De ti bedste sange fra 2018

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Herunder finder du vores bud på de ti bedste numre udgivet i 2018. Du kan tjekke listen ud på Spotify og læse vores bud på årets ti bedste album her.

Seks mand store indiebands fra Vestlondon dukker op med samme regelmæssighed som bybusserne i London, men kun få har samme format som Sports Team. De er klart et af årets mest lovende nye navne, siden de i januar udgav den fem numre lange ep Winter Nets, der skilte sig ud i kraft af sin enorme selvsikkerhed og et musikalsk ego på størrelse med månen.

”Camel Crew”, det andet track fra den udgivelse, viser, at Sports Team mestrer kunsten at gøre dagligdagens trivialiteter spændende i stil med klassiske britiske grupper som The Beautiful South og Pulp. Det er ikke svært at forestille sig frontmand Alex Rice som en forstads-flanør, der sidder på en eller anden snusket pub og ryger, selv om man ikke må, mens han harcelerer over betjeningen og musikscenen i Sydlondon (“They’ve made it only / When they’ve signed the rights to Sony”, leveret hånligt med rullende øjne, er en af årets stærkeste linjer). Nummeret er farvet af Rob Knaggs’ sprælske leadguitar, og selv om tempoet er højt, mister det aldrig balancen. Sports Team er den type intelligente indieband, som Storbritannien – og resten af verden for den sags skyld – har manglet. —Lauren O’Neill | LYT

Forbindelsen var allerede etableret, længe inden Elton John og Young Thug mødte hinanden i Johns palæ i Atlanta for at udveksle komplimenter og tage nogle livsbekræftende billeder sammen. Begge mænds svimlende ekstravagance har gjort, at de har efterladt markante aftryk på deres respektive tidsaldre; de har begge to en utrolig evne til at skrive melodier, som transcenderer genrer; de har begge to pisset højt og flot på konventioner i så mange år, at de har formået at skabe hver deres luksuriøse verden. Men der er alligevel intet, som kunne forberede os på ”High”, Thuggers længe ventede ”Rocket Man”-remix, et storslået eksperiment ud i glam-trap, der nærmest smadrede internettet, da det blev udgivet i august.

Den kunne let have vundet på nyhedsværdien alene, og ja, det er også bare ret fedt at høre Thugger fyrer ad-libs af (”super-geeked!”), mens Elton Johns falsetvokal svæver rundt i baggrunden. Men ”High” er virkelig et godt track, fordi det bevarer originalens rungende følelse af ensomhed. En stor del af fortjenesten er producer Stelios Philis, som har bevaret den vemodige atmosfære fra ”Rocket Man”, omarrangeret akkorderne uden at tage noget fra balladen og suppleret med et subtilt beat, som Thugger kan svæve over. Selv om Bernie Taupin sikkert aldrig havde skrevet ”I just picked up a bag in Rotterdam / I’ma whip out the MAC and pop ya brain”, så forstår han nok, hvad linjen betyder. —Alex Robert Ross | LYT

Selv om dj og producer AceMo længe har været en af de førende arkitekter bag New Yorks technoscene, er “Get It From the Sound” et imponerende stykke rave-tilrettelæggelse. Den er opbygget som en Storm P-maskine bygget af beskedne komponenter, der looper og vælter rundt blandt hinanden og skaber overraskende resultater. Den første tone, der slås an fra synthesizeren, snurrer rundt som en mønt og starter en større kædereaktion. En rungende baslinje pendulerer i takt med de programmerede trommer og starter noget, der lyder som en evighedsmaskine. Man kunne egentlig bare sidde og iagttage processen i timevis og fortabe sig fuldstændigt i monotonien. Det er en sang, der kræver bevægelse, lige meget om man danser rundt i en nedlagt lagerhal eller på et beskidt fortov midt om natten. Al den kinetiske energi skal frigives på én eller anden måde. —Colin Joyce | LYT

Drake har været feature på så mange hits i år, at der er nok materiale til en hel ep, hvilket bare cementerer det faktum, at rapperen formår at få fans helt op i det røde felt, selv når hans stemme kun dukker op i et kort øjeblik. (Hvorfor han ikke har kanaliseret den energi ind i sit eget album, Scorpion, er en anden historie). Drakes bedste arbejde i år finder man i hans features, og esset i den stak af numre er ”SICKO MODE”.

”SICKO MODE” optræder på Travis Scotts ASTROWORLD, men det er uden tvivl et Drake-nummer. Scott er bare et mellemled i nummerets tre akter, hvor Drake levere både prolog og epilog. Scotts mellemstykke lægger op til Drakes sidste vers, men hele sangen lader på mange måder til at eksistere for at give plads til et Tay Keith-drop og for at Drake og alle andre med en internetforbindelse kan råbe: “I DID HALF A XAN, THIRTEEN HOURS TILL I LAND HAD ME OUT LIKE A LIGHT! AYYUH! LIKE A LIGHT!”

Selv om sangen efter sigende handler om at gå i BEAST-mode og om at være et niveau over ligemænd såvel som idoler, så handler den faktisk ikke om noget. Det er bare et stort kaos, hvor Drake kan reklamere for Nikes overlegne fodtøj med nogle vage ”Yeah boy”-ad-libs kastet ind i mikset for en god ordens skyld. Det lyder utroligt, og den utilsigtede effekt er, at det opsummerer, hvordan rapmusik har føltes hele året: indholdsløst, men tilfredsstillende. —Jabbari Weekes | LYT

”thank u, next” er årets clapback-track, og det kan vi takke for Ariana Grande for. Grande gik fra Pete Davidson (og hans Big Dick Energy), og resultatet er en selvreflekterende popbrag, der opremser alle de ting, hun har lært fra de mænd, hun har elsket. Det er selvbekendelse i stil med Drake og Taylor Swift, hvor Grande præsenterer sit liv som en åben bog, og remser sine ekskærester op én for én: Big Sean, backup-danseren Ricky, nu afdøde Mac Miller. “Even almost got married / And for Pete I’m so thankful,” synger hun ovenpå en forlovelse, der annonceredes, efter parret havde kendt hinanden i 24 dage. Man skulle ikke tro det, men ”thank u, next” handler ikke om at tage hævn. Det er en hyldest til de mennesker, hun har forladt for at finde sig selv.—Kristin Corry | LYT

Da DJ Rashad døde i 2013, var footwork-ikonet på toppen af sin karriere. Han har aldrig været nede med nostalgi – han havde et enormt behov for at lade sine tracks, der emmede af Chicago, eksistere sammen med ligesindede numre fra hele verden for at vende vrangen ud på genrekonventionerne og skabe noget nyt.

Hans enorme drive og evne til nytænkning er noget af det, der gør tabet af ham så trist, men over de seneste par år har hans protegé, DJ Taye, etableret sig som en værdig arvtager. Hans debut-lp, Still Trippin’, er et fremragende argument for den påstand. Den bygger på footwork-DNA, men haler nye rytmiske inspirationer ind fra R’n’B, klubmusik fra Østkysten samt syrede arpeggioer i stil med dem, Rashad eksperimenterede med på Double Cup. Han viser også sine evner som rapper – allerbedst på ”Trippin’”, der byder på slingrende beats og glatte linjer om hans forkærlighed for bevidsthedsudvidende stoffer.

Footwork-beats er svære at rappe over på grund af det høje tempo, men Tayes mange års erfaring gør, at han har en sjette sans for, hvordan materialet skal behandles. Der er underlige, små rytmelommer spredt udover tracket – det føles næsten, som om det hele står stille, ligesom når man brager nedad motorvejen ved siden af en stor lastbil, der kører samme fart, og det pludselig føles, som om man ikke bevæger sig. Taye udnytter øjeblikkene til at køre sin rap ud i et overdrive, hvor han snakker om klassiske videospil og glæden ved at ryge dårlig cannabis. Det er en kvintessentiel psykedelisk plade, der får dig til at se virkeligheden i et nyt lys. —Colin Joyce | LYT

Lana Del Rey er på mange måder et stykke fiktion – en glat og besnærende popstjerne, der for hver udgivelse formår at appellere til nogle meget amerikanske livserfaringer, eller drømme eller konstruktioner af en amerikansk livserfaring, som kun eksisterer i den kollektive bevidsthed. Hun er et essay af Joan Didion bragt til live i et studie sammen med Jack Antonoff.

Indtil sidste års Lust For Life, handlede samtalerne om Del Rey altid om hendes identitet, hendes grad af autenticitet og hendes tendens til at glamourisere selvdestruktiv adfærd. Myten, selvskabt eller ej, holder kunstneren ikke altid på afstand – som en museumsgenstand i en glasmontre sættes den til skue. ”Venice Bitch” udkom sidst på sommeren, samtidig med at folk begyndte at se længselsfuldt tilbage og finde vintertøjet frem igen, og åbnede på mange måder døren til en mere intim sfære i kunstnerens katalog. På overfladen ligner det velkendt popformel: titlen ligner noget fra en teenagers notesbog med digte, men alligevel lykkedes det Del Rey at dykke dybere ned under den overflade, der har kendetegnet hendes musik i så lang tid.

”Venice Bitch” er dagdrøm. Det er en imaginær gåtur langs stranden, den udspiller sig i øjeblikket fremfor at være en genkaldelse af det. Den åbner på konventionel vis med et ømt guitarriff og en kølig Azure Ray-melodi for så siden at disintegrere. De sidste fem minutter er dybest set en famlende synth-solo, hvor Del Rey gentager ”Oh yeah” bag et hegn af distortion. Det ti minutter lange nummer er en afgrænset historie – det er noget smukt, der forvandler sig til et stort rod – men det er først fremmest et lettelsens suk. En flugt. —Emma Garland | LYT

Som alle store viralehits var ”Mo Bamba” dybest set et tilfælde. Sang blev sat sammen over en 20 minutter lang freestyle-session og så uploadet – uden Sheck vidste det – til Soundcloud et par dage senere af co-producer 16yrold. Før de vidste af det, svarede verden igen ved at skubbe sin teenagebefolkning ud i kollektiv psykose over nummeret, og Sheck blev signet af Kanye West og Travis Scott. MUDBOY, debutalbummet som fulgte få måneder senere, fanger den kvalitet, som gør ”Mo Bamba” så storartet – det er et projekt, som er ansporet af en voldsom punk-energi, der giver dig fornemmelsen af tage kvælertag på verden.—Eric Sundermann | LYT

Cardi B havde et kongeår i 2017, og derfor var anmeldere og kritikere også ude efter blod, da hun valsede ind i 2018. Men Bronx-rapperen fik alligevel det sidste ord med sin storhittende debutplade, tre nummer ét-singler og en masse medvind på nettet – det hele vel at bemærke, mens hun var gravid. I år, hvor døgnfluerne er kommet og gået, har Cardi B formået at holde fast i førertrøjen. Kirsebærret på toppen var ”I Like It”, den ligefremme og ekstatiske omdrejningsakse på Invasion of Privacy.

Det havde været fristende for Cardi at prøve at spice sit gakkede image op med et ”alvorligt” udspil, men hun er skarp nok til at forstå, at hendes musik allerede har transcenderet skillelinjen mellem sjov og alvor. Cardi B har det ikke sjovt, hun er personificeringen af sjov – en trojansk hest fuld af kantede tekster og vilde ordspil. ”I Like It” er en fuckfinger til dem, der tvivlede på hende, i form af historier om millionkontrakter og Rolls Roycer, for hun elsker nemlig at vise folk, når de har taget fejl af hende. Det er også en opvisning i, hvordan man smelter fin- og lavkultur sammen. Hendes skud ud til Balenciagaer, ”der ligner sokker” har helt sikkert sat en masse hypebeasts pis i kog.

”I Like It” sampler Pete Rodriguez’ boogaloo-hit ”I Like It Like That”, et track som de fleste hvide lyttere har affejet som en gimmick. Med features fra Bad Bunny og J Balvin tvinger Cardis fortolkning lytterne til at høre nummeret inden for den latinamerikanske kontekst, det er skabt i, og gør dermed et ”hvidvasket” nummer til en latinohyldest. Ironisk nok optog Cardi vokalen fem gange, før det lykkedes hende med accenten. Men det er lige præcis den accent – sammen med rapperens øvrige attitude – der skiller ”I Like It” ud fra flokken. Ingen anden kunne have lavet det her track og både ramt haterne og præsenteret en historielektion med samme vilde livsglæde. —Shaad D’Souza | LYT

Pusha T’s ”The Story of Adidon” er knapt nok en sang, men det er heller ikke meningen. Det bidende og destruktive tre minutter lange track er, hvad det er; et velkomponeret disstrack, og det er tydeligt, hvor meget Pusha nyder det undervejs. Han drejer et narrativ, der står krystalklart, er effektivt og mindeværdigt i sin skepsis over for, om Drake evne til at opfostre et barn, han efter sigende ikke ville have, sin afsøgning af hans komplicerede forhold til race og sine linjer om, at Drakes ven og producer 40 snart går bort. De enkelte linjer i nummeret er efterhånden gentaget ad nauseam – herunder “You are hiding a child!” og det ondsindede spil på Drakes ”6”-sample. “OVO 40, hunched over like he 80—tick, tick, tick,” rapper Pusha. “How much time he got? That man is sick, sick, sick.”

Men det ved du jo allerede godt. Det har faktisk været helt umuligt ikke at høre om det. For hver måned der går, dukker en ny historie op, en ny detalje, eller der bliver kastet med mere verbalt mudder mellem lejrene. Og på en bizar måde er det dét, der gør ”Adidon” til noget særligt. Året har været præget af smålige konflikter mellem kunstnere med skrøbelige egoer. Vi har set Kanye og Drakes had/kærlighed forhold nå nye, irriterende højder, lyttet til Nicki Minajs Queen Radio, set JAY-Z og Beyoncé forpurre Nas’ middelmådige udgivelse med deres egen lige så middelmådige udgivelse, for så at se dem alle sammen blive fejet af banen af et australsk boyband. 50 Cent har pustet nyt liv i sit årtier gamle beef med Ja Rule ved – efter sigende – at have opkøbt alle billetter på forreste række til sidstnævntes koncert. Der var det her tweet om SZA’s stemme, og Azealia Banks er kommet tilbage i søgelyset ved utilsigtet at bringe Elon Musk i myndighedernes søgelys på grund af, ja, 4/20. Men ”Adidon” er det eneste, vi rigtigt kommer til at huske, og eftersom det allerede kom ud i maj, kan man godt føre argumentet for, at det faktisk var den gnist, der tændte bålet.

Samtidig legemliggør ”Adidon” også den udmattelse, vi alle sammen føler i forhold til rappere og deres indbyrdes beefs. Hen imod nummerets slutning rapper Pusha: “If we all go to Hell, it’ll be worth it”. Efter en koncert i Toronto for nylig måtte Pusha selv gennemgå et helvede af en slags, da vrede Drake-fans hældte sprut udover ham. I en video optaget af en fan ser Pusha, forståeligt nok, irriteret ud. Måske genovervejede han et kort øjeblik, om beefen virkelig er det hele værd. Måske var han bare træt – det er vi vist alle sammen ovenpå 2018. Næste år bliver forhåbentligt bedre. Indtil da opsummerer ”Adidon” tidsånden perfekt.—Jabbari Weekes | LYT

Du kan læse Noiseys fulde liste med de bedste 100 sange fra 2018 på engelsk her.