talenter ved aftenens koncert, og at der især er interesse fra industriens side i Konvent. Det er et stort øjeblik for bandet og et stort øjeblik for dansk musik. Konvent kan blive det første danske, kvindelige ekstremmetal band til at bryde lydmuren og nå langt udover landets grænser med deres tunge, mørke lyd.
Anderledes stille går det for sig, da jeg møder Konvent i deres øvelokale på Amager en uges tid inden koncerten. Med al den hype og opmærksomhed bandet har fået, kunne man sagtens forestille sig, at stjernenykkerne havde indfundet sig, men stemningen blandt de fire musikalske dommedagsprofeter er helt nede på jorden. ”Er det okay, hvis jeg spiser gulerødder, mens vi snakker?” spørger Rikke Emilie List og peger med betænksom mine over på min optager.
Medlemmerne i Konvent blev introduceret for hinanden gennem fælles bekendte i det danske sludge metal-band Dirt Forge og har spillet sammen i lidt over to år, men de har alle været en del af den københavnske metalscene som fans gennem mange år. ”Vi har jo altid været fans af metal, så vi er vant til at komme i det miljø, og der er jo masser af kvinder, der hører metal. Så det er egentlig lidt sjovt, at det er en overflod af mænd, der spiller det. Hvorfor er der ikke flere kvinder?” spørger Heidi Withington Brink, mens hun hælder kogende vand op i en kop instant-nudler.
Da bandet begyndte at spille sammen i sensommeren 2015, var både Heidi Withington Brink og Konvents oprindelige trommeslager, Mette Marie List (Rikkes storesøster), helt nye på deres instrumenter. I lang tid kæmpede bandet sig gennem covernumre og blev stille og roligt bedre og bedre til at spille. Og så begyndte riffsene og de originale kompositioner at trænge sig på.
”Helt fra starten af var vi enige om, at vi ville spille metal. Det skulle være tungt og ondt, men der var ikke nogen, der tænkte doom. Det kom bare,” siger Heidi. ”Vi blev trætte af at spille covernumre, fordi vi havde mange ideer til riffs, og da de blev sat sammen, så begyndte der at tegne sig et mønster. Det gik langsomt. Vi gentog meget det samme riff, som man gør i doom.”
Doom-metal er karakteriseret ved et kvælende, langsomt groove, dundrende, nedstemte guitar- og bas-riff og et tekstunivers med en forkærlighed for djævletilbedelse og sort magi. Genren opstod egentlig med Black Sabbath i starten af 70’erne – efter bandets ikoniske guitarist, Tony Iommi, mistede to fingerspidser i en ulykke på et stålværft i Birmingham og derfor var nødsaget til at opfinde den simple, men effektive powerakkord – og har siden gennemgået en række mutationer via bands som Candlemass, Paradise Lost og Electric Wizard for bare at nævne snævert udvalg.
Et af de mest iørefaldende aspekter ved Konvents fortolkning af doom-lyden er Rikke Emilie Lists knusende vokal. Hendes brutale growlen, der er modelleret over dødsmetallens gutturale vokalstil, er indstuderet og resultatet af hårdt arbejde og øvelse.
”Rikkes stemme er altid det første, folk kommenterer på ved musikken. Det er også klart, fordi hun growler dybere, end mange mænd kan. Det er ret stort i sig selv,” siger Heidi Withington Brink.
”Til koncerter ser vi tit folk, som måske ikke har set os før, og i det første nummer, så får de sådan lidt store øjne og et chok,” tilføjer Sara Helena Nørregaard.
”Jeg skal præstere mere,” fortæller forsangeren selv, da jeg spørger om udfordringen ved at growle som kvinde. ”Der er en fysisk forskel på mænd og kvinders stemmer. Mænd har lettere ved at growle, så jeg skal bare arbejde hårdere.”
Rikke Emilie List begyndte at arbejde på sin vokalstil, et halvt år inden hun kom med i Konvent. ”Da jeg begyndte at gå til metalkoncerter – det var primært dødsmetal – så var jeg simpelthen blæst væk af sangernes teknik,” fortæller hun. Hun tog mod til sig og opsøgte en rutineret sanger og underviser, der kunne hjælpe hende med at opbygge teknik og stamina og i dag, growler hun, som om hun aldrig har lavet andet.
”Det er grænseoverskridende at gå i gang med,” fortæller forsangeren, om de første gange hun arbejdede sammen med sin lærer. ”Sommetider havde jeg brug for, at han vendte ryggen til og ikke så på mig. Man er jo supergrim, når man growler. Jeg er ikke voldsomt forfængelig, men jeg følte alligevel en barriere der.”
Til trods for at Konvent allerede har opnået flere ting, end de fleste undergrundsbands kan drømme om, gennem de godt to år gruppen har eksisteret, skal man lede længe efter bare en antydning af rockstjerneattitude. ”Man har nok mødt for mange cocky bands til selv at være sådan,” konstaterer Julie Simonsen, der indtrådte i bandets rækker for et par måneder siden, tørt.
”Det har været vigtigt for os med den der beskedenhed,” siger Sara Helena Nørregaard. ”Man kan lige så godt sige det, som det er. Vi er fire piger, og det i sig selv skaber opmærksomhed. Men musikken skal tale for sig selv. For os har det været vigtigt at starte fra bunden og anerkende, at vi er nye, og at det kræver tid, før vi er scenevante, og før vi selv er tilfredse med resultatet.”
Fra publikum og fans i metalmiljøet har Konvent ikke mødt nogle fordomme på grund af deres køn. ”Lige da vi startede, var jeg overbevist om, at vi ville komme til at møde rigtig meget modstand kun på grund af vores køn, men det har næsten slet ikke være tilfældet,” siger Rikke Emilie List. ”Jeg har virkelig været overrasket over, hvor accepterende folk har været.”
”Beware of them, for upon their brow is written the word… DOOM,” lyder klippet over højtalerne, som Konvent går på scenen til. I næste sekund fremmaner Heidi Withington Brink et kosmisk sort hul med det langsomme åbningsriff til nummeret ”Chernobyl Child”, der tordner ud over scenen som en ond forbandelse.
Da resten af bandet kommer på få øjeblikke efter, og Rikke Emilie List – hendes ansigt dækket af det lange hår – fylder salen med et langstrakt brøl, er det, som om loftet letter. Henover den næste halve times tid leverer Konvent et af de stærkeste, mørkeste og mest atmosfæriske sets med rendyrket metalondskab, jeg længe har set, og publikum er som hypnotiserede af de fire metalhoveder, der under hele koncerten headbanger i takt med det tunge beat.
Da jeg taler med Konvent i øvelokalet om det store forventningspres, der ligger på et hypet band, fortæller de mig, at det ikke er noget, de har følt fra fans og metalmiljøet. Forventningspresset kommer indefra.
”Jeg synes ikke, folk er med til at sætte barren op. Det er os selv,” siger Heidi Withington Brink. ”Det er svært at undgå at have den der følelse af, at selv om folk er så åbne og imødekommende over for os som kvinder i den her genre, så er man altid lidt nervøs for, at hvis man laver en fejl, så tænker folk sikkert: ’Det er bare, fordi de er piger’.”
”’Nu tror de bare, de kan få succes, fordi de er piger. De tror ikke, de behøver at øve’,” siger Rikke Emilie List. ”Men vi øver fucking meget,” tilføjer Heidi Withington Brink.
At være et kvindeligt doom-metalband kan også være en fordel, er alle fire musikere enige om. ”Der er måske nogle bands, der skal kæmpe mere for at få koncerter end os, men jeg føler til gengæld, at vi skal bevise mere,” siger Sara Nørregaard. ”I hvert fald over for os selv.”
Efter koncerten sidder Konvent i backstagelokalet i den store sal, hvor roen, den udplyndrede buffet, der står linet up langs scenen, og en dæmpet samtale, mens guitarerne stemmes, blandt medlemmerne af det aarhusianske dødsmetal-band BAEST, der skal spille senere, forekommer nærmest absurd i kontrast til den tordnende metalceremoni, vi lige har oplevet inde ved siden af.
Konvent puster ud og åbner et par øl, mens koncerten evalueres. Sara er klar til bare at høre noget musik, mens Heidi allerede sidder med sin telefon i hånden og læser sms’er fra venner og musikanmeldere og planlægger, hvordan der skal netværkes resten af aftenen. Jeg kommer til at tænke på vores snak om ambitioner og drømme en uge tidligere.
”Flere af de ting, jeg har håbet på ville ske, er sket hurtigere, end vi havde regnet med,” siger Heidi. ”Ens mål rykker sig. Jeg har fra starten sagt, vi skal tænke stort, og vi skal ud i verden. Jeg drømmer kæmpestort.”
Indtil videre har Konvent et travlt program foran sig i 2018, og til foråret går de i studiet igen for at optage nyt materiale til en ep.
