Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Frankrig
Der er et eller andet dybt tilfredsstillende ved at se billeder af vores gamle idoler fra deres storhedstid. Når man sidder og kigger Olivier Degorces nye fotobog Plastic Dreams igennem, transporteres man omgående tilbage til den europæiske housemusiks arnested: Paris i 90’erne. Man ser billeder af Chemical Brothers fra dengang, hvor de havde mere hår på og spritnye ideer i hovedet, Rebotini uden det karakteristiske overskæg og jakkesæt og en ung og sorgfri Carl Craig. Men det bedste er, at Degorces bog viser os et billede af natklubscenen før det store sponsorindtog, før den blev en industri, dengang hvor det hele var lidt mere spændende og mystisk.
Videos by VICE
Udover at fange en æra og en bevægelse i billeder dokumenterer Degorces bog også fremkomsten af en række kunstnere, som skulle komme til at dominere den elektroniske musikscene internationalt. Hans billeder tager os med til fester i den parisiske banlieue, sætter fokus på dj’ens nye rolle og ikoniske status og præsenterer os for folk, der siden har turneret verdenen og spillet ved de største festivaler. Hvordan interagerer vi med de her fastfrosne tidsbilleder uden at reducere dem til nostalgiske fantasier? Det har Degorce ikke svaret på. I stedet for får læseren mulighed for at danne sin egen mening. Når man kigger på billederne, melder to tanker sig: først og fremmest føler man en melankoli over, at guldalderen nu ligger langt bag os, men man føler også, hvor magtpåliggende det er at udødeliggøre den i vores egen mytologi.
