De kvinder og mænd, der tænder på tissetrang

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Prøv at tænk på nogle af de mest irriterende ting i livet. Nogle af os vil nok nævne “at være ved at pisse i bukserne”, for det er sgu lige så irriterende som “hvepse”, “folk, der går ufattelig langsomt” og “at sætte sin telefon til opladning natten over, og opdage, at der ikke var tændt på kontakten, når man vågner.” Jeg siger “nogen af os”, fordi det jo ikke gælder os alle. Ja rent faktisk er der et lille mindretal, som elsker at skulle tisse helt vildt.

Til de uindviede kan jeg forklare, at omorashi – der er det japanske ord for at tisse i bukserne – er en fetisch, hvor man tænder seksuelt på at have en fyldt blære. Ligesom ved enhver anden fetisch er der forskellige grader af det: Nogle medlemmer af omorashi-miljøet tænder på at opfordre andre til at holde sig, mens andre kan få en orgasme af at se på en person, der mister kontrollen over deres blære, og den medfølgende lettelse og forlegenhed, der følger med, når man pisser i bukserne.

Det er jo ikke ligefrem noget nyt, at folk tænder på tis – bare tænk på golden showers og urophagia (at drikke tis), som er velkendte fetisches. Forskellen er, at omorashi handler om inkontinens med tøjet på. Der er ingen tal på hvor mange, der tænder på det (måske fordi omorashi ikke lige er noget, man nævner på den første date), men der er heller ikke noget nyt ved det. Det har sine rødder i japanske videoer og TV-programmer, hvor man konkurrerer om at holde sig, men interessen i omorashi er bestemt ikke forbeholdt Japan. Det australske magasin West Set Magazine er henvendt til piger, som godt kan lide at tisse i bukserne. På deres hjemmeside står der: “Vores piger er desperate efter at komme på toilettet, men de elsker at gøre det i bukserne i stedet!”

Spørgsmålet er, hvordan man dater og lever i et parforhold, hvis man tænder på en fuld blære? Jeg talte med Nick*, som er en pensioneret ejendomsmægler fra Mexico, og som har været en del af omorashi-miljøet on and off, siden han var teenager. Nicks første oplevelse var som 13-årig, da han boede i Arizona. Selvom hans far sagde, at han ikke måtte drille sin jævnaldrende nabo Amber*, fordi hun havde en lidelse, der gjorde, at hun tit tissede i bukserne, så han kan huske, hvor meget han tændte på det (og hvor flov han følte sig bagefter). “Jeg kan huske, at jeg troede, at jeg ville blive ramt af lynet for at være så perverteret,” fortæller han, “men jeg kunne ikke styre det.”

Da Amber fortalte ham, at hun godt vidste, at han tændte på alle hendes uheld, kom hun med en løsning på problemet: “Hvis du lader mig lege med din pik, hver gang den bliver stiv, så skal jeg nok tisse i bukserne, så ofte du vil have det.” Parret dyrkede den omorashi-leg hele året i 1970 – en periode Nick beskriver som “ufattelig lykke” – men hun forlod USA året efter.

Efter flere mislykkede forsøg på at finde ligesindede kvinder var det først sidste år, at Nick fandt en anden omorashi-legekammerat: Isabel*, som er sygeplejerske fra Californien, og som han mødte, da hun lejede et hus, han ejer. Ligesom med Amber begyndte det hele med små diskrete signaler. “Hun skrev til mig: ‘Jeg vil gerne blive ved med at snakke, men jeg bliver nødt til at finde et toilet, for jeg er ved at tisse i bukserne!’” siger Nick. “Så skrev jeg tilbage: ‘Engang imellem har man et uheld, søde.’ Og så skrev hun: ‘Det har du bestemt ret i!’”

Isabel havde aldrig fortalt nogen mand om hendes fetisch, så Nick fortæller, at da de begyndte at være sammen, havde de “næsten overbevist hinanden om, at de havde fundet en potentiel omorashi-partner”. Parret var alligevel bange for bare at sige det lige ud til hinanden, så det var først, da de var på en skovtur sammen, at det gik op for dem, at de endelig havde fundet nogen, de kunne dele deres fetisch med.

“Isabel beklagede sig over, at hun blev ved med at nyse, fordi der var pollen i luften. Det varede ikke længe, før hun nyste så meget, at hun ikke kunne styre det og råbte ‘jeg kommer til at tisse!’ Jeg kunne se hendes skridt blive mørkere, og så gav hun bare slip,” siger Nick. “Hendes shorts var helt gennemblødte, og hun var også våd hele vejen ned af hendes inderlår. Hun kunne se på min reaktion, at jeg tændte på det.”

Eftersom de kun mødtes nogle få gange om året, fordi de boede så langt fra hinanden, begyndte de at finde metoder til at inkorporere det i deres sexliv. “Tit skal der ikke mere til end at kilde hende rigtig meget,” siger Nick, “men nogle gange laver vi det til en hel leg.” Det kunne for eksempel være at sidde på en bar og få Isabel til at grine så meget, at hun ikke kunne styre presset på hendes blære. “Hun knækkede sammen af grin, og til sidst kunne hun ikke holde sig mere,” husker han med et smil.

Selvom det betød, at hun blev så flov, at hun blev rød i hovedet, kan Nick huske, at hun tændte på at fremmede, især mænd, måske havde set, at hun havde tisset i bukserne i offentligheden.

Når man tænker på, at omorashi for det meste kommer til udtryk i fantasier, er Nick helt sikkert heldig, at han kan dele sin fetisch med en kvinde, som også nyder det. Men sådan har det ikke altid været. Han kan huske, at tilbringe “et ensomt årti på hjemmesider, der aldrig førte til noget.”

Når man er nødt til at holde sine lyster for sig selv af frygt for at blive afvist, er det ikke så mærkeligt at så mange aldrig får inkorporeret deres fetisch i deres sexliv. Nick er enig: “Det kræver enormt meget tillid, før man kan tale med et andet menneske om så usædvanlig en fetisch. Jeg kender folk, som har været gift i over et årti, men aldrig har haft modet til at nævne deres omorashi-fetisch for deres partner.”

Nick siger, at det var det samme med hans eks-kone, som han blev gift med, da han var i 30’erne. “Jeg vidste, at hun havde prøvet lidt af hvert seksuelt. Men alligevel havde vi været gift i flere år, før jeg stolede nok på hende til at tale om omorashi.”

Derfor er det nok ikke så mærkeligt, at mange mødes online i utallige fora, hvor man kan tale om det uden at blive dømt. I lukkede Facebookgrupper kan brugere (som nogle gange tilføjer Omo til deres navn) dele billeder og videoer, hvor de tisser i bukserne, eller spørge hinanden, hvor længe de skal holde sig. Det er typisk, at folk skriver ting som “er der ikke please nogen, der vil lade mig tisse”, og så enten skælder hinanden ud eller lykønsker hinanden. Samtidig findes der Tumblr-sider med fanfiction eller tegninger af omorashi, og på de mange fora deles der oplevelser eller endda erotiske fortællinger.

Amerikaneren Tom* er også en del af omorashi-miljøet, og han laver videoer af folk, der virkelig skal tisse, eller ikke kan holde sig mere. Han fortæller, at han begyndte at dyrke det, efter han havde været i et forhold, hvor ham og hans kæreste nogle gange tissede på hinanden under sex. Alligevel siger han, at det ikke er “en del af min dagligdag. Jeg gør det kun engang imellem. Det kommer an på, hvad der ellers sker i mit liv.”

Man kunne tro, at så nichepræget en lyst ville samle folk, men det er meget sjældent, at man kan opbygge et rigtigt forhold omkring en fetisch. Nick forklarer: “Man kan udveksle e-mails med alle mulige mennesker, som også har den fetisch, uden at møde en eneste, som man har noget til fælles med – udover fetischen. Jeg mødte både Amber og Isabel ligesom man møder andre mennesker, og det faktum, at de var villige til at dele min omorashi-fetisch med mig havde intet med deres aktiviteter på nettet at gøre.”

Nick står fast på, at der ikke er noget galt med, at synes det er sexet at miste kontrollen over sin blære, også selvom det ikke er socialt acceptabelt.

“Samfundet lærer os, hvad vi ‘burde’ gøre, når det kommer til seksualitet,” siger han. “De fortæller os det gennem både skjulte og direkte beskeder, og sådan lærer vi, hvad vi bør tænde på. Så hvis der er noget, jeg kan sige til dem, der læser med, så er det, at man ikke skal være bange for at gå på opdagelse i det ukendte.”

*Navne er blevet ændret, men kildernes rigtige identitet er redaktionen bekendt.