Denne artikel er oprindelig udgivet af Noisey USA
Når det handler om metalbands, så er Metallica helt afgjort et af dem. Det er faktisk meget sandsynligt, at det lige præcis er det ene metalband, som selv dine bedsteforældre har hørt om, hvis det er noget, du af Gud ved hvilken grund har talt med dem om. Bandet, der i en meget bred forstand kan ses som bindeleddet mellem Black Sabbaths proto-metal og Slipknots populistiske alt-metal, er ikke bare historiske koryfæer, men i allerhøjeste grad bannerførere inden for genren, og deres indflydelse ses over alt i rockens verden.
Videos by VICE
Ligesom Anthrax og Slayer startede Metallica også som hæsblæsende, denimsvøbte thrashmetallere, der opbyggede en solid base af langhårede, dedikerede fans i 80’erne. Da Metallica ændrede stil til et mere mainstreamvenligt musikalsk udtryk, sendte det bandet fra undergrunden og ud i den bredere offentlighed, hvor de hurtigt opnåede stjernestatus og på samme tid inkarnerede og brød med MTV-generationen. På trods af interne skænderier og en pinlig kamp med fildelingstjenesten Napster i starten af årtusindet har Metallica formået at bevare deres status som et af verdens største rockbands. Den dag i dag sælger de fortsat lige så mange plader, som de største kanoner inden for popindustrien gør, og turnerer hele verden, hvor de spiller udsolgte koncerter på gigantiske stadioner gang på gang.
En del af Metallicas succes og det faktum, at de fortsat dominerer diverse hitlister med plader, der er flere årtier gamle, skyldes, at bandet hele tiden fanger og engagerer nye lyttere. Med hver remastererede genudgivelse og verdensturné melder nye fans sig under banneret, mens de mindre engagerede lyttere, som er interesserede i at tjekke Metallicas massive bagkatalog ud, på paradoksal vis nu har mulighed for det takket være digitale tjenester. Men med ti studiealbum, en håndfuld liveplader og en bred vifte af genudgivelser kan det godt virke uoverskueligt at kaste sig ud i at blive Metallica-fan.
For kort tid siden udkom en udvidet udgave af thrash-mesterværket Master Of Puppets fra 1986, og det er også snart tid til at sætte fokus på den kontroversielle Reload, der kan fejre 20 års jubilæum. Der har med andre ord aldrig været et bedre tidspunkt at dykke ned i Metallicas bagkatalog og get your metal on!
Du er interesseret i: Thrash-Metallica
Hvis du ikke vil kaldes en taber af en eller anden troll på nettet, så er det vigtigt at have en god forståelse for musikken, som først satte Metallica på landkortet. Den amerikanske metal-subgenre kendt som thrash opstod som et resultat af en diabolsk alliance mellem den fræsende New Wave of British Heavy Metal-lyd på den ene side og punkens radikaliserede barn, hardcore, på den anden side – med andre ord den perfekte kaoscocktail til et metalpublikum, der hungrede efter et mere ekstremt musikalsk udtryk.
På Kill ’Em All fra 1983 grundlagde Cliff Burton, Kirk Hammett, James Hetfield og Lars Ulrich mere eller mindre genren, der var baseret på metallens hashtågede rødder i slutningen af 70’erne. Da bandet i 1984 udgav Ride The Lightning, var thrash dog blevet sit helt eget bæst med en etableret stilart, der bevægede sig udover fundamentet. De to forrygende album, der fulgte, Master Of Puppets i 1986 og …And Justice For All i 1988, cementerede bandets status som metalguder og introducerede bassist Jason Newsted, som erstattede Cliff Burton, der på tragisk vis omkom i en busulykke i Sverige i 1986.
Hele vejen gennem bandets karriere – igennem op- såvel som nedture – har Metallica vendt tilbage til arven fra 80’erne og genbrugt elementer fra den genre, de var med til at skabe. Som man tydeligt kan høre på Death Magnetic fra 2008 og sidste års Hardwired… to Self-Destruct, har Metallica i det 21. århundrede formået at hæve sig selv til legendestatus, og det er især sket på baggrund af deres tidlige succes. På begge plader optræder bandets seneste bassist, metalveteranen Rob Trujillo, der tidligere har leveret knusende tyngde i bands som Suicidal Tendencies og Ozzy Osbourne for at nævne et par stykker. Sammen har kvartetten blandt andet genoplivet ånden fra 80’erne ved at spille flere koncerter med de øvrige såkaldt Big Four-bands fra thrashæraen: Anthrax, Megadeth og Slayer.
Playliste: “Master Of Puppets” / “Hardwired” / “Creeping Death” / “Through The Never” / “The Four Horsemen” / “That Was Just Your Life” / “Blackened” / “Atlas, Rise!”
Du er interesseret i: Mainstream-Metallica
The Black Album, som fans ofte kalder Metallicas titelløse udspil fra 1991, er blandt rockmusikkens største kommercielle succeshistorier nogensinde. Det er en plade, der har opnået platinstatus 16 gange. Udover at have introduceret et bredere publikum for metallen via en række grumme musikvideoer, så var The Black Album også med til at redefinere stadionrocken, fire år efter Guns N’ Roses’ Appetite For Destruction havde væltet musikverdenen. Hvor tidligere generationer havde headbanget til kongebands som AC/DC og KISS, kunne Metallica præsentere lyttere for et langt tungere sonisk univers, der brændte ørerne af, lige meget om man lyttede til pladen på sin discman eller over et stadionanlæg. Og så kan man i øvrigt også opleve stemningen fra sin egen sofa ved at smide Live Shit: Binge And Purge fra 1993 på.
Selv om The Black Album var tungere og mere aggressivt, end hvad folk var vant til fra mainstreammusik, så var Hetfields fængende vokalmelodier og Bob Rocks glatpolerede produktion med til at gøre pladen ekstremt lyttervenlig. Den cocktail blev yderligere raffineret på Load fra 1996 og Reload fra 1997, hvor bandet eksperimenterede med at sætte tempoet ned og inddrage mere rockede elementer i sangskrivningen. Den spirende nu-metal-lyd, der ligger latent i luften på begge plader, passer perfekt til tidsånden, hvor forgængeren blandt andet har banet vejen for kunstnere som Nine Inch Nails, Marilyn Manson og Korn. Da Metallica endelig tog sig sammen til at udgive en opfølger, den kontroversielle St. Anger fra 2003, var materialet på lignende vis fyldt med poppede undertoner.
Playliste: “Enter Sandman” (Live In Mexico City) / “King Nothing” / “All Nightmare Long” / “Hero Of The Day” / “The Unforgiven” / “Attitude” / “St. Anger” / “Don’t Tread On Me”
Du er interesseret i: Teatralsk Metallica
I årene inden Metallica brød igennem lydmuren, var den eneste måde heavy metal-bands kunne få spilletid i radioen på ved at skrive teatralske powerballader. Cinderella, Poison, Skid Row, Warrant, Whitesnake – samtlige bands og mange andre fandt vej ud i æteren ved at synge hjerte/smerte-tekster akkompagneret af hvinende guitarsoli og patosladede trommerytmer. Selv mens Metallica red højt på thrashens brutale bølge, eksperimenterede de med en blødere lyd og skrev sange om personlige tragedier i stedet for hjertesorger på numre som ”One” og ”Welcome Home (Sanitarium)”.
Den tilgang førte blandt andet til ”Nothing Else Matters”, det vel nok mest velkendte og betydningsfulde nummer, bandet nogensinde har skrevet. Sangen er både tungsindig og storladen og viser, at en metalballade ikke behøver at gå på kompromis – i stedet introducerer den lyttere for nye lag af mørke. På den måde undgik sangen, samt arvtageren ”Hero Of The Day”, at falde i den samme fælde som glambandsene, der havde høvlet den hårde kant af for at blive radiovenlige. Metallica har efterladt et varigt aftryk på den sangstil, og man kan trække en lige linje mellem den side af deres værker til grupper som for eksempel Tool og Mastodon.
Playliste: “Nothing Else Matters” / “The Unforgiven II” / “Fade To Black” / “The Day That Never Comes” / “One” / “My Friend Of Misery” / “The Unforgiven III” / “Turn The Page”
Du er interesseret i: Rock’n’roll-Metallica
Hvis du er interesseret i at lære om den musik, som d’herrer Hammett, Hetfield og Ulrich selv er opflasket med, så er der intet bedre sted at starte end Garage Inc. fra 1998. Pladen er en opsamling bestående af coverversioner, der hylder numre fra den hårde rocks pionerer – bands som Black Sabbath, Budgie, Diamond Head og Bob Seger – samt punkens ophavsmænd i Discharge og The Misfits. Førnævnte grupper har sat spor igennem hele bandets diskografi, der i sig selv er blevet en af den hårde rocks moderne grundsten.
Flere år efter Metallica havde lagt motorsavsguitaren på hylden, dukker garagerockånden op på forskellige tracks. “2 X 4” på Load fremmaner en støvet roadhouse-stemning, mens den pumpende ”Fuel” emmer af beskidt blues. Oversete numre som ”Prince Charming” fra Reload og ”Sweet Amber” på St. Anger lyder mere som tidlig Queens of the Stone Age end tidlig Megadeth. På Hardwired glemmer Metallica for en stund deres thrash-renæssance til fordel for ”Now That We’re Dead”, en syv minutter lang hyldest til British Steel-tidens Judas Priest med storslåede guitarriffs og heavy-vokal.
Playliste: “2 X 4” / “Invisible Kid” / “Prince Charming” / “Now That We’re Dead” / “Sweet Amber” / “Fuel” / “Wasting My Hate” / “Bad Seed”
Du er interesseret i: Eksperimenterende Metallica
De fleste, der kun har et perifert kendskab til Metallica, vil nok ikke betragte drenge som de mest kulturelt sofistikerede mennesker. Men selv i de gamle denimdage formåede bandet at sætte en høj kunstnerisk standard ved at bruge Ennio Morricones ”The Ecstasy of Gold”, taget fra Sergio Leones spaghettiwestern Den gode, den onde og den grusomme, til koncerter. Under Metallicas kommercielle periode – tiden med Load og Reload – arbejdede de sammen med instruktøren Anton Corbijn på flere musikvideoer samt provokunstneren Andres Serrano, der udsmykkede deres albumcovers. Metallica har også spillet coverversioner af sange af Nick Cave And The Bad Seeds med samme lidenskab, som da de fremførte numre af The Misfits. Derudover har Metallica tidligere arbejdet sammen med artrock-ikoner fra 60’erne som Marianne Faithfull og Lou Reed og udgivet et helt album indspillet med San Franciscos Symfoniorkester i 1999.
Der er masser af guf for den kritiske lytter i bagkataloget, som ikke udelukkende hænger på motorsavsriffs og galoperende trommer. De stort anlagte, orkestrerede versioner af Metalllica-numre på S&M burde i teorien ikke fungerer så godt, som de gør. De formår at puste nyt liv og vise nye dimensioner i klassikere som ”For Whom The Bell Tolls” og “Of Wolf And Man” for at nævne et par stykker. Selv om flere af sangene på Death Magnetic udspiller sig over helt op til syv minutter, så er det langsomme tempo intet i sammenligning med sidste track på LuLu, sangen ”Junior Dad”, der byder på 20 minutters episk post-rock med poetiske indslag fra Lou Reed. Det er de her ukonventionelle og til tider decideret underlige øjeblikke i Metallicas historie, der gør, at bandet ikke bare kan affejes som et stort, dumt metalmonster.
Playliste: The View / Frantic / Loverman / The Memory Remains / For Whom The Bell Tolls (S&M) / Junior Dad / Low Man’s Lyric / Dirty Window
