Paul Hannaford
Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK i november 2015
Efter at have fået smag for heroin blev den karrierekriminelle Paul Hannaford smidt ud af det slæng, han engang havde været leder for. Det fik ham til at træffe beslutningen om at blive stoffri og lægge kriminaliteten bag sig. Problemet var bare, at han ikke havde nogen kvalifikationer og ingen måde at tjene til føden på. Men som den problemknuser han er, fandt han på at udnytte sin fortid til sin fordel og leje sig selv ud til skoler og ungdomsklubber som et eksempel på, hvordan stoffer kan fucke dit liv op.
Videos by VICE
Pauls bramfrie ærlighed adskilte ham fra andre anti-narko foredragsholdere – dvs. politimænd og velgørenhedsfolk -, og inden længe holdt han så meget som fem foredrag om dagen. Det var blevet et fuldtidsjob for ham at få børn til at væmmes over rædslerne ved hårde stoffer. Jeg var imponeret – ikke bare over hvordan det lykkedes ham at gøre det til en karriere, men over at han var villig til at dele ud af historier, som de fleste tidligere misbrugere nok ville foretrække at holde for sig selv.
Hans livshistorie er en opsang, der helt sikkert havde afskrækket mig fra nogensinde at tage hårde stoffer, hvis jeg havde hørt den som barn. Jeg fik fat på ham for at høre mere om, hvordan det er at være et professionelt offer for stoffer.
VICE: Hvordan kom du i gang med at holde de her foredrag?
Paul Hannaford: En af mine venner gjorde det en gang imellem, så jeg tænkte, det gør jeg bare. Jeg tog hen til en ungdomsklub, talte foran ti børn, og de elskede det. Dagen efter fortalte de deres lærer om det i skolen. Han tog kontakt til kommunen, kommunen kontaktede mig, og så talte jeg til en forsamling. Derfra kørte det bare, og i dag har jeg talt foran en kvart million børn og unge helt ned til seks års alderen.
Jeg går ud fra, at du skruer lidt ned for intensiteten for den aldersgruppe?
Selvfølgelig. Jeg fortæller ikke de mindre klasser om at skære i håndleddene og smøre mig selv ind i lort. Det ville børnene ikke kunne forstå.
Smøre dig selv ind i lort?
Ja, jeg havde et dårligt forhold til politiet, fordi det pissede mig af, når de fik fat på mig, så jeg sloges med dem. Der var en situation hvor jeg prøvede at slå en sergent i ansigtet, og de andre strissere smed mig i en celle. Jeg tænkte, jeg får sgu tæsk herinde. Lad os gøre det lidt mere fair. Så jeg tog alt tøjet af, sked på gulvet, samlede min egen afføring op, smurte min krop ind i det, og så snart de kom tilbage for at tæve mig, løb jeg imod dem. De endte med at tigge mig om at vaske mig og skride.
Der var en anden gang, hvor jeg kom ud af Debenhams (stormagasin red.), og politiet anholdt mig og tog mig med på politistationen. Jeg var virkelig arrig over, at jeg var blevet taget, og havde samtidig heroin- og crack abstinenser, så jeg tænkte, okay, tid til at komme væk. Jeg ringede med klokken inde fra cellen, og da strisseren kom, sagde jeg, “kan jeg få et bad og barbere mig?” Han svarede, “okay, jeg er tilbage om lidt.” En time senere åbnede han celledøren og sagde, “kom med mig.” Han fulgte mig hen til brusebadene og gav mig sæbe, et håndklæde og en skraber og sagde, “skynd dig lidt. Tag dig et bad og barber dig, så tager jeg dig tilbage til cellen.” Jeg tog skraberen, knækkede den, fik den åben, tog tøjet af, så jeg kun havde underbukser på, gik hen til ham et par minutter efter og flænsede mine håndled op foran ham. “Det må du hellere lige ordne,” sagde jeg til ham. Blodet sprøjtede ud af mig. Politiet kørte mig på hospitalet, hvor jeg blev opereret. Som jeg havde satset på var politiet ikke i rummet, da jeg vågnede. Jeg sneg mig ud af hospitalet den samme aften og slap væk.
Så din plan virkede?
Den virkede, men jeg lemlæstede mig selv og var lige ved at dø, så jeg kunne slippe fri og tage stoffer.
Hvilke andre ting fortæller du børnene om?
Jamen jeg fortæller dem bare, hvordan det var. Jeg tabte mig 31 kilo efter at have brugt heroin i et år. Inden for to år begyndte jeg at injicere. Jeg startede med små kanyler. Alle blodårerne i mine hænder begyndte at dø, så jeg indsprøjtede mig selv i armene, halsen, penis, tæerne, over det hele. Så begyndte jeg at ryge crack. Crack kokain er fortyndet med ammoniak eller tvekulsurt natron. Når det rammer dit blodomløb, gør det dine blodårer helt hårde efter et stykke tid. Jeg knækkede et par kanyler af inde i mig selv og tog først på hospitalet flere uger efter. Da jeg tog på hospitalet for at få dem fjernet, sagde lægen, at der var gået betændelse i det. Efter det begyndte jeg at bruge en kanyle med en fem-centimeter-lang nål. Se engang, jeg har kanylerne med. De er lige her i tasken.
[På dette tidspunkt finder Paul nogle kanyler frem og klasker dem op på bordet midt i Starbucks.]
Jeg begyndte at bruge den her lille nål, men løb tør for blodårer, og lægen sagde, “det eneste sted, du kan injicere dig selv nu, er din lårpulsåre.” Lårpulsåren er dybt inde i benet, løber gennem lysken og ind i hjertet. Den nemmeste måde at ramme den er gennem lysken, men den nål er for lille, så jeg var nødt til at begynde at bruge en af de her [han samler den største kanyle, jeg har set i mit liv, op]. På det tidspunkt var mit forbrug oppe på omkring 3.870 kroner) om dagen.
Du fortæller om nogle ret skræmmende episoder i dit foredrag, som såret på dit ben, der var fyldt med maddiker. Hvad var det for noget?
Det er meningen, at man skal bruge en kanyle én gang og så smide den ud, men jeg brugte den samme kanyle 50 gange. De sidste ti gange, jeg fixede, var den blevet sløv, så jeg måtte tvinge den ind i lysken på mig selv. Når jeg rev nålen ud, sprøjtede der hinder og blod ud af mine ben, så mine ben blev fyldt med størknede blodklumper og svulmede op som balloner. Når man er på crack og heroin klør man sig selv ret meget, hvilket skabte et lille sår på størrelse med min negl. Når noget heler strømmer der blod til, så fordi det størknede blod ikke ville lade blodet flyde frit gennem mit ben, gik såret fra at være lillebitte til at være et hul hele vejen ind til knoglen, der spredte sig fra bunden af mit knæ helt ned til min ankel.
Pauls ben bløder stadig ind imellem, selvom han har været stoffri i næsten ni år.
Det lyder forfærdeligt.
Ja, det blev så slemt at jeg ikke kunne gå mere. Jeg havde løbet ud af butikker med fyldte tøjstativer for at få penge, men nu havde jeg problemer med overhovedet at gå og skulle stadig bruge 3.870 kroner hver evig eneste dag. Da jeg i sin tid var bandeleder, havde jeg haft en revolver, som jeg havde begravet bag en fish and chips biks. Jeg gravede den op, og den virkede stadig, så jeg begyndte at røve pushere. Men de vestindiske crack- og heroinpushere, som jeg røvede, var ikke for sjov. De gjorde det ret klart, at de ville sømme mig fast til gulvet, torturere mig og slå mig ihjel, når de fangede mig.
En dag var der ren heroin i en af de poser, jeg stjal. Da jeg tog det, fik jeg en overdosis og et hjerteanfald. Jeg vågnede på hospitalet flere timer senere, hvor en læge fortalte mig, at jeg havde været død i to minutter, og at de havde startet mit hjerte igen. “Hvor er mit tøj? Jeg smutter,” sagde jeg. “Nej, det gør du ikke. Hvis du går, så dør du. Du har blodforgiftning og lungebetændelse.” Jeg skubbede ham væk og skred, fordi jeg havde efterladt den pose stoffer, jeg havde stjålet, i en crackhule, og jeg vidste, at der var nogen, der ville finde det, sælge det eller bruge det inden for et par dage. Jeg tænkte, det kommer ikke til at ske! Det er mit stash! Jeg gik ud for at hente det, men for at komme derhen var jeg nødt til at gå forbi politistationen. Jeg var eftersøgt, men tænkte: nu er det nu. Jeg kan gå videre hen til crackhulen og dø eller ind på politistationen og leve.
Jeg haltede ind på politistationen, hen til receptionen og brød helt sammen. De anholdt mig og tog mig tilbage til hospitalet, hvor de puttede maddiker på hullet for at rense den døde hud væk. Efter det tog jeg kontakt til en afvænningsklinik i Somerset og begyndte lige så langsomt at komme mig. Jeg har nu ikke drukket eller taget stoffer i snart ni år.
Ville du sige, at den rus du får af at vise børn vejen til et bedre liv har erstattet den rus, som stofferne gav dig?
Ja. Jeg er heldig at være i live, så jeg kan holde foredragene. Der var engang en læge, der fortalte mig, at chancerne for at overleve hvis man var blevet dolket syv gange, havde fået to overdoser og brugt omkring 9,6 millioner kroner på crack gennem årene var en ud af en million.
Hvad er historien bag knivoverfaldene?
Bandelivet. Og at skylde pushere penge. Nogle gange var det endda kun omkring 500 kroner. Så stak de en i røven eller benet. Jeg har også næsten fået fingeren skåret af, blevet stukket i højre hånd, stukket direkte gennem armen… jeg er fuldstændig gennemhullet. Hvis du kommer dybt ind i bandelivet og bliver heroinmisbruger og crackhoved, så er det livet, du går ind til. Det kommer til at være voldeligt, det kommer til at være uærligt, og det kommer til at være brutalt. Det er derfor, at det er mit job at sørge for, at de her unge ikke ender med at gøre det, som jeg gjorde.
Tak Paul. Held og lykke med dine foredrag.
Du kan følge Paul på Twitter.
Mere fra VICE:
Her er de skotske misbrugere, der lærte skuespillerne fra ‘Trainspotting’ at spille junkier
Det sker der med din krop og hjerne, når du blander forskellige stoffer
