To stropper, der er røget ned om skuldrene var alt, der skulle til, for at debatten om et maleri af grevinde Alexandra buldrede ud af et sexistisk sidespor. Den såkaldte kongehusekspert Søren Jakobsen udtalte til BT, at det var en ”upassende kikser” og ”dårlig stil”, og stort set alle medierne har gengivet hans kommentarer, hvorefter den offentlige debat som forventet blev reduceret til et kluddermudder af mysogyni, hverdagssexisme og regulær voksenmobning.
Jakobsen kritiserer, at Alexandra fremstår som et seksuelt menneske, fordi hun tidligere var medlem af Kongehuset. Den går ikke, forstås. Et andet kritikpunkt fra diverse af internettets folkedomstole går på, at grevinden angiveligt ser ‘photoshoppet’ og meget yngre ud, end hun gør i virkeligheden.
Videos by VICE
På mange planer ville verden være et bedre sted, hvis mænd bare en gang i mellem holdt deres kæft, når de bliver spurgt om ting, der ikke vedrører dem. For det første bør deres kønslige drifter og/eller personlige præferencer ikke trækkes ned over et frit menneske, som selv er i sin gode ret til bestemme, hvordan hun skal portrætteres – kendt eller ej. Det er i princippet samme tankegang, der ligger bag forstokkede, religiøse normer for påklædning. Burka eller skulderstropper – same shit, kvinder kan i 2018 stadig ikke bliver frie for, at deres fremtoning skal vurderes og godkendes af en mand.
Selv hvis vi ser bort fra det patriarkalske grundsyn, der ligger til grund for dommen over Alexandras portræt, er det stadig en kæmper forbier. Alexandra er ikke officielt en del af kongefamilien længere, hun har frasagt sig apanage, og derfor er der egentlig bare tale om en rig kvinde, der har fået malet et portræt af sig selv.
Kunstneren Lill-Marlen Elnegaard forklarer selv, at stropperne, der er faldet ned over skuldrene, er et symbol på, at hun nu er en fri kvinde. Frihed, folkens. Alexandras ”bare hud”, som der harceleres mod, er netop det: hendes egen.
Da Thomas Kluge malede Dronning Margrethe, mødte han også stor kritik. Ikke fordi han havde tegnet Hendes Majestæt med nedringet kjole, men fordi han havde malet hendes dovne øje og hver eneste lille rynke. Kort sagt blev han kritiseret for at male dronningen, som hun ser ud.
Så hvad har vi lært? At kvinder må ikke se yngre ud, men de må for guds skyld heller ikke se præcis så gamle ud, som de er.
Fair nok, et maleri af en markant person vil som oftest blive mødt med kritik. Enten ligner det for meget eller også for lidt. Eller også er der noget galt med kunsten. Eller også symboliserer det noget, som nogle mennesker ikke bryder sig om.
Men kunstneren er glad, Alexandra er glad og hendes børn er glade, så alt burde være godt.
Lill-Marlen Elnegaards portræt formår både at fremhæve hendes personlighed og hendes skønhed, og det er vel nogenlunde, hvad vi kan forvente af et (godt) portræt?
I stedet for at give ordet til endnu en mand, lader vi Alexandra selv lægge lortet ned. Til Se & Hør – der dermed næsten løber med prisen for ‘mest relevante dækning’ af sagen – forklarer hun, at portrættet er både sexet, feminint og sårbart, og hun udtaler stolt:
“Det er en hyldest til gudinden i os kvinder, så det ville være dumt at sidde der i en rullekrave.”
