Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA
Hvis man googler ”Dawson Leery”, finder man hurtigt ud af, at han er manden, hele verden elsker at hade. Det altoverskyggende omdrejningspunkt for 90’er serien af samme navn er legendarisk kendt for sin oprigtige og sentimentale natur. Han bruger al sin tid på at lave minutiøst detaljerede film om pigen, der knuste hans hjerte i gymnasiet. Hans soveværelse er nærmest tapetseret med plakater fra Steven Spielbeg-film, der er arrangerede i kronologisk rækkefølge. Han er melodramatisk og humørsyg, og så er han typen, der siger ting som: ”Jeg står overfor en korsvej i mit liv”. Det er irriterende, men samtidigt underholdende nok til at man gider se det. Nej, det, som gør Dawson så ulidelig, er, at han er en sød fyr, og at han gør alt for at overbevise os om det.
Videos by VICE
Dawson er kongseksemplet på “den søde fyr”, som vi i dag kender alt for godt fra både popkulturen og virkeligheden. Han er den sensitive mand, der skilter med sin følsomhed og ser sig selv som moralsk overlegen, men samtidig er forsmået, fordi han bliver forbigået af kvinder, der efter hans mening, altid går efter den stereotypisk maskuline mand. Den Søde Fyr mener selv, at han er god mod kvinder, og derfor er det nærmest en forbrydelse, når han bliver afvist, hvilket afslører hans implicitte opfattelse af, at han har ret til en kvindes krop i kraft af sin ”søde” natur.
Da serien havde premiere for 20 år siden, fremstod Dawson som ”en nørd med gode hensigter”, en karaktertype, hvis popularitet har været for nedadgående siden midten af det 20. århundrede. Han er den søde, håbløse romantiker, der står i skarp kontrast til vennen Pacey, som altid skaber kaos og problemer for sig selv. Dawsons anden bedste ven (og senere kæreste) er Joey, der langsomt går fra at være naboens datter til at blive en skønhed med et solidt moralsk kompas – den type kvinde, som popkulturen har det med at stemple som drømmekvinden. Så er der Jen, den seksuelt udfordrende provocateur fra New York, der i virkeligheden har et hjerte af guld. Det er Jens ankomst til byen, der sætter fut under plottet – som nye, smukke kvindelige karakterer har det med at gøre.
På trods af karakterernes indbyrdes forskelligheder, så har de alle det til fælles – udover den obligatoriske teenageangst – at de grundlæggende er gode mennesker, der altid prøver at gøre det rette (selv om de selvfølgelig også begår fejl). Alligevel er det Dawsons søde væsen, der gang på gang fokuseres på og hyldes, til seeren er ved at kaste op. Han er nærmest udelukkende defineret ved det ene personlighedstræk, og det er grundlaget for hans karakterudvikling hele serien i gennem, lige meget hvor mange gange han (med sine egne ord) formår at opføre sig som ”en skiderik”.
Men hvad er det i grunden, der får Dawson til at tro, at han er sådan en sød fyr? Tja, han taler helt utroligt meget om at være jomfru og om at ville bevare sin mødom, til han møder den eneste ene. Han ser mange af sine drengevenner og klassekammerater som afstumpede sportsidioter, der ikke er i stand til at føle lige så dybt som ham, fordi han er kunstner. (Det er faktisk et direkte citat fra serien: ”Jeg er kunstner. Smerte og lidelse er påkrævet.”)
Desværre er der ingen af seriens øvrige karakterer, der på noget tidspunkt udfordrer Dawsons opfattelse af sig selv som den Søde Fyr. I første sæson kalder Jen Dawson sød, romantisk og kvalmende omsorgsfuld. Da Jens ekskæreste, Billy, kommer til byen og ikke formår at vinde Jen tilbage, må han overgive sig til Dawson i sidste ende: ”Det ser ud til, den søde fyr får pigen den her gang”. I sæson to flipper Pacey ud under et skænderi med Dawson: ”Vi kan ikke alle sammen have lyst hår og være perfekt ligesom dig”. Og Dawson er stadigvæk sød helt fremme i sæson fem, da en ældre filmanmelder, efter de to har knaldet, siger, at det var, da hun bemærkede hans Skechers-sko, at hun vidste, han var ”ufarlig” – altså en sød fyr.
Det er ikke min pointe, at Dawson er et uhyre, eller at hans valg af skotøj er tvivlsomt. Men ligesom alle andre Søde Fyre, så slipper vores helt af sted med at bevare sit image, selv når han ikke er specielt sød. Da han halvvejs gennem første sæson finder ud af, at Jen, som på det tidspunkt er hans kæreste, har været seksuelt aktiv, siden hun var 12 år, begynder Dawson at slutshame hende. Han påstår, at hun forsvarer hans mor – der har haft en affære – fordi hun er bedre udrustet til ”at forstå en kvindes behov for at have flere partnere” end de fleste.
I sidste ende slår Jen op med Dawson, for så senere at ville være venner med ham, men Dawson giver ikke op. Han går med til, at de to skal være venner, og får på en eller anden måde inviteret sig selv med på Jens date med alfahannen Cliff under påskud af, at han selv har sin egen date med. Til det formål bruger han den uskyldige Mary Beth og giver hende falske forhåbninger i sit egoistiske forsøg på at vinde Jens hjerte.
Selvom han ikke ser sig selv som den aggressive type, så er Dawson med jævne mellemrum skyldig i den mest drengerøvsagtige opførsel, man kan forestille sig. I sæson tre stiller han op til en kapsejlads udelukkende for at få Pacey ned med nakken, fordi han er sur over, at vennen er begyndt at kæreste med Joey, som han fortsat har følelse for. Efter kapsejladsen beskylder Joey drengene for at slås over hende, som var hun et trofæ. Og det er ikke første gang, Dawson behandler kvinder, som om han ejer dem. I sæson to knuser Joey Dawsons hjerte, da hun beslutter sig for, at hun har brug for tid alene og slår op med ham. Men da hun så begynder at kæreste med Jack, har Dawson den opfattelse, at Jack har ”stjålet” hende fra ham.
Sommetider er Dawson bevidst om sine fejltagelser og præsenterer de kvinder, han har såret, for meget oprigtige undskyldninger – men det betyder ikke, at han ikke fortsat ser sin rolle som den Søde Fyr som en hæmsko, og kvinder som væsner, der kun er tiltrukket af røvhuller. ”Hun har sagt nej til romantik, ærlighed og respekt,” klynker Dawson, efter Jen har slået op med ham, som om en kvinde nogensinde har brokket sig over at blive behandlet med for meget respekt. ”Vi kan lige så godt indse det, far. Vi er et par søde fyre, og det har kvinder ikke været tiltrukket af siden 1950’erne”.
Dawson mener, at man skal behandle kvinder godt, og at han behandler kvinder godt, og derfor har han den opfattelse, at enhver kvinde, han er interesseret i, bør være interesseret i ham. Når nogle af dem så ignorerer eller afviser ham, føler han sig forsmået. Ironien er selvfølgelig, at Søde Fyre som Dawson ofte føler, at de har ret til kvinder, og det er ikke specielt sødt.
I seriens sidste sæson er der endelig en, som afslører Dawsons pis. ”Dawson er typen, der følger en pige hjem om aftenen og løfter hende over vandpytter, ikke? En rigtig gentleman,” siger en fuld Natasha, som Dawson lige har droppet morgenen efter, han endelig har knaldet med Joey. ”Så boller han med hende, fortæller hende, at hun er hans livs knald, og slår så op via en besked på telefonsvareren”. Det var en tiltrængt afsløring.
