Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK.
Det er 9. september 2001. Major Charles Ingram – som snart skal blive kendt som Den hostende major – sidder på kanten af en høj stol i rustfrit stål. Han er igang med optagelserne til et afsnit af Hvem vil være millionær? Han er samtidig i gang med at begå en af de mest klodsede, forfejlede og ikke mindst geniale forbrydelser i det 21. århundrede.
Videos by VICE
Spørgsmål efter spørgsmål bliver han guidet af den uvidende vært, Chris Tarrant, og med hjælp fra to medskyldige publikummer er Den hostende major i færd med at stjæle en million britiske pund. Hans historie er på én gang tidløs og enormt bundet til den tid, den foregår i. Militærmandens forsøg på at stjæle en million udelukkende ved hjælp af rent held og en forfærdelig falsk hoste er en fascinerende historie – selv i dag. Grotesk i al sin dumhed, ret tragisk og i sidste ende hylende morsom.
Hvem vil være millionær? blev sendt for første gang på britisk TV i 1998. I 1999, da programmet var på sit højeste, blev det set af 19 milioner mennesker – det svarer til en tredjedel af den britiske befolkning. En kombination af det dengang futuriske tv-set, den hyggelige vært og løftet om gevinsten på en million britiske pund var det perfekte udgangspunkt. Og med showets løfte om massiv spænding og svimlende økonomiske gevinster var det måske bare et spørgsmål om tid, inden det ville tiltrække sig en mere tvivlsom form for opmærksomhed.
Major Charles Ingram deltog i programmet i 2001, men hans hustru, Diana, havde allerede været med tidligere det år og vundet 32.000 pund (cirka 270.000 kroner). Og ikke nok med det: Hendes bror Adrian Pollock havde også deltaget i programmet i december 2000. Efter skandalen blev det påstået, at familien Ingram havde en gæld på 50.000 pund (420.000 kroner). Majorens belevne opførsel, fornemme accent og militære baggrund var ikke nok til at dække over en slet skjult desperation.
Charles Ingrams præstation i programmet startede rimeligt dårligt. Da han havde snublet sig vej gennem de første fire spørgsmål, havde han allerede brugt to af sine livliner og kæmpede med at komme på navnet på Audreys datter i den britiske tv-serie Coronation Street. Da han endelig spruttede ”Gail”, var det tid til at slutte optagelserne den dag, hvilket betød, at Ingrams runde ville fortsætte i næste afsnit. Produktionsholdet tvivlede på det tidspunkt på, at han overhovedet ville nå længere.
Men så indtraf et mirakel. I løbet af næste dags optagelser tumlede major Charles Ingram sig uelegant hele vejen frem til en million.
Vi ved nu, hvad der i virkeligheden skete: Der var blevet lagt en plan for at få ham dertil. Diana Ingram havde taget fat i Tecwen Whittock, en gymasielærer fra Cardiff, som hun kendte fra sin deltagelse i showet tidligere på året. Trekløveret udviklede sammen et system, der skulle hjælpe Ingram i quizzen. Majoren skulle læse de fire svarmuligheder højt, og Whittock ville så hoste lige efter den rigtige mulighed. På den måde ville majoren kunne afgive det rigtige svar.
På en måde er det ikke en helt dårlig plan, men set i bakspejlet er det fantastisk at se, hvor forfærdeligt dårlige de var til at udføre den i praksis. Tag for eksempel majorens reaktion, da han får spørgsmålet: ”Hvem udgav i 2000 det britiske hit-album Born To Do It?,” hvor han af en eller anden uforklarlig årsag beslutter sig for at sige: ”Jeg har aldrig hørt om Craig David”. Derudover tilføjer han endda, at han ”tror, det er A1”. Så da han endelig får meldingen om, at det rigtige svar er Craig David, er han tvunget ud i en helt unaturlig kovending. På trods af at han lige har givet A1 som sit endelige svar, siger han pludselig: ”Nej, jeg går med Craig David.” Da værten spørger ham, hvorfor han pludselig skifter mening, svarer han, at det er fordi ”de fleste af mine gæt er forkerte.”
Mønsteret fortsætter. Majoren indrømmer, at han ikke kender nogle af svarende, hvilket gør processen endnu sværere for ham. Overraskende nok fortsætter han med at sige: ”Det ved jeg ikke, hvad er,” ”Jeg er sikker på, at det ikke er det” eller ”Det har jeg aldrig hørt om” til svarmuligheder, han til sidst er tvunget til at vælge. I takt med han kravler højere og højere op på præmiestigen, bliver hans opførsel mere og mere besynderlig. Da han kommer til spørgsmålet til en million pund, føler han tydeligvis slet ikke det pres, som han burde. Han skifter mellem de forskellige svarmuligheder, A, B, C og D, som om han ikke kan bestemme sig for, hvad han skal have til middag. Man kan ikke lade være med at tænke, at havde det været enhver anden end majoren, der havde siddet i den varme stol den dag, så var de nok sluppet afsted med det.
Credit: ITV
I en dokumentar om hændelsen ved navn A Major Fraud kommer det frem, at Charles og Diana havde et kæmpe skyderi umiddelbart efter, Charles havde vundet. Spekulationer går på, at det var meningen, majoren skulle være stoppet tidligere. At det ikke var planen, at han skulle fortsætte helt til millionen. Var han stoppet ved for eksempel 64.000 pund (537.000 kroner), ville han have ryddet familiens gæld af vejen og samtidig sandsynligvis være sluppet godt fra det. Så hvorfor stoppede han ikke?
Det er umuligt at sige med sikkerhed, men det kunne godt se ud, som om noget sagde klik i ham. Han var kommet så langt og tænkte: ”Fuck det – lad os gå endnu videre”. Der er et manisk udtryk i hans øjne, som udvikler sig gradvist spørgsmål for spørgsmål. Det er, som om den stille og rolige mand, der havde tilbragt sit liv med at blive hundset rundt med af sine dominerende militærvenner, havde fået nok af at stå på pinde for andre.
I sidste ende gælder det spørgsmålet til en million og ét sidste svar. Fire ord sikrer ham millionen: “Jeg satser på ‘googol’”. Når man ser optagelserne bagefter, kan man se en mand, som vænner sig til tanken om, hvad han lige har gjort. Han ved, at han har det rigtige svar, men han ved også, at han lige har snydt sig til toppen foran et helt arsenal af tv-kameraer og flere millioner seere. Han er splittet mellem ekstase og frygt. Han har lyst til at kaste op ud over Chris Tarrant – lyst til at dække hans polyesterjakkesæt med klistret opkast og lade studiolampernes varme sprede den syrlige lugt. Majoren var klar til at græde, grine og slå hårdt ind i en væg. Der var ingen livliner nu – bare ham – og han havde aldrig følt sig mere levende.
Hvis det ikke var for major Charles Ingram, ville skandalen nok være glemt i dag. Det er nemlig ham, som gør historien så uendeligt fascinerende. Prøv at se på hans ansigt gennem hele udsendelsen. Det er umuligt at sige, hvad der præger ham mest: Panik eller begejstring. Han ligner en mand, der er henrykt over, at han nu for alvor slipper af med sin gæld. Og jo længere han kommer, jo mere bedraget kommer, jo mere elsker han det! Hen imod slutningen er det svært at se, hvad der driver ham mest: Udsigten til at slippe af sted med det, eller udsigten til at blive opdaget.
Selvfølgelig blev han afsløret. Udbetalingen af de over 8 millioner kroner blev annulleret, og efter en fire uger lang retssag blev Diana Ingram, Tecwen Whittock og major Charles Ingram dømt for bedrageri. Diana og Charles Ingram blev idømt 18 måneders betinget fængsel, mens Whittock fik 12 måneder – også betinget. Dertil kom en bøde på en million kroner (inklusiv sagsomkostninger). Efterfølgende blev majoren frataget sin titel af militæret efter 17 års tjeneste.
Frem til i dag fastholder Charles og Diana Ingram deres uskyld. To journalister med interesse i uskyldigt dømte, James Plaskett og Bob Woffinden, har siden udgivet en bog, som bedyrer deres uskyld baseret på ikke tidligere fremlagte beviser, og skribenten Jon Ronsin har også stillet spørgsmål ved beviserne i sagen, men det hele kommer alt for sent. For selv om hans uskyld skulle kunne bevises i dag, så vil han for evigt være Den hostende major i offentlighedens bevidsthed.
I årene efter Hvem vil være millionær? fortsatte Charles og Dianas liv i en bizar kurs. Deres deltagelse i TV-programmer som realityprogrammet Wife Swap (Byt familien, hed det i den danske udgave) og i Hell’s Kitchen viser, at deres sult efter berømmelse blev næret af deres dårlige rygte. Hvis man skal have en helt igennem mærkelig oplevelse, skal man se Charles Ingrams optræden i tv-programmet This Morning fra 2003, hvor han udsættes for Past Life Regression-terapi – en process, der afslører Ingrams overbevisning om, at han i et tidligere liv hed David Huggott, og som officer spillede en central rolle i Englands sejr i første verdenskrig.
I virkeligheden var hans liv noget mindre fantastisk. Ingram har ved flere lejligheder beskrevet sin tilværelse som et ”helvede på jord”.
Det hele udspillede sig, da reality-tv var på vej mod sit højeste. Alle troede efterhånden på, at de kunne komme i fjernsynet, hvis bare de pressede sig selv hårdt nok. På samme måde sendte de gigantiske pengepræmier et signal om, at alle havde ret til rigdom – hvis de bare var klar på at spille spillet. Majoren var det mest maniske produkt af den kultur. En aristokrat, en militærperson, degraderet til at snyde i et spraglet quizshow af pres fra omverdenen.
