Den her mand laver frokost på en parabolantenne

Denne artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES Holland.

Det sker hele tiden på film. En eller anden befinder sig et øde sted og skal nu finde ud af, hvordan man overlever. Efter at have fanget en fisk, en kylling eller hvad end der lige valgte at hoppe forbi, samler vedkommende en bunke tørt græs eller hø sammen og venter, til solen står højt på himlen. Han holder et stykke glas i hænderne — måske er det brilleglas, måske et forstørrelsesglas— og formår at tænde ild ved at udnytte solens stråler. Solen er hans eneste håb om at overleve.

Han kunne også stege et æg på en kølerhjelm. Eller grille shawarma på en rutsjebane. Hvor sejt ville det ikke lige være?

Alle billeder af artiklens forfatter.

49-årige Rik bor i Amsterdam. Han har en blog, hvor han skriver om at lave mad med solens stråler. På en solrig dag sidste sommer pakkede han en del af sit solkøkken ned i fire tasker og tog det med til Westerpark i Amsterdam for at give mig en demonstration. Når man befinder sig i Westerpark en sommerdag ved 19-tiden, er det svært at se noget på grund af grillrøg, men jeg skal til at lave mad med solen. Ikke med et stykke glas, på en kølerhjelm eller en rutsjebane. Jeg skal lave mad med et solkomfur.

“Der er tre forskellige anordninger,” forklarer Rik, da han pakker sine ting ud. “Parabolkomfurer, panelkomfurer og solovne. De findes i mange forskelllige udgaver.”

Rik begyndte at lave mad med solen for seks år siden. “Jeg satte mig mere og mere ind i bæredygtig energi og fandt ud af, at solpaneler var begyndt at blive mere og mere ubrugelige,” fortæller han. “Især efter jeg fandt ud af, at man kunne lave mad udelukkende med varmen fra solen. Afkastet er fire til fem gange så højt, man kan lave udstyret med gammelt skrot, og man skal ikke bruge en fabrik. Man kan ikke bare lave sine egne solpaneler. Men det her er let at lave. Hvis solen skinner, kan man her i Holland fange omkring 1300 watt pr. kvadratmeter, og 1000 watt svarer mere eller mindre til et komfur.”

Det første Rik bygger er et parabolkomfur, som han har lavet ud af en parabolantenne, foden fra en kontorstol, og dele fra en støvsuger, en cykel, en flagholder, et skab og en brændeovn. “Det hele er noget, jeg har skraldet,” fortæller han og peger på tingene. “Det er kun filmen på parabolen, jeg har købt. Det er noget specielt folie, men sølvpapiret fra supermarkedet eller indersiden af en pose chips reflekterer også solen. Har man en parabol med huller i, kan man skrue CD’er eller bruge gamle mønter på, og de kan virke som reduktionsmidler.”

På trods af de mærkelige komponenter minder øverste del af parabolkomfuret om et helt almindeligt blus. Solen reflekteres på den runde parabol og samles på et lille fokuspunkt, der lyser op. Rik vinkler parabolen mod solen på en måde, så blusset af jern er placeret lige ovenover fokuspunktet. “En ulempe ved det her solkomfur er, at man er nødt til at rotere og vende det mod solen hver tiende minut. Og hvis en sky skygger for solen, holder komfuret op med at virke.”

Derfor har jeg medbragt ekstra tynde bøffer og hurtigtkogende ris. Det viser sig med det samme at være unødvendigt. Da jeg holder min hånd ovenover det glødende fokuspunkt, er jeg nødt til at trække den til mig med det samme. “Et parabolkomfur give mellem 300 og 400 graders varme, når der er nok sol,” fortæller Rik. “Man kan justere en smule på varmen ved at flytte blusset tættere eller længere væk, eller ved at skygge delvist for solen. Så falder temperaturen. Det er ligesom, når man skruer ned for et gasblus.”

Solovnen.

Solraketten.

Rik stiller en wok på blusset og tilføjer salt og majskorn. “At lave popcorn er lidt af en test for mig,” forklarer Rik. Popcorn kræver 190°C. Kan man lave popcorn, kan man også bage og stege.

Rik og hans anordning tiltrækker meget opmærksomhed. To minutter senere spørger en forbipasserende, om Riks madlavning er god. Jeg svarer ham med munden fuld: “Ja, det er den. Der er popcorn.”

Rik smider den første burgerbøf på en pande. Mens bøffen steges, henter vi vand fra parkens fontæne. Vi skal prøve at koge ris i panelkogeren, han har med, og koge vand til te i en solovn.

Panelkomfuret består af en åben reflekterende skærm, der er lavet af pap eller plastik og som er dækket til med sølvpapir. Det reflekterer solens stråler hen på gryden, man stiller i den. For at forebygge varmetab, pakker folk ofte gryden ind i en stegpose eller i sølvpapir. Rik har endnu et trick i ærmet. Han stiller en sort gryde med vand og ris i ned i en glasskål. “En glasskål holder bedre på varmen,” siger han. “Så køler gryden langsommere, hvis det er blæsevejr.”

Solovne er isolerede beholdere, der er dækket til med glas eller transparent plastik. De absorberer solens stråler godt, selv når det er skyet. Rik har medbragt en foldende variant: En Trotter Cooker, der er et færdiglavet produkt fra Kina. Det ligner et picnictæppe dækket med klart plastik. Man kan lyne den op og folde den fladt ud på jorden. Rik stiller en sort gryde med vand i den til vores te.

“Panelkomfurer og solovne genererer mindre varme end parabolkomfurer,” siger han og tilføjer, at de som regel kun lige når kogepunktet. “Det er mere som ‘slow cooking’. Der er en grund til, at jeg bruger sorte gryder. De absorberer varmen fra solen bedre.” I takt med at vandet til ris og te når 70°C, er vores anden burgerbøf klar.

At lave mad med solen er Riks hobby. Han har alle mulige solrelaterede projekter på tegnebrættet, men har ikke haft tid til at realisere dem endnu. Han håber på, at solkomfurer vil blive mere populære i Holland.

“Man man kan jo kun bruge dem få dage om året,” siger jeg.

“Ja, men det er også de dage, hvor alle hollændere har lyst til at grille udendørs,” svarer Rik. “Solar madlavning er et godt alternativ til grill. Man skal ikke bruge brændsel, og der er ingen røgudvikling.”

Lige da jeg tror, vi er færdige med at lave mad med solen, hiver Rik en solraket frem fra sin taske. Det er en grøn flaske, som han folder ud. Den ligner et lille rumskib. “Den her fungerer både som kedel og som termoflaske,” forklarer han. Der er to lag glas i den, og indersiden er belagt med noget super-absorberende stof. Fordi der er et vakuum mellem de to lag, holder den på alt varmen. Flasken kommer også fra Kina, men Rik har modificeret den en smule. “Jeg har sat et andet låg på. Det gamle faldt af fra tid til anden. Vi koger vand i den. Men man kan også koge pølser i den.”

Rik bliver ved med at hive ting frem fra sin taske. Han viser mig en mini-kaffemaskine, som han stiller på parabolkomfuret. Han tager også en hat frem, der er dækket med det samme folie som de andre anordninger. “Den her hat holder mit hoved køligt, mens jeg laver mad,” fortæller han. Efter kaffe og te fisker han en cigaret og et makeupspejl op fra sin taske. Han retter spejlet mod solen. “Det er en sol-lighter,” siger Rik. Hans cigaret tændes på et splitsekund.

Jeg er meget fascineret, men Rik trækker bare på skuldrene: “Du kan jo takke solen.”