Billede via Flickr-brugeren fumigraphik
Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada
Jeg kæmpede ikke imod, da jeg blev voldtaget.
Videos by VICE
Jeg sagde flere gange, at jeg ikke ville have sex, men da han alligevel begyndte at trække ned i mine bukser og trusser, var det som om hele min krop frøs til is. Mit hovede var fyldt med en million forskellige tanker, men så stoppede de pludseligt. Så var det som om, at mine tanker svævede et andet sted hen, et tryggere sted, mens jeg lå tavs og stiv bag i hans bil.
Det kan måske lyde mærkeligt, hvis man aldrig er blevet voldtaget – utroligt, næsten -, at folk i den situation ikke ville gøre alt, hvad de overhovedet kunne for at kæmpe imod eller slippe væk. Vi skulle jo alle sammen angiveligt være programmeret til at flygte eller gøre modstand, når vi føler os truet. Så hvis man ikke gør nogen af de ting, må det jo betyde, at man ikke har følt sig truet – hvilket i en voldtægtssammenhæng må betyde, at personen faktisk gerne ville have, at det skulle ske.
Det er skræmmende, hvor udbredt den holdning er, endda i retssystemet. Nogle gange kan voldtægtsofrene selv efterfølgende blive overbevist om, at de ikke følte sig truet, fordi de ikke gjorde modstand.
Men det passer slet ikke. For udover at flygte eller gøre modstand er der en tredje naturlig reaktion på situationer med høj frygt- og stressfaktor, som der ikke er nær så mange, der taler om – at stivne og trække sig ind i sig selv.
“At stivne er faktisk en ret udbredt reaktion, som vi oplever hos pattedyr og ikke bare hos mennesker,” siger Martin Antony, der er professor i psykologi ved Ryerson University og forfatter af bogen The Anti-Anxiety Workbook til VICE. “Nogle ville argumentere for… at man ikke engang bør tale om ‘fight or flight.’ Det burde hedde ‘fight, flight or freezing.’”
Antony forklarer, at det at stivne er noget, der indtræffer kortvarigt og kan forårsages af frygt eller panik i mange forskellige situationer. Det er det samme instinkt, der kan forhindre folk i at tænke eller tale klart, når de er nervøse. Instinktet eksisterer sandsynligvis for, at man skal kunne vurdere en situation og træffe en beslutning, der ikke er impulsiv.
Karlene Moore, en vejleder og forkæmper på Toronto Rape Crisis Center, gav en lignende forklaring og tilføjede, at populære myter om voldtægt – som at voldtægtsmænd som regel er fremmede, der springer ud af en busk eller en mørk gyde, mens de i virkeligheden normalt er nogen, offeret kender – også kan bidrage til, at offeret stivner.
“Vi prøver at bearbejde. Vi forsøger at forstå, hvad der foregår, fordi det vi er blevet lært, om hvordan seksuelle overgreb og voldtægt ser ud, ikke er det der sker [i øjeblikket], men samtidig kan vi også mærke, at der sker noget virkelig forkert,” siger Moore.
Lily*, der nu er 23, blev flere gange udsat for seksuelle overgreb af sin eks-kæreste, da hun var 14. Hun husker meget klart, hvordan hendes krop stivnede under mindst et af overgrebene, hvor han havde presset hende til oralsex. I sidste ende gav hun efter med den betingelse, at hun måtte beholde sit undertøj på.
“Det eneste, jeg kan huske, er frygt og smerte,” siger Lily. “Min krop var bare helt stiv, og jeg havde lyst til at skrige. Jeg kunne mærke skriget i min hals, men jeg var for bange for at vise ham, at jeg ikke kunne lide det han gjorde, så jeg lå der bare og håbede, at det snart var forbi.”
“At stivne og trække sig ind i sig selv er forsvarsmekanismer – ikke samtykke.”
Ligesom mig husker hun også, hvordan hendes tanker svævede et andet sted hen, mens angrebene fandt sted. Hun tænkte på sin matematiklektier.
“Jeg blev ved med at tænke, nåh, jeg skal snart hjem, jeg skal nå at lave mine matematiklektier. Hvilket er spøjst, fordi jeg faktisk hadede matematik, så jeg ved ikke, hvordan min hjerne kom derhen,” siger Lily.
At abstrahere på den måde kan være endnu en forsvarsmekanisme, der indtræffer efter den umiddelbare stivnen, når han eller hun ikke tror, at de kan slippe ud af den truende situation, forklarer Antony.
“Man indser måske, at man faktisk udsætter sig selv for mere fare, hvis man gør for meget modstand. Måske frygter man en voldelig reaktion eller konkluderer, at man ikke kan slippe væk,” forklarer han. “Og i det øjeblik, hvis man ikke fysisk kan slippe væk, kan det at flygte mentalt beskytte dig imod noget af den smerte, som du ellers ville opleve i den situation.”
En anden person, jeg talte med, *Chris, berettede også om denne form for mental flugt, da han blev voldtaget for fem år siden, af en han havde kendt, siden han var barn. Overfaldsmanden, der var nogle år ældre, havde kørt ham til en fest i et hus, hvor han aldrig havde været før. Da overfaldet begyndte følte Chris ikke, at han kunne gøre andet end at gå med til det, fordi han ikke havde nogen anden måde at komme hjem på end at få et lift af overfaldsmanden.
“Jeg følte mig lidt uden for mig selv. Jeg tænkte ikke rigtig på noget. Jeg kan bare huske, at jeg ville hjem… Jeg var ikke helt til stede,” siger Chris. “Der skete ting, men jeg tænkte ikke rigtig på det. Jeg var fuldstændigt afskåret fra situationen.”
Det er ikke lykkedes mig at finde statistik over, hvor mange mennesker, der stivner, når de udsættes for seksuelle overgreb, og jeg er ikke sikker på, at sådan en statistik overhovedet eksisterer. Antony fortalte mig, at der i det helt taget er blevet forsket meget lidt i den reaktion. Men i disse tilfælde mener jeg, at udtalelserne fra ovenstående ofre for seksuelle overgreb klart siger det, der skal siges:
At stivne og trække sig ind i sig selv er forsvarsmekanismer – ikke samtykke.
*Navne er blevet ændret for at beskytte de medvirkendes privatliv.
Læs mere fra VICE her:
Sådan dater du et voldtægtsoffer
Jeg giftede mig med en sexforbryder
Trækasser og sex-kontrakter: En kort historisk gennemgang af svenske kidnapninger
