Den her artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA i juni 2015.
Blandt verdens mange litterære udgivelser med kulinarisk fokus finder man mange guides. Der er sværvægterne som Michelinguiden, og så er der den endeløse række af “De 20 bedste burgere,” “De fem mest velsmagende burgere nogensinde,” og “Nej, helt seriøst, de her 10 burgere er rent faktisk de bedste burgere, du nogensinde kommer til at smage,” der rammer internettet på daglig basis. Det ville ikke være helt mærkeligt, hvis rumvæsener, der besøger jorden, tror, at mennesker er ude af stand til at putte noget i munden uden at det er blevet verificeret af mindst to blogs.
Videos by VICE
Antonio Cascos Chamizo’s kulinariske guide er en smule anderledes. To Eat or to be Eaten—A Guide to Cannibalism indeholder oversigter over menneskeudskæringer og opskrifter på menneske-mangotatar og menneskemørbrad med cider.
Modellervoks designet til at efterligne menneskekød fra To Eat or to be Eaten.
På trods af at han har skrevet et så morbidt værk, er Chamizo faktisk ikke realiseringen af dine mareridt om Cannibal Holocaust, men en spanskfødt kandidatstuderende fra kunstakademiet i Oslo. Hans guide er del af et MA-projekt, der også inkluderer beholdere, der ligner menneskelige kropsdele, og som er dækket med rigtige hår.
Det mest forstyrrende ved Chamizos projekt er dog siden med praktisk statistik, der retfærdiggør kannibalisme. Ifølge guiden indeholder den gennemsnitlige menneskekrop “nok kød til at brødføde et andet menneske i cirka en måned” og “nok protein til at imødekomme omkring 60 voksnes daglige næringsmæssige behov”.
LÆS MERE: Sådan spiser man en gris uden at slå den ihjel
Hvis det er nok til at overbevise dig, bemærker guiden også, at der for “borgere i USA og i Europa ikke eksisterer specifikke love, der forbyder indtagelsen af menneskekød”. Mord er altså øjensynligt det største problem for aspirerende kannibaler.
Vi tog en snak med Chamizo om komplikationerne omkring indtagelsen af kød, både fra mennesker og ikke fra mennesker. Spoiler: Han er ikke en menneskeædende psykopat, han er bare en rar og venlig designerfyr, der bor i Oslo.
MUNCHIES: Hej Antonio. Fortæl mig, hvordan idéen med at skabe en guide til kannibalisme opstod?
Antonio Cascos Chamizo: Jeg var på udkig efter en fiktiv situation, der kunne fungere som udgangspunkt for mit projekt og transcendere vores kulturelle forudindtagelser. Jeg stødte på Miraña-stammen i et værk af de tyske læger Johann Baptist von Spinx og Karl Friedrich Philipp von Martius, der rejste til Sydamerika i 1817.
Da de mødte Miraña-stammen for første gang, spurgte de høvdingen om, hvorfor hans folk praktiserede kannibalisme. Høvdingen syntes, det var mærkeligt, at nogen kunne være imod det og sagde: “I hvide mennesker vil ikke spise krokodiller eller aber, selvom de smager godt. Hvis ikke I havde så mange grise og krabber, ville I spise krokodiller og aber, for sult gør ondt. Det hele handler om vaner. Når jeg har dræbt en fjende, er det bedre at spise ham end at lade ham gå til spilde.”
Det er et interessant citat!
Det chokerede mig og fik mig til at tænke, at hvis jeg udforskede et fødevaretabu som kannibalisme, så kunne jeg afprøve grænserne for kulturel relativisme. Det opfordrer seeren til at definere, hvor grænsen for acceptabel adfærd går, og åbner dermed op for en debat om, hvad vi anser for “etisk”.
Billederne får virkelig en til at tænke.
På grund af kannibalismes tabustatus i samfundet frembringer det mørke og komplekse følelser i os og udfordrer vores forudindtagethed. Det gør det til det perfekte emne til at interagere med folk.
Ja. Men synes du, at vi mennesker skulle have lov til at spise hinanden?
Alle skikke kan være en vanesag, og det er ikke min opgave at definere hvilke former for menneskelig adfærd, der er acceptable, og hvilke der ikke er. Men i de fleste vestlige lande findes der ikke en specifik lov mod indtagelsen af menneskekød.
LÆS MERE: En dokumentarist vil have os alle til at spise moderkage
Guiden indeholder også opskrifter på menneskekød. Kan du fortælle lidt om dem?
Alle opskrifterne er rigtige nok. Jeg lavede dem med dyreudskæringer, der minder lidt om de menneskeudskæringer, der er anbefalet i bogen. De er helt sikkert et forsøg værd.
Du har inkluderet diagrammer, der viser, hvordan man slagter en menneskekrop. Hvordan fik du researchet dig frem til dem? Jeg går ud fra, at du rent faktisk ikke har eksperimenteret med rigtige menneskekroppe?
Det har jeg helt sikkert ikke! Det var nemt – jeg studerede forskellige muskler i menneskekroppen, hvor trænede de er og sammenlignede med eksisterende dyreudskæringsdiagrammer.
“De behårede skåle,” er beholdere designet af Chamizo til at ligne kropsdele.
Hvad byder din guide ellers på udover menneskeslagtning?
Jeg foreslår også hvilke slags vine, der passer bedst til til de forskellige kropsdele, og hvilke kropsdele der ikke er spiselige eller bør undgåes. Enten fordi de ikke har meget næringsmæssig værdi, er svære at fordøje, eller fordi de forårsager degenererende neurologiske lidelser.
Projektet inkluderer også fire beholdere, der ligne menneskekropsdele. Kan du forklare, hvad det handler om?
“De behårede skåle” er merchandise-delen af A Guide to Cannibalism. Jeg ville have tredimensionel merschandise, der kunne eksistere simultant med guiden. Hvis beholderen vises ude af kontekst, skulle den kunne linke brugeren til samme tabu og afsky.
Jeg besluttede også, at det ville være interessant, hvis de her beholdere fungerede på forskellige niveauer og ikke kun visuelt. Ved rent faktisk at bruge de her beholdere, kan brugeren også relatere til tabuet ved kannibalisme på en taktil måde. Jeg startede med at arbejde med forskelligt menneskehår, og med at afprøve det sammen med forskellige materialer, der har tekstur og blødhed, der mindede om menneskekød.
Guiden indeholder også fakta, der retfærdiggør kannibalisme som en mulig løsning på globale udfordringer som overbefolkning, og fødevaremangel. Er det et forsøg på at chokere folk til at tænke på de her problemer?
Netop, det er min intention. Det er ikke meningen, at projektet skal promovere kannibalisme, men i stedet adressere globale udfordringer som manglen på ressourcer, overbefolkning og forbrugskultur. Jeg ville opstille et fiktivt scenarie og et hvad-nu-hvis spørgsmål, der skulle fordre diskussion og refleksion. Det giver en alternativ kontekst, der kan få os til at stille spørgsmålstegn ved nutiden og den umiddelbare fremtid.
Det er nogle store spørgsmål. Tak for snakken, Antonio.
Selv tak. Jeg er glad for, at du forstod, at projektet handler om aktivisme og kommunikation og altså ikke om, at man rent faktisk skal spise sin nabo!
