Selvom København er hovedstaden, i hvad der ofte betragtes som det lykkeligste land i verden, slubrer vi danskere flere lykkepiller i os end næsten noget andet folk i verden. Og det er mildest talt ikke overraskende. Efter i flere år at have navigeret den uendelige strøm af elitære, beskæggede fixie-ejere, der udgør Københavns krea-segment, kan jeg med ro i sindet konkludere, at København ikke alene er verdens mest prætentiøse “storby”, men også et ualmindeligt provinsielt hul i jorden. Og hvis det ikke får dig til at række ud efter det nærmeste glas Prozac, vil disse Københavner-kendsgerninger sikkert være tungen på vægtskålen.
“NEW NORDIC” KØKKENET
Vi er meget stolte af Restaurant Noma, og måden hvorpå den har formået at lokke os ud af vores tilsovsede kulinariske tryghedszone. Bevægelsen, døbt “New Nordic”, har derudover indkasseret en bunke Michelin-stjerner over de seneste par år. Kokkene bag bevægelsen hævder, at de har genopfundet det skandinaviske køkken ved at fokusere på vores lokale delikatesser – myrer, fiskesæd og andre pseudoingredienser, som vores race er vokset fra at spise. Men som jeg ser det, er hele pointen med evolution at udvikle sig til det punkt, hvor artens overlevelse ikke er bundet op på anskaffelsen af maritim sperm. Det ville sådan set også være fint nok, hvis ikke det var fordi, at tiltaget har inspireret hver eneste restaurant i byen til at ligge på knæ i den nærmeste skovbund på jagt efter nordiske specialiteter. I det hele taget er det blevet en udfordring at bestille et måltid, der ikke som udgangspunkt serveres på en bund af bæredygtige margueritter fra Thy.
Videos by VICE
FRISTADEN CHRISTIANIA
Lige syd for det danske Folketing ligger den selvudnævnte fristad Christiania, som i virkeligheden mere er en losseplads fyldt med hårde kriminelle, end det er nogen form for stad. Sådan har det ikke altid været. Jeg er med på, at det engang for længe siden var et reelt hippiesamfund drevet af smukke idealer som gensidig kærlighed og respekt, men det ændrede sig i det nye årtusinde med politirazziaerne og rydningen af Pusher Street. I dag skal Københavns pot-elskende klientel mase sig igennem den evigt voksende strøm af backpackere, der alle forsøger at knipse et billede i smug. Alt imens skovler skabskapitalisterne penge ind fra salget af de overraskende populære Bevar Christiania-hættetrøjer til forstadens tweens. Velkommen til hippiekulturens Disney World.
SCIENTOLOGY
Scientology-kirken har udnyttet vores grænseløse danske frisind til at rejse deres europæiske flagskibskirke i Københavns centrum. Derudover har de samlet omkring 500 danske tilhængere, hvilket i virkeligheden er ret imponerende, når man tænker på, hvor latterligt det hele er. Der er ikke meget mere i det, det er bare ikke ligefrem ønskværdigt at bo i Europas Scientology-hovedstad. Intet menneske bør leve med frygten for, at Tom Cruise dukker uanmeldt op.
VORES SEVÆRDIGHEDER SUTTER
Jeg kan ikke komme på én enkelt grund til at besøge byen. Vejret er lort, og der er ikke rigtig nogen seværdigheder, der er turen værd. Den mest besøgte af ikke-attraktionerne er vores tarvelige pendant til Frihedsgudinden – Den lille Havfrue. Den må have en eller anden form for Shangri-La lignende status i Asien, for de bliver ved med at sende propfyldte busser med eventyrelskende folk ud for at se den skuffende statue og tage lige så skuffende billeder med deres iPads. Jeg forstår det ikke. Hun er flere gange blevet halshugget for sjov, og måske vi burde lade hende forblive hovedløs.
NARRØVE I FORKLÆDNING
Generelt har københavnere en tendens til at klæde sig pænere end de fleste andre byboere. Dette gør det exceptionelt svært at afkode, hvem der er douchebags, eftersom alle bærer den samme uniform af prætentiøse skæg, sneakers, Ray-Bans og Joy Division t-shirts. Paradoksalt nok resulterer det i, at man faktisk er nødt til at gå i dialog med folk for at finde frem til, hvem man bør undgå. Her er der primært tale om horderne af selvoptagede libertinere, der spiller biseksuelle for at fremme deres karrierer som spoken word-pionerer. Det skal siges, at du kan styre uden om de værste tilfælde ved at holde dig fra Vesterbro.
DET HANDLER OM STØRRELSE
Hvis man bor i en indavlet landsby, kender alle stort set hinanden. Det har gjort danskerne særligt tilbageholdende og mistænksomme over for nye bekendtskaber – sikkert på grund af den evige risiko for, at folk, du møder, har knaldet nogen, du kender og/eller elsker.
TIVOLI
Tivoli ligger i hjertet af byen. Det er det eneste sted i byen, der kombinerer god, gammeldags familieunderholdning med enarmede tyveknægte og stereotypiske skildringer af de fjerne verdenshjørner. Man tager derhen på sommerweekender for at lære sine børn, hvordan man gambler i forskellige boder, kører med fesne rutsjebaner og nyder en kvalmende mængde kitsch-nostalgi. Det er en ærkedansk forlystelsespark, hvor Dansk Folkeparti ynder at holde deres frokostarrangementer, og hvor vi andre kan dagdrømme os væk fra virkeligheden ombord i Den Flyvende Kuffert.
ALT ER FOR DYRT
Alt er skandaløst dyrt i Danmark og særligt i København. Sådan har det altid været – stop med at klynke over det. Det kan ikke være rigtigt, at vi bliver ved med at jamre over, hvordan en Big Mac-menu er tre gange billigere i udlandet, og at vi er trætte af at aflevere halvdelen af vores løn til skattefar. Desværre får brokkeriet ikke problemet til at gå væk. Restauranter vil altid bonge dig en 20’er for postevand, og en busbillet vil altid være for dyr. Det er, hvad det er. Trøst dig med, at du ikke bor i Norge.
GAMMELTORV/VESTERGADE
Striben af diskoteker og værtshuse med nationalistiske navne som Guldhornene og Mermaid Bar tiltrækker uden tvivl det værste udsnit af Københavns beboere. Primært forstadsfyre med afblegede hårspidser og Louis Vuitton-nøgleringe på jagt efter letpåklædte Oompa-Loompa-lignende damer. Disse klamydiakrigere affinder sig med voldelige dørmænd og garderobetyverier, så længe de får deres ti shots Fisk til 100 kr., og de er grunden til, at fænomener som Rasmus Seebach, Joe and the Juice og Michael Bay-film eksisterer.
På trods af alle disse dårligdomme vælger jeg at blive boende i byen, og det vil jeg nok gøre i størstedelen af mit liv. Det er dog primært grundet det brede udvalg af lækre svinekødsbaserede retter og den korte vej til lufthavnen.
Mere om forfærdelige byer:
Reasons Why London Is the Worst Place Ever
Reasons Why Los Angeles Is the Worst Place Ever