Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien
Kan du huske, da du var 19 og tog til Ibiza eller Bali for første gang og var ude at se templer og tænkte ‘pffft, templer’, hvorefter du drak dig fuld og prøvede at knalde med nogen de næste to uger? Du kunne fint acceptere din adfærd, fordi du vidste, at du var ude at rejse. Alene sætningen beviser jo, hvor meget du elsker nye kulturer og spirituelle oplevelser, mens du mærker din særlige sensitivitet og dine unikke talenter ude i verden.
Videos by VICE
Ja, at rejse er en skøn ting, og du har været i en masse kinky lande i løbet af dine tyvere. Men nu er det kapitel ved at være overstået, og du begynder at lægge mærke til, at alle andre rejsende stadig er 19. Pludselig sidder du på et eller andet backbacker-hostel i Laos og lytter til en douchebag, der spiller “Wonderwall” på sin rejse-ukulele, da den ubehagelige tanke rammer dig: ‘Er jeg for gammel til det her? Er jeg selv blevet til en creepy douchebag?’
Jeg taler selvfølgelig om mig selv. Jeg tog til Laos, og det var super lækkert at spise asiatisk mad hele dagen, og jeg er blevet gammel nok til oprigtigt at sætte pris på templer, men der var noget, der føltes mærkeligt. Helt præcist fire ting. Fire ting, der pludselig fik mig til at hade alle backpackere og backpacking generelt.
Problem 1: Backpacking er det modsatte af at få børn, hvilket er grunden til, at alle backpackere er 19, og jeg er så sørgelig
Foto via Flickr-bruger YoTuT
Jeg tror, det fede ved at rejse er det totale fravær af ansvar. Hvis du backpacker og ikke kan lide det sted, du er, så rejser du bare videre. Hvis du ikke kan lide menneskerne, rejser du bare videre. Når du backpacker, har du ikke engang ansvar for, hvem du er. Ingen kender dig eller ved, om du er nice derhjemme. Du kan begynde på en frisk hver eneste dag. Selv hvis din hobby er at skide i din sovepose, og alle derhjemme ved det – intet problem! Du er sej, så længe du er i et andet land.
At blive gift og få børn er det modsatte af alt det. Hvis du har en mærkelig hobby, så samles din partner og deres familie i en stue med puder i skødet og spørger hinanden, om de burde informere politiet. Som gift og med børn er du indsat i et nuttet, hormonforstærket fængsel, du selv har skabt, og vil ikke kunne rejse igen, før du bliver pensionist.
Derudover er alle rejsende enten 19 år gamle, eller også er de på flugt fra kulturelle normer. Begge grupper er lige besat af tanken om “finde sig selv”, hvilket er et af de mest kedsommelige samtaleemner, der nogensinde er opfundet.
Problem 2: Alle er besat af at ‘finde sig selv’
Foto via Flickr-bruger Keith Parker
Hvor mange gange i verdenshistorien har et menneske fundet sig selv ved at snave med canadiere og køre galt på motorcykler? Nul. Faktisk er de fleste mennesker syge, flade og skræmte, når de tager hjem et par uger senere. Og hvor mange betydningsfulde interaktioner har du rent faktisk haft med den indfødte befolkning fra (indsæt land)? Og det tæller ikke, at du har købt en poncho af dem.
Jeg har købt en poncho, og der var et “Made in China”-mærke i nakken. Ironisk nok ville jeg aldrig købe noget fra en kinesisk ponchofabrik, fordi min hjerne fortæller mig, at “fred og forståelse ikke kommer fra en fabrik i Kina,” og alligevel kom mit forsøg på fred og forståelse rent faktisk fra en fabrik i Kina. Desuden var den 40.000 år gamle dame, der solgte den til mig i bjergene, ikke et talerør for fred og forståelse. Hun var bare frontperson for en eller anden tredjeverdens forbrugskæde, jeg ikke havde forstand på.
Problem 3: Jeg bliver racistisk af at rejse
Image via Alba Campus
Ikke racistisk på den klassiske anti-brune-mennesker måde. Faktisk viste Laos mig, hvor uendeligt meget klogere, sødere og afslappede de lokale var end mine egne landsmænd. Laos er blevet bombet mere end noget andet land på planeten, ganske enkelt fordi det har Vietnam som nabo. Er de bitre over det? Ikke på overfladen, nej. De behandler udlændinge som deres venner, hvorimod vi i Australien låser udlændinge inde blot for at have forsøgt at få job på Domino’s.
Når jeg rejser, bliver jeg i stedet racistisk over for personer fra rige lande. Vi er så irriterende. Britiske fyre rejser i grupper på syv uden andet formål end at få noget på den dumme, imens de konsekvent er det mest solskoldede folkefærd i verden iført tank-tops, der reklamerer for backpacker-barer og festivalarmbånd hele vejen op ad armen, som de spreder god stemning og infektionssygdomme med.
Hollændere og tyskere rejser rundt i verden og leder efter den mest autentiske rejseoplevelse, de kan finde. “Jeg hader den her by,” siger de altid i turistbyer med andre hollændere og tyskere. “I sidste uge var vi i Tkugytfsuyfspoguhfsg, har I været der? Nej, det har I sikkert ikke, det ligger virkelig langt væk. Meget langt væk. Der er slet ingen mennesker, det var kun os og iglerne. Det var fantastisk!”
Amerikanere har tendens til at rejse alene for at møde nye mennesker, som de kan snakke om USA med. Du vil aldrig høre en amerikaner spørge: Where are you from?. Hvis du tror, det er det, du har hørt dem sige, så tager du fejl. De snakkede bare om, hvor dyrt det er at tage kørekort i Delaware.
Israelere er lidt ligesådan. De behandler det at rejse som en meget indviklet form for Tinder, hvori de rejser verden rundt og leder efter andre israelere. Så finder de hinanden og samles på israelske restauranter, hvor de tilbringer ugevis med at se Family Guy og spise falafel og ryge sig meget, meget skæve.
Men af alle nationaliteter, er der ingen lige så uansvarlige og ophøjet upåvirkelige som australiere. Kvinderne går fra at være pinligt ædru til alkoholforgiftning på 15 minutter, hvorefter de skriger skældsord mod taxachauffører, inden de falder i søvn i havestole. Som australsk mand ved jeg godt, at vi gør det samme blot med en lidt større margin, inden vi går omkuld. Den tid bruger vi på skiftevis at være mundfrådende liderlige og aggressive, mens vi pisser på alt, vi kan, og stjæler drinks fra barer og nakker hotelgrej og/eller religiøse objekter, fordi vi tror, det er sjovt. Begge køn gør det iført shorts, også selvom det sner, og vi tror allesammen, det giver os en naiv charme.
Jeg kunne fortsætte, men du har fattet det. Mine rejser har fyldt mig med kulturelle stereotyper, og det er ikke godt.
Problem 4: Det er faktisk ikke et problem, det er mere en løsning
Foto via Flickr-bruger Ian Mackay
Jeg kan ikke mere. Jeg har rejst for mange gange. Jeg har haft alle de seks udgaver af en backpacker-samtale, der findes. Jeg er blevet alt for bevidst om, at backpackere er douchebags, og at jeg selv er en douchebag, fordi jeg er en af dem, og at jeg spilder min ferie på at tænke på, at vi allesammen er douchebags. Til gengæld har jeg en plan.
Næste gang, jeg rejser et sted hen, skal det være med en mission. Det kan være hvad som helst, der interesserer mig på det tidspunkt. Det kan være, jeg skal klatre op i det højeste træ i Japan. Eller være praktikant på en film i Nigeria. Eller overbevise den rigeste person i Slovenien om, at vi skal drikke en øl sammen og sidde helt stille, når regningen kommer. Fucking whatever, jeg ved det ikke. Bare et eller andet, der prikker hul på den der kulturelle overflade, man som backpacker så nemt bare skøjter henover. Så længe det ikke involverer templer eller at drikke sig fuld.
Jeg ved ikke, om det hjælper, men det håber jeg, det gør. For jeg er ikke klar til børn endnu, og uden rejse er der ikke mange andre sekulære livsretninger at følge i det 21. århundrede.
