Derfor er jeg rædselsslagen for kartoffelmos

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA i 2014.

Glem alt om højder, edderkopper og indelukkede rum – forestil dig at være bange for kartoffelmos. Nu skal jeg fortælle dig, hvordan det er.

Jeg elsker mad. Jeg ville bogstaveligt talt dø, hvis ikke jeg spiste det. Men der er en ret, som giver mig lyst til at brække vrangen ud på mig selv: Den ydmyge, hyggelige, allestedsnærværende kartoffelmos.

Som du sikkert kan forestille dig, ser folk helt forkerte ud i hovedet, når jeg fortæller dem, at jeg ikke engang kan være i nærheden af det klistrede, spiselige tæppe af klamhed – jeg kunne lige så godt have fortalt dem, at chokolade i virkeligheden er menneskelort og flydende mørtel, der er blendet sammen. De kan ikke – og de vil ikke – forstå. Men sådan er det. Siden jeg har været helt lille, har jeg ikke kunne tage en skefuld kartoffelmos op mod læberne uden at være ved at knække mig eller begynde at græde.

Mine venner har tidligere forsøgt at overbevise mig om kartoffelmosens herligheder, men nu er de gået over til at drille mig med trusler om, at hele mit hus blev fyldt med mos, mens jeg sover. I mange år har jeg ment, at jeg hadede det fordi, at konsistensen er som tyktflydende bræk – den slags, der sætter sig fast i næsen – men en del af mig vil også gerne finde ud af, hvad kartoffelmosen dog har gjort for at blive lagt så meget for had. For trods min voldsomme frygt og lede, så kan den ikke slå mig ihjel – med mindre nogen rent faktisk fylder mit hus med det.

Jeg har aldrig været kræsen, og som barn spiste jeg alt, hvad der blev stillet foran mig. Mit kælenavn var Ganit, hvilket jeg altid har troet bare betød en person, der spiser meget. Ifølge Urban Dictionary betyder det så åbenbart også “en vildt nice pige med krøllet hår, som elsker, når folk ser på, mens hun gør forskellige umodne ting”, og det forklarer også en del. Jeg var ikke kræsen, som sagt. Faktisk var noget af det bedste, jeg vidste, at gå ned i baghaven og grave rundt, indtil jeg fandt en snegl, som jeg kunne mase med fingrene og så æde. Den historie fortæller jeg folk, hvis de foreslår, at min modstand mod kartoffelmos skyldes konsistensen. Hvis jeg nød at spise snegle, af alle ting, så burde kartoffelmos være det nemmeste i verden.

Men det er det ikke. Ifølge en ekspert, som jeg tog kontakt til, så kan mine enlige måltider i haven faktisk have været med til at forklare den aversion, der er opstået senere i livet.

“Det er sådan, at børn, der ikke får lov til at lege med deres mad eller rode rundt i mudder, kan udvikle aversioner mod bestemte konsistenser,” siger diætist og ernæringsekspert Annemarie Aburrow. “Hvis børn ikke er så glade for bestemte teksturer eller konsistenser, kan det være fordi, deres forældre sagde: ‘Nej! Det må du ikke! Det er ulækkert!’ Følgevirkningen opstår fordi mad er en af de ting, som børn ikke kontrollerer.”

Men selvom mit graveri kan være med til at forklare det, så tror jeg i højere grad, at det er fordi, at jeg tit stod og græd i køkkenet, når min mor lavede kartoffelmos. Tænk lige over det.
Det var ikke bare et par respektfulde tårer for at sørge over en stakkelse kartoffels død. Det var et hysterisk anfald, hvor jeg holdt mig for ørerne og snottet løb ned af min trøje, mens jeg hulkede. Ifølge min mor og søster var det på grund af lyden, moseren lavede mod gryden, som jo ikke har noget som helst med hverken konsistensen eller smagen at gøre. Faktisk fortalte min mor for nylig, at hun plejede at lave alle kartoflerne sammen, og så tog hun min portion til side for at mose den separat. Eller hvis vi skulle have mos, ville hun lave noget helt andet til mig. Shit. Jeg vil gerne lige sige undskyld til min mor for at have været så irriterende.

Jo mere jeg tænker over det, jo mere er jeg overbevist om, at det ikke har noget med konsistensen at gøre. Jeg spiser gerne mac n’ cheese, vaniljecreme og risotto med hensynsløs fornøjelse. Det er bare det der fucking kartoffelmos. Ifølge Alana MacDonald fra The British Dietetic Association burde jeg virkelig være kommet mig over det nu, for den slags modstand mod noget bestemt mad (som i meget ekstreme tilfælde hedder selektiv spiseforstyrrelse) er næsten altid psykosomatisk. Det er normalt noget, som velfungerende mennesker kommer sig over, når de bliver voksne. Ikke mig!

“Hvis man er tvunget til at spise noget som børn, så kan man kæde det sammen med noget negativt,” siger hun. “De fleste mennesker har én eller to ting, de ikke kan lide på grund af konsistensen, og den modstand stammer næsten altid et sted fra, som ikke har noget at gøre med den næring, der er i maden.” Det næste, hun sagde, gjorde ondt: “Men når man bliver voksen, vokser man fra den slags. Selv om der selvfølgelig er nogle få, der ikke gør.”

Så der er ingen ernæringsmæssige grunde til ikke at kunne lide kartoffelmos, og det har ikke engang en særlig stærk smag, så mit had er kun i hovedet. Hvad kan jeg så gøre for at komme mig over det?

Nogle forskere har fundet ud af, at hvis man trykker et bestemt sted på et barns håndflade, mens de spiser noget, de ikke bryder sig om, kan man undgå gag-refleksen. Men jeg er ikke et barn, og både Aburrow og MacDonald afviser, at teknikken kan virke på en voksen. Deres forslag er ret simpelt: Jeg skal finde ud af, hvad fanden der foregår inde i mit hoved. Så det må vel betyde, at jeg skal til psykolog?

“Jeg ved ikke, om du har brug for at se en adfærdspsykolog,” siger MacDonald. “Det kommer an på, hvor gerne du vil kunne spise kartoffelmos.” Som jeg forstår det, kan den slags terapi hjælpe mig med at forstå, hvorfor mos vækker de følelser. Men hvis jeg rent faktisk vil lære at spise det, foreslår Aburrow, at jeg går et skridt længere. “Det virker som om, du har nægtet at spise det som voksen,” siger hun (og har ret), “og nu er det blevet en ting, så det handler om at få det til at forsvinde igen.” Hvordan gør jeg så det?

“Måske kan du starte med at skære kartofler i skiver.”

Okay. Og hvad så?

“Så kunne du prøve at mose dem og smadre moseren mod gryden…”

Mener hun det?!

“Så ser du din frygt i øjnene på en langsom og kontrolleret måde. Måske kan du endda bruge dine hænder og røre ved det…”

Nej. La la la la la. Det er alt for meget. Det er jeg slet ikke klar til.