Det kan være fortvivlende ensomt at være en ung kvinde, der er begyndt at tro, at hendes bedre halvdel blev en abort omkring året 1992 eller på anden måde er bortkommet på et senere tidspunkt. Derfor får man nogle gange dårlige ideer. Sådan begyndte den her historie.
Præmissen var simpel: Jeg ville interviewe ekspartnere, hvor jeg havde set et potentiale, og de ikke havde. De var mænd, der havde sagt ’stop’, da jeg var ved at sige ’bliv,’ og de var første dates, der aldrig blev til flere dates. Kunne jeg mon lære noget til næste gang, jeg mødte én, der fik mig til at genoverveje abort-tesen?
Videos by VICE
Den blev historien om at være det, en af mine interviewpersoner kaldte en “kærestekatalysator”, hvilket bare vil sige, at jeg altid har været kvinden, man så, før man fandt sin for-evigt-kæreste. Jeg selv har kaldt mig ækvivalenten til den jul, en alkoholiker fejrer alene, inden han erkender, at han har et problem og får styr på sit lort.
Det var først og fremmest meningen, at det skulle være en sjov historie. Det skulle være en historie om, at nej, når du blev droppet, var det ikke, fordi din højre skamlæbe var hævet til dobbelt størrelse om morgenen (hvilket, skulle jeg sige fra vagtlægen i Aarhus, er en naturlig, mekanisk skade). Konklusionen på historien, regnede jeg med, ville være noget i retning af, at når vi vælger nogen og fravælger andre, kan det være svært at sige præcis hvorfor. Det er timing, kemi, tilfældigheder og skæbnetræf, og ingen af de dele lader sig sætte på formel.
På en måde er det også blevet den historie, men ikke helt.
Vi begynder med en person, vi kan kalde Søren. Det er en del år siden, jeg så Søren sidst, og vi sås slet ikke så meget, men nok til, at jeg tænkte for meget på ham og for ofte. Han var en smule aparte, en hel del talentfuld og foretrak ikke at se mit problemhudsansigt under sex, så naturligvis var jeg helt vild med ham.
Da jeg møder ham igen i til interview, viser det sig (chok), at det med ansigtet var indbildning fra min side. Over for mig sidder en høflig mand med det, vi kan kalde en spændende frisure, der ikke helt forstår, hvorfor netop han er blevet sat i stævne.
”Jeg vidste ikke engang, at vi var et sted, hvor du kunne føle dig som et fravalg. Jeg troede, det var et slags venskab, vi havde,” siger han.
Her berører han et gennemgående tema. Man kunne kalde det isdronning-komplekset eller cool-cat-syndrom, det centrale er: Lige så langt tilbage jeg kan huske, har jeg lært, at man for Guds skyld ikke må være den første til at vise eller italesætte følelser. Allerhelst skal man slet ikke have dem.
For at blive klogere undervejs i mine interviews har jeg allieret mig med coach og indehaver af www.recreateyou.dk, Marie-Louise Bregendahl, der specialiserer sig i rådgivning til kvinder. Hun er ikke tilhænger af isdronningen.
”Det er en styrke at kunne sige, ’jeg står her, jeg har det sådan her.’ Det træner jeg rigtig meget med mange kvinder. Hvis du ikke kan det, så underlægger du dig jo andres behov,” uddyber hun.
Søren er en af de uproportionelt mange, der har fundet sin kæreste lige efter mig. Han ledte slet ikke efter andet end sex, og han mente for øvrigt selv, at han var dårlig til at være i et forhold. Det var et af de få punkter, hvor vi fandt fælles fodslag. Men som han siger:
”Nogle gange kan man jo blive overbevist om noget, hvis nogen siger, ’jeg vil have dig’.”
Men man kan også blive for ivrig, og det illustrerer historien om Kjartan nok meget godt. Når jeg skriver, jeg er skolet i at være isdronning, er det, fordi mit instinkt i højere grad går mod ikke at lade folk gå uden mine klomærker i dem, efter jeg har bønfaldt, ”Du må ikke sende mig tilbage til det sted,” og det sted er selvfølgelig diverse dating-apps.
Jeg mødte Kjartan på Happn. Det var min sidste dag i en lejlighed, jeg lånte, og jeg var egentlig midt i en vegetarpizza og en medrivende dokumentarserie om elektricitet fra BBC, men efter at have gennemlyttet Kjartans talebesked et par gange, tænkte jeg: Hvorfor ikke?
Når i hvert fald den ene detalje af ovenstående er vigtig, så er det, fordi om morgenen, da jeg smækkede døren til den lejlighed, jeg ikke skulle se igen, gik det op for mig, at jeg ikke vidste, hvad der var sket med kondomet. Af frygt for at min kollega skulle åbne op til et brugt kondom, glemte jeg derfor alle mine isdronning-manerer og skrev til Kjartan på Happn, Tinder, Facebook, og jeg ringede til et nummer, der måske/måske ikke er hans fars.
Selvom jeg forklarede situationen, troede Kjartan stadigvæk, at det var en undskyldning for at komme i kontakt med ham, bekræfter han, da jeg møder ham til interview. Og selvom det var ”weird” adfærd, understreger han, at det ikke var det afgørende.
”Jeg tror ikke, jeg konkret tænkte over, om vi skulle ses igen. Jeg var bare inde i et ’skal bare ses med en ny-’flow. Det var ikke helt fantastisk med dig, og så var det bare videre til den næste. Det er jo det, Tinder-kultur gør; man tænker ’Jeg blev ikke forelsket ved første blik, jeg finder på noget andet, jeg har 3000 matches.’”
Det går stærkt, og det er ikke bare Kjartan. Da jeg udformede den liste over mænd, som det ville give mening for mig at tale med i henhold til præmissen om, at jeg skulle have været interesseret i mere, end de havde været, var der overraskende få – knap 10 ud af knap 80. Ved resten kunne jeg ikke sige, at jeg havde udvist interesse for dem eller omvendt. Vi havde i bund og grund ikke udvekslet andet end ligegyldighed og nogle gange sexsygdomme.
Marie-Louise Bregendahl har følgende at sige om Tinder: ”Tinder gør det næsten for nemt at gå videre. Det giver en ulyst til at stoppe op, for man kan altid bladre videre.”
Marie-Louise Bregendahl arbejder ud fra en tese om, at alle mennesker har lært, hvordan kærlighed skal føles, men de kan godt have lært sig noget forkert eller noget ikke-konstruktivt.
”Mit eget mønster var meget noget i retning af, at jeg gik efter mænd, som bekræftede mig, at jeg ikke var så meget værd. At jeg ikke var rigtig,” fortæller hun.
Hørt, søster. Fordi mine sexpartnere på overfladen intet har til fælles, driller mine veninder mig nogle gange med, at jeg kan bolle alt med en puls, men sandheden er nærmere, at jeg kan bolle alt med en puls, en penis og en evne til verbalt eller non-verbalt at fortælle mig, jeg ikke er god nok.
”Og hvis du møder mænd, der vil give dig mere, så er du nok ikke interesseret i dem?” spørger Marie-Louise mig semi-retorisk på et tidspunkt.
Det kan du bande på, jeg ikke er, og det er den sidste mand i rækken på en måde et eksempel på. Lad os kalde ham Jesper. Min hukommelse rækker ikke til at være konkret, men en note på min telefon lyder: ”Han trampede ikke,” og det er sådan, jeg husker det. Mig selv som nedtrådt og vant til mænd, der alle konkurrerede i DM i Dårlige Undskyldninger For At Forsvinde Før Daggry.
Men Jesper havde god tid om morgenen, og det fik mig selvfølgelig til at tænke, at jeg aldrig ville se ham igen.
Indtil jeg gerne ville alligevel, fordi jeg trængte til en afveksling, og det var i en periode, hvor det var en acceptabel ting at se Gossip Girl, og Serenas replik til Dan: ”Well you can’t be worse than the guys I do know,” har helt sikkert øvet en indflydelse også.
Men jeg fik ikke gjort så meget ved det andre steder end i mit hoved. Da jeg møder Jesper igen, er han ligesom Søren en smule overrasket over, at han er blevet sat i stævne en aften på Østerbro.
”Var der nogle signaler, jeg overså? For jeg synes aldrig, du sagde noget?” spørger han, og nej, det er helt rigtigt, jeg sagde ikke noget, for før jeg fik taget mig sammen, havde Jesper, overraskelse, fået en kæreste. (Lad dem, der vil have en fast partner, komme til mig, seriøst.)
”Jeg troede ikke, jeg ledte efter en kæreste, men det gjorde jeg så alligevel,” forklarede han lidt undskyldende, men det er okay.
Konklusion. Jeg er blevet en smule klogere, men først og fremmest en smule mere forløst. Det er lettere at sige: “Han er dum,” end at sige: ”Jeg har spændt ben for mig selv,” for hvis det første er tilfældet, er svaret at finde en ny, men hvis det andet er tilfældet, ja, så kender jeg ikke svaret.
Det var dem, der optrådte på scenen, men det var selve kulissen, den var gal med.
På nær Marie-Louise Bregendahl er der blevet givet nye navne til alle kilder.
