Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE USA
Jonah Hill fik sit store gennembrud i 2007 med bro-klassikere som Superbad og Knocked Up; film, der gav ny energi til den kollektive tørst efter kvindenedsættende stoner-humor. Men i 2018 vendte han på en tallerken med sin coming of age-skaterfilm Mid-90s, hvor han tegner et dybtfølt portræt af, hvordan det er at vokse op i en kultur præget af giftig maskulinitet.
Videos by VICE
I weekenden præsenterede Hill sin instruktørdebut i Europa, hvor han promoverede den på Filmfestivalen i Berlin. Variety skriver, at han virkede meget bevidst om den rolle, hans tidligere film havde spillet i skabelsen af et rum for misogyn humor, og annoncerede, at hans fremtidige projekter vil fortsætte med at ”udfordre traditionel maskulinitetskultur.”
”Jeg elsker de tidligere film. Men når jeg ser tilbage på dem, tænker jeg også, at de film promoverer bro-humor og bro-maskulinitet,” sagde han. ”Jeg er ved at lære, at der er mange ting, jeg er nødt til at aflære, og måske er der nogle af de folk, der kunne lide Superbad, der vil tage med mig på den rejse.”
Ligesom Hill er i gang med at revurdere humoren i de tidligere film, handler Mid-90s i høj grad om at vende tilbage til en æra præget af voldsom misogyni, homofobi og en punkkultur, der var for cool til følelser. Det var den kultur, han voksede op i. ”I den traditionelle maskulinitetskultur, måtte man ikke vise sine følelser, og man måtte ikke vise sårbarhed, fordi blev anset som ’feminint’ eller, gud forbyde det, ’gay’,” siger han. ”Det har ført til en masse forfærdelig opførsel.”
Se også:
Da filmen kom ud, blev blev Hill kritiseret for at portrættere drenge, der bonder over stødende jokes, på en sympatiserende måde. Han besvarede kritikken i et interview med radiostationen NPR sidste år: ”Jeg tænkte, at det ville være langt mere respektløst at ændre historien end at vise, præcis hvordan det var og lade publikum se, hvor grimt det føles.”
Set i bakspejlet giver filmen også et indblik i den kultur, som skabte en generation af mænd, der senere blev fakkelbærere for skamløst bro-agtige film som Superbad, hvor kvinder behandles som trofæer snarere end rigtige mennesker.
Hill er et af de få ikoner fra 00’ernes stoner-bro-klassikere, der gør en tydelig indsats i sit arbejde for at ændre bro-kulturen. Hills nye fokus på at nå ind til kernen af de stødende jokes, der knytter bros sammen, er en direkte kritik af det arbejde, han er mest kendt for. Han går muligvis ikke så langt som til at fordømme de tidligere film eller opfordre de folk, han byggede et bro-filmimperie sammen med, til at slutte sig til hans nye projekt.
Der er dog ingen tvivl om, at han har en masse erfaring at trække på, når det handler om at afsløre, hvordan giftig maskulinitet former vores kultur. Så uanset hvad næste projekt går ud på, så bliver det helt sikkert spændende at følge Hill på hans nye mission.
